Forældre misbruger deres børn som medieobjekter

I kampen for likes på de sociale medier gennemdokumenterer forældre deres børns liv. Følgere og venner får indblik i alt fra hysteriske anfald til rokketænder. For børnene kan konsekvensen blive en enorm følelse af ensomhed
Flere og flere forældre opretter sider på de sociale medier, hvor de gennem billeder og videoer af deres børns hverdagsliv jagter anerkendelse og eftertragtede likes. Ingen synes at tænke over, om børnene mon er med på ideen, eller om de har nogen indvendinger over for de billeder og tekster, der bliver lagt op.

Flere og flere forældre opretter sider på de sociale medier, hvor de gennem billeder og videoer af deres børns hverdagsliv jagter anerkendelse og eftertragtede likes. Ingen synes at tænke over, om børnene mon er med på ideen, eller om de har nogen indvendinger over for de billeder og tekster, der bliver lagt op.

Johner Bildbyra
11. juni 2015
Delt 822 gange

KRONIK – Trenden er gennemgribende. Flere og flere forældre opretter sider på de sociale medier, hvor de gennem billeder og videoer af deres børns hverdagsliv jagter anerkendelse og eftertragtede likes. Ingen synes at tænke over, om børnene mon er med på ideen, eller om de har nogen indvendinger over for de billeder og tekster, der bliver lagt op.

Som følgere og venner bliver vi inviteret til at følge med i barnets dagligdag, lige fra det slår øjnene op om morgenen, til det træt lukker dem igen ud på aftenen. Hvis barnet er heldigt, har det fred indtil næste morgen. Måske. For det er ikke altid, at mor og far kan stå for deres lille guldklump, der nu ligger dér i sin seng og sover så sødt, og så må vi også lige have det med.

Andre gange er det knap så flatterende sider af hverdagslivet, der deles. Vi må jo have alle facetter med, husker du nok. »Åh! Så er den gal igen. Alberte vil bare ikke sove om aftenen. #LortePutteSituation!« Citatet og hashtagget suppleres med en video af en skrigende Alberte, så vi alle sammen kan se og høre, at det er rigtig, hvad moderen skriver. Det er helt vanvittigt! Barnet må være inde i en utilgivelig udviklingsboble, som vi alle så kan kommentere, at vi håber brister snart! For alles skyld – især forældrenes.

En anden situation kunne være konflikten mellem Victor og hans far over den (for Victor) fuldstændig uundværlige legetøjsfigur, som han nu endnu engang er stødt på nede i den lokale Kvickly. Victor skælder ud, argumenterer og græder, så tårerne står til alle sider, mens far forsøger at berolige ham, samtidig med at han fumler efter sin smartphone i lommen. Situationen må indfanges i billedform. Det skal deles senere. #TemperamentetKommerFraModeren.

Bagsiden af en smartphone

Men for hvis skyld er det egentlig, at alle disse billeder og videoer af børnenes liv må deles? Er det for deres skyld, at de 25-50 gange om dagen må finde sig i at se bagsiden af en ridset smartphone? Er det for deres skyld, at forælderen prøver at fange dem i nuet, men samtidig forventer et billede af en sådan kvalitet, at det (måske?) må tages om et par ekstra gange? Bare lige for at få det rigtige lys, den rigtige vinkel og en Royal Copenhagen-kop i baggrunden? Og er det for barnets skyld, at verden må have adgang til alle dets ansigtsudtryk, humørsvingninger og op- og nedture?

For nylig stødte jeg på et billede af en dreng på otte-ni år i en ny trøje, hans mor gerne ville dele med resten af verden, at hun endelig havde fået fat i. Det var jo trods alt en PopUpShop-tiger-trøje til 399 kroner. Af teksten fremgik det, at drengen ikke ønskede, at moderen delte billedet på sin profil.

»Min søn synes ikke, han ser smart ud på billedet. Er han ikke skør?« Ingen lod til at tænke nærmere over det. Tværtimod. De fleste gav bare moderen ret. Drengen var da et være fjollehoved. Han så skøn ud. Og så var der selvfølgelig alle dem, der ville vide, hvor trøjen var fra. Dem var der nok flest af.

Børn bag kameraet

Lige præcis her opstår en situation, som er værd at reflektere over. For at lede refleksionen lidt på vej, så lad os prøve at vende det hele lidt på hovedet og lege, at det i stedet var vores børn, der oprettede profiler på de sociale medier for at forevige livet med skønne om end også ofte umulige forældre. Hvordan kunne det så se ud? Og hvordan ville vi egentlig selv have det med det?

Flere af de forældre der deler deres børns totale liv på de sociale medier, er knap så kække, når det kommer til billeder og videoer af dem selv. Kommentarer som:

»O.k., jeg er blevet udfordret til at tage et billede af mig selv, så her kommer det« eller »Jeg hader selfies, men det er vel også rart for jer at se, hvem der ellers gemmer sig bag profilen« er slet ikke så sjældne endda.

Og når de såkaldte selfies endelig smides op og deles med resten af verden, er det heller ikke så sjældent, at smartphonen holdes, så halvdelen af ansigtet ikke kan ses, eller at billedet repræsenterer os selv, sådan som vi nu ønsker, at andre skal se os.

Så lad os nu lege, at vi giver barnet den fulde kontrol over vores liv og lader dem beslutte, hvad der skal deles.

»Her er min far og mor. De er lige gået i seng. Fatter ikke, de kan sove i den larm. #HvemHarPuttetEnBjørnISoveværelset?«. Eller: »Mine forældre er toplatterlige. Nu skændes de igen« – suppleret af et lille videoklip, hvor far og mor kaster skældsord efter hinanden i stuen, mens mor tuder, og far stammer af rent raseri. Ville vi være ok med det? Eller ville vi bede vores pure guld om at slette den slags omgående? Det kommer jo trods alt ikke hele verden ved, at vi nu (igen) er uvenner og har svært ved at få det til at fungere. Eller gør det?

Har jeg trådt i noget?

For mit eget vedkommende ville den slags nok skabe en god portion paranoia. Jeg ville begynde at sætte spørgsmålstegn ved, hvad mine børns reelle intentioner med deres smartphones egentlig var. Tager de billeder af mig nu? Hvorfor? Har jeg trådt i noget? Har jeg noget mellem tænderne? (Vi ved jo alle, at underholdningsværdien er stor. Så det er bedst, hvis vi kan få andre til at grine eller græde, når vi lægger billeder og videoer op).

Måske er det på tide at tænke over, om det virkelig er til vores børns bedste, at vi deler deres liv på de sociale medier. Om det egentlig er ok, at vi bruger dem som objekter for vores egen higen efter accept og likes.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg er en smule bekymret. For hvem kender egentlig konsekvensen af alle de billeder og videoer, der lægges op af børnene? Hvad kan de komme til at betyde for vores børns fremtid? Og deres nutid, når eksempelvis de andre børns forældre viser billederne til deres egne børn, og de i den forbindelse bliver udgangspunktet for ros, nedgørelse eller andet?

I vores generation ved vi allerede, at eksempelvis arbejdsgivere ikke holder sig tilbage fra at bruge de sociale medier, når de undersøger, om ansøgerne til deres nyopslåede stillinger nu også er så dygtige, som de selv forsøger at give udtryk for i deres ansøgninger.

Derfor forsøger de fleste, der søger nye græsgange at sikre sig, at deres profiler på de sociale medier er præsentable og passende.

Hvis de sociale medier allerede har sådanne konsekvenser nu, hvor er vi så ikke om 15 år? Når alle – inklusive vores børns arbejdsgivere – har adgang til alt om vores børn, lige fra de stikker hovedet ud til deres nye liv til den kop kakao, de netop har sat sig for at nyde i solen?

Uendelig ensomhed

Jeg skal i hvert fald ikke være bleg for at indrømme, at jeg er glad for, at mine forældre ikke havde smartphones og internet, da jeg var barn. Egentlig ikke så meget, fordi jeg er bange for arbejdsgiverne eller alle de andre på de sociale medier, eller fordi jeg er bange for, at andre kunne have fået nys om mine fejl og succeser.

Men snarere fordi jeg tror, at jeg ville have følt mig uendelig ensom, hvis mine forældres første tanke ved enhver lille fejl eller enhver lille succes, jeg havde begået, ville være at tænke på værdien af at filme, fotografere og dele den med resten af verden frem for at være til stede i nuet sammen med mig og gøre vores familie til noget særligt og noget unikt, lige meget hvad andre folk så måtte tænke om det.

Kit Stender Petersen er cand.pæd. i pædagogisk psykologi, ph.d. og adjunkt på UCSJ

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

Sagde man ikke tidligere, at penge og mad talte man ikke om? I det mindste er det for mange ganske uinteressante "emner" at høre på. Og man kan nok føje snakken om børn dertil.

Og når mad og børn så også ikke blot bliver italesat, men i den grad foreviget og udbredt, så er det, at det bliver gabende kedsommeligt for os allesammen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jacob Hansen

Den eneste offentlige fremtrædne person med en fornuftigt tilgang er Mick Øgendahl.

"Min kone har selv valgt det her liv, hun vidste hvad hun gik indtil - det har mine børn ikke, derfor hører i ikke noget til dem"
På spørgsmålet om hvorfor han ikke bruger sine børn noget mere i hans arbejdsliv

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Heh. Det skægge er, at nogen aldrigaldrigaldrigaldrigaldrig må kommentere børneopdateringer andet end 'nuuuurhhh, hvor er han/hun sød'
(det samme som man skiriver i under en lol-kat-video)
eller "det kan jeg godt huske fra dengang Emil/Andrea var i samme alder og du skal bare tage det roligt, for det går over'
(det samme som man skriver under en kikset middagsretsbillede)
eller
noget andet, der på INGEN måde forholder sig kritisk eller anderledes end det, forældrene har forventet af kommetarer.

Man kan også bruge den funktion på det sociale medie som hedder 'se mindre af dette'
eller 'følg ikke længere'.
Det virker. :)

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Det, der nok undrer mig mest, er, hvorfor nogen, ud over den allernærmeste familie og vennekreds, overhovedet kender til de omtalte 'opdateringer'. Hvorfor følge nogen man ikke kender, som fx her faren til Victor og moren til 'PopUpShop-tiger-trøje'-barnet?

Min undren over fænomenet Facebook retter sig, med denne artikel som blot et enkelt eksempel ud af mange, både mod 'følgeren' og mod den 'fulgte'. Og mod hvorfor begge parter mon frivilligt deltager.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Bro

det burde ikke være tilladt at nævne eller bringe billeder på de sociale medier af personer, der ikke udtrykkeligt har givet tilladelse, da disse oplysninger kan bruge og/eller misbruges af hvem som helst, især bør man hæfte sig ved at billeder på f.eks. facebook ikke er private, men altid kan bruges af Facebook efter forgodtbefindende. Men selvfølgeligt er det jo nok svært at stoppe eller bare bergrænse den form for neo-narcissisme de sociale midler står for. Jeg gad vide, om folk generelt virkeligt tror, at andre mennesker interesserer sig for deres ubetydeligheder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

"Jeg gad vide, om folk generelt virkeligt tror, at andre mennesker interesserer sig for deres ubetydeligheder."

Men er det ikke netop dét, artiklen bekræfter: At der er nogen, der interesserer sig for andres ubetydeligheder?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

Ja, at den slags kan interessere nogen, kan man virkelig undre sig over. Såvel mht. følgeren - som den fulgte.

Men der er vel en del, der har så kedeligt et liv, at de må tage til takke med (selv)iscenesættelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Jeg er virkelig interesseret, hver gang jeg ser et billede af mine børnebørn - mine niecer og nevøers børn - mine kollegers børn.
Naturligvis skal man tænke sig o, før man lægger et billede op - det skal ikke være pinligt - ca. samme kriterier, som man selv ønskede brugt i familiens fotoalbum.
Hvis ungen græder, skal man tage sig af den - ikke fotografere den. Men hvad er egentlig galt med at lægge et billede ud af sovende baby, så både farmor og moster kan se det?
Jeg ved godt, at Facebook har adgang til billederne - men kender I til, at de har brugt dem til reklamer uden tilladelse? Tror I, de tør?
Faktisk har jeg modtaget en forespørgsel, angiveligt fra Facebook, om de måtte bruge et par bileder af mine børnebørn i reklamer - der stod, at de ville respektere svaret.
Måske er det nemt at overdrive den negative betydning af, at helt uskadelige billeder deles. Jeg er personligt glad for at kunne følge den lidt fjernere families gøremål.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for emil groth

Jeg synes, at det er rart, at mange forældre giver deres berømmelse variabler, bl.a ved fotos af deres katte, og nogle tager endvidere billeder af deres hjemmebagte boller, det er jo bare et plus.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Ingen synes at tænke over, om børnene mon er med på ideen, eller om de har nogen indvendinger over for de billeder og tekster, der bliver lagt op."

Personligt har jeg drøftet ... eller sågar diskuteret emnet med flere bekendte, som foretager de i artiklen beskrevne kontinuerlige, visuelle fremvisninger og/eller -stillinger af deres børn, og mødt argumentet om at børnene gerne vil det, børnene nyder det. Suppleret af at det gode i at man kan bringe de nære, som bor fjernt, tættere på; involvere dem i børnenes liv og levned.

Desuden kan man kigge på uden at skulle forholde sig til dem, det handler om (altså børnenenenene), men blot orientere sig. Måske er det sidste af stor betydning. Og dermed er en række misforståelser nok i spil.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Børn skal ses, men ikke høres, sagde man, da jeg var barn.

Det siger "man" ikke i vore dage, i dag viser man sine børn frem på Fakebook. Her kan de nemlig ses, og ikke høres. Meget nemmere end at holde styr på de små aber i den virkelige verden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for arne lund

Når mange børn - men langtfra alle - behandles som pokalbørn, og kommende vindere i CEPOS-regi, kan nogen så undres over, at allerede har så mange narcisister, der kun ser sig selv og deres egne behov. Som ikke forstår, at de - billedligt talt - skal give plads på cykelstien til andre.

anbefalede denne kommentar