Kronik

Jeg deler ikke drømmen om fast arbejde

Jeg har fravalgt uddannelse og bruger min tid på projekter, der umiddelbart interesserer mig. Jeg bidrager ikke til statskassen, for min indtægt er mindre end beløbet på frikortet. Jeg lever på en sten, og det passer mig udmærket. Det omgivende samfund er knap så begejstret. Man skal jo have et ’rigtigt’ arbejde, siger normerne
Debat
3. juni 2015
’Jeg bruger aldrig et vækkeur. Jeg står op, når min krop giver grønt lys. Jeg tager mig tid til at tage en powernap på kontoret,’ siger Jacob Vahr Svenningsen, som er social iværksætter.

Ulrik Hasemann

KRONIK – Første gang det offentlige kontaktede mig, efter jeg var blevet voksen, var det for at spørge til min livsstil. De kunne ikke forstå, at jeg som 23-årig ikke tjente nogen penge. Jeg måtte ringe til dem og forklare mig, ellers ville de jo nok ikke give slip. Det var egentlig ikke særlig behageligt, så det endte med, at jeg pligtskyldigst satte mig ned og skrev et brev til dem: »Kære Skat, jeg tjener ingen penge. Jeg bor hjemme hos min mor, jeg sparer op og lever af min formue, når jeg tager ud at rejse i et års tid, derfor kan det godt lyde lidt underligt for jer, at jeg overhovedet kan leve, men det gør jeg, i bedste velgående.« Sådan nogenlunde foregik dialogen. Jeg kan bedst huske den del af brevet, hvori jeg skrev, at jeg ikke var typen, der troppede op nede på kommunekontoret, når jeg var flad og stod med en blød hat i hånden og bad om penge.

Det korte af det lange er, at mødet med myndighederne lærte mig en lektie. Jeg forstod pludselig, at det ikke blot var mine kære forældre, der ønskede, at jeg tog mig en uddannelse og fandt mig et godt job. Der var også nogle – eller noget andet – der gerne ville have, at jeg indfandt mig på arbejdsmarkedet, tog en uddannelse for at kvalificere mig til dette marked eller i det mindste gjorde noget såkaldt konstruktivt med mit liv. Men for mit vedkommende måtte det komme på et andet tidspunkt.

Er jeg en nasserøv?

I dag er jeg 35 år, og jeg er ikke kommet meget videre, når det gælder om at opfylde kravet om at blive en god samfundsborger i arbejdsmarkedets forstand. I stedet for at tilpasse mit liv til det eksisterende marked har jeg valgt at tilpasse min arbejdsplads til mig og mine drømme.

Jeg kalder mig social iværksætter, laver mange små og mellemstore projekter, indtil jeg en dag får succes med at bygge en større bevægelse op. Det er min læring, min uddannelse. Målet er at skabe social, miljømæssig eller kulturel forandring. Ikke at maksimere profit.

Jeg bruger aldrig et vækkeur; jeg står op, når min krop giver grønt lys. Jeg tager mig tid til at tage en powernap på kontoret. Jeg har ikke et fastlagt tidsrum, hvor jeg laver mit arbejde, ej heller en daglig rutine, men tilpasser min arbejdsdag til mine behov og skaber de aktiviteter, der giver mening i mit liv. Den livsstil efterlader en masse spørgsmål. Er det at bo på nas eller at være en taber, når man lever som vagabond hos forældre og venner igennem ens voksenliv? Er jeg en god samfundsborger, når min gennemsnitlige indkomst de seneste fem år har ligget under beløbet på frikortet? Er man et ansvarligt menneske eller overhovedet voksen, når man bevidst fravælger et arbejdsliv med sikkerhed og alt, hvad dertil hører? Må man overhovedet vælge kæresteforhold og kernefamilie fra som mål i livet?

Mine valg er ikke så lidt provokerende, har jeg erfaret. Men min mor har heldigvis affundet sig med situationen. I dag siger hun bare: »Ved du hvad, Jacob? Mine forældre forstod heller ikke, hvad jeg lavede, og hvorfor jeg gjorde de ting, jeg gerne ville.«

Men faktisk gik der mange år, før min familie accepterede, at jeg mente, hvad jeg sagde. Og fra mange udenforstående, der har valgt en mere sikker vej, hører jeg fortsat: »Skulle du ikke få et arbejde og så lave dine projekter ved siden af?«

Jeg forstår godt, hvor indvendingerne kommer fra. Allerede i skolesystemet bliver man opdraget i arbejdsmarkedets ånd. Man lærer at sætte sig tæt på læreren, så man kan få gode karakterer. Man skal opfylde kravene og blive til noget. Det gælder om at passe ind.

Men det skaber sådan en underlig form for apati, hvor man mister lysten til at styre sit liv, mangler evnen til at kreere og skabe sit liv, og man giver langsomt op, fordi mønstret gentager sig, hver eneste gang man støder ind i en autoritet – skolen, Skat, staten og kommunen. Det er sådan cirka der, man holder op med at drømme om livet og turde tage chancerne.

Pludselig har man i stedet taget en lang række tilsyneladende ’helt naturlige’ valg. Gældsat sig med fast ejendom, underskrevet en dyr lejekontrakt. Stiftet familie. Bordet fanger. De faste omkostninger stryger mod himlen og tvinger en til at melde sig ind i hamsterhjulet og skaffe sig en forretningsorienteret højere videregående uddannelse, så man kan bo på en af de dyre grunde i nærheden af kontoret i Indre By.

Det er ikke at kimse ad. Det er et fint skudsmål. Det er bare ikke for alle. Selv om det er det, vi hele tiden får at vide, at vi skal. Politikerne og deres statistikere har så usympatisk travlt med at pace unge mennesker frem og få dem til at tage valg for resten af deres liv på normeret tid.

Når først man sidder i saksen og har taget det første valg om at melde sig ind på det livsstilsspor, tvinger det en række andre valg med sig. Det er virkelig svært at hoppe af stresstoget igen. Der fløjtes til afgang, mens man stadig er meget ung … ofte for ung til at kæmpe imod.

Tid til oprør

Efterhånden er vi nok mange, der ikke rigtig køber præmissen for det nuværende vækstparadigme. Det er svært at tro, at man er finansielt sikret mod al ulykke, hvis man får uddannelse og lønmodtagerarbejde. Nyuddannede bliver jo ledige. Lønmodtagere bliver prikket.

Alligevel er det få, der frivilligt vælger en anden vej og takker nej til hamsterhjulet. Reglen er snarere, at folk presses ud og ufrivilligt ender som tilskuere til de andres hjulen rundt. Men når man ser det stigende antal mennesker, som ikke kan rummes i den model, politikerne prædiker, normerne understøtter, og institutionerne fremmer, så er det måske på tide, at vi i højere grad lærer at holde os væk fra hamsterhjulet. At vi rejser os i oprør og finder sammen i andre sammenhænge, hvor vi kan støtte hinanden, og hvor vi lærer at klare os selv. Hvad enten vi gør det i anarki som unge på Jagtvej, i konsensusdemokrati på Christiania eller i et kriminelt hierarki i Bandidos eller Brothas.

Samfundet omkring mig har nok altid behandlet mig som fortjent. Måden, jeg har valgt at leve mit liv på, har ikke ligefrem været forståelig, og den har set ud til mest af alt at tjene mig selv. Det har været svært at forstå og endnu sværere at acceptere for omverdenen.

Hele problemet kan koges ned til spørgsmålet om, hvordan måler man sin succes i livet, når man ikke kan gøre den op i penge. Er det i mængden af fuglekvidder, man har nydt at høre på landevejen med sin rygsæk på? Eller måske omfanget af den dopamin, ens hjerne udløser, når man skaber en permanent forandring i andres liv? Eller er det, når man lever bedst muligt op til sit potentiale som menneske? Kan et målefikseret samfund, der vil have konkrete beviser på alle præstationer og nytten af dem, overhovedet bruge den slags pejlemærker til noget?

Uanset hvad svaret er, bør visionen være klar: Jeg ønsker mig et sundt samfund, der giver plads til det frie valg. Et samfund, hvor staten spiller en rolle som facilitator, ikke diktator, når det gælder vores individuelle livsvalg.

Spørgsmålet er, om vi skal fortsætte ned ad sporet og bekende os til ’den danske model’, en velfærdsstat med et sikkerhedsnet, der kræver, at vi alle løber i retning af hamsterhjulet, eller skal vi sætte borgerne fri til deres egen udvikling? Den gyldne mellemvej er sikkert at foretrække: Lad de fleste følge strømmen, men giv plads til og respektér, at nogle vælger en anden vej – måske burde man ligefrem tilskynde til det.

Jacob Vahr Svenningsen er social iværksætter

Serie

Modarbejde

Hvordan får vi flere danskere i arbejde?

Det har været et af de dominerende spørgsmål i de seneste fire år på Christiansborg. Og det fortsætter, for partiernes valgoplæg bugner af ideer til, hvordan vi får flere til at arbejde mere.

Men hvorfor er en +37-­timers arbejdsuge endt med at blive prototypen på det rigtige og lykkelige liv? Passer den idé om lønarbejderlivsformen overhovedet til det moderne samfunds behov? Og er det muligt at få lov at springe af hamsterhjulet uden at blive opfattet som en nasserøv?

Det stiller denne kronikserie skarpt på i anledning af det forestående folketingsvalg.

Seneste artikler

  • Industrisamfundets tankegang modarbejder det moderne arbejdsliv

    12. juni 2015
    Selv om antallet af løsarbejdere stiger, anerkender arbejdsmarkedets institutioner, velfærdsstaten og samfundsnormerne fortsat kun industrisamfundets lønarbejde som rigtigt arbejde. Det bremser innovation og virkelyst
  • Jeg har sagt mit job op for at få plads til at leve

    10. juni 2015
    Jeg gider ikke at leve for at arbejde. Hvis politikerne vil det, er det fint med mig, men de skal ikke tvinge alle os andre ind i deres forestilling om, hvordan livet bør leves. Jeg vil arbejde lidt og leve mere. Mit liv skal ikke være fyldt med tvang
  • Kun folk i arbejde er ligeberettigede samfundsborgere

    6. juni 2015
    Vi har alle måttet lære at elske lønarbejdet. Det tog nogle 100 år, inden dem, der stod uden forsørgelsesgrundlag, accepterede rollen som dem, der skulle ’udbyde’ arbejdskraft i konkurrence med andre. Der skulle disciplinering til lønarbejde til. Det skal der åbenbart igen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det største "problem" med politikere i vores samfund er, de misforstår deres rolle i samfundet.
For 10år siden havde vi en regering som mente, vi skulle være et videnssamfund, og straks blev vores unge tvunget ind i et bestemt mønster af skole/uddannelse, og problemerne med denne tvungen form for "hvordan livet skal leves," kommer der flere og flere af.
I dag er dagsordnen for mange politikere; vækst.
I stedet for vækst blot burde være en mulighed, bliver den som "politisk dagsorden" gjort til krav, noget tvungen for os alle.
Politikernes rolle må være, at åbne op og understøtte forskellige muligheder, og ikke tvinge til noget bestemt, en bestemt måde at leve på.
At et menneske helt bevidst fravælger uddannelse, mange penge og materielle goder for i stedet at prioriterer dette, af ham selv valgte ønskeliv, ses sjældent.
Men stor respekt herfra.
At nogle kalder det for "nasserøv" er vel bare et definitionsspørgsmål.
Vi er alle indebyrdes afhængige af hinanden.
Selv Maersk er dybt afhængig af, vi andre (kunderne) køber hans "stof", så det gør vel egentlig også ham til nasserøv.
At vores "vagabond" ikke bidrager med, ufred, grådighed, spidse albuer men blot følger sit eget instinkt for et godt liv, gør ham vel ikke til nasserøv, snarer til et godt forbillede, unge fra en voldsplaget, politisk styret, vækst og vannabe-præget verden, kan spejle sig i.

Randi Christiansen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Jørgen Steen Andersen -08.55

Nu er du ikke fair. Fhv. miljøminister Ida Auken har da også set lyset og flyttet sine teltpæle fra SF's lejr til de Radikales. Inden vi får set os om, flytter hun sikkert videre til Alternativets base-camp med sit miljøvenlige enmandstelt i anhængeren efter den partipolitiske autocamper.

Jørgen Steen Andersen

Grethe Preisler!
Kan du ikke forklare mig, hvordan Ida Aukens gøren og laden har den store positive indflydelse på CO2 balancen, forureningen fra landbruget og det udbredte svineri med alverdens skadelige kemikalier.
Jeg foreslår, at vi freder Fyn på den måde, at vi gør øen til et put and take område.
Der kan svin, høns, køer osv gå frit omkring og det bliver nogle pragtfulde måltider - sumptuous meals - sunde og velsmagende.
Det er mere naturligt underholdende end så mange andre underholdnings - og afledningsaktiviteter, som er udflugtsmål i dag.

Grethe Preisler

nej, det kan jeg virkelig ikke forklare dig, Jørgen Steen Andersen,

Det må du selv spørge Ida Auken om, hvis det lykkes dig at finde hende hende i politiker-vrimlen på Folkemødet i Allinge.

Jørgen Steen Andersen

Grethe Preisler!
Du skriver til mig" nu er du ikke fair".
Så er det jeg godt vil vide, hvorfor du mener, at jeg ikke er fair!
Jeg skriver, at politikerne handler ansvarsforflygtigende.
Der er altid kø ved håndvasken, for hvis noget er gået galt, så er det altid de andres skyld!
Jeg savner politikere med format.
De er selvfølgelig ikke mennesker uden fejl, men med overblik, ansvarsfølelse og vilje til at gøre noget ved de massive problemer vores samfund står overfor og faktisk lige midt i.

Ahmed Mannouti

Anne Eriksen

Jeg er enig i at man kan og bør omdefinere velfærdsstat så det får et mere bredt omfang end blot det økonomiske. Og jeg er også enig i at økonomi fylder (for) meget i verdensbilledet, men alle forsøg på at fjerne økonomiske midler fra velfærdsstaten afføder jo altid ENORME protester, så i kommer ikke udenom økonomien.

Jeg siger bare at hvis jeres nabolande - Tyskland, England, Sverige, Norge, .. - bliver ved med at køre fra jer, så bliver i tvunget til at tage nogle dramatiske økonomiske metoder i brug.

Dit sidste spørgsmål fra tidligere indlæg fik jeg ikke svaret på: "Har du fortrudt, at du tog til Danmark?"

Svaret er ubetinget "nej". Der er rigtigt mange ting ved Danmark jeg godt kan lide og som jeg beundrer.

Jeg har boet i 4 lande i mit liv - Algeriet, Frankring, Danmark og nu Rusland, og alle landene er forskellige, har ting der er gode og vidunderlige, ting der er "so-so" og ting der er rædselsfulde og elendige. Og kunne jeg tage det bedste fra hver af de 4 lande ville jeg helst det, men sådan er verden desværre ikke... :)

Jørgen Steen Andersen

Det er iøvrigt et pragtfuldt foto af en tilsyneladende ubekymret ung mand, men som jeg kan se af debatten er der mange, som kritiserer, er misundelige eller hvad de nu er.
Heldigvis er der også mange begavede, kreative mennesker, som synes, at han er et tiltrængt frisk indslag i det danske samfund år 2015.
Udviklingen i Danmark og i verden generelt er meget bekymrende.

Randi Christiansen

Ahmed - du har helt ret i, at vi er nødt til at tænke ressourceadministration. Hele udfordringen er jo, hvilken metode man ønsker. Vil man - kort sagt - have et konkurrencesamfund eller et samarbejdssamfund, og skal modellen være baseret på en bæredygtig økonomi med respekt for planetens cirkulære økonomi. Det valg står vi overfor, og det er desværre stadig ikke rigtig gået op for et flertal af planetens befolkning, som bliver holdt i et økonomisk skruestik af den 1% og co., af en lille magtelite som groft svigter det ansvar, som deres position medfører. Følg pengene - find de ansvarlige. Og når disse magtmennesker ikke lever op til deres ansvar, så må vi andre - de 99% - jo kæmpe for vores overlevelse. For det er dybest set, hvad det handler om. Overlevelse - og den kurs, som de få pt udstikker for de mange, er katastrofal. Hvis vi kun overgiver os til det, der ligner overmagt, så er vi færdige. I stedet må vi tænke alternativt og finde nye løsninger. Vi står over for et kvantespring i menneskehedens historie. Hører i øvrigt lige nu, at nyeste internationale kvanteforskning nærmer sig evidens for reinkarnation. Lyt til dagens program 'et hundeliv' på radio 24/7.

Randi Christiansen

Ahmed - glemte at spørge dig, om du kunne tænke dig at fortælle nærmere om de forskelle, de gode og dårlige ting i de lande, som du kender. "Algeriet, Frankring, Danmark og nu Rusland, og alle landene er forskellige, har ting der er gode og vidunderlige, ting der er "so-so" og ting der er rædselsfulde og elendige. Og kunne jeg tage det bedste fra hver af de 4 lande ville jeg helst det, ..."

Grethe Preisler

Jørgen Steen Andersen,

De (danske folketingskandidater) gør jo alle sammen deres bedste efter de evner og kræfter, den gode Gud har givet dem. Hvis du stadig er i tvivl om, hvem af dem du snart skal stemme på, så stem i Guds navn blankt eller stem på Alternativet/Længselspartiet, forandring fryder!.
Når indholdet i 'reform-pakkerne' er det samme, må man jo glæde sig over, at gavepapiret fås i både 'pink' og 'blåt' og nu også i 'håbets turkisgrønne' modefarve. Hvad mere kan man så forlange?

Selv stemmer jeg, som jeg altid har gjort, så langt til venstre, man kan komme. Men jeg er heller ikke 'svingdørsvælger' og dermed uden interesse for dem, der baserer deres forventninger om valgresultatet på meningsmålinger.

Anne Eriksen

Ahmed Mannouti,

:) Ja, jeg kan følge dig i, at der er forskelle på godt og ondt - jeg har boet flere steder - ikke i mange år af gangen, men længe nok.
Nogle gange kan man godt få den tanke at opgive "trygheden" i andedammen - for noget - skal vi sige mindre "forsovet" og forudsigeligt.
Men det er også muligt bare at søge inspiration i de ting, man kan lide og prøve at lukke af for resten.

Ahmed Mannouti

randi

Jeg er enig i ideen om en "bæredygtig økonomi", men (som jeg også har skrevet tidligere), så kræver det et helt konkret program før det vinder frem. Hvis et "samarbejdssamfund" ender som en statsstyret centraliseret bureaukrati så tror jeg ikke det lever længe, og der er nok ikke mange der vil gå med på dine ideer før de er meget mere håndgribelige.

Randi Christiansen

Ahmed - 'det konkrete program', som du efterlyser er - kort sagt - allerede skrevet, nemlig i naturens lovmæssigheder. Vi skal blot læse dem.

I øvrigt taler vi i omstillingsbevægelsen om en organisk, borgerinkluderende progressiv proces, ref alternativets politiske laboratorier, som alle kan invitere til, og som er åbne for alle

Ahmed Mannouti

randi

Uha det er svært at svare på hvad der er bedst og dårligst i hvert land, men hvis jeg skal lave en liste:

Danmark:

+ Graden og friheden for politisk debat og uenighed. Ingen (min erfaring) korruption i den daglige kontakt med myndigheder. Infrastruktur. Det sociale sikkerhedsnet. Jeres arbejdsmarked. Hvor rent Danmark er. Den korte arbejdsuge og den lange ferie.

- Folkeskolen. Overafhængigheden af Velfærd til at løse alle problemer. Frygten for omverdenen hvad enten det er EU, flygtninge, indvandrere, østeuropæere, ... Uvidenheden om hvor ekstremt afhængige i er af den eksportøkonomi i får sværere og sværere ved at opretholde. Det intellektuelle og faglige niveau i jeres trykte medier, tv og uddannelser.

----

Rusland:

+ Skolerne. Fagligheden på universiteterne. Respekten for viden frem for popkultur. Styrken af venskabs- og familiebånd. Respekten for veteraner og ældre generelt.

- Det indvalide politiske system. Den ekstreme propaganda. Korruptionen fra top til bund. Forureningen. Militarismen. Racismen.

----

Frankrig:

+ Multikulturalismen. Mad- og råvarekulturen. Bredden og dybden af den politiske diskussion. Den kulturelle rækkevidde og dybde. Fagligheden i skoler og gymnasier.

- Sprog- og kulturchauvinismen. Magt-myndighedernes racisme. Militarismen.

Algeriet:

+ Hensynet til og respekt for ældre. Familiebånd. Eget-ansvar og ansvaret for egne. Lavere stress på arbejdet.

- Korruptionen. Ineffektiv offentlig administration fra top til bund. Begrænset politisk frihed og pressefrihed. Intet socialt sikkerhedsnet i store dele af landet. Fortsat diskriminering af berber-kulturen.

Er det den endelige listen, nej. Og man kan ikke vælge kun fordele og undgå ulemperne for nogle af dem hører sammen ja.

Ahmed Mannouti

randi

Lovmæssigheder er ikke det samme som et politisk program. Og i sidste ende tror jeg ikke du får nogle til at stemme efter en lovmæssighed, hvis de ikke ved hvad det kommer til at betyde for dem. Hvem skal eje deres hus, hvem ejer landmandens jord, hvem ejer - og styrer - virksomheden og hvordan, hvad betaler han i skat og så videre. Før lovmæssigheder bliver så konkrete ændrer de nok ikke noget.

Randi Christiansen

Ahmed, mange tak for dine betragtninger som jeg vil fundere over

Randi Christiansen

Ahmed - et politisk program er altid funderet på lovmæssigheder, spørgsmålet er hvilke.

Vi mennesker må beslutte os for hvilket samfund, vi ønsker.

Jo dybere eksistentiel - dvs både materiel og immateriel, eso-og eksoterisk - forståelse, vi baserer samfundet på, jo mere holdbart vil resultatet være.

Og mht hvem, der ejer hvad, må det erkendes, at naturgrundlaget er fælleseje og dermed tilhører det fællesskab, som enhver, der er født her på planeten, er del af. Hvorledes dette fælleseje administreres mest hensigtsmæssigt er en diskussion, som vi må tage i de tilgængelige demokratiske fora - fx politiske laboratorier. Men jeg mener, at det hinsides enhver tvivl kan konstateres, at nuværende regime er ekstremt dysfunktionelt. At de, den 1% og co, som mere eller mindre legitimt og i historisk omfang har tilegnet sig magten via kontrol med økonomien og med ressourcerne, ikke løser og aldrig har løst opgaven tilfredsstillende men kun tilgodeser egne interesser. Når det overhovedet er muligt, er det fordi, det vha miljø-og socioøkonomisk undertrykkelse er lykkedes de få at bilde de mange ind, at det er naturens orden og en god ide at konkurrere indbyrdes om fællesejet (del og hersk) og legitimt for private at (ekstrem)profitere på fællesejet. Ingen af delene er tilfældet, og de mange bliver bedraget i storskala. Vi taler altså om en bevidsthedsrevolution, som er nødvendig for forandring, og som må sprede sig til de mange.

At fravriste disse åndeligt uudviklede 1% og co deres greb om magten er en udfordring, som må mødes, hvis vi skal undgå total formørkelse og efterfølgende undergang.

Robin Frederiksen

I det 19. århundrede var problemet, at Gud er død; i det 20. århundrede er problemet, at mennesket er dødt. I det 19. århundrede betød umenneskelighed grusomhed; i det 20. århundrede betyder det schizoid selvfremmedgørelse. Fortidens risiko bestod i, at mennesker blev slaver, fremtidens risiko består i , at mennesker bliver robotter. (s. 258 - Fromm, Erich (1982): Det sunde samfund. Hans Reitzels Forlag)

Jeg mener diskussionen og debatten bliver lidt afsporet, når fokus f.eks. rettes mod spekulation i hvor mange ’Jacober’ det nuværende system kan kapere. For det synes kun at tilsløre (eller måske netop understrege) hvordan det nuværende system nødvendigvis er selve problemets rod. Spørgsmålet om systemets kapacitetsgrænse for at melde sig ud af hamsterhjulet kunne vel ligeså godt være stillet med omvendt fortegn og en anden ordlyd, så det lød: ’Hvor meget mere skal den menneskelige integritet og skabertrang underkues før mennesket går fortabt?’. Allerede i dag koster det samfundet dyrt (en retorik som åbenbart er mere overbevisende end menneskeligt forfald) at eksistentielle behov og udfoldelsesmuligheder (for langt størstedelen) har trange kår. I kroner og ører koster det samfundet kr. 14 mia. om året. Kilde: http://stressforeningen.dk/om-stress/fakta-om-stress/stress-i-talr.

Tillæg her de menneskelige omkostninger, som affødes af ’vores’ samfundsindretning:
Den Nationale sundhedsprofil 2013 (udgivet marts 2014, næste gang 2017)
Gruppe: mere end 160.000 har svaret på spørgeskemaer (16+)
5,9% generet af nedtrykthed inden for de seneste 14 dage
6,9% hovedpine inden for de sidste 14 dage
10,7% peger på dårligt mentalt helbred
11% har været meget generet af søvnbesvær indenfor de sidste 14 dage (søvnekspert påpeger at tallet måske er for lavt.)
21,3% er stressede.
30% overskrider højrisikogrænsen og vil gerne nedsætte deres alkoholforbrug

Sundhedsstyrelsen alkoholstatistik 2015:
Da der ikke findes nyere opgørelser over omfanget af henholdsvis skadeligt alkoholforbrug og alkoholafhængighed, bringer vi oplysninger fra ”Alkoholforbrug i Danmark” fra 2008:
I 2008 er foretaget estimat, der viser, at:
585.000 personer i Danmark har et skadeligt alkoholforbrug
140.00 personer i Danmark har alkoholafhængighed

Sundhedsstyrelsen: Stress i DK – hvad ved vi? (2007)
Peger på stigende stress hos både mænd og kvinder (16-64) fra 87-07 (s. 16) (8% kvinder; 14% mænd)
Stress et folkesundhedsproblem. 140.000 antages at lide af moderat til svær form for depression jf. psykiatrifonden. (s. 24)

WHO peger på at mindst 350 mio. lever med en depression.
Kilde: http://www.who.int/mental_health/management/depression/flyer_depression_...

Statens Serum Instituts statistik over brug af medicin mod folkesygdomme viser, hvor mange borgere, der i et givent år har indløst mindst én recept på lægemidler mod psykiske lidelser. (735.100 for hele DK I 2012)
Kilde: http://wee.laegemiddelstyrelsen.dk/ShowElement.aspx?ElementId=5&FilterEx...'Psykiske+lidelser'

438.000 fik antidepressive midler I 2013
Kilde: http://medstat.dk/da/viewDataTables/medicalTreatments/{%22year%22:[%222013%22,%222012%22,%222011%22,%222010%22,%222009%22],%22region%22:[%220%22],%22gender%22:[%22A%22],%22ageGroup%22:[%22A%22],%22searchVariable%22:[%22people_count%22],%22errorMessages%22:[],%22treatmentGroup%22:[%22An%22]}

Alle de her tal er med til at pege på et sygdomsfremkaldende samfund. Kald det en velfærdsstat, konkurrencestat, videnssamfund eller noget fjerde. Sundt er det i hvert fald ikke. Jeg tror det er vigtigt i denne sammenhæng at være opmærksom på den imponerende evne den menneskelige psyke har til at fortrænge dårligdom. Det er altså muligt at ovenstående tal er langt højere, idet fremkomsten af lignende symptomer for et stort antals vedkommende i overlevelsens tegn undertrykkes mentalt. Overvej desuden et øjeblik hvad det betyder for kommende generationer, at vi tvangsinstitutionalisere dem i såkaldte ’dagTILBUD’ om end det for de fleste hamsterhjulsløbere ikke er et tilbud men en nødvendighed. De langsigtede konsekvenser af sidstnævnte er stadig for sent at sige noget præcist om. Læs dog gerne Sigsgaards ’Om børn og unges NEJ – et opgør med lydighedskulturen’ for at få en fornemmelse af hvor det er på vej hen.

Det er ud fra nogle af ovenstående betragtninger, at jeg personligt hylder Jacob for sit mod til at gøre oprør (bevidst som ubevidst) mod det etablerede. Og ja, jeg håber, at langt flere vil følge trop. Fordelte vi verdens rigdom kunne vi alle (uden tøven og frygt for Fællesskabet A/S) vælge livsstil som Jacob, hvilket bringer mig tilbage til problemets rod i form af det nuværende vækst- og konkurrenceparadigme, som vel må anses som helt centralt opretholdende faktorer for problemets egentlig kerne/rod på trods af ’blot’ at udgøre en trosretning forankret i den sociale institution (og virkelige synder!) PENGE. Løsningen på al menneskelig lidelse og ugerning kan med få afvigelser føres tilbage til denne globale institution. Jacobs livsvalg er mao. et babystep hen imod et opgør med denne institution, et opgør med en robottilværelse og fremmedgørelse. Og tak for det. Det ironiske eller tragisk-komiske er i øvrigt, at alternativet jo rent faktisk ligger lige for i form af en ressourcebaseret økonomi. For de som har sovet under en sten kan jeg henvise til: https://www.thevenusproject.com/en/

Fromm får det sidste ord:
”Vort eneste alternativ til robotlivets trussel er et humanistisk fællesskabsliv. Problemet er ikke i første række det juridiske om ejendomsretten eller udbyttedeling; men det er arbejdsdeling, oplevelsesdeling. Ændringer i ejendomsretten må foretages i den udstrækning, det er nødvendigt for at skabe et arbejdsfællesskab og forhindre profitmotivet i at lede produktionen ind i socialt skadelige baner. Indtægterne må udjævnes så vidt, at alle får materiel basis for en værdig tilværelse, så man derved hindrer de økonomiske forskelligheder i at skabe fundamentalt forskellige livsoplevelser i de forskellige samfundsklasser. Mennesket må genindsættes i samfundets højsæde, må aldrig være et middel, aldrig en ting, der bruges af andre eller det selv. Menneskers indbyrdes udnyttelse må slutte, og det økonomiske system må blive middel til menneskets udvikling. Kapitalen må tjene arbejdet, tingene må tjene livet. I stedet for den eksploiterende og begærlige indstilling, der dominerede i det 19. århundrede og den receptive og forretningsmæssige , der dominerer i dag, må den skabende indstilling være det mål, alle samfundsforanstaltninger tjener.” (s. 259 – ibid.)

Randi Christiansen

Sådan robin - der er nok at tage fat på med at styrke den nødvendige bevidsthedsrevolution. Jacobs babystep, som du nævner, er en fortsættelse af en lang tradition for menneskets kamp for frigørelse for undertrykkelse af den 1% og co, som strækker sig så langt tilbage som menneskehedens kendte historie fra det faraoniske princip i oldegypten til græske demokratiidealer - til en fransk filosof som rousseau, til moderne hippier og deres forgængere i de østrigske alper og i nutid avaaz og occupy bevægelserne og øvrig levende systemkritik og frihedskamp. Fx gør michael tellinger i sydafrika et stort arbejde for at konfrontere de lokale banksters og at med at opbygge lokale alternative samfund.

Vi kan herhjemme håbe på og arbejde for at alternativet ufortrødent påtager sig opgaven med at være med til sammen med resten af de 99% at frigøre mennesket fra den 1% og co's slaveåg.

Gert Selmer Jensen

Grethe Preisler- Synger du vuggeviser, for Morten Østergaard.?

Gert Selmer Jensen

Måske lidt boom, boom, boom, bang, bang, bang, fra John Lee Hooker, kunne "friske", dig lidt op.!
(Venligt ment).!

Gert Selmer Jensen

Jeg ved du har læst dette.! Men din arrogance, tillader dig ikke at svare. Fred være med det.!

anders petersen

Jeg er selv en vagabond af en slags nomade. Det har jeg været i flere år nu. Det skete da jeg blev hjemløs efter at først staten (skat) rullede mig, hvorefter min rådgiver i selvsamme sag rullede mig mig for mine tilbageværende midler. Det lærte mig mig en masse om hvor lidt kontrol/styring/ledelse du har på dit eget liv. Med ét slag kan du blive degraderet til samfundets laveste kaste, udelukkende som konsekvens af andres handlinger. Det har intet med uddannelse at gøre som sådan. Jeg har selv to uddannelser, blandt andet også en akademisk uddannelse. Jeg har blot erkendt at jeg ikke har forbindelserne/netværket til at forhindre katastrofer i at ske. Samfundets strukturer og institutioner er ikke til for min skyld, tværtimod. Det betyder så også at spillet fremover spilles på mine præmisser, således som skribenten forsøger at udtrykke. I praksis gør jeg det at jeg bevæger mig rundt i verden og tjener mine penge i det omfang jeg behøver, og intet af det bliver der nogensinde betalt skat af. Al fremtidig indtægt uanset hvor den stammer fra, hvor stor den er og hvordan den er opstået, er skattefri. Det er sket ved erkendelsen af man jo ikke kan bidrage til et fællesskab, der i den grad modarbejder borgerne. Uanset hvor i verden dette måtte forekomme.

Sider