International kommentar

FIFA’s krise – en lignelse om kapitalismens fremtid

Ved den globale æras begyndelse antog vi, at demokratiet ville vinde frem i takt med markedet – men verdens eliter er fint tilfredse med tiltagende korruption
Debat
4. juni 2015

Man skal ikke vinde mange bælter i taekwondo for at indse, at de heftigste kampe udspiller sig mellem mænd i jakkesæt. I 1980’erne var der to rivaliserende internationale forbund for den koreanske kampsport. I dag findes en næsten trotskistisk fragmentering i udbrydergrupper. Som i boksesporten med dens mindst fire større forbund, der kårer hver deres ’verdensmester’.

FIFA derimod har hidtil været et sportsligt forbund uden dissidenter. Takket være dets styrende organs rundhåndethed – der kanaliserede sponsormidler ud til nationale forbund til gengæld for loyalitet – blev FIFA det perfekte globale monopol.

Nationer, der måtte driste sig til at antyde, at FIFA’s ledelse var korrupt eller magtfuldkommen, måtte se sine repræsentanter truet med udvisning. Nu har det så vist sig, at FIFA, der har til huse i Genève, er underlagt national lovgivning, og at det er muligt – afhængigt af, hvad korruptionsefterforskningen udmunder i – at disse love kan føre til forbundets opløsning. Forbundets præsident, Sepp Blatter har netop trukket sig. Falder FIFA fra hinanden, vil det ske efter de samme brudlinjer, der river den globale politiske orden fra hinanden.

Stedfortræderkulturkrig

Ruslands fordømmelse af FBI’s razzia imod FIFA anslog tonen. Måske, funderede Vladimir Putins Twitter-fans, skal Ruslands hemmelige politi nu til at undersøge NATO? Afstemningen i fredags om den nu afgåede Sepp Blatters ledelse udviklede sig som et klassisk stykke øst-vest-geopolitik – med udviklingsøkonomier fordelt på begge sider som under Den Kolde Krig.

Men FIFA’s kollaps og Blatters afgangs er kun seneste episode i det voksende misforhold mellem globalisering som ideologi og geopolitisk opløsning som faktum. Det Europæiske Melodi Grand Prix f.eks. har i de seneste år været en politiseret farce. Det er i mindre grad en musikkonkurrence end en ideologisk stedfortræderkrig, hvor nationer i Østeuropa udtrykker loyalitet eller afsky over for Putin med brystimplantater og tandpastasmil.

Også internettet balkaniseres. En femtedel af menneskeheden – kineserne – er afskåret fra at benytte politisk følsomme søgetermer. Tyrkiet frakobler nu jævnligt dele af et globalt system, som nominelt ejes og kontrolleres af amerikanske og britiske multinationale selskaber. For at undgå at blive overvåget af det amerikansk-britiske system er Brasilien gået i gang med at udlægge egne fiberoptiske kabler til Portugal og Angola.

Også sandheden fragmenteres, i takt med at den passerer gennem de forskellige engelsksprogede nyhedskanaler tilpasset forskellige subglobale magter. Næppe var Al-Jazeera begyndt at fyre journalister i Doha, før en ny engelsksproget kanal – dannet på foranledning af Tyrkiets præsident Erdogan – ansatte dem. For at nå deres mål, som er at forvandle al sandhed til propaganda, behøver tv-kanaler, som tjener despoter, end ikke at være troværdige. De skal blot sørge for, at hver kendsgerning bliver omstridt på de sociale medier.

Markedet består

Vi, som fulgte globaliseringens triumftog i 1990’erne, tænkte os altid, at fordi der var tale om et økonomisk system, ville et eventuelt kollaps først ske på det økonomiske og siden politiske felt. Den globalistiske ideologi ville først følge efter længe efter. Sådan gik det ikke. Handelsmønstrene forskød sig nok efter finanskrakkets traume i 2008, men verdensmarkedet selv er ikke fragmenteret. I stedet er det ved at falde fra hinanden på niveauer som sport, musik, nyheder, censur og overvågning.

FIFA er, sit uføre til trods, er et eksempel på, hvorfor globale systemer er økonomisk attråværdige. De formaliserer rivalisering, fastsætter eksplicitte regler og inddæmmer konflikter ved at gøre fraværet af dem til et plussumsspil. Problemet er, at over tid kommer deres oprindelige struktur i modstrid med en underliggende geopolitik, der forandrer sig.

Ved ​​den globale tidsalders begyndelse blev det antaget, at i en ikke så fjern fremtid ville de fleste lande blive mindre korrupte og mere demokratiske, fordi markedet kun kan fungere på retsstatsvilkår. Tanken var, at når globaliserede selskaber gjorde forretninger med skurke, ville de fungere som en civiliserende magt mod uhæderlighed. Men FIFA-fiaskoen eksponerer nu et generelt problem for den globale kapital. Verdens eliter lever fint med korruption – og affinder sig med dens vækst. Side om side med væksten i censur, tv-propagandakanaler og militariseret politinedkæmpelse af optøjer.

Fodboldreklamebannere, der før var domineret af udelukkende vestlige forbrugermærker, udbydes nu til selskaber som Gazprom. Globaliseringen førte ikke til, at det meste af verden blev som Vesten, men til at Vestens idealer – demokrati, åbenhed og retsstatsprincipper – blev mere betrængte.

Det er sandsynligt, at to eller tre af de giganter, som er afhængige af global fodbold, nu vil prøve at gendanne FIFA som privat virksomhed. Vi vil så få noget, der er mere orienteret imod globale selskabers virksomhedsetik end mod Aserbajdsjan – og muligvis en større pengemaskine. Men det er usandsynligt, at afløseren bliver sand global. I den forstand kan FIFA’s udvikling blive en lignelse om kapitalismens fremtid.

Paul Mason er økonomiredaktør på Channel 4 News.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her