Kronik

Jeg fik det bare ikke lige gjort ...

Når jeg som lærerstuderende ser på en god del af mine medstuderendes lemfældige tilgang til deres fag og på den undervisning, jeg indimellem tilbydes på seminariet, forstår jeg godt alle dem, der taler dårligt om lærerstanden. For hvad er det egentlig, vi kan?
Forberedelse på seminariet betyder tilsyneladende ikke, at man behøver at møde forberedt op. Så undervisningen går med at informere mine medstuderende om, hvor de kan downloade dagens tekster. De viste seminariestuderende er fra Silkeborg og har intet med tekstens budskab at gøre.

Thomas Søndergaard

9. juni 2015

Politikerne påstår, at Danmarks fremtid ligger i vores viden. Der reformeres og transformeres. Folkeskolen er ikke længere folkets skole, men en grundskole, et udgangspunkt for videre uddannelse. Læreruddannelsen er reformeret. Lærernes arbejdstid er reformeret. Lærerens gerning er reformeret. Vi skal leve af viden, men i den offentlige debat skorter det på tillid til den danske lærerstand. Og når jeg som lærerstuderende ser på en god del af mine medstuderende og den såkaldte undervisning, jeg indimellem har deltaget i, så forstår jeg godt alle dem, der taler dårligt om os: For hvad er det egentlig, vi kan?

Jeg har et forslag: Frem for at reformere i ét væk, synes jeg, det er rimeligt at stille krav om, at man møder forberedt til den undervisning, samfundet stiller til rådighed. Det bør gælde alle vores uddannelser. Alligevel diskuterede vi det første år på seminariet, om man overhovedet behøver møde til tiden. Det blev bestemt, at det behøver man ikke.

Så er der pause!

Jeg er studerende på læreruddannelsen 2007. Det betyder, at vi havde vores hovedfag de to første år på seminariet. Jeg valgte dansk. Det første år havde vi to undervisere i faget. Det andet år fik vi en ny.

De har gjort deres bedste, men for os studerende blev undervisningen usammenhængende, med unødvendige overlap eller huller. De andre danskhold har haft den samme underviser hele vejen igennem. Jeg forestiller mig, at én underviser i hele faget kunne have forhindret, at vi skulle definere og tale om intertekstualitet seks gange.

Så kom lockouten. Min ene danskunderviser måtte selv passe sine børn, så undervisningen blev aflyst og ikke erstattet. Nogle medstuderende anmodede om erstatning hos ledelsen og blev afvist.

Så kom grammatikprøven – jeg troede, det var en slags stoptest. Vi var syv ud af 27, der bestod i første hug. Resten af holdet fik lidt ekstraundervisning i ét delelement ad gangen og blev i slutningen af timen testet. Man behøvede kun at dukke op til de delelementer, man ikke havde bestået første gang. Nu bestod alle, undtagen to. De blev godkendt alligevel, med beskeden om at blive bedre.

Jeg glædede mig til at begynde på danskstudiet. Jeg glædede mig til at være sammen med nørder. Jeg forventede fejlagtigt, at nu skulle jeg være sammen med folk, der gik op i sprog, litteratur, formidling, og om kommaet står det ene eller det andet sted. Sådan var det ikke. Hver gang, en underviser havde introduceret os til en opgave, begyndte folk med at holde pause. Jeg gjorde det også. Muligheden var der jo. I skrivende stund går det op for mig, at det er uhensigtsmæssigt at flette pauserne sammen med opgaveløsning, hvis det er nødvendigt at have ro, når der løses opgaver.

’Jeg gad ikke’

En anden fejlagtig forventning, var min antagelse om, at forberedelse betyder forberedelse. Men forberedelse betyder tilsyneladende ikke, at man behøver at møde forberedt op. Så undervisningen går med at informere mine medstuderende om, hvor de kan købe eller downloade dagens tekster. Jeg havde håbet, vi kunne tale om teksternes indhold og udfordre hinanden.

Jeg er ingen engel, jeg har ikke altid styr på mit. Jeg formår ikke altid at holde det rette fokus i en samtale. Jeg er klar over, at folk har gode og dårlige dage. Men når det er de samme, der igen og igen dukker uforberedte op, og deres undskyldninger er de samme, igen og igen, så ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op. Hvad stiller jeg op over for undskyldninger som: »Der var fodbold!« »Jeg gad ikke.« »Jeg fik det bare ikke lige gjort.« »Jeg sku’ spille computer.«

Egentlig må folk bruge deres fritid, som de vil, men vi har ca. 12-15 undervisningslektioner a 45 minutter om ugen på seminariet. Det er her regnestykket går i stykker for mig. Hvis studiet er et fuldtidsstudie, altså en 37-timers arbejdsuge, hvordan kan man så være så blank over for, hvad der foregår?

Jeg harcelerer ikke mod alle de medstuderende, som er jævnt mødestabile og jævnt forberedte. Jeg harcelerer mod dem, som på tredje år siger: »Fedt, at jeg skal arbejde sammen med dig, for så ved jeg, at en af os har læst.«

Jeg harcelerer mod de medstuderende, som ikke har købt bøgerne, eller downloadet materialet, men alligevel udtaler sig som eksperter, så jeg kan bruge min egen taletid på at spørge, om de overhovedet har læst.

Jeg er frustreret over, at det er de selvsamme, der er hurtigst til at pointere, at vi alle sammen skal kunne være her, og at vi alle skal kunne arbejde sammen, for vi skal jo være folkeskolelærere, så skal man kunne samarbejde med alle.

Jeg harcelerer mod dem, der kommer for sent, og som alligevel synes, de har ret til at spørge om og få svar på hvad som helst.

Vil hellere ud i folkeskolen

Jeg har skrevet til en af mine undervisere, at jeg ikke længere ønsker at komme til hans undervisning. Der er ikke noget i vejen med hans undervisning, men som situationen er nu, så vil jeg hellere bruge min tid på at være vikar. Der udfordrer lærerne mig på det, jeg har læst til undervisningen på seminariet. De møder til tiden, (Husk: at vi det første år blev enige om, at det ikke var nødvendigt), og de hjælper mig, når eleverne hænger i gardinerne, eller stortudende og med snot hængende ned til snørebåndene forlader klassen, fordi der er sket et eller andet, som for en voksen kan synes fjollet.

Men min samvittighed påbyder mig alligevel at møde forberedt op til undervisningen, selv om jeg allerhelst vil være ude i folkeskolen. Min samvittighed påbyder mig at være der, hvor jeg allermindst vil være i hele verden, for nogen må jo have villet noget med den her uddannelse.

Ingen respons

Hvad skal der ske nu? Der er et år tilbage. Jeg keder mig til undervisningen, fordi tiden går med formidling af basisviden til dem, der intet ved om det fag, de er ved at uddanne sig til lærere i. Jeg bebrejder dem ikke. Men tænk, at man kan blive dansklærer uden på forhånd at kunne argumentere for sin yndlingsbog; lærer i historie uden at kunne sige kildekritik; lærer i matematik uden Pythagoras; lærer i geografi uden pladetektonik; lærer i fysik uden Ohms lov, lærer i samfundsfag uden at kende forskellen på konservatisme og liberalisme osv. Hvordan skal vi kunne undervise og møde eleverne på deres niveau, hvis ikke vi ved andet, end det vi selv har planlagt til undervisningen?

Siden jeg begyndte, er der kommet en ny læreruddannelse. Den er modulopbygget, de har altså endnu flere skift i fagundervisere, end jeg har haft. Det lyder ikke i sig selv lovende, men spørgsmålet er, om det gør nogen forskel, når vi hverken behøver at forberede os eller at møde op til undervisningen?

I sidste uge skulle jeg fremlægge for mit hold; evaluering for læring i naturfag. Vi har travlt for tiden, så jeg vidste godt, at ikke alle ville have nået at læse teksten. Belysningen i vores undervisningslokale er dårlig, så for at kunne se det, der er på smartboardet, er det nødvendigt at slukke lyset. Det gjorde det tydeligt, at alle sad og kiggede ned i deres computere. Forestil dig det: Et mørkt lokale, alle dine tilhørere sidder med bøjede hoveder oplyst af deres computerskærm. Ikke én kiggede op. Jeg påpegede det.

To lukkede tydeligt deres computere. Om nogen tog notater, det aner jeg ikke. Om nogen fik noget ud af det, det aner jeg ikke. Om jeg kunne have gjort noget anderledes – jeg aner det ikke, for der var ingen respons.

Den offentlige debat bærer præg af, at vi i Danmark skal leve af viden. Det bliver svært, når ingen ved noget, og ingen møder op dér, hvor viden udveksles.

Kathrine Kay er lærerstuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels P Sønderskov
  • Jørn Andersen
  • David Zennaro
  • Claus Nielsen
Niels P Sønderskov, Jørn Andersen, David Zennaro og Claus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Okkels

Kære Kathrine Kay.
Det mest sørgelige ved din beretning er, at den ikke står alene. Selv om det følgende er anekdotisk, støtter det dine pointer:

Min søns tidligere kæreste begyndte at læse til lærer på Aarhus Seminarium (det hedder officielt naturligvis noget på engelsk) i 2011. Hun holdt ud et helt år, men skiftede til en anden uddannelse, fordi de fleste af hendes studiekammerater (og en stor del af lærerne) havde, som hun sagde, et utrolig lavt ambitionsniveau og (for studiekammeraternes vedkommende) en pinligt lav basisviden om stort set alt. Og nysgerrige var de stort set ikke.

En skoleleder her i Østjylland fortalte mig for et par år siden, at han frasorterede stillingsansøgninger fra provinsseminarier, fx Skive Seminarium, og kun kiggede på dem, hvis der ikke var oplagte kandidater fra storbyseminarierne. Det typiske niveau på de mindre seminarier var helt enkelt for dårligt - både hvad angik ansøgernes karakterniveau (studentereksamen og lærereksamen) - og det sproglige niveau i ansøgningerne som sådan.

Men dette er ikke noget nyt. Allerede for 15 år siden har jeg set, hvordan mine børns dansklærere i folkeskolen ikke selv kunne skrive et nogenlunde fejlfrit dansk - og ofte rettede fra rigtigt til forkert eller overså fejl, når de brugte den røde kuglepen på mine børn skriftlige arbejder.

Niels P Sønderskov, Kasper Olesen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Slettet Bruger

Det har karakter af ‘hverdags politik’ men har vist ikke specielt at gøre med læreruddannelsen. Lignende udbredelse og dilemmaer finder man på arbejdspladserne og i andre former for gruppesammenhænge. Et udmærket billede på dansk kultur, og sikkert muligt at trække nogle historiske linjer. Men andre lande har nu også deres udgaver, sydeuropa, laissez faire mv.

Karsten Aaen

"Jeg glædede mig til at begynde på danskstudiet. Jeg glædede mig til at være sammen med nørder. Jeg forventede fejlagtigt, at nu skulle jeg være sammen med folk, der gik op i sprog, litteratur, formidling, og om kommaet står det ene eller det andet sted. Sådan var det ikke. Hver gang, en underviser havde introduceret os til en opgave, begyndte folk med at holde pause. Jeg gjorde det også." citat fra artiklen.

Katrine Kay vidste ikke meget om læreruddannelsen på et seminarium ser det ud til. Dansk i læreruddannelsen går altså ikke ud på det, som Kay tror det går ud på. Det går på at lære hvordan man pædagogisk og didaktisk tilrettelægger den bedste undervisning for eleverne i 8.klasse eller i 6.klasse. Det er det man lærer i læreruddannelsen, at formidle faget, eller skulle jeg måske snarere sige 'at sælge sit fag', altså at være begejstret over dansk, samfundsfag, matematik, fysik mm. på forskellige måder til forskellige målgrupper, alt efter om det er 2.klasse eller en 4. klasse eller 9.klasse.

Folk der går op i litteratur, sprog, formidling, og kommaet står det ene eller det andet sted hører mere naturligt hjemme på universitet, mener jeg. Eller måske på en kommunikations-uddannelse eller journalist-uddannelsen.

Ang. der med at folk ikke har læst mm. så minder det mig utrolig meget om 1 eller 2 af mine skolekammerater fra gymnasiet; de kunne udtale sig skråsikkert om noget, de i virkeligheden intet vidste om. Fordi de ikke havde læst. Og lærerne opdagede det - desværre - aldrig.

Mht til det her:
"Så kom grammatikprøven – jeg troede, det var en slags stoptest. Vi var syv ud af 27, der bestod i første hug. Resten af holdet fik lidt ekstraundervisning i ét delelement ad gangen og blev i slutningen af timen testet. Man behøvede kun at dukke op til de delelementer, man ikke havde bestået første gang. Nu bestod alle, undtagen to. De blev godkendt alligevel, med beskeden om at blive bedre."

ja så forstår jeg det ganske enkelt ikke. På universitetet hvis man ikke består prøve eller en eksamen, så skal man tage den om. Og man kan kun tage den om to gange, altså man kan gå til eksamen 3 gange i alt. Og min egen personlige holdning er at de to personer der ikke bestod, de skulle have haft den besked, at de nok skulle finde et andet sted at være.

For cirka et år siden tror jeg sad og kørte i tog. Det var nu ikke så interessant, men jeg overhørte (undskyld) en samtale mellem en kommende lærer på cirka 30-35 år tror jeg. Og denne kommende lærer fortalte mange af de samme ting Kay har fortalt. Den kommende lærer fortalte også, at hun gerne ville have mere fokus på hvorfor de f.eks, skulle læse en bog mm. Og hvad de skulle få ud af det mv.

Men igen dette:
Kay ville måske nok blive lykkeligere på et universitet.....vil jeg tro...

Steffen Gliese

Nej, Karsten Aaen, selvfølgelig hører grammatik, litteraturforståelse, analyse etc. etc. hjemme på seminariet. Enhver idiot kan i realiteten formidle et stof, man kender, hvis man er et almindeligt, socialt væsen.

Niels P Sønderskov, Jørn Andersen og Hanne Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

- hvad man behøver at vide m pædagogik for at virke i den danske folkeskole, lærer man bedst ved at læse Gunnar Jørgensens Flemming-bøger.

Hans K Hansen

Tak for en sammenhængende analyse Kathrine Kay, såvidt en sådan kan udtrykkes i et medie som dette.

Der er mange der ikke forstår, at den uddannelse de vælger, ikke nødvendigvis tilsvarer krav i virkeligheden. Det bliver ikke bedre når man nedsætter kvalifikationskravene i uddannelsen for at blive i stand til varetage jobbet i konkurencen.

En (ægte) lærer er dedikeret. Et naturtalent. Det er ikke noget man kan lære på en skole. Man kan kun løfte fagligheden, men sænkes fagligheden, så bliver mindre egnede lærere, som udgangspunkt, naturligvis mindre egnede. Det gælder selvfølgelig på alle uddannelser.

Fagligheden er sænket for lærer seminarieuddannede. I dag kan man få max karakter for analyse resultater, der førhen kun ville give en beskeden middelkarakter i en tiende klasses folkeskoles afgangseksamen i dansk.

Bemærk at der er forskel på kvalifikationsresultatet i forbindelse med dansk (dermed i analyse praktik), f.eks. på C niveau, alt efter hvilken uddannelsesinstitution eleven har været klog nok til at vælge, såvel som visse folkeskoler er langt under middel.

Niels P Sønderskov, Steffen Gliese og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Hans K Hansen

Karsten Aaen.
Danskundervisningen i folkeskolen er forudsætningen for analytisk forståelse. Folkeskolelæreren er dermed forudsætningen for folkeskoleelevens analyseforståelse. Folkeskolen er selve grundlaget for videreuddannelse, og både seminariernes pædagoger og folkeskolelærere derfor forudsætningen for elevens uddannelsesstart.

Det ved du i forvejen. Gode dansk kundskaber, allerede i folkeskolen, er ganske enkelt elevens forudsætninger for videre effektiv uddannelse. Jo tidligere man lærer at lære, des bedre er eleven sidenhen stillet. På seminariet begynder det med uddannelsen af pædagogen/læreren.

Andreas Jonsson

Jeg har oplevet det samme på IT-Universitetet (BSc) og dels på Aalborg Universitet (cand.scient).

Førhen var universitetet et sted som krævede tid og fordybelse. I dag er universitetet lidt ligesom gymnasiet - et sted for alle, også dem som ikke rigtig gider, men ved at et papir med fuldendt uddannelse, formentlig stiller dem bedre, selvom de intet har lært.

Peter Jensen

Det kunne også være, at underviserne havde et ansvar for ikke at strukturere deres undervisning efter laveste fællesnævner. Jeg har selv oplevet, hvad der beskrives i artiklen, men fremfor at brokke mig til mine medstuderende, gav jeg for min undervisningsansvarlige udtryk for, at jeg synes det var ærgerligt, at undervisningen blev struktureret efter dem, som ikke havde forberedt sig til undervisningen.

Ansvaret kan ikke blot placeres hos én part, som det beskrives i debatindlægget her.

jens peter hansen

Jeg havde som tilvalg på KU Dansk Sprog og jeg blev ganske overrasket over hvor lidt de søde studerende vidste om elementær grammatik. Substantiver og verber, adjektiver og præpositioner, ja hvad er det nu lige det er. Med hensyn til at være forberedt, så blev der holdt en lille prøve og de der ikke kom igennem nåleøjet fik ekstra hjælp. Til eksamen dumpede én, som formodentlig ikke afleverede. Vi blev talt op til hver lektion og skulle være der 80% ellers faldt hammeren og en anden og mere omfattende eksamen var alternativet. På historie som jeg afslutter nu havde almindeligvis færre end 20% læst, men sad og ventede på at underviseren skulle snakke og så skrive noter til den powerpoint han havde lagt ud. Uddannelsesinstitutionerne ligner tilsyneladende hinanden. Ak ja.

Øv hvor er det bare uheldigt og ærgerligt. I øvrigt er det sjovt at læse om omtalen af seminarier. De har ikke eksisteret siden 2008. I dag udbydes læreruddannelsen af professionshøjskoler (syv stk. i alt)

erik mørk thomsen

Og med den læreruddannelse, er der nogle, der undre sig over, at 20% af en årgang fra folkeskolen, ikke kan regne, skrive eller læse, når de går ud af skolen.
Gad vide, hvilken % del af lærer, der heller ikke kan grunddelen, for alt viden?

Jørgen Malmgren

Jeg oplevede de samme ting i slut 90'erne på datamatiker studiet. Normen var at ingen havde læst på dagens tekst og at undervisningen bestod i højtlæsning af teksten. Det udelukkede den faglige sparring om de teknisk svære problemstillinger, der kunne gøre en stærkere og give en et bedre fundament. Så de få slidere der var, måtte købe ekstra faglitteratur og selv sætte sig rigtigt ind i faget. Jeg købte i gennemsnit 4-5 bøger til hvert fag ud over boglisten og de fleste lå mellem 800-1000 sider. Min arbejdsdag strakte sig fra klokken otte om morgenen og til ved to tre tiden om natten og jeg ville næppe være bestået, hvis jeg ikke selv havde påtaget mig ansvaret for min egen læring.

Henning Nielsen

På læreruddannelsen lærer du ikke faget, det forventes du at kunne, stort set. Du lærer formidlingen af faget, altså læser du bogen for at lære, hvordan du underviser i den, ikke hvordan du forstår den, det er sekundært.
Når det så kommer til formidlingens svære kunst, så må man erkendte, at der altid er langt mellem tanke og handling. Det sagte er ikke lig det forståede. Det bruger en lærerstuderende så 4 år på at forstå og resten af arbejdslivet på at blive god til at foregribe.
Når det så kommer til læreruddannelsen, så har alt for mange ikke indset ovenstående, når de starter. De har heller ikke styr på deres prioriteter. Det giver alt for ofte laveste fællesnævner, så stoffet bliver gennemgået selv om det var meningen, det skulle have været udgangspunkt. Det er ærgerligt. Det resulterer i et kæmpe praksischok. Og mangen en ung lærer har bidt i græsset inden det har fortaget sig.
Men sådan lærer mange jo deres fag, det går jo nok alligevel.
Og så synes jeg lige at jeg vil nævne, at læreren lærer ingen noget, hvis den, der skal lære, ikke får det lært, og indtil den slags kan transplanteres, så synes jeg ikke, at vi lærere kan få hele skylden for det skisma.

jens peter hansen

Og med den læreruddannelse, er der nogle, der undre sig over, at 20% af en årgang fra folkeskolen, ikke kan regne, skrive eller læse, når de går ud af skolen.
Gad vide, hvilken % del af lærer, der heller ikke kan grunddelen, for alt viden?
Skrives der.

I betragtning af at der i teksten er to fejl, som alle mine elever folkeskolen lærte at undgå, nemlig at glemme nutids r ved undreR og at det hedder lærerne i bestemt flertal, så viser tekstens opbygning at glashusene og stenene har det særdeles godt, når lærerne skal pisses på.
Hvad den sidste sætning skal betyde står hen i det uvisse, men det er sikkert et velment spark til lærerne. Hjælp.

Mikkel Nielsen

Det er galt på stort set samtlige professions bachelor uddannelser, jeg vil skyde på det ligger et sted mellem 30-50% af de studerende der laller igennem studiet! der kan være en del forklaringer på dette, en af dem er at du næsten skal gøre dig umage for at dumpe, fordi mange af disse uddannelses steder tager en høj grad af social ansvar og dermed prøver at få fleste mulige til at gennemføre uddannelsen, selvom det er tydeligt at de studerende egentligt ikke har entusiasmen.

Mange af disse skal arbejde med mennesker, denne lade attitude som desværre ses på en betragtelig del af de studerende, er desværre uheldig især når de skal arbejde med børn, unge og i visse tilfælde udsatte og syge borgere. Sådan noget kræver ansvar og ikke mindst viden, vidensdelen går de glip af og det faglige niveau som trænger til at blive løftet ikke blot i skoler, men også i institutioner for børn og unge, risikere at blive tabt på gulvet fordi, folk tager den blot for at få en uddannelse og mange ved at disse er en badebillet til en sådan, imellemtiden slipper nogle af dem også for at have en eller anden sagsbehandler pustende i nakken.

Systemet er sygt og disse erhverv bliver aldrig taget seriøst, før man ændre attituden overfor disse studerende.

Robin Frederiksen

“Lærerens gerning er reformeret.”
Hvad mener du præcist med denne formulering? Skolens formål og dermed forventede samfundsopgave er principielt uændret siden formålsformuleringer sidst blev ændret tilbage i 2006.

“Og når jeg som lærerstuderende ser på en god del af mine medstuderende og den såkaldte undervisning, jeg indimellem har deltaget i, så forstår jeg godt alle dem, der taler dårligt om os: For hvad er det egentlig, vi kan?”
1) For at finde ud af hvad DU kan, må du vende blikket indad; ikke mod dine medstuderende. Hvis du derimod ønsker viden om hvad dine medstuderende kan, må du nødvendigvis tale med dem. At SE på dem, og således bedømme og vurdere dem ud fra observeret adfærd er kun at kradse i overfladen. Dette vil aldrig give dig viden om potentiel kunnen. Derfor fylder evaluering – den formative og dermed løbende og vejledende – også en stor del af læreruddannelsen. Men måske dette har været berørt i undervisningen, når du ikke har deltaget (se dit problematiske ’indimellem’).
2) Hvem er alle ’dem’, der taler dårligt om ’os’? Er ’os’ selve lærerstanden, eller peger dit ’os’ tilbage på de lærerstuderende, som du netop har beskrevet?
3) ”For hvad er det egentlig, vi kan?”, spørger du. Se pkt. 1. Hvis du er i tvivl om hvad du BURDE kunne, og hvad der forventes, at du kan efter endt uddannelse bør du læse uddannelsens studieordning og gerne statens bekendtgørelse for læreruddannelsen. Det skulle dog komme bag på mig om ikke en underviser på din uddannelse allerede skulle have redegjort for dette. Men måske dette også er sket på de dage, hvor du ikke har været på studiet.

”Jeg har et forslag: Frem for at reformere i ét væk, synes jeg, det er rimeligt at stille krav om, at man møder forberedt til den undervisning, samfundet stiller til rådighed.”
Hvad kender du til begrebet ’autonomi’ og dets betydning for læring og udvikling? Hvor godt synes du TVANGEN virker i folkeskolen?
Du må huske, at ikke alle studerende ønsker at stifte gæld i løbet af deres uddannelse, og derfor reelt er nødt til at passe et deltidsjob, hvilket ikke altid er er foreneligt med uddannelsens planlagte undervisning, som jo ikke ligger fast fra semester til semester.
Læreruddannelsen, ligesom andre videregåede uddannelser, forsøger ud over at skabe rammerne for faglig udvikling også at udgøre et sted for personlig udvikling. Herunder at lade dig udvikle og fornemme dit ansvar for egen læring. Manglende tvang er formodentlig også et bevidst ønske om at møde dig som studerende med tillid i stedet for at møde dig med kontrolforanstaltninger. Modsat statens forventning til eleverne i folkeskolen er der på læreruddannelsen og videregående uddannelser nok også en stærkere bevidsthed om, at læring ikke finder sted under hverken tvang eller manglende lyst. En studerende tvunget mod sin vilje til at deltage vil i sin modstand og forsøg på at beskytte sin integritet højst sandsynligt udvise en for læringsmiljøet destruktiv adfærd.

”Det første år havde vi to undervisere i faget. Det andet år fik vi en ny.
De har gjort deres bedste, men for os studerende blev undervisningen usammenhængende, med unødvendige overlap eller huller. De andre danskhold har haft den samme underviser hele vejen igennem. Jeg forestiller mig, at én underviser i hele faget kunne have forhindret, at vi skulle definere og tale om intertekstualitet seks gange.”
Der er masser der taler for brug af flere undervisere (perspektivering, forskellig vinkling og fokus, differentieret undervisningsformer med meget mere). Men selvfølgelig er der også noget der taler for det modsatte, som f.eks. den manglende sammenhæng du peger på. Det er dog min personlige oplevelse, at læreruddannelsens undervisere koordinere undervisningen. Og er det ikke tilfældet må du og dit hold forsøge at problematisere dette over for jeres underviser(e), og hvis dette mod forventning ikke skulle bære noget konstruktivt med sig i så fald kontakte DSR. I burde også på holdet have et par repræsentanter, som deltager i løbende dialog og møder med repræsentanter for underviserne. Træk på disse kræfter og muligheder og vælg i sidste instans selv at gå til ledelsen. Gør noget Kathrine!

”Så undervisningen går med at informere mine medstuderende om, hvor de kan købe eller downloade dagens tekster. Jeg havde håbet, vi kunne tale om teksternes indhold og udfordre hinanden.”
Har du prøvet at forslå din underviser dette? Eller er teksterne måske blevet diskuteret på dage hvor du ikke var til stede. Der er simpelthen så meget brok, som mest af alt synes at være udtryk for manglende forventningsafstemning. Igen. Du har mulighed for at henvende dig til din underviser, dine holdrepræsentanter, til DSR… hvad gør du for at forbedre dit studiemiljø?

”Hvad stiller jeg op over for undskyldninger som: »Der var fodbold!« »Jeg gad ikke.« »Jeg fik det bare ikke lige gjort.« »Jeg sku’ spille computer.«”
Du gør principielt ikke noget. Dette er din undervisers og i virkeligheden dine medstuderendes ansvar (altså de som kommer uforberedt). Mener du derimod – hvilket jeg formoder, selvom det ikke fremgår af det du skriver – at du er i tvivl om hvad du gør i forhold til din studiegruppe er mit råd, at I pkt. 1 får diskuteret problematikken og hvorfor det er et problem. Brug et personligt sprog. Tal ud fra egne behov og problemstillinger og undlad at pege fingre. Kan I ikke løse dette internt i studiegruppen er I nødt til at kontakte underviser med henblik på at få en mægler tilknyttet. Virker dette heller ikke – hvilket det dog oftest gør – må gruppen opløses og evt. nye grupper dannes. Husk studiegrupper er ikke et individuelt ansvar men et fælles anliggende der gælder hele holdet som kollektiv.

”Egentlig må folk bruge deres fritid, som de vil, men vi har ca. 12-15 undervisningslektioner a 45 minutter om ugen på seminariet. Det er her regnestykket går i stykker for mig. Hvis studiet er et fuldtidsstudie, altså en 37-timers arbejdsuge, hvordan kan man så være så blank over for, hvad der foregår?”
Hvad er ’man’ blank over for? Hvem er ’man’?
Størstedelen af studiet på læreruddannelsen er lagt ud til selv-studie og fordybelse i studiegrupperne. Jeg arbejdede uden studiegruppe de sidste 2,5 år af læreruddannelsen, men har i snit i hvert fald brugt mellem 40-60 timer på studiet om ugen. Og dette er selvom jeg i forløbet blev far. Desuden er det statens og ikke læreruddannelsens ’skyld’ at du ikke får mere undervisning. Du skal dog ikke tage fejl af værdien ved et selvstudium, der suppleres af muligheden for at dukke op forberedt til undervisningen og der få afløb for undring og refleksion som er opstået under forberedelsen.

”Men min samvittighed påbyder mig alligevel at møde forberedt op til undervisningen, selv om jeg allerhelst vil være ude i folkeskolen. Min samvittighed påbyder mig at være der, hvor jeg allermindst vil være i hele verden, for nogen må jo have villet noget med den her uddannelse.”
Øhm, skrev du ikke tidligere, at du kun dukkede op til undervisningen ’indimellem’? Skrev du ikke, at du i konformitetens tegn også valgte at skippe arbejdet til fordel for en pause? Skrev du ikke, at du ikke selv var nogen engel i forhold til forberedelse? Samvittigheden kan åbenbart ties ihjel!

”Hvordan skal vi kunne undervise og møde eleverne på deres niveau, hvis ikke vi ved andet, end det vi selv har planlagt til undervisningen?”
Hvad mener du her? Det giver ikke mening for mig.

”Det lyder ikke i sig selv lovende, men spørgsmålet er, om det gør nogen forskel, når vi hverken behøver at forberede os eller at møde op til undervisningen?”
Forskellen ligger i din lyst, dit kald, din vilje og motivation for at blive lærer. Dette burde drive dig frem og ikke en sondring over hvad du ’behøver’. Jeg synes ganske enkelt din indstilling er afmarcheret i forhold til det vigtige fag du er ved at uddanne dig til. Husk, at når du peger fingre ad andre, er der fire fingre der vender indad!

”Vi har travlt for tiden, så jeg vidste godt, at ikke alle ville have nået at læse teksten. Belysningen i vores undervisningslokale er dårlig, så for at kunne se det, der er på smartboardet, er det nødvendigt at slukke lyset. Det gjorde det tydeligt, at alle sad og kiggede ned i deres computere. Forestil dig det: Et mørkt lokale, alle dine tilhørere sidder med bøjede hoveder oplyst af deres computerskærm. Ikke én kiggede op. Jeg påpegede det.”

Klassisk eksempel på en undervisningssituation hvor hvis du have udnyttet at du modsat lærerne i folkeskolen har tid til at planlægge din undervisning kunne have taget højde for alle de faktorer du her oplister.
Du ved dine medstuderende ikke har læst den tekst du skal formidle indhold fra. Fair nok. Her er planlægningsfaktor som oftest omtaltes ’læringsforudsætninger’ eller didaktikken hvem. Kunne man have givet de uforberedte 5 minutter til at skimme teksten? Evt. sat dem sammen i matrix-grupper hvor min. et medlem fra hver gruppe havde læst teksten og her kunne dele ud af sin viden? Dette forhold vil vise sig 1.000 gange i din lærergerning og du SKAL forvente at have ikke-forberedte med i din planlægning. Undervisningens kvalitet er ALTID dit ansvar. At en sidder uden for undervisningen er principielt 100% for mange.
Så er der mørket i rummet. Det som oftest kaldes rammefaktorerne eller læringsmiljøet. Hvis du har en forventning om, at de ikke kan følge med i undervisningen pga. Fristelsen fra internettet eller en opgave de ikke har fået afleveret, så kræv at computerne er væk. Selvom det er undervisning af dine medstuderende er det stadig DIN undervisning og DIG der er den såkaldte klasserumsleder. Ellers sæt mindre lid til smartboardet. Formidl mindre for pokker og sørg for at dine medstuderende er aktivt beskæftiget med en læringsaktivitet der giver dem samme viden som din monologiske formidling kunne tilbyde. Enhver undervisningssituation der går skævt peger tilbage på læreren. Dette er den vigtigste lektie du bør tage med fra læreruddannelsen. Uro, manglende koncentration, småsnak, manglende opmærksomhed etc. er alle symptomer på en undervisning som ikke fungerer.

”Om nogen fik noget ud af det, det aner jeg ikke. Om jeg kunne have gjort noget anderledes – jeg aner det ikke, for der var ingen respons.”
Selvfølgelige er det optimale, at I får mulighed for at få peer-feedback eller i det mindste, at jeres underviser kommenterer din undervisning. Men for pokker. Igen. Hvorfor tog du ikke selv tyren ved hornene og indarbejde en lille survey til slut i dit forløb. De havde tydeligvis allerede computerne fremme. Kunne du ikke have delt et link til en online evaluering?
Herudover må du forvente, at du skal være en såkaldt reflekterende praktiker. Der vil sjældent på skolerne være tid til supervision af hinandens undervisning, hvorfor du alene forventes at kunne reflektere over hvad du observerer og oplever i dit klasseværelse. Men helt grundlæggende ligger viden om hvordan det er gået, og hvad folk fik ud af det ved at inddrage stemmerne fra de som bliver undervist. Evaluering – som ironisk var emnet for din undervisning – er nøgleordet her!!!

Med al respekt Kathrine er det en ommer. Det lyder ikke på mig som om du er det rette sted? Må jeg uden at støde dig spørge hvor gammel du er? Kommer du måske direkte fra gymnasiet eller HF?
Må jeg anbefale dig at læse op på socialpsykologi og emanciperende pædagogik. Se gerne Thomas Nordahl ’Eleven som aktør’ og Erik Sigsgaard ’Om børn og unges NEJ’. Herudover burde Jesper Juuls ’Dit kompetente barn’ være obligatorisk læsning på læreruddannelsen. Har du ikke læst nogle af disse bøger er det en mangel i din uddannelse. Det lyder kontant, men jeg synes faktisk dit indlæg alt for tydeligt giver udtryk for manglende didaktisk, psykologisk og pædagogisk refleksion, hvilket jeg synes er en skam.
Held og lykke fremover…

Det drejer sig vist om at forfatteren til kronikken har holdt et super kedeligt oplæg på studiet, hvor ingen hørte efter, og nu har fået vildt ondt i røven over for sine med studerende.
Har svært ved at forstå hvorfor information giver plads til dette, absolut rent subjektivt brok.

Håber forfatterem tager rådene til sig fra kommentaren ovenfor.