Kronik

Engang havde I ondt af os, i dag foragter I os

Alle kender de hjerteskærende historier om vores barndom. Om vanrøgtede børn, hvis forældre er narkomaner eller alkoholikere. Børn, der udsættes for overgreb og kastes fra institution til institution. Nu har vi mere eller mindre fast adresse i fængslet, og medynken er for længst forsvundet
’Jeg kalder ofte til møde, hvor jeg fortæller mine medfanger, hvorfor jeg mener, de skal deltage i valget og sætte deres kryds,’ siger Liban Mohammed.

Ulrik Hasemann

2. juni 2015

KRONIK – Jeg husker tydeligt, den dag min mor trådte ind på mit værelse med tårer i øjnene og et brev i hånden. »Dit fjols,« sagde hun, »du er ikke blevet dansk statsborger sammen med os andre!«

Jeg havde som 15-årig fået en dom på 20 timers samfundstjeneste, som gjorde, at jeg ikke måtte blive dansker, selv om resten af min familie blev det. Desværre er det nok sådan, det bliver ved at være for mig. Jeg må vænne mig til at stå uden demokratiske rettigheder. Helt på linje med indvandrerfamilien, der har arbejde, betaler skat til det danske samfund, er aktiv i foreningslivet og lever et kriminalitetsfrit liv. De bliver heller aldrig danske statsborgere, fordi de som så mange andre bare ikke kan bestå den urimeligt hårde dansktest.

I vores kære land, Danmark, bryster vi os af at være et foregangsland for demokrati og alle de andre frihedsrettigheder, som vi mener hører os til. Vi har sågar F-16-fly og landstyrker i Den Tredje Verden for netop at implementere demokrati og give befolkninger muligheden for at være en del af de love og regler, der påvirker deres liv.

Men hvad med vores, de oversetes, ret i Danmark? I det ’perfekte’ danske demokrati er vi desværre en meget stor gruppe, der ikke har ret til at stemme, uagtet hvor meget vi bestræber os på at blive gode nok til at blive en del af fællesskabet og kalde os for ægte demokrater.

Det er absurd at tænke på, at jeg skal sætte mit kryds i Somalia. Jeg taler sproget særdeles gebrokkent, læser og skriver det ikke, for jeg kom til Danmark som 2-årig. Er det ikke en menneskeret at have stemmeret i det land, man er vokset op i? Det land, hvor ens familie er statsborgere, og hvor lovene påvirker ens liv?

Fængselsdemokrat

En menneskeret er det måske nok, men desværre ikke en demokratisk ret i Danmark. Så i stedet prøver jeg at agere demokrat i fængslet, som for tiden er mit hjem. Jeg har været fangepolitisk aktiv som talsmand i alle de år, jeg har været indsat i kongerigets forskellige lukkede fængsler. For at blive det skal man i den grad have gå på-mod, snilde og være streetsmart.

Min opgave som talsmand går ud på at tage de daglige små kampe med ledelsen i fængslet for eksempel for at få bedre besøgsmuligheder, eller for at besøgscellerne bliver indrettet børnevenligt, så de besøgende børn får større mulighed for at få en tryg og positiv oplevelse, når de kommer for at være sammen med deres far.

Opgaven er også at forbedre uddannelsesmulighederne og beskæftigelsen, så vores afsoning kan blive så meningsfuld for os som overhovedet muligt. Alle disse forhold har vi fanger ofte ikke nogen indflydelse på, men det hænder, at vi talsmænd kan få et ord indført – ikke mindst i de københavnske fængsler. Jo længere vestpå, man kommer i landet, des mere kæft, trit og retning vil man opleve.

Som tidligere nævnt er jeg ikke stemmeberettiget, men det betyder ikke, at jeg ikke kan bruge min demokratiske overbevisning.

Derfor fører jeg min egen valgkamp for Enhedslisten i fængslet ved kommunal- og folketingsvalg. Vælgerskaren, som jeg skal forsøge at overbevise, er bandemedlemmer, narkohandlere, røvere, voldsmænd, drabsmænd og terrorister. Den politiske arena i spjældet er til tider et minefelt, hvor man ikke skal træde meget ved siden af, før næsen siger knæk.

Fængslet er også et hjem for antidemokrater, som ønsker at afholde de indsatte fra at stemme, da de går ind for sharialovgivning. Der findes også folk med helt andre motiver – f.eks. en indsat fra den yderste nazistiske højrefløj, som prøver at få de indsatte til at stemme på Dansk Folkeparti.

Valgtaler

Mange af fangerne er bedøvende ligeglade med politik, for som de siger: »Der er sgu da alligevel ikke nogen, som taler vores sag!«

Det er da heller ikke valgplakater, der pryder de lange gange, men derimod bogstaverne FTL (Fuck The Law), som er skrevet med en sort tusch.

Alligevel kalder jeg ofte til gangmøde i fællesstuen, hvor jeg fortæller mine medfanger, hvorfor jeg mener, de skal deltage i valget og om, hvor jeg synes, de skal sætte deres kryds.

»Drenge, gør jer selv og alle os andre, som ikke er gode nok, en kæmpetjeneste og stem på landets absolut mest mangfoldige, humane og bredtfavnende parti, nemlig Enhedslisten,« messer jeg. Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper er velsete på Hotel Tremmely. Ikke kun for deres kønne ansigt, men mere fordi de brænder indædt for at hjælpe den lille mand i samfundet.

Og det er ikke, fordi de går ind for et fradrag på elefanthuer og brækjern. Nej, de vil give os en mulighed for at komme i arbejde, når vi kommer ud, og de ønsker et samfund, der ikke dømmer os på ny på grund af vores fortid, vi har jo for h … betalt regningen.

Enhedslisten går også ind for nærhedsprincippet (at man kan afsone så tæt på familien som muligt), så vi kan beholde en rimelig kontakt med vores familie og børn under afsoning. Og så er partiet imod isolationsfængsling, da det er videnskabeligt bevist, at det kan være særdeles skadeligt, og mange af os har i forvejen et skrøbeligt sind, som oftest kun bliver holdt sammen af et massivt forbrug af euforiserende stoffer. Det er derfor, jeg holder brandtaler. Man er nødt til at hæve stemmen, når man ikke har ret til at afgive den på papir.

Dømt til samfundsplage

I mine nu otte år her på de dummes holdeplads har jeg set en del gengangere. De kloge siger, at hver anden af os kommer igen inden for to år.

Jeg husker tydeligt en, som jeg vælger at kalde Ole. Han var københavnsk narkoman igennem mange år, men under sit fængselsophold lykkedes det ham at blive clean. Han var et andet menneske end det, der kom gyngende ind gennem porten. Som de fleste andre indsatte ville han noget andet og bedre med sit liv. Han kunne dog ikke blive prøveløsladt, for det kræver blandt andet, at man har en bopæl. Så han sad til endt straf og gik så fra en varm seng i fængslet til en kold bænk et sted i København.

Der er desværre alt for mange som Ole, der i dag ikke bliver prøveløsladt, som er overladt til sig selv og en kæmpe gæld i form af sagsomkostninger, og som slet ikke får den fornødne hjælp til et anstændigt liv. Reelt har de fået en livstidsdom som samfundets plage.

I min optik betaler det sig at investere i mennesker. Desværre bruger vi i stedet ca. 1.800 kroner i døgnet på at have en indsat til at afsone i et lukket fængsel. Og pengespildet er endnu større, for man bruger en masse penge på misbrugsbehandling og diverse andre præventive behandlingsmuligheder bag murene, som ikke bliver fulgt op, når de indsatte er færdige med at afsone og går ud gennem porten.

Vi kender alle de hjerteskærende historier, der fra tid til anden kommer i medierne, om de vanrøgtede børn rundt omkring i Danmark. Børn, hvis forældre er narkomaner eller alkoholikere. Børn, der udsættes for vold og seksuelle overgreb. Helt unge bøller uden rigtige rollemodeller. Unge, som aldrig har kendt til nærvær og kærlighed, og derfor ender som kriminelle.

Mange af dem ender som små nomader, der bliver kastet fra plejefamilie til plejefamilie, fra institution til institution. I dag er nogle af dem blevet voksne og har adresse i fængslet. Engang havde I ondt af os, i dag foragter I os.

Hvis I kan, så stem ansvarsfuldt! Der er en del, vi skal forandre sammen.

Liban Mohammed er indsat i Statsfængslet i Østjylland

Serie

De Fem F'er

For 100 år siden fik folkehold og fruentimmere valgret. Siden da er grupper som forbrydere, fjolser og fattiglemmer i stigende grad blevet en del af demokratiet.

I anledning af 100-års-dagen for grundlovsændringen af 1915 har Information bedt en repræsentant for hver af grupperne skrive en grundlovstale.

Seneste artikler

  • Kvindekampen klæber til kroppen

    5. juni 2015
    Fejringen af kvindernes valgret kan ikke skjule, at kvinden endnu ikke har opnået den basale ret til at bestemme over egen krop. Sociale, juridiske og arbejdsmæssige landvindinger betales med flere restriktioner på kvindekroppen, dens udseende, seksualitet, form og funktioner
  • Tillykke til tjenestepigerne! Hvad med au pairerne?

    4. juni 2015
    For 100 år siden fik tjenestefolk stemmeret. For nutidens tjenestefolk er der fortsat meget at kæmpe for. Selv pæne værtsfamilier glemmer over tid, at deres au pairer er ligeværdige mennesker. De ser en funktion, som skal udnyttes bedst muligt. Sådan går det, når man har magten over andre menneskers liv
  • På bunden er vi holdt op med at tro på demokratiet

    30. maj 2015
    I dagens Danmark taler man ikke længere om det fælles ansvar. Magter du ikke at følge med, jamen så må du jo gå til grunde. Den besked forstod jeg først for alvor, da sygdommen ramte, og fattigdommen blev min følgesvend
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Hansen
  • Lau Dam Mortensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Carsten Søndergaard
  • Keld Albrektsen
  • Toke Andersen
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • ingemaje lange
Peter Hansen, Lau Dam Mortensen, Niels Duus Nielsen, Carsten Søndergaard, Keld Albrektsen, Toke Andersen, Anne-Marie Krogsbøll, Mikael Velschow-Rasmussen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bente Petersen

Hm, Det er et godt indlaeg - paa perfekt Dansk - og skrevet af et menneske, der er intelligent og kan udtrykke sig, saa det, han har paa hjerte, er vaerd at laese.
-
Jeg kender ikke det Danske faengsels-system - hverken indefra eller udefra. Men jeg kender faengsels-systemer I USA, Indonesien, Pakistan of Taiwan - da jeg har hjulpet dem med at indfoere et meget effektivt "revaliderings" program, der bestaar af at laere 1. at studere, 2. at kommunikere, 3. at genkende de mennesker, der er sociale og de der er asocial og laere, hvordan man skal forholde sig til dem og som det fjerde trin paa programmet 4. laere gode regler for at kunne leve et godt og sundt liv, hvor man behandler andre, som man gerne selv vil behandles. I Indonesien, har alle indsatte ret til at stemme ved et valg. De faengsler, der bruger ovennaevnte 4 trins revalidering program, har en success rate paa 99%.... dvs kun 1% kommer tilbage ie bliver straffet igen, endvidere har de kunnet nedskaere paa personalet, da fangerne opfoerer sig fredeligt og ikke behoever saa meget supervision, naar de er "paa arbejde" ... I Pakistan og Taiwan har de nogenlunde samme resultater ... I USA bruger de kun det sidste trin og har en success rate paa 90% ... Indonesiens faengsels system var I forvejen gearet til revalidering, grundet deres foerste President (Sukarno) blev kastet I faengsel mange gange, da han kaempede for Indonesien's politiske frihed, han mente, at dem, der sad I faengsel, var der mest fordi, samfundet havde gjort dem til "forbrydere" og at de skulle revalideres socialt, saa de naar de er losladt kan blive gode borgere til nytte for deres familier og deres samfund og vaere med til at bygge det op. Det at have ret til at stemme og vaere politisk engageret var en del af den revaliderings process. Jeg skal lige tilfoje at Indonesien er med sine 240 millioner mennesker, hvor 97% er Muslimer, det land I verden, der har den mest talrige Muslimske befolkning - og en meget fredelig befolkning. - - Og saa mener jeg ioevrigt - at have et saa intelligent menneske, som Liban Mohammed sidde i faengsel i 8 (otte) aar, det er spild af gode menneskelige resourcer. Der maa vaere en bedre losning.

Peter Andersen, Thea Jørgensen , Anders Winther, Karen Grue, Carsten Søndergaard, Keld Albrektsen, randi christiansen, Carsten Wienholtz, lars abildgaard, Karsten Aaen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Superflot og klogt indlæg, Liban, tak for det.
Det har selvfølgelig ikke nogen betydning for de principielle spørgsmål i dit indlæg, men det ER nu svært ikke at blive nysgerrig efter, hvad du sidder inde for. Hvordan kan det være, at det ikke lykkes dig at holde dig ude af fængslet? Du fortæller om flere andres skæbne. Men hvad var det, der gjorde, at du selv snublede igen?
Jeg tror, der er mange her, som sidder og ønsker, at du havde fået en bedre skæbne, så hvor gik det galt?

Jakob Silberbrandt, Anders Winther, lars abildgaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
John Christensen

God timing Liban, netop i dag kommer valgkamps-pip om retspolitiske emner. Emnet bølger i æteren og på nettet.

Pape fra de konservative vil gøre det mindre attraktivt for kriminelle indvandrere (især dem fra øst) herunder tage TV og den slags fra de indsatte. De skal jo ikke tro det er en skovtur eller et kroophold, forstås!

Rart at du har et billed på din kronik i dag, men også lidt underligt at så mange undres over dine danskkundskaber.
Bare fordi du er Somalier og kriminel, er du jo ikke dum vel. Informations læsere er bare bange for at der står andre bag skriverier som afviger fra normalen, tyder det på efter dit første skriv.

Dine 20 timers samfundstjeneste da du var 15 år gammel - har hindret dansk statsborgerskab skriver du.
Det illustrerer da perfekt hvordan straf er uden reelle proportioner, hvis det er sandt.

Tror at du kan opnå en del støtte i den brede befolkning til at opnå statsborgerskab - hvis du altså har en god sag, som kortene nu ligger. Kriminaliteten udviklede sig jo åbenbart fortsat i i din livssituation.
+ 8 år bag tremmer - er en lang straf, og jeg håber at du nærmer dig enden på afsoningen, så du kan komme ud og udnytte dit store potentiale i det danske samfund.

Tak for dit bidrag til debatten, skriv endelig noget mere.

Anders Winther, lars abildgaard, Keld Albrektsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Per Eskildsen

Som skribenten også skriver kriminalitet som type, naturligvis en handling men også en adfærd der er et tvangsmæssigt oprør mod tidligere begået uretfærdigheder, så den neurotiske umodenhed er vel det egentlige problem og minder om misbrugere, hvilket mange af jer også er og her tænkes der ikke kun på stoffer og alkohol, men også følelser, mennesker eller kort sagt alt og derfor kan man jo sagtens både foragte jer og syntes det er synd for jer og en hel masse andet, men det første skridt kunne måske være at i søgte hjælp til at blive voksne.

ellen nielsen, Henrik Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Bente Petersen

Per Eskildsen, dit indlaeg tyder paa at du ikke har saerligt meget forstand paa, hvorfor mange sidder i faengsel - Jeg vil vove at paastaa !!! at der er mange uden for faengslerne, der er mere kriminelle end dem der sidder inde...

lars abildgaard, Carsten Søndergaard og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar

Det er slemt at blive voksen og skulle stå til ansvar for sine handlinger.

Peter Nielsen, ellen nielsen og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

Jægersamfundet har udviklet sig en del.
Der mangler udvikling på to centrale punkter.
1) Frihedsberøvelse som straf skal afskaffes.
2) Samfundet har det overordnede ansvar for ethvert individ.
Individet fødes og opdrages af andre og skal så selv tage ansvaret for resultatet!

Steffen Gliese

Nå det er slut med medfølelsen, skyldes det selvfølgelig, i sandhedens interesse, at det var ønsket fra første færd, at denne skulle hjælpe til at komme på rette vej, de familiemæssige vanskeligheder til trods.
Netop derfor er det ikke så godt, at skolen ikke længere i nær så høj grad fungerer som et forhold mellem eleverne og samfundet, men inddrager andre interesser, såsom forældrene.

Torsten Jacobsen

Det er svært at se barnet i den voksne, det er svært at adskille mennesket fra handlingen. Ikke mindst når handlingen er kriminalitet, og i særlig grad når der er tale om kriminalitet der er så afstumpet, og som påfører et sagesløst offer så stor skade, som det er tilfældet med den kriminalitet, som Liban Mohammed er dømt for.

Ikke desto mindre er det nok værd at forholde sig til, om ikke manden har en pointe? Kan man forestille sig, at børns oplevelser sætter et præg på deres udvikling, og at en overvægt af indsatte i danske fængsler har særdeles traumatiske barndomsoplevelser med i baggagen? Kan man forestille sig, at indsatte i løbet af deres afsoning kan ændre karakter, således at det menneske der sættes på fri fod, i en vis forstand ikke er det samme som det man satte ind i fængslet? Og kan man forestille sig, at et stærkere fokus på rehabilitering frem for straf som mål i sig selv, kan være med til at sikre, at så få nyligt løsladte som muligt, falder tilbage i ny kriminalitet?

Da jeg læste denne korte kronik,nkom jeg til at tænke på lægen Gabor Maté, som i sin bog om afhængighed 'In The Realm of Hungry Ghosts', skriver følgende:

Detective-Sergeant Paul Gillespie, head of Toronto’s sex crimes unit, rescued children from the purveyors of Internet pornography. As the Globe and Mail reported on his retirement from police work, six years at that job had not inured him to the horrors he witnessed:

Paul Gillespie still can’t get used to the sounds of crying and pain in the graphic videos of children being raped and molested that he has seen all too often on the Web. “It’s beyond horrible to listen to the soundtracks of these movies,” said Canada’s best-known child-porn cop…But it is the silent images of desolate children that tear the most at his heart. “They’re not screaming, just accepting,” he said of the infants captured in these pictures. “They have dead eyes. You can tell that their spirit is broken. That’s their life.”

Dead eyes, broken spirits: in a phrase this compassionate man summed up the fate of the abused child. Yet there is a bitter irony in his words. The lives of abused children do not end when they are rescued—if they are rescued, as most never are. Many become teenagers with spirits not mended and reach adulthood with eyes still dead. Their fate continues to be a concern for the police and the courts, but by then they are no longer heartbreakingly sweet, no longer vulnerable looking. They lurk on the social periphery as hardened men with ravaged faces; as thieves, robbers, shoplifters; as done-up prostitutes selling backseat sex for drugs or petty cash; as streetcorner drug pushers or as small-time entrepreneurs distributing cocaine out of cheap hotel rooms. They are the hardcore injection users, and many will drift westward across Canada to the warmer climate and drug mecca of Vancouver’s Downtown Eastside. Here, as in cities across North America, it is now the duty of Detective-Sergeant Gillespie’s drug squad colleagues to keep a sharp eye on these people, to frisk them in back alleys, to confiscate their drug paraphernalia and to arrest them time and again.

jens peter hansen

Jeg medgiver at det kommer bag på mig at fængselssystemet i Indonesien og Pakistan er efterfølgelsesværdigt, som Bente Pedersen skriver og som har fået 11 likes. De der forleden blev henrettet forstod tilsyneladende ikke 4-trinssystemet, og de par mio. kinesere der blev slået ihjel for snart 50 år siden nåede nok heller ikke at opdage systemets fortræffeligheder. Da Indonesien er muslimsk, så ville det da være et godt sted for en muslim at komme i fængsel og med denne forunderlige metode være sikker på ikke at komme ind igen. Måske kunne man lave en udvekslingsordning.

Henriette Bøhne

Jeg savner lidt den tid, hvor kristendommen holdt den værste liberalisme og nævenyttighed i skak. Dengang kunne man udstå sin straf, acceptereJesus Kristus som sin frelser og love aldrig at synde mere - så var man resocialiseret. I det liberalistiske samfund er der - ironisk nok - ingen mulighed for opstigning, hvis man først har trådt forkert.

Henrik Nielsen

Jeg gad vide, hvorfor Information har slettet min reaktion på en af Bente Pedersens kommentarer.

Hun skrev: "Jeg vil vove at paastaa !!! at der er mange uden for faengslerne, der er mere kriminelle end dem der sidder inde". Jeg skrev, at jeg ikke kan se, at "lovlige forbrydelser" af den slags, hun tænker på, så alvorlige de end er, kan sammenlignes med rovmord og seksualmord. Jeg nævnte vore EU-venlige politikeres manipulatoriske adfærd på en række områder samt politikere, der har ført os i krig med løgnagtige argumenter. Her overfor stillede jeg de handlinger, to kendte mordere er dømt for. Jeg kan ikke se, at det ene skulle undskylde det andet, men mener i øvrigt at vore politikere burde dømmes for deres løgne.

Hvorfor er dette blevet bortcensureret? Må man ikke mene, at vore politikere burde holdes ansvarlige for at have draget Danmark ind i krige, vi aldrig burde have deltaget I? Eller må man ikke med navns nævnelse bruge to dømte seriemordere som eksempler på alvorligt kriminelle?

Forklaring udbedes.

Henrik L Nielsen

Jeg hat haft "fornøjelsen" af at arbejde med Indonesiens fængselssystem igennem nogle år. Jeg kan ikke genkende Bente Pedersens oplevelse. Hvilke fængsler er der tale om?

Anne-Marie Krogsbøll

Ingen sympati for hjemmerøveriet overhovedet - det er da indlysende. Tragisk for dem, det gik ud over, og 8 år er en helt rimelig straf for det.

Men at en 15-årig mister muligheden for at blive dansk statsborger, er IKKE i orden. Og at dømme efter historien heller ikke effektivt i forhold til at forebygge videre kriminalitet - måske endda tvært imod.

Og at de 8 år toppes op med udvisning af en person, der jo i bund og grund er dansk - som er vokset op i Danmark, og som ikke selv har valgt at komme hertil - det er diskrimination, og ikke en retsstat værdig, efter min mening.

Jeg er ikke inde i detaljerne omkring lovgivningen - om Liban ville have haft mulighed for dansk statsborgerskab på et senere tidspunkt, hvis han havde holdt sig på måtten. Men det er en svær situation at sætte en 15-årig i, at han mister udsigten til at blive en statsborger på lige fod med andre.

Det fremgår ikke af Libans debatindlæg, hvad hans forbrydelse var som 15-årig. Det fremgår heller ikke, hvad der gav ham en dom på 8 år, men efter googling tror jeg på den med hjemmerøveriet.

Derfor ville jeg så gerne høre Libans egen forklaring på, hvorfor han, som jo tydeligtvis er intellegent og reflekterende, greb til groft voldeligt hjemmerøveri, uden medfølelse for de ofre, det havde.

ER Liban reelt kommet videre? Stikker reflektionen dybere, end at det er det "kloge" signal at sende, hvis man vil have omstødt sin dom? Jeg vil så gerne forstå, hvad der skete i Libans hoved, da han besluttede at udføre denne grove forbrydelse. Er han bare afstumpet? Var der udløsende omstændigheder? Hvad er hans tanker om det nu? Hvad er hans tanker om ofrene? Angrer han, eller føler han, at det på en eller anden måde var rimeligt i hans optik?

Under alle omstændigheder: Det er meget tragisk for ofrene for hjemmerøviet, at deres liv er ødelagt. Tragisk for Liban og hans famile, at hans liv er ødelagt, uanset at man ingen sympati overhovedet kan have for en sådan forbrydelse. Tragisk for samfundet og for os alle sammen, at disse situationer opstår.

Løsningen er ikke at fratage børn muligheden for statsborgerskab, eller at udvise forbrydere efter endt afsoning, når de i bund og grund er danske.

Henrik L Nielsen

Jeg kan ikke få forklaringen om at de 20 timers samfundstjeneste skulle være begrundelsen for afslaget til at stemme.

Ifølge borger.dk er reglerne

Du kan ikke tildeles statsborgerskab, hvis du:
er sigtet for en lovovertrædelse
er dømt for lovovertrædelser mod statens sikkerhed
er idømt ubetinget fængselsstraf i 1½ år er idømt udvisning.
Desuden kan ansøgere, der har været straffet, ikke få dansk statsborgerskab, før der er gået en vis tid - den såkaldte karenstid (karantænetid). Karenstiden afhænger af forbrydelsen og straffens omfang.

Der havde altså været en karenstid, men ikke permanent afslag, hvis han havde ændret løbebane.