Blå blok har brug for kriminelle børn

For nylig ’tilstod’ kriminologen Flemming Balvig foran et fyldt auditorium på Københavns Universitet, at han gennem et langt liv med forskning havde tjent omkring 50 millioner kroner brutto på kriminalitet. Ikke alle millionerne var gået i hans egne lommer, men alligevel.

Underligt er det, at den viden, som Balvig er kommet med, ikke har fundet bedre plads hos politikerne. I valgkampen er det partierne i blå blok, som ignorerer forskningsresultaterne med forslaget om at sænke den kriminelle lavalder fra 15 til 12 år og oprette et statsligt system med særlige børne- og ungdomsdomstole, der kan idømme børn straf. Forskningsresultater, som entydigt viser, at den slags tiltag vil være direkte skadelige – for både børn og fremtidens kriminalitetsniveau – synes at være sat skakmat af politikeres caseviden, som når man i en overskrift i BT kan læse følgende om en vild pige, der har begået et overfald under flugt fra en institution: »Pia K. efter overfald på Khaders datter: Den kriminelle lavalder skal sænkes til 12 år.«

Liberale vil have mere stat

Lars Løkke Rasmussen m.fl. ønsker et nyt system og ’mindset’. Et nationalt system, der kan bygge viden op, om hvad der virker og ikke virker.

Man må spørge, hvad nyt der er i at kopiere voksensystemet og overføre det på børn. Og hvad viden angår, har vi jo allerede et nationalt system i form af universitetet/Balvig. Og længere inde i statens maskinrum har vi Justitsministeriets forskningskontor. Vi kan også nævne betænkningen Indsatsen mod ungdomskriminalitet fra 2009, hvor der ikke på en eneste af de 766 sider var forskning, som gav belæg for noget af det, vi ser i forslaget fra blå blok.

Løkke burde melde klart ud, at det, han mener med viden, er viden, som passer til hans værdi- og retspolitik.

Det nærmeste han kommer et vidensgrundlag, er et nyt tal på 1.855 14-årige, som politiet »mistænker« for at have begået kriminalitet.

At være mistænkt af politiet er jo ikke det samme som at være anklaget endsige dømt skyldig. Altså en svag indikator på en stigning i et problem. Når man dertil ser, hvilke handlinger, de unge måske har begået, bliver det klart, at blå blok skyder gråspurve med kanoner. Der er tale om butikstyverier, hærværk og ’alvorlig kriminalitet’ som at medvirke til salg af hash.

Nu er hashsalg i sig selv en offerløs forbrydelse, hashsælgerne gør kun det ulovligt, som spiritus- og tobaksforhandlerne gør lovligt. Hvis en 14-årig knægt agerer bud eller vagt for hashhandlere, er der brug for SSP eller anden form for opsøgende socialt arbejde. Men at rubricere medvirken til salg af hash som ’alvorlig kriminalitet’ og koble det sammen med zoneforbud er ude af proportioner.

Der ligger en til dels skjult dagsorden bag det liberale ønske om et nyt statsapparat til håndtering af børns kriminalitet, nemlig at de i kommunerne er for bløde i deres tiltag. Så bløde, at der skal en statslig overhaling til. Tager man imidlertid kommunernes manglende lyst til at indstille unge til ungdomssanktion, med sanktionens fase et på sikret institution, bygger det på sund fornuft og kendskab til denne sanktionsforms katastrofale ineffektivitet.

Skæv mod vest

Normalt har det været anbefalelsesværdigt, at et velfærdssamfund som det danske ser forbi Storbritannien og USA, når det drejer sig om at tackle unges kriminalitet. Disse lande har i årevis haft særlige retssystemer for børn og unge. Uanset at de unge er blevet proppet ind i særlige lukkede ungeanstalter og ikke i voksenfængslerne, har erfaringerne været så negative, at man nu er i den paradoksale situation at måtte anbefale blå blok at se til Storbritannien og USA. For der har i en række år været et opgør med den hårde retspolitiske linje i disse nationer. Det, blå blok vil, er at importere systemer, som har passeret sidste salgsdato i Storbritannien og USA.

For Storbritanniens vedkommende er antallet af børn, som kommer ind i det kriminalretlige system, faldet drastisk siden 2007. Der har været tale om et egentligt opgør med den unødvendige kriminalisering af trivielle foreteelser, jævnfør Parlamentets Justice Committee. Ifølge komitéformanden, Sir Alan Beith, skal indespærring af børn kun finde sted i undtagelsestilfælde.

Socialpolitiet

Faktum er imidlertid, at politiarbejde og pædagogik i tiltagende grad blandes sammen i Danmark.

Forsiden af Socialpædagogen var i oktober 2014 prydet af et foto af to mænd og en kvinde under overskriften »Socialpolitiet«. Den socialpædagogiske fagforening kunne vise et nyt ansættelsesområde for medlemmerne, nemlig politiet. Københavns Vestegns politi havde som den første politikreds i landet ansat en socialpædagog, som i tæt samarbejde med betjente i civilt skal få børn og unge væk fra kriminalitet og bander. Et er tværfagligt samarbejde som SSP, noget andet er patruljering i en politibil. Historisk set er der tale om en overskridelse af tidligere tiders etik for det sociale arbejde. En etik, som stod klart i 2007, hvor justitsminister Lene Espersen ville skifte socialpædagogerne på de sikrede sociale institutioner ud med fængselsbetjente, men fik nej fra pædagogsiden. Et nej, som det kan blive vanskeligt at fastholde, hvis en ny regering omdanner de sociale institutioner til kriminalforsorgsinstitutioner, hvor det vil være logisk at ansætte fængselsbetjente.

Politibetjente har også invaderet det sociale felt i andre sammenhænge. Per Larsen stod som chef i Københavns Politi for rydningen af Ungdomshuset og fængsling af børn og unge under klimatopmødet. Nu er han formand for Børnerådet, og har for nylig sanktioneret, at en 15-årig aarhusiansk dreng er blevet tvangsfjernet, fordi faderen indoktrinerede ham i fundamentalistisk retning. Tvangsfjernelse til en sikret institution, hvor drengen kan risikere at støde ind i nye terrortyper som Omar Abdel Hamid el-Hussein, der i februar stod bag skuddramaet på Krudttønden i København. Børn helt ned til 12 år kan anbringes i et af landets otte ’socialfængsler’, der aktuelt har tomme pladser. En anden politimand, Hamid Vazin, er blevet leder af den sikrede institution Sønderbro, som ellers påberåber sig et pædagogisk vidensgrundlag.

Mens det er nyt, at en socialpædagog ansættes som socialbetjent ved politiet, er politibetjente allerede trængt ind i ledende positioner på det sociale område.

Behov for kriminalitet

Der foreligger ikke dokumentation for, at vi har brug for et nyt statssystem begrundet i børns kriminalitet. Ønskerne om mere konsekvens i forhold til en meget lille gruppe børn og unge kan imødekommes inden for de rammer, der i forvejen eksisterer. Og som inden for de seneste 10 år tilmed er udviklet i den retning, som blå blok ønsker. Som Flemming Balvig ironisk konstaterede i sin fratrædelsesforelæsning, er han ikke den eneste, der har haft interesser i kriminalitet. Også politikere har det. Men de føler tilsyneladende ikke, at disse interesser er truet med næsten halveringen i børne- og ungdomskriminaliteten på mindre end 10 år.

Blå bloks interesse i kriminalitet er blevet frustreret. De har ganske enkelt behov for flere kriminelle børn, som de kan eksponere deres værdi- og retspolitik på.

Spørgsmålet er, om det er intelligent politik. Aktuelt plæderer Det Kriminalpræventive Råd for at være smart on crime. Med formanden for Rådet, Linda Nielsens ord, udelukker det tough on crime. En sænkning af den kriminelle lavalder og et særligt doms- og kriminalforsorgssystem for børn og unge synes ikke at være smart, men dumsmart.

Benny Lihme er redaktør og forfatter til bl.a. bogen ’Socialt arbejde med udsatte unge’