Det bedste ved nærområderne er, at de ligger så langt væk

Det lyder så fornuftigt, når danske politikere taler om, at vi skal hjælpe flygtninge i deres nærområder. Men måske burde vi lige gøre os klart, hvilke forhold de lever under i deres nabolande
Syriske flygtninge udenfor deres telt i en flygtningelejr i den libaneniske by Al-Faour nær grænsen mellem Syrien og Libanon.

Syriske flygtninge udenfor deres telt i en flygtningelejr i den libaneniske by Al-Faour nær grænsen mellem Syrien og Libanon.

Hussein Malla
29. juni 2015

Det er humanitært og økonomisk fordelagtigt at hjælpe flygtninge i deres nærområder – både for den internationale stabilitet og for flygtningene selv. Denne holdning var dominerende blandt partierne i valgkampen og vil givetvis blive styrende for den danske udviklingsbistand i de kommende år.

Men hvad den danske offentlighed glemmer at diskutere er, hvilke forhold de mennesker, som flygter fra grusomme borgerkrige og konflikter, bliver budt i deres såkaldte nærområder. Sandheden er nemlig, at konflikterne i verdens brændpunkter som Somalia og Syrien går på tværs af grænser og etniske grupperinger med nabolande, der ikke er neutrale, men derimod har meget på spil i forhold til grænsedragninger, ressourcer og regionale magtforhold, og som derfor blander sig i konflikterne.

Ud over at flertallet af flygtningene lever under kummerlige forhold og ofte uden rettigheder i nærområder, er mange derfor også i direkte fare, hvis de i modtagerlandets øjne hører til på den forkerte side af den konflikt, de er flygtet fra. Det har vi set med vores egne øjne i henholdsvis Jordan, Afghanistan, Syrien og Etiopien de seneste år.

På sikker afstand

Vi udelukker bestemt ikke, at man kan hjælpe flygtningene i deres nabolande, men vi vil gerne tegne et realistisk billede af de faktiske forhold i nærområderne. Et billede, som står i skarp kontrast til det, som politikerne tegner i den hjemlige debat, hvor flygtningespørgsmålet debatteres, som om flygtningene føler sig ’hjemme’ i nærområdet. Nærområderne kan nemlig være mere fjendtlige og fremmede for visse flygtningegrupper end lande som Danmark tusindvis af kilometer væk. Ofte er det sådan, at det bedste, man kan sige om nærområderne, er, at de ligger så langt væk fra Danmark.

Hvis det politiske flertal ser nærområdestrategier som ideelle løsninger, øger det også forpligtelsen til at udarbejde effektive og realistiske strategier for, hvordan man vil og kan hjælpe i nærområderne.

Nærområderne er typisk u-lande, som allerede i stigende grad huser størstedelen af verdens flygtningestrømme. Undersøgelser viser, at 86 procent af verdens flygtninge søger tilflugt i lande, der ikke kan kategoriseres som i-lande. For 10 år siden var dette tal tættere på 70 procent, hvilket viser, at humanitære kriser allerede varetages i nærområderne.

Humanitære indsatser i nærområder baserer sig for det meste på ideen om at placere folk i flygtningelejre. Man opbygger gigantiske beboelseskomplekser, der placeres i grænseområder mellem konfliktområder og modtagerlande, helst på sikker afstand af storbyer og lokalbefolkninger. Her stuves flygtningene sammen i telte eller hytter, ofte uden tilstrækkelig mad, og de har sjældent tilladelse til at arbejde eller uddanne sig på lige vilkår med lokalbefolkningerne. De må vente på deres rationer i timevis og er de første til at mærke, når store internationale og omstillingsparate ngo’er flytter fokus til et af verdens nye konfliktramte (nær)områder.

Uønsket i nabolande

Det politiske spil om flygtninge foregår ikke kun i Danmark og Europa, men også i nærområderne. Efter 20 år med somaliske flygtninge fører Kenya eksempelvis en meget streng flygtningepolitik og vil lukke en af verdens største flygtningelejre, Dadaab, der som udgangspunkt var beregnet til 30.000 mennesker, men som nu huser over 300.000 flygtninge. Mennesker, der flygter fra konflikter, som Kenya sammen med Etiopien, Somalias andet naboland, selv har været med til at forværre via invasioner og terror- bekæmpelse. Af den grund er det langtfra alle somaliske flygtninge, der kan føle sig trygge i disse nærområder.

Fire år inde i konflikten i Syrien ser man også markante stramninger i flygtningepolitikken hos samtlige nabolande. Jordan, Libanon og Tyrkiet, der alle har modtaget massive flygtningetilstrømninger siden 2011, er alle eksempler på lande, der langtfra har været neutrale i den syriske konflikt.

Den danske debat om nærområderne har først og fremmest handlet om basale behov og minimumstandarder. Flygtninge skal have mad, drikke og tag over hovedet. Men forholdene for mange syrere i Jordan, Libanon, Egypten etc. understreger, at vi er nødt til at medtænke det manglende fokus på politiske flygtninge. I Libanon bliver syriske unge systematisk opsøgt af Hizbollah og andre libanesiske militante grupper. I Egypten bliver de forfulgt som sympatisører med Det Muslimske Broderskab. Og så videre.

I Libanon kalder man de syriske flygtninge for ’gæster’, så man ikke behøver at sikre dem basale flygtningerettigheder. I Jordan har man ikke skrevet under på flygtningekonventionen, så her har flygtninge reelt ingen rettigheder. Begge lande har ligesom Tyrkiet i perioder lukket grænserne til Syrien, så flygtninge har ventet i dagevis i ørkenen, og senest har vi set billeder af syriske flygtninge, der forsøger at få børn og ejendele gennem huller i hegnene langs den syrisk-tyrkiske grænse.

Det er disse flygtninge, vi svigter, så længe vi i den hjemlige debat er helt og aldeles uafklarede om, hvordan vi mere konkret kan og ønsker at støtte de millioner af flygtninge, der befinder sig i nærområderne til verdens brændpunkter.

Parvaneh Ghorbani har læst Mellemøststudier på Syddansk Universitet og boet og arbejdet i Jordan (2012-2015) og Afghanistan (2014-2015). Ane Cecilie Hess-Nielsen har studeret i Syrien og arbejdet i Etiopien

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

"Ud over at flertallet af flygtningene lever under kummerlige forhold og ofte uden rettigheder i nærområder, er mange derfor også i direkte fare, hvis de i modtagerlandets øjne hører til på den forkerte side af den konflikt, de er flygtet fra. Det har vi set med vores egne øjne i henholdsvis Jordan, Afghanistan, Syrien og Etiopien de seneste år." - Men så er de vel flygtet i den gale retning, så at sige?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Keld Albrektsen

Peter: "Men så er de vel flygtet i den gale retning..."
Nok muligt, men det kan måske være et definitionsspørgsmål: Jeg kunne godt forestille mig, at flygte fra en AK47 hen mod en mand med en stok...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Pedersen

Det er en tragedie, der udspiller sig lige nu - almindelige mennesker i millionvis som flygtninge fra samfund i opøsning. Nigeria har pt 200 mio indbyggere, i 2050 skønnes de at have 500 mio, samtidigt med, at naturkatastrofer og klimforandringer hærger. Kig på et kort og regn ud hvor de mon tager hen. Som menneske kan man ikke lukke øjnene og spærre dem ude, som samfund kan man ikke overleve at åbne sig for så mange, Nigeria er kun eet - omend det største - af de mange samfund i Mellemøsten og Afrika, der kun kan kigge mod Europa når der skal flygtes uden fly.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin  Hansen

Det synes ikke logisk, at kritisere øget hjælp til nærområderne med henvisning til de der nu værende ringe forhold - den øget hjælp ville jo netop gøre forholdene bedre i nærområderne.

Der er overordnet tre gode grunde til flygtninge bør blive i nærområderne frem for at rejse til Vesten:

1) Langt de fleste flygtninge har hverken mulighed for eller resurser til at rejse den lange vej til Europa - skal de have vores hjælp må vi bringe den til dem, de kan ikke bringe sig selv til os.

Vi kan kun bruge pengene en gang - de 9 milliarder kroner Danmark for nærværende bruge på spontane fjernflygtninges første år i Danmark kunne række uendeligt længere og hjælpe mange flere i nærområderne.

Det er ikke rimeligt, at bruge alle de penge i Danmark på nogle forholdsvist få spontane fjernflygtninge, når så mange flygtninge har akut behov for basal hjælp i nærområderne - derfor bør Vesten ophør med at give ophold til spontane fjernflygtninge og i stedet henvise dem til internationalt støttede flygtningelejre i nærområderne, hvor de kan søge om asyl som kvoteflygtninge.

Flygtningelejrene skal indrettes som en mellemtiden mellem produktionskollektiver og folkehøjskoler - folk i dem skal ikke sidde og rådne op, men forberedes til at vende hjem og genopbygge et bedre lande end de flygtede fra.

Og det kan sagtens lade sig gøre, at etablere sådanne ordninger, hvis der var en smule politiske vilje i Europa til presse sine regionale partere - hvad der desværre ikke er for nærværende.

2) Erfaringerne viser, at spontane fjernflygtninge, der har fået ophold i Vesten ikke rejser hjem, når tilstandene i hjemlandene muliggør det, mens flygtninge, der opholder i nærområderne rejser hjem, når krigene slutter og landene skal på fode igen - ofte er de folk, der har mulighed og resurser til at flygte den lange vej til Vesten blandt de mest resursestærke og forholdsvist veluddannede, netop folk lande har brug for til at komme på fode igen.

Desuden hjælper det indirekte etniske udrensninger - se fx. på eks-Jugoslavien, hvis flygtningegrupper helt overvejende ikke er rejst hjem fra vestlig asyl her mere end 15 år efter krigene sluttede. Var de blevet i nærområdet eller som internt fordrevne, da ville de sandsynligvis have vendt hjem igen.

3) Når værter og gæster er fra samme kulturkreds, da bliver kultursammenstødene mindre - det er lettere for en araber fra Syrien, at begå sig i et andet arabisk land, hvor sproget, kulturen, normer er kendte, end et fuldkommen kulturfremmed lande i Nordeuropa til eksempel.

Sådan en politik bør hele Europa føre, men Danmark kan og bør gå forrest som et godt eksempel - og iværksætte så meget af denne politik som vi fra Danmark alene eller samme med europæiske partere overhovedet kan.

Brugerbillede for Mi Phuna

Den megen snak om nærområderne bunder i en racistisk modvilje mod at Danmark modtager flygtninge. Dette er essensen - de humanistiske argumenter er blot fernis. Så længe debatørerne ikke vil stå ved deres reele rationale, er det spild af begges tid at gå i dialog.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Mi Phuna, det behøver faktisk ikke at være racisme. På mange måder er Danmark ganske anderledes end andre lande, endog lande, vi ligger tæt på.
For det første har danskerne i handling vist, at de ønsker at bringe befolkningstallet ned, efter at det i løbet af det tyvende århundredes første halvdel mere end fordobledes.
Dernæst er ønsket om at forlade the American Way og genfinde det danske naturel, som udtrykt i de tre sange "Et virksomt, jævnt og muntert liv på jord", "Langt højere bjerge" og "På det jævn, på det jævne".
Dernæst at genfinde den solidaritet, der lever i et lille land og en mange hundrede år gammel stamme.
Det er så moderne at tale om en lille åben økonomi, men det er en økonomistisk fantasi, som de færreste kan se meningen med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Man skal ikke tage fejl af styrken i kulturelle koder og normer - tag Ungarn som eksempel: selvom det er 1600 år siden, at hunnerne som folk forsvandt, lever værdierne og ånden stadig videre i den udtalte totalitarisme, der gang på gang har hjemsøgt magyarernes land.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin  Hansen

Mi Phuna,

at være for en flygtningepolitik, der modvirker folkevandringer i form af kulturfremmede fjernflygtninge omdanner ens hjemlands demografiske sammensætning radikalt - behøver ikke været begrundet i racisme - racisme er troen på ens egen race er andre racer overlegen.

Jeg er for flygtninge hjælpes i nærområderne, men jeg tror ikke min race skulle være andre overlegen. Jeg tror, i modsætning til dig måske, slet ikke det giver mening at rangere racer på den måde. Men du definerer måske racisme anderledes, hvor alle der ikke er for skabelsen af et værdirelativistisk, multikulturelt og etnisk fragmenteret masseindvandringssamfund, der over en generation eller to vil gøre danskerne (forstået traditionelt, ikke Danmarks Statistisks definition) til et mindretal i eget land er racister, du har i så fald ret i det næppe fører nogen vejene at indgå i debatter, når du har så afvigende en begrebs- og virkelighedsopfattelse.

anbefalede denne kommentar