KRONIK – Første gang det offentlige kontaktede mig, efter jeg var blevet voksen, var det for at spørge til min livsstil. De kunne ikke forstå, at jeg som 23-årig ikke tjente nogen penge. Jeg måtte ringe til dem og forklare mig, ellers ville de jo nok ikke give slip. Det var egentlig ikke særlig behageligt, så det endte med, at jeg pligtskyldigst satte mig ned og skrev et brev til dem: »Kære Skat, jeg tjener ingen penge. Jeg bor hjemme hos min mor, jeg sparer op og lever af min formue, når jeg tager ud at rejse i et års tid, derfor kan det godt lyde lidt underligt for jer, at jeg overhovedet kan leve, men det gør jeg, i bedste velgående.« Sådan nogenlunde foregik dialogen. Jeg kan bedst huske den del af brevet, hvori jeg skrev, at jeg ikke var typen, der troppede op nede på kommunekontoret, når jeg var flad og stod med en blød hat i hånden og bad om penge.
Det korte af det lange er, at mødet med myndighederne lærte mig en lektie. Jeg forstod pludselig, at det ikke blot var mine kære forældre, der ønskede, at jeg tog mig en uddannelse og fandt mig et godt job. Der var også nogle – eller noget andet – der gerne ville have, at jeg indfandt mig på arbejdsmarkedet, tog en uddannelse for at kvalificere mig til dette marked eller i det mindste gjorde noget såkaldt konstruktivt med mit liv. Men for mit vedkommende måtte det komme på et andet tidspunkt.
Er jeg en nasserøv?
I dag er jeg 35 år, og jeg er ikke kommet meget videre, når det gælder om at opfylde kravet om at blive en god samfundsborger i arbejdsmarkedets forstand. I stedet for at tilpasse mit liv til det eksisterende marked har jeg valgt at tilpasse min arbejdsplads til mig og mine drømme.
Jeg kalder mig social iværksætter, laver mange små og mellemstore projekter, indtil jeg en dag får succes med at bygge en større bevægelse op. Det er min læring, min uddannelse. Målet er at skabe social, miljømæssig eller kulturel forandring. Ikke at maksimere profit.
Jeg bruger aldrig et vækkeur; jeg står op, når min krop giver grønt lys. Jeg tager mig tid til at tage en powernap på kontoret. Jeg har ikke et fastlagt tidsrum, hvor jeg laver mit arbejde, ej heller en daglig rutine, men tilpasser min arbejdsdag til mine behov og skaber de aktiviteter, der giver mening i mit liv. Den livsstil efterlader en masse spørgsmål. Er det at bo på nas eller at være en taber, når man lever som vagabond hos forældre og venner igennem ens voksenliv? Er jeg en god samfundsborger, når min gennemsnitlige indkomst de seneste fem år har ligget under beløbet på frikortet? Er man et ansvarligt menneske eller overhovedet voksen, når man bevidst fravælger et arbejdsliv med sikkerhed og alt, hvad dertil hører? Må man overhovedet vælge kæresteforhold og kernefamilie fra som mål i livet?
Mine valg er ikke så lidt provokerende, har jeg erfaret. Men min mor har heldigvis affundet sig med situationen. I dag siger hun bare: »Ved du hvad, Jacob? Mine forældre forstod heller ikke, hvad jeg lavede, og hvorfor jeg gjorde de ting, jeg gerne ville.«
Men faktisk gik der mange år, før min familie accepterede, at jeg mente, hvad jeg sagde. Og fra mange udenforstående, der har valgt en mere sikker vej, hører jeg fortsat: »Skulle du ikke få et arbejde og så lave dine projekter ved siden af?«
Jeg forstår godt, hvor indvendingerne kommer fra. Allerede i skolesystemet bliver man opdraget i arbejdsmarkedets ånd. Man lærer at sætte sig tæt på læreren, så man kan få gode karakterer. Man skal opfylde kravene og blive til noget. Det gælder om at passe ind.
Men det skaber sådan en underlig form for apati, hvor man mister lysten til at styre sit liv, mangler evnen til at kreere og skabe sit liv, og man giver langsomt op, fordi mønstret gentager sig, hver eneste gang man støder ind i en autoritet – skolen, Skat, staten og kommunen. Det er sådan cirka der, man holder op med at drømme om livet og turde tage chancerne.
Pludselig har man i stedet taget en lang række tilsyneladende ’helt naturlige’ valg. Gældsat sig med fast ejendom, underskrevet en dyr lejekontrakt. Stiftet familie. Bordet fanger. De faste omkostninger stryger mod himlen og tvinger en til at melde sig ind i hamsterhjulet og skaffe sig en forretningsorienteret højere videregående uddannelse, så man kan bo på en af de dyre grunde i nærheden af kontoret i Indre By.
Det er ikke at kimse ad. Det er et fint skudsmål. Det er bare ikke for alle. Selv om det er det, vi hele tiden får at vide, at vi skal. Politikerne og deres statistikere har så usympatisk travlt med at pace unge mennesker frem og få dem til at tage valg for resten af deres liv på normeret tid.
Når først man sidder i saksen og har taget det første valg om at melde sig ind på det livsstilsspor, tvinger det en række andre valg med sig. Det er virkelig svært at hoppe af stresstoget igen. Der fløjtes til afgang, mens man stadig er meget ung … ofte for ung til at kæmpe imod.
Tid til oprør
Efterhånden er vi nok mange, der ikke rigtig køber præmissen for det nuværende vækstparadigme. Det er svært at tro, at man er finansielt sikret mod al ulykke, hvis man får uddannelse og lønmodtagerarbejde. Nyuddannede bliver jo ledige. Lønmodtagere bliver prikket.
Alligevel er det få, der frivilligt vælger en anden vej og takker nej til hamsterhjulet. Reglen er snarere, at folk presses ud og ufrivilligt ender som tilskuere til de andres hjulen rundt. Men når man ser det stigende antal mennesker, som ikke kan rummes i den model, politikerne prædiker, normerne understøtter, og institutionerne fremmer, så er det måske på tide, at vi i højere grad lærer at holde os væk fra hamsterhjulet. At vi rejser os i oprør og finder sammen i andre sammenhænge, hvor vi kan støtte hinanden, og hvor vi lærer at klare os selv. Hvad enten vi gør det i anarki som unge på Jagtvej, i konsensusdemokrati på Christiania eller i et kriminelt hierarki i Bandidos eller Brothas.
Samfundet omkring mig har nok altid behandlet mig som fortjent. Måden, jeg har valgt at leve mit liv på, har ikke ligefrem været forståelig, og den har set ud til mest af alt at tjene mig selv. Det har været svært at forstå og endnu sværere at acceptere for omverdenen.
Hele problemet kan koges ned til spørgsmålet om, hvordan måler man sin succes i livet, når man ikke kan gøre den op i penge. Er det i mængden af fuglekvidder, man har nydt at høre på landevejen med sin rygsæk på? Eller måske omfanget af den dopamin, ens hjerne udløser, når man skaber en permanent forandring i andres liv? Eller er det, når man lever bedst muligt op til sit potentiale som menneske? Kan et målefikseret samfund, der vil have konkrete beviser på alle præstationer og nytten af dem, overhovedet bruge den slags pejlemærker til noget?
Uanset hvad svaret er, bør visionen være klar: Jeg ønsker mig et sundt samfund, der giver plads til det frie valg. Et samfund, hvor staten spiller en rolle som facilitator, ikke diktator, når det gælder vores individuelle livsvalg.
Spørgsmålet er, om vi skal fortsætte ned ad sporet og bekende os til ’den danske model’, en velfærdsstat med et sikkerhedsnet, der kræver, at vi alle løber i retning af hamsterhjulet, eller skal vi sætte borgerne fri til deres egen udvikling? Den gyldne mellemvej er sikkert at foretrække: Lad de fleste følge strømmen, men giv plads til og respektér, at nogle vælger en anden vej – måske burde man ligefrem tilskynde til det.
Jacob Vahr Svenningsen er social iværksætter
Modarbejde
Hvordan får vi flere danskere i arbejde?
Det har været et af de dominerende spørgsmål i de seneste fire år på Christiansborg. Og det fortsætter, for partiernes valgoplæg bugner af ideer til, hvordan vi får flere til at arbejde mere.
Men hvorfor er en +37-timers arbejdsuge endt med at blive prototypen på det rigtige og lykkelige liv? Passer den idé om lønarbejderlivsformen overhovedet til det moderne samfunds behov? Og er det muligt at få lov at springe af hamsterhjulet uden at blive opfattet som en nasserøv?
Det stiller denne kronikserie skarpt på i anledning af det forestående folketingsvalg.
Seneste artikler
Industrisamfundets tankegang modarbejder det moderne arbejdsliv
12. juni 2015Selv om antallet af løsarbejdere stiger, anerkender arbejdsmarkedets institutioner, velfærdsstaten og samfundsnormerne fortsat kun industrisamfundets lønarbejde som rigtigt arbejde. Det bremser innovation og virkelystJeg har sagt mit job op for at få plads til at leve
10. juni 2015Jeg gider ikke at leve for at arbejde. Hvis politikerne vil det, er det fint med mig, men de skal ikke tvinge alle os andre ind i deres forestilling om, hvordan livet bør leves. Jeg vil arbejde lidt og leve mere. Mit liv skal ikke være fyldt med tvangKun folk i arbejde er ligeberettigede samfundsborgere
6. juni 2015Vi har alle måttet lære at elske lønarbejdet. Det tog nogle 100 år, inden dem, der stod uden forsørgelsesgrundlag, accepterede rollen som dem, der skulle ’udbyde’ arbejdskraft i konkurrence med andre. Der skulle disciplinering til lønarbejde til. Det skal der åbenbart igen
Nu er den Danske Model jo andet og mere end blot "pace" af unge og hamsterhjul. Det er også gratis lægehjælp, hospitaler, plejehjem, socialforsorg og et - om end spinkelt - sikkerhedsnet, når du ikke lige har succes med dine projekter. Alt sammen financieret af skattekroner.
Er det ikke enestående at du har muligheden for at udfolde dig frit, nu du ikke er belastet af normerne eller har behov for "samfundsøkonomien". Langt sværere bliver det, når du i stedet vil have anerkendelse fra "den danske model" for din selvrealisering.
Tillykke med at have fundet en tilværelse, som passer til dig!
Det er stor kunst.
Jeg tror ikke du er blind for, at du kun kan opretholde din særlige livsstil fordi dine omgivelser giver dig plads til det. Og jeg kan ikke et eneste sted se, at du ikke sætter pros på netop de omgivelser.
Tillykke med at være undsluppet den tyngende samfundsskabte fortælling om, at man kun kan berige sig selv og sine omgivelser på een måde,
nemlig ved at gøre som alle andre,
få sig en uddannelse, et hus, noget gæld, en partner og nogle børn. Og en pensionsopsparing.
*pris
En sikker stemme til Alternativet.
@Kaj Spangenberg. Det er en stråmand du der laver.
Og bor denne person mon stadig hjemme hos moar? Og nasser på hende....det må han gøre...ellers kan han jo ikke tjene mindre end frikortet......cirka 42.000 kr. om året....
Karsten Aaen
Han stiller selv spørgsmålet op: "Den livsstil efterlader en masse spørgsmål. Er det at bo på nas eller at være en taber, når man lever som vagabond hos forældre og venner igennem ens voksenliv? "
Nas og nas.. vi er mange, som får det ord klistret på os.
Det mister sin betydning.
@Jacob Vahr Svenningsen
Nej du er ikke en social iværksætter - men en dagdrømmer. De færreste mener du skal dø af sult som sådan - så en skål havregrød hver dag er ok. Men respekt får du svært ved at få når du ikke bidrager med noget -selvom du kan.
@henrik : kassetænkning, så det basker. Jeg kunne ikke være mere enig med skribenten.
Ligheden mellem demokrati og diktatur er, at pengene havner i de samme få hænder.
Så jeg anerkender faktisk hans alternative livsform, så slipper han for løgnen.
Dejligt livsbekræftende at erfare, når nogen tager livet på sig og ikke samfundsnormen...
vi lever i en tid lige nu, hvor dansken er forudanende frygtsom for alt og hin, der måtte ske og komme....her er i det mindste een, der har set denne frygtsomhed i øjnene og ikke vil la sig tynge af den.... hurra for det !!!
Det er kun, hvis man ser på livsformen ud fra sin begrænsning - da det ellers ville blive besværligt, om vi alle foretrak friheden frem for hamsterhjulet.
En mellemting ville nok være at foretrække - mere elastik!
"Frihed er at vælge sine egne lænker!"
Jacob har også valgt sine egne, selv om han ikke tror det. Hans forældre lever ikke evigt, så én dag står han uden deres sikkerhedsnet. Hvad så! Venner er sjældent så tolerante i længere tid.
Din model kan kun hænge sammen, fordi du går til lægen og på hospitalet gratis, kører på gratis veje, får gratis beskyttelse af politiet, når de fx anholder kriminelle, kan bruge gratisydelser som biblioteker og muséer, benefitter gratis af investeringer i et rent miljø, forskning osv. De ting er bare ikke gratis for samfundet - vi andre betaler for dig! Så for at svare på dit retoriske spørgsmål - ja, du er en nasserøv, desværre.
Har hele livet ønsket den frihed, det er først nu, som pensionist, jeg er fri, altså inden for sindets og pensionens grænser. Det tog 'fandme' lang tid! Og så er det alligevel ikke rigtig ret. En kat ville bo hos mig og så en til, og de vil ha' mad og kæles med. Et hus og en have, som vokser en over hovedet. Man lader tingene bestemme over en, og når aldrig det, man egentlig ville. Rejser ja, men man bliver dødstræt af at rejse i længden ...
- Man får vel resignere og være tilfreds, man lever livet, så godt man evner.
Jeg hylder i den grad præmissen om "(...) et sundt samfund, der giver plads til det frie valg. Et samfund, hvor staten spiller en rolle som facilitator, ikke diktator, når det gælder vores individuelle livsvalg."
Filmen knækker dog der, hvor man glemmer, at et sundt samfund, der KAN give plads til frihed, kræver indtægter til at slå til, når friheden ikke længere kan realiseres, fordi man er blevet syg, skadet, pensionsmoden etc.
Og her træder så det sociale ansvar i kraft, og betyder helt konkret, at man kommer til at nasse på andres arbejde, hvis man ikke selv har bidraget til fælleskassen. Så dine sociale projekter bliver ligegyldige, Jacob Vahr Svenningsen, hvis ikke de også kastet penge af til statskassen eller goodwill hos dem, du hjælper - og at de så VIL tage sig af dig.
Så stort klap på skulderen for at leve dine drømme ud, det vil jeg give dig! Men enten skal du være helt konsekvent og PÅ INTET TIDSPUNKT trække os andre, eller også må du være med til at spytte i kassen - fordi du selvsagt godt kan gøre det.
:)
Dejligt at høre at ikke alle underkaster sig "Jantelovs-tyranniet", - at vi alle skal være ens.
Og så vidt jeg kan se, er Jacob ikke til skade eller ulempe for sine omgivelser. Og måske udvirker han et socialt engagement, som kommer andre til gode. Hvem kan prissætte det?
Jeg vil for god ordens skyld bemærke, at jeg er ny i debatten, stemmer konservativt, har haft egen virksomhed i 27 år, betaler skat og bestemt ikke er arbejdssky.
Men et eller andet sted ville det være berigende, hvis vi af og til fik løftet debatten op i helikopterperspektiv. Så vi ser lidt længere end til vores egen næsetip.
Personligt synes jeg, at det er dejligt at være virksom. Men jeg er også god til at slappe af. Og jeg savner nogle - ikke alle - af de gamle dyder som f.eks. flid, høflighed og moral tilsat lidt moderne som f.eks. empati . Helt generelt.
Og husk: Det gode liv, - det skaber du selv.
"Men et eller andet sted ville det være berigende, hvis vi af og til fik løftet debatten op i helikopterperspektiv".
Derfor er det berigende at läse information og debat indläg.
Tunnelsyn er ofte hvad jeg oplever når jeg ser en del andre avisers "nyhedsdäkning"....
Det er vel et spørgsmål om balance. I det nuværende vækstparadigme er vi nok nået derhen, hvor vi må løbe for hurtigt rundt i hamsterhjulet for at holde velfærdsstaten på benene. Det gør og syge og stressede, som så (lidt forsimplet) gør, at dem der er tilbage, og ikke er faldet ud, skal løbe hurtigere for at generere penge til den fælles kasse. Du, Jacob, er i den anden grøft, synes jeg. Hvis vi alle fulgte din livsstil ville der jo ikke være penge til den fælles kasse (hospital, skoler, infrastruktur mv). Hamsterhjulet ville stå helt stille. Det er her liberalisten vil sige "det må man selv betale", så kan man selv bestemme hvor hurtigt man vil løbe rundt i hamsterhjulet. Det ville nok efterlade en med så lille indkomst som du i en situation, hvor det ville være svært at få adgang til fx sundhed og uddannelse. Ydermere, hvis man som du ikke 'generer et overskud', så kan man vel heller ikke tage vare på et andet menneske og dermed ikke bidrage til den næste generation. Overdrivelse fremmer forståelsen, og det har du gjort med den måde du lever på. Jeg synes, der er basis for at vi stopper op og kigger lidt på balancen - er hastigheden i vækst-hamsterhjulet ikke blevet for høj?
Om Jacob Vahr Svenningsen er en "nasserøv" afhænger vel af, om hans sociale projekter er værdifulde i bredere forstand?
Det kan jeg jo ikke bedømme, men det er ihvertfald en misforståelse, at skattekroner skulle være den eneste måde at bidrage til samfundet på. Vist har vi brug for skattekroner, men en bæredygtig fremtid kunne meget vel bero på nye indsigter omkring penge, materielt forbrug, økonomisk vækst og det at bidrage aktivt til fællesskabet uden nødvendigvis at få kontant afregning.
Som sådan synes jeg, vi har råd til, at Jakob gør sin ting.
Utroligt hvor meget vrede en sådan lille outsider kan afstedkomme hos nogle. Hvis folk kunne mobilisere den samme vrede mod en spekulativ finanssektor, som i kølvandet på den såkaldte finanskrise afstedkom en udgift til det danske samfund på 200 mia kr, og hvis virke ikke er noget som helst andet end systematisk og kalkuleret nasseri på værdier, som andre har skabt - ja så var vi nået lang vej mht. politisk bevidsthed om dette samfunds egentlige problemer. Men den danske småtskårenhed trives i bedste velgående, og vi har p.t. en valgkamp, hvor en befolkning engagerer sig i mere eller mindre ligegyldige problemstillinger som 800 flere politibetjente på gaden, færre indvandrere på offentlige ydelser og genindførelse af bolig-job ordningen. Og når den næste krise bryder løs, kan vi være sikre på, at medierne vil være fyldt med flere historier om dovne Robert og fattige Karina.
Jacob Vahr Svenningsen og dovne Robert tilhører den kategori af mennesker, som har givet afkald på karriere, gældsætning og de mange materielle goder, som for det meste følger med det middelmådige middelklasseliv, som er normen for dette samfund. Når klimasammenbrud og ressourceknaphed for alvor viser hvilken fatal illusion vækstsamfundet er, vil Jacob Vahr Svenningsen og dovne Robert fremstå som personer, der var på forkant med udviklingen. Fremtiden tilhører de, der kan tænke ud af boksen. Det er de 'normale' - de som ikke tør tænke og handle alternativt, de som altid svinger pisken, når nogen træder ved siden af - der er det egentlige problem. Men når vi opdager det, vil det måske være for sent?
Frihed er når Skat glemmer man er til.....
Med venlig hilsen
Lennart
Han kunne blive en god politiker.
42000 kr om året, 3500kr pr måned er sådan set ikke umuligt at leve for.
Man skal selvfølgelig ikke have investeret i det vildt overvurderede danske boligmarked.,
Hvis man tager til indien halvdelen af året (vinteren) og ellers bor lidt alternativt i Danmark om sommeren kan det sagtens lade sig gøre. Man kan f.eks. købe en lille grund for 250.000- 300.000kr (som kan belånes meget billigt i øjeblikket, ca.700kr pr kvartal) og så klaske et lille hus op i løbet af et par år. Hvis man så kun køber brugte biler i 5000-8000kr klassen kan man hente sine byggematerialer selv. Hvor svært kan det være. Og hvis man ikke ved hvordan man bygger et hus kan man jo på biblioteket (internettet) se hvordan det gøres.
Det eneste der kræves er en lang tidshorisont og lidt knofedt.
Venlig hilsen
en der gjorde det.
Morten B.
@Katrine: Nej, han er ikke en nasserøv. For han har ikke behov for politi. Han har ikke behov for veje - faktisk ville han foretrække naturen frem for de ar, vore vejnet er, han har ikke behov - eller kun ganske beskedent - behov for et sundhedsvæsen (af flere årsager), miljøet ville være helt rent, hvis alle levede som han, osv.,osv., osv.
Han embracer livet, han tillader ikke hans liv forsvinder i lortearbejde, han køber ikke vore pseudo-politikeres mantra om det ultra-konforme liv. Han vil blot gerne være fri.
Hvis alle var som han, ville alting være nemmere, for han er ikke materialistisk. Det er primært den materialisme, Danmark er gennemsyret af, som ødelægger tilværelsen for folk.
" Når klimasammenbrud og ressourceknaphed for alvor viser hvilken fatal illusion vækstsamfundet er, vil Jacob Vahr Svenningsen og dovne Robert fremstå som personer, der var på forkant med udviklingen. Fremtiden tilhører de, der kan tænke ud af boksen."
Ja. Ivan. Tænk ud af boksen.
Det er også en illusion at tro, at vi i DK kan gøre en væsentlig forskel på klimaforandringerne. Som bekendt udgør den menneskelige indvirkning kun en beskeden del af årsagerne til den globale opvarmning. Og af den menneskeskabte del udgør DK kun en mikroskopisk del.
Lad os derfor anvende kræfterne bedre:
Et godt sted at starte kunne være at anvende en større del af udviklingsbistanden til at informere om prævention og donere midler til begrænsning af befolkningseksplosionen udenfor Vesten.
(Omkring 1960 udgjorde verdens befolkning vel omkring 3 mia. I dag er det omkring 9 mia.).
Dét ville både begrænse ressourceforbruget og klimaforandringerne på såvel kort som lang sigt.
Lad mig blot nævne, at svedjebrug - som sammen med f.eks. vulkanudbrud bidrager væsentligt til CO2-udledningen(afbrænding af skovarealer) - stadigvæk er meget udbredt i troperne.
Herhjemme skal vi naturligvis bruge mange flere midler til (grund)forskning, så vi også ad den vej kan finde nye løsninger på de fremtidige udfordringer. Jeg tror ikke på, at man kan "spare" problemerne væk. Vi skal i stedet investere, hvor vi finder det fornuftigt og langsigtet. F.eks. forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke i langt højere grad udliciterer mere af vores infrastruktur, - f.eks. større vej- og broanlæg. Det ville jo være en lækkerbisken for f.eks. ATP at investere i den slags, - og så ville vi frigøre ressourcer til andre områder, f.eks. uddannelse.
Og sidst men ikke mindst skal vi have gang i den "rådne banan" (jeg bor selv i Nordjylland - godt nok syd for Limfjorden, men alligevel...).
Det gør vi bl.a. ved
- at sørge for, at man igen kan få billige realkreditlån på landet, så ejendomme igen kan omsættes
- at skabe bedre vilkår generelt i "udkantsdanmark" ved at give meget økonomisk fordelagtige vilkår for dem, der etablerer virksomheder små virksomheder på landet. Mere gulerod - mindre pisk.
- at sanere grundigt i regler bredt, - herunder planlove, skatte- og afgiftslove m.v.
så folk igen har lyst til at bo og arbejde i de mindre samfund på landet.
" Når klimasammenbrud og ressourceknaphed for alvor viser hvilken fatal illusion vækstsamfundet er, vil Jacob Vahr Svenningsen og dovne Robert fremstå som personer, der var på forkant med udviklingen. Fremtiden tilhører de, der kan tænke ud af boksen."
Ja. Ivan. Tænk ud af boksen.
Det er også en illusion at tro, at vi i DK kan gøre en væsentlig forskel på klimaforandringerne. Som bekendt udgør den menneskelige indvirkning kun en beskeden del af årsagerne til den globale opvarmning. Og af den menneskeskabte del udgør DK kun en mikroskopisk del.
Lad os derfor anvende kræfterne bedre:
Et godt sted at starte kunne være at anvende en større del af udviklingsbistanden til at informere om prævention og donere midler til begrænsning af befolkningseksplosionen udenfor Vesten.
(Omkring 1960 udgjorde verdens befolkning vel omkring 3 mia. I dag er det omkring 9 mia.).
Dét ville både begrænse ressourceforbruget og klimaforandringerne på såvel kort som lang sigt.
Lad mig blot nævne, at svedjebrug - som sammen med f.eks. vulkanudbrud bidrager væsentligt til CO2-udledningen(afbrænding af skovarealer) - stadigvæk er meget udbredt i troperne.
Herhjemme skal vi naturligvis bruge mange flere midler til (grund)forskning, så vi også ad den vej kan finde nye løsninger på de fremtidige udfordringer. Jeg tror ikke på, at man kan "spare" problemerne væk. Vi skal i stedet investere, hvor vi finder det fornuftigt og langsigtet. F.eks. forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke i langt højere grad udliciterer mere af vores infrastruktur, - f.eks. større vej- og broanlæg. Det ville jo være en lækkerbisken for f.eks. ATP at investere i den slags, - og så ville vi frigøre ressourcer til andre områder, f.eks. uddannelse.
Og sidst men ikke mindst skal vi have gang i den "rådne banan" (jeg bor selv i Nordjylland - godt nok syd for Limfjorden, men alligevel...).
Det gør vi bl.a. ved
- at sørge for, at man igen kan få billige realkreditlån på landet, så ejendomme igen kan omsættes
- at skabe bedre vilkår generelt i "udkantsdanmark" ved at give meget økonomisk fordelagtige vilkår for dem, der etablerer virksomheder små virksomheder på landet. Mere gulerod - mindre pisk.
- at sanere grundigt i regler bredt, - herunder planlove, skatte- og afgiftslove m.v.
så folk igen har lyst til at bo og arbejde i de mindre samfund på landet.
Tak for dit velskrevne debatindlæg, Jacob.
Mon der sker grundlæggende forandringer på Kloden, hvis vi hver i sær kun hypper egne kartofler? Gode, fælles hyp er mulige. Uden hamsterhjul og uærlige partier. I bevægelser og foreninger, world wide og i Dannevang.
Hvem betaler i øvrigt for hospitalet, den dag du - måske - får brug det..? Hvad du har iværksat, vil det også være interessant at læse om. Et eksempel: Som 19-årig var jeg med til at lave Danmarks første bogcafé, Huset Bogcafé, i københavnske Magstræde = uden løn. Men samtidig oprettede jeg et aften bibliotek i Klub 47 på Amager = med løn. Lad høre fra dig her i tråden. God kvæld fra Himmerland.
Hvis Jacob ønsker at være helt fri skal det accepteres.
MEN det er klart at man skal bidrage (yde) før han nyder. Således må Jacob også give afkald på den tryghed velfærdsstaten giver os: gratis sundhed, fri uddannelse, biblioteker, pension, offentlige institutioner m.m. hvis han ikke vil bidrage til dette opretholdes på trods af at han kan. Jacob kan så vælge at finde et andet sted i verden, hvor der er plads til at leve frit, og hvor man kan tage fra andre uden at bidrage til samfundet, hvis det ikke passer ham. Ellers bør han indrette sig på fællesskabets præmisser.
Det er selve kernen i socialismen (fællesskabet), at vi i gennem arbejde er med til at skabe det bedste samfund som tjener landets borgere. Ønsker vi virkelig at afvikle velfærdsstaten til fordel for det såkaldte frie valg (anarki) og ingen statsindblanding? Eller ønsker vi os et tryghedssamfund, der tager sig af de svage og forlanger mere af dem som kan? Det er et åbent spørgsmål. Jeg er nok ikke så "liberal" som Jacob med hensyn til et ønske om ubegrænset frihed, men jeg velkommer debatten og kan sagtens sætte mig ind i, at man i en meget tidlig alder bliver skolet til at acceptere autoriteter har planlagt ens fremtid for en. Men vælger man at leve frit må man også acceptere, at ens valg ikke skal gå ud over andre.
Vedrørende at yde og nyde må man vel sige at Jacob's forældre har ydet det der skulle til at opbygge vores velfærdssamfund. Derfor er der vel betalt for at han kan nyde og det er vel fint at han ikke bidrager til det voldsomme overforbrug af resurcer, materialer og energi. Det er vel et eksempel på den borgerløn mange argumenterer for skulle være et universelt gode vi har råd til. Jeg har i hvert fald ikke ondt i røven over at han ikke overforbruger som danskerne flest gør.
Venlig hilsen
Morten B.
Uha hvor skal alt bare være nytsomt for hr. Brøndum.
Personligt tror jeg på, at hvis der gives plads, så vil folk finde nye veje, som ikke før er fundet. Selvfølgelig vil ikke alle dem som prøver, finde det, men nok vil gøre det til, at det er dét værd.
Vil vi have et land af slaver, som ikke tør tænke og handle ud af boksen, eller vil vi have innovative mennesker, som har trygheden til at turde? I det stramme system vi har nu, er det sidste ikke muligt, hvis man vil noget som helst ud over den smalle, slagne vej.
"Er det at bo på nas eller at være en taber, når man lever som vagabond hos forældre og venner igennem ens voksenliv?" citat: Jacob fra hans artikel.
Og ja, det er det da bestemt, vil jeg mene. Netop fordi han udnytter at han kan bo gratis hos sine forældre. Og sine venner. Og en ting til: Han kan kun overleve på 3000-3500 kr. pr. måned, fordi han netop ikke betaler husleje, (vil jeg tro?). Således har hun cirka 3000-3500 kr. til forbrug som han bruger til stort set alt muligt mm. og mv. Og han sparer vel også op.....vil jeg tro....til et eller andet. Og derudover bor han sikkert i København, hvor han bruger s-tog, metro og busser. For at komme frem til der hvor han skal.
Og søger sociale iværksættere ikke penge til deres projekter fra staten og fonde?
Lighed. Frihed og Hygge... Alternativets nye slogan.
Hej Jacob, er det ikke fedt at du kan bo i et land hvor du har frihed og alle muligheder for at indrette livet lige som du ønsker? For der er jo netop ikke nogen der kommer efter dig... Du kan gøre som du vil, du kan leve på en sten, bo ved familien og venner og så længe du ikke bryder loven er der ingen der tager sig af det...
Du bliver ikke aktiveret af kommunen, skat forfølger dig ikke, politiet smider dig ikke ud af landet... Hvad er det egentligt der skal ændres for at du og dine ligesindet kan leve som i ønsker? Hvorfor skal der skabes en debat? Hvis man vil klare sig selv, så gør man det og hvis man vil have hjælp eller en uddannelse, så følger man de regler der er for det...
Der er også nogen der aldrig besøger deres mor.
I forhold til hamsterhjulet er der jo nok ialt 4 slags folk, 2 der er afhængige af hamsterhjulet, altså dem der lever af dets omdrejninger og de der er for angste til at hoppe af. Så er der måske nogen der bare godt kan lide turen og så dem, som Jacob der står ved siden af og kan sætte lidt perspektiv på tingene, det er altid sundt med lidt perspektiv, så tak for det Jacob. Vi lever jo alle sammen kun en gang, så det er egentlig ret åndssvagt at tjene et hamsterhjul, men selvfølgelig fedt for de, der har forstået at kapitalisere på dets momentum... det er altså ikke Jacob der er nasserøven i det her spild.
Skribenten - ligesom du og jeg - SKAL vel ret beset ikke noget som helst. At påstå det modsatte (også med Fællesskabet A/S som hjemmel) er vel det samme som at erkende, at mennesket er slave og tingsliggjort som et objekt? Det ønsker vel ingen at sige højt?
Den skal-kultur vi indoktrineres ind i - først og fremmest gennem den øgede institutionalisering og den hermed forbundne fremmedregulering - er vel for pokker kun ét alternativ, om end udtænkt og solgt som opskriften på det GODE liv. Men både til højre og venstre (og oppe og nede) i samfundet vil man ved selvsyn kunne konstatere fremkomsten af symptomerne på et sygdomsfremkaldende system, der tragisk nok ser ud til at fungere for flertallet, men som for en stor gruppe af vores medmennesker betyder, at de bliver syge (psykologisk og fysisk). I øvrigt tyder meget på, at det nu nok heller ikke fungerer optimalt for flertallet:
”For de fleste gælder det, at kulturmønstret vil sætte dem i stand til at leve med defekten uden at blive syge. (..)
Lad os sætte at den vestlige kulturs film, radio, fjernsyn, sport og presse ophørte at virke i bare fire uger. Når disse eskapismens hovedveje var lukket, og folk blev henvist til at deres egne ressourcer, hvad ville da blive konsekvensen? Jeg nærer ingen tvivl om, at der selv inden for dette korte tidsrum ville indtræffe tusindvis af nervøse sammenbrud, og endnu flere tusinde mennesker ville blive hensat i en tilstand af stærk, nervøsitet, ikke ulig den, hvis kliniske diagnose er ’neurose’. Såfremt narkosen mod samfundsmønstrets defekt blev tilbageholdt, skulle sygedommen nok manifestere sig.” (s. 19f)
Tillæg her den overflod af forbrugsgoder gennemsnitsmennesket i den vestlige verden fodrer og udfylder sit liv med… til kompensation for hvad? Til sløring af hvilke understimulerede og uindfriet eksistentielle behov?
Tænk at skribenten ud over at føle en offentlig skyld og skam, også skal hånes af småborgerlighedens fineste repræsentanter. Hvis vi igen kaster et blik mod Fromms samfundsdiagnose og især hvordan han karakteriserer et sundt og usundt samfund, bliver det på baggrund af nogle af reaktionerne i tråden her tydeligt hvilket samfund vi synes at tippe mod:
”Et sundt samfund fremmer menneskets evne til at elske sine medmennesker, arbejde skabende, udvikle sin fornuft og objektivitet og erhverve en jeg-følelse, baseret på oplevelsen af sine egne skabende evner. Et samfund er usundt, hvis det skaber gensidig fjendtlighed og mistillid, der forvandler mennesket til et redskab og udnyttelsesobjekt for andre og berøver det en jeg-følelse, medmindre det underkaster sig andre eller bliver en automat.” (s. 57)
Gu er skribenten da ej en nasserøv. Hvis nogen kan tillade sig at kalde ham noget, så er det mest præcise vel oprører. Et ikke-tilpasset individ, som lykkeligvis er sluppet fri af konformitetens kløer og indoktrinering. Og imens er alle vi andre (gældsplagede) røvhuller bare skide missundelige.
Til afslutning af dette sure opstød vil jeg gerne dele et sidste citat fra Eric Fromm, som måske kan hjælpe med at sætte tingene lidt i perspektiv i forhold til den ufortjente og uretfærdige måde, som flertallets normer konstant agerer kurssættende for det ’rigtige’ og ’forkerte’ i samfundet:
”Hvad der især kan vildlede m.h.t. den mentale forfatning hos medlemmerne af et samfund er den samstemmende vurdering, som udmærker deres begrebsverden. Man antager ganske naivt, at flertallets enighed om visse tanker og følelser beviser disses gyldighed. Intet kan være fjernere fra sandheden. Samstemmende vurdering har i sig selv ingen som helst forbindelse med fornuft og psykisk sundhed. (..) Fordi en million mennesker deler de samme laster, bliver de ikke til dyder, det, at de nærer de samme fejltagelser, gør ikke fejltagelserne til sandheder, og selv om millioner af mennesker er fælles om de samme sindslidelser, bliver de ikke raske af det.” (s. 18)
Alle citater er ydmygt gengivet fra mesterværket: Fromm, Erich (1982): Det sunde samfund. Hans Reitzels Forlag. (orig. 1953)
PS: Tak for en skøn kronik!
Arvid Bodentien
03. juni, 2015 - 18:04
“Det er også en illusion at tro, at vi i DK kan gøre en væsentlig forskel på klimaforandringerne.” Det er bl.a. her problemet ligger – altså den holdning, at vi alligevel ikke kan gøre noget, så vi fortsætter bare i samme spor. Følelsen af magtesløshed er forståelig, men der er faktisk noget man kan gøre, også selv om man er hårdt presset i sin hverdag. I denne her konkrete forbindelse kan man give plads til mennesker som forsøger alternative livsformer, i stedet for at blot at slå dem oven i hovedet med et middelklasse normalitetsbegreb, som ikke er bæredygtigt. Da en flok venstreorienterede hippier byggede verdens største vindmølle i Tvind, var borgerskabet også på nakken af dem. I dag sidder Danmark på 63% af verdensmarkedet for havbaserede vindmøller. Det er ikke kun disse idealisters fortjeneste, men et eller andet sted skal man jo starte.
Der er masser af små ting man kan gøre i sit hverdagsliv – brug google eller tilslut dig www.350.org og opdag en verdensbevægelse for forandring og få ideer til, hvad du selv kan gøre. Derudover kan man lade være med at stemme på politikere, som hævder, at økonomisk vækst er løsningen på de fleste af vores problemer. Når man giver disse politikere et tillidsvotum på valgdagen, er man med til at sikre en kurs lige lukt mod klimasammenbrud og andre økologiske problemer. Et tillidsvotum til en 'vækst-politiker' burde regnes som en forbrydelse mod menneskeheden. Det er især de kommende generationer, som kommer til at betale prisen for vores smalsporethed.
“Som bekendt udgør den menneskelige indvirkning kun en beskeden del af årsagerne til den globale opvarmning.” Som bekendt?! 97% af verdens klimaforskere mener, at klimaforandringen primært er menneskeskabt. Men der findes stadigvæk personer – også forskere – som benægter dette. En del af dem er købt og betalt af olieindustrien.
“Et godt sted at starte kunne være at anvende en større del af udviklingsbistanden til at informere om prævention og donere midler til begrænsning af befolkningseksplosionen udenfor Vesten.” Hvis man regner i forhold til CO2 udslip per indbygger, vil det være mest presserende at begrænse befolknings-tilvæksten i USA – hvis altså man antager, at begrænsning af befolkningstilvæksten overhovedet løser noget som helst. FN har skønnet, at befolkningstallet stagnerer ved 9 mia. Derefter vil det falde. Den primære grund er i korthed urbanisering. I landområder er mange børn et aktiv, fordi de fungerer som arbejdskraft i landbruget fra en meget tidlig alder. Selv om man stiller kondomautomater op til gratis afbenyttelse i hver eneste afrikanske og indiske landsby, vil det ikke medføre et fald i befolkningen, så længe afrikanske og indiske bønder er afhængige af deres børn som arbejdskraft og som hjælp i alderdommen. Når fattige mennesker flytter ind til byerne bliver mange børn en belastning i stedet for et aktiv. Urbaniseringen er p.t. hurtigst voksende i den tredje verden. På længere sigt vil befolkningstallet falde af sig selv. Rent klimamæssigt vil det ikke gøre nogen særlig forskel, selvom Afrkas befolkning forsvandt fra jordens overflade i morgen. I den tredje verden er Kina og Indien de største udledere af CO2. Kina totale udledning af CO2 er svagt faldende. Primært fordi Kinas forbrug af kul falder.
Svedjebrug er bestemt et problem, men det løses ikke ved lære folk at bruge prævention, så længe deres overlevelse er afhængig af en stor børneflok. Der er andre løsninger på det problem som f.eks. agroforestry. I vores del af verden har vi en ubehagelig dårlig vane med at fokusere på 'de andres' antal i forhold til forskellige økologiske problemer – selvom Europa er et af de tættest befolkede områder i verden. Det er specielt de der har en mørk hudfarve, som vi tillader os at mene, at der er for mange af.
Jeg kender ikke baggrunden for Jacob Vahr Svenningsens valg, men at jagten på de der er på kanten af arbejdsmarkedet, har fået den karakter som tilfældet er, det er ved at gøre mig radikaliseret.
Nu må det sgu da stoppe. Arbejdsløsheden var, da hjulene løb aller hurtigst i 2008, maj måned, nede på 3,0 %. Der er 3 økonomer (den ene oven i købet med dansk blod i årene) der i 2010 fik nobelprisen for, at påvise at arbejdsløshedstallet aldrig kan komme under 1,9654321% (for nemheds skyld oprundet til 2%).
Det vil sige at der er, siger og skriver, 1% af den danske befolkning der ér meget svære, - meget svære - at få i arbejde, og jeg er oven i købet sikker på, at de fleste arbejdsgivere vil betakke sig for at få en eneste af disse arbejdsforskrækkede, mere eller mindre fummelfingrede mennesker, ud i sin virksomhed. Jeg nogle enkelte søde og rare, men....
Men det er altså ca. 23.000 af disse mennesker - de svagest fungerende i landet, der driver Blå Blok ud over al anstændighed i deres had og blodtørstighed, for at skære alle - alle i sociale ydelser. Hvor lavt skal det være? Så lavt at man dårligt har lyst til at diskutere problemer og løsninger? Ren hetz. Føj for ...
Kronikøren er en first mover. Ikke så meget indenfor det smalle felt, han nu kan fungere, men indenfor hele arbejdsmarkedet, eller hvad man skal kalde det, når det kommer til at bevæges af innovation, nødvendighed, lyst, pligtfølelse, socialt pres, omgangskreds, viden frem for behovet for indtjening, tag over hovedet, mad på bordet, tøj på kroppen. Fordi disse ting, tør man nok gætte på, er, hvad folk som i dag vil skaffe sig igennem de ovenfor anførte mekanismer, der heldigvis fungerer, selvom de saboteres dagligt af markedsøkonomisk tænkning.
"Pludselig har man i stedet taget en lang række tilsyneladende ’helt naturlige’ valg. Gældsat sig med fast ejendom, underskrevet en dyr lejekontrakt. Stiftet familie. Bordet fanger. De faste omkostninger stryger mod himlen og tvinger en til at melde sig ind i hamsterhjulet og skaffe sig en forretningsorienteret højere videregående uddannelse, så man kan bo på en af de dyre grunde i nærheden af kontoret i Indre By."
Det er så dit postulat. Jeg siger, at du stiller en stråmand op.
Jeg ved ikke hvad det er for en "indre by", du taler om, da det ikke fremgår. Jeg gætter dog på København, da det vel er det eneste sted i landet, man automatisk antager, at alle andre bare ved det et København.
Du siger, at du møder negativitet og at folk bliver provokeret af dine livsvalg. Det er muligt, men du fordømmer OGSÅ selv ANDRES livsvalg, gennem ord som "hamsterhjul" osv.
Du er mao. ikke så speciel som du postulerer. Ud fra det, du skriver, er du akkurat lige så fordømmende som folk flest. Du er bare bedre en gennemsnitsdanskeren til at pakke det ind i en lækker indpakning, akkurat ligesom den gode varmluftballon Alternativet.
Ups ;" enD gennemsnitsdanskeren"
@Robin Frederiksen: Næh, jeg er ikke det mindste misundelig.
Jeg accepterer hans livsvalg. Den samme accept gør tilsyneladende ikke den anden vej. Tankevækkende som de mest alternative også tit er de mest fordomsfulde overfor alle andre, der er postuleret "reaktionære", "konservative", "satte" eller lign.
@Søren Cramer Nielsen: Gode observationer.
Udfordringen med Jacob Vahr Svenningsens livsstil er selvfølgelig ikke, at et mindre antal borgere lever sådan.
Problemet er hvis ALLE gør det. Så kunne INGEN gøre det.
Det er et paradoks. Heldigvis kun et teoretisk paradoks, fordi alle de mennesker, som Jacob Vahr Svenningsen så nedsættende mener lever i "hamsterhjulet" bygger og vedligeholder de huse, han bor i, kører de busser, toge og biler han benytter, og fremavler den mad, han indtager.
@Arvid Bodentien: Det gennemsnitlige antal børn/kvinde er faktisk faldet til omkring 2,5/kvinde.
Udenfor Afrika syd for Sahara er det efterhånden kun ganske få lande, hvor man får over 3 børn/kvinde.
Så den udvikling, du efterlyser, er allerede i fuld gang.
"Det er ikke at kimse ad. Det er et fint skudsmål. Det er bare ikke for alle. Selv om det er det, vi hele tiden får at vide, at vi skal."
Eller er det? Man skal ikke kimse ad kimserier, hvis de er relevante og nødvendige. Hundene i hamsterhjulene er pissedyre; spørg bare klima og klode.
Her er et lidt ældre forbillede for det vi gerne vil debattere:
www.google.dk/search?q=ud+i+det+fri&biw=1280&bih=752&source=lnms&tbm=isc...
Bill - er det ikke bare den 1% der nu revser den anden 1%?
I forhold til mit link, så er tingene jo nu yderligere polariseret og måske er vi i elvte time (?), og panikken aftvinger et valg. Vil du fortsat trælle imod folkenes fælles interesser?
Sort eller grøn vækst - og til hvilken nytte?
Alternativet skal ikke gøres til utopister, mener jeg! Lige nu er det deres stemme vi kan skabe en forandring, der ikke behøver at være helt ude i skoven.
Fin debat
I bl.a Brasilien vægrer folk sig ved at betale skat fordi det er så indlysende hvad pengene bruges til. Elitens meler mestendels sin egen kage. Alt imens folk kan dø på gaden uden at nogen tager særligt anstød af det. Et eksempel på resultatet af et ultra liberalistisk og korrupt samfund. Derfor kunne jeg ikke leve der, og valgte selv hamsterhjulet. Jeg forbander det bare!
Sådan burde det ikke være, tænker jeg.
Er det ikke god skik, at de der betaler også bestemmer musikken?
Derfor skal man da ikke ødelægge det for andre!
Hvis statens økonomiske råderum fortsat indskrænkes år for år, så skal vi jo gøre noget anderledes?
Ellers ender det i en tragedie, i forhold til samfundenes udviklingsstadie på vores breddegrader.
Resultatet af en indsats kan opgøres i andet end profit, f.eks hvis folk gør nytte.
Var visionen egentlig ikke et økonomisk system, hvor den enkelte yder efter evne og nyder efter behov?
I så fald burde vi vel rette fokus på hvilke behov vi egentlig værdsætter at opfylde i fællesskabet. Især i betragtning af at det altovervejende flertal faktisk yder en kæmpeindsats. Dag ind og dag ud uden at fortjene andet end løn.
Enhver ved da, at man kan sætte en række andre ord end løn foran begrebet arbejde. Lad os ikke udelukke at det kan være vores redning.
God dag der ude
Skulle man hellere tage i skoven?
Ups - det var dette jeg ønskede at linke til:
www.google.dk/search?q=ud+i+det+fri&biw=1280&bih=752&source=lnms&tbm=isc...
Nu må arbejdsløse dagpengemodtagere arbejde frivilligt og ulønnet i op til 15 timer om ugen - uden fradrag i dagpengene. Vores skribent gør det gratis.
Hvem har krævet det og hvorfor?
Det er da tankevækkende, synes jeg.
hohoho skråler julemanden, sådan set også en social iværksætter.
Som LLR skriver, det er en kunst at finde en vej igennem det borgerlige samfunds spidsrodsløb uden at skulle forbløde. Tja, jeg har levet den største del af mit liv på en lignende måde, så meget under radaren at jeg ikke engang havde det der svarer til et CPR nummer i de lange hvor jeg levede.
Og nasse? Hvorfor skulle man være man en nasser når man ikke bidrager med skattekroner?
Der er mange andre måder man kan bidrage til fællesskabet på og mine venner hvor jeg boede på skift oplevede det ikke som en belastning men som en berigelse når jeg boede hos dem. (man bliver også god til at aflæse situationer og se hvornår det er på tid at finde sig et nyt husly)
Man "social iværksætter"? Det ville aldrig være faldet mig ind at kalde mig selv det. Selvrealisering, spirituel søgende, omvandrende munk, (omend ikke i kristen forstand)
Men ja, det er et frit land, hvor de der betaler skat (som jeg nu også har gjort i mange år) opbygger noget meget værdifuld, men desværre er denne model under angreb fra grådighedens højeste præsteskab.
En skål havregrød er stadig min- fordi det er den bedste og sundeste- daglige basis måltid, det er et af de mange erkendelser jeg har taget med mig fra den tid. De gode borgere har svært med at forstå hvor få penge man har brug for at leve et godt liv, bare man holder sig udenfor dansen om det gyldne kalv.
Nu er jeg spændt på at se hvordan det går med Jacobs sociale iværksætteri, og om det vil lykkes ham at sætte et permanent aftryk.
- ha! der fik vi ham!
Også Jacob har ikke været immun for skolens og samfundets konkurrencestats-indoktrinering. Også han vil "blive til noget", finde anerkendelse og respekt ved at skabe noget varigt, en historie han kan mindes for. Det er ikke nok for ham bare at leve et lykkeligt liv.
Nu må vi jo se hvordan det går.
lange = lande
Sider