Kommentar

Europas syge mand kan let få tilbagefald

Freden i Makedonien er skrøbelig. Den trues udefra af magtfulde naboer og indefra af et korrupt og aggressivt styre
Debat
8. juni 2015

Makedonien var for ikke så mange generationer siden stadig en del af Osmannerriget, alias ’Europas syge mand’. Den sygeste provins var måske netop Makedonien med dets virvar af folkeslag, religioner og skikke. I Frankrig – et land med forkærlighed for kulinariske metaforer – kan man endnu i dag bestille en ’makedonsk salat’, der netop er karakteriseret derved, at ingredienserne er vanskelige at holde fra hinanden.

I Europa for 100 år siden var man bedre underrettet om disse bestanddele, end vi er i dag. Og man var bekymret og oprørt. Osmannernes påståede og ofte helt reelle angreb på den derboende kristne befolkning betød, at de europæiske magter flere gange anså det for nødvendigt at gribe ind i Makedonien, et eksempel på kristen-europæisk solidaritet af den slags, Europa i dag nægter Mellemøstens kristne. Et yderligere motiv for indgrebene var ønsket om én gang for alle at fordrive tyrkerne fra Europa.

I dag hører vi kun om Makedonien, når borgerkrigen truer, som den har gjort igennem de seneste uger. Eller når hele det klientelistiske system, der holder nationen oppe, truer med at falde fra hinanden. Premierminister Nikola Gruevski har i sine næsten ni år ved magten forsøgt at styrke netop staten: Borgerne skulle kunne identificere sig med den og være stolte af den. Under Gruevski er hovedstaden Skopje blevet forvandlet til et statsudformet Disneyland – et kitschet urbant landskab med rytterstatuer, hvor den jugoslaviske kommunismes triste facader er søgt skjult bag marmor, doriske søjler, bronze og forgyldning. I den eklektiske ’fortolkning’ af det forgangne er der gjort plads til både grækeren Alexander den Store og den albanske frihedshelt Skanderbeg. Men det forbliver uklart, hvordan dette fungerer statsfremmende og identitetsskabende. I stedet for historie handler det om myter og om en diffus, for ikke at sige skrøbelig identitet.

Magtfulde naboer

Er makedonerne en nation? Sådan ser de sig selv, og det burde række, kan man mene. Men spørgsmålet, hvem man er, bliver problematisk, når det stilles udefra af andre, muligvis mere magtfulde naboer.

I det slaviske Serbien og Bulgarien lever stadig en lang tradition, der opfatter makedonerne som nogle, der burde høre til deres egen nation. En makedoner er serberens eller bulgarerens svar på svenskerens skåning. Den overbevisning har ofte ført til krig. Hvad Grækenland angår, mener man her at have monopol på navnet Makedonien: at Skopje gør brug af det ses som et forborgent, slavisk, krav på den græske provins af samme navn. Og Alexander den Store som makedoner? Aldeles udelukket. Følgelig gør Athen, hvad man kan for at holde Makedonien ude af både NATO og EU, hidtil med held.

Landets albanske mindretal, mindst en fjerdedel af dets over to millioner indbyggere, har derimod ikke problemer med deres identitet. Og heller ikke med deres naboer. For dem er spørgsmålet et andet: Vil vi hellere være et mindretalsfolk i Makedonien end forene os med vores albanske brødre i Kosovo og Albanien i en ’etnisk ren’ stat. En art Storalbanien?

Spørgsmålet er langt fra akademisk. Snart vil albanerne blive Balkans næststørste nation efter rumænerne, der i dag er er fragmenteret i (mindst) tre stater. Det gør albanerne til en undtagelse i det sydøstlige Europa, hvor de krige og etniske udrensninger, der fulgte opløsningen af ​​Jugoslavien for første gang i Balkans historie har givet anledning til dannelse af små, næsten mindretalsløse nationalstater. Det var præcis, hvad nationalister ønskede sig og fik. Hverken Europa eller USA har kunnet stoppe dem. Det er dog historisk ironi, at de fleste af de stater i regionen, der ikke allerede er medlemmer af EU, ønsker at blive det, selv om et medlemskab i høj grad vil beskære deres nyvundne suverænitet.

Gruevski tåler ikke kritik

I Kumanovo, nær grænsen til Serbien og Kosovo, blev der i maj dræbt omkring 20 mennesker i kampe mellem politi og påståede albanske terrorister. Episoden kan se ud som en fortsættelse af borgerkrigen mellem makedonere og albanere i 2001, der kun blev afsluttet ved indgreb udefra. Men meget taler for, at der kan være tale om en provokation: at Gruevski har givet kriminelle grupper en politisk betydning, som separatisterne slet ikke har, for at lede opmærksomheden væk fra den kritik, der er rettet imod ham og hans regering. Kritikken handler ikke om nationalisme, men om korruption, nepotisme, valgsvindel, politisk vold og aflyttede oppositionspolitikere. Ej heller har demonstrationerne mod Gruevski i Skopje haft nationale undertoner.

De unge demonstranter i Skopje repræsenterer et urbant civilsamfund i sin vorden, men de kan ikke af egen kraft styrte en politiske klasse, som fortsætter med at tænke i nationalistiske kategorier. Forværres krisen i Makedonien, er der derfor stor risiko for, at den nuværende våbenhvile mellem makedonere og albanere går i stykker, og vi ser endnu et tilbagefald til den nationalistiske syge, der så ofte har plaget Europa.

© Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

"Snart vil albanerne blive Balkans næststørste nation efter rumænerne, der i dag er er fragmenteret i (mindst) tre stater."

Uforståeligt............for mig i hvert fald.

En anden vinkel på problemet har Paul Craig Roberts, tidligere minister under Ronald Reagan. Han ser endnu en amerikansk inspireret farve-revolution i anmarch:

- Why is Washington interested in controlling Macedonia?

The Macedonian government refused to participate in Washington’s sanctions against Russia and supports the Russian Turkish Stream natural gas pipeline that will deliver Russian natural gas to Europe via Turkey to the Greek border.

Mere:
http://www.paulcraigroberts.org/2015/05/22/color-revolution-macedonia-pa...