Forældre misbruger deres børn som medieobjekter

KRONIK – Trenden er gennemgribende. Flere og flere forældre opretter sider på de sociale medier, hvor de gennem billeder og videoer af deres børns hverdagsliv jagter anerkendelse og eftertragtede likes. Ingen synes at tænke over, om børnene mon er med på ideen, eller om de har nogen indvendinger over for de billeder og tekster, der bliver lagt op.

Som følgere og venner bliver vi inviteret til at følge med i barnets dagligdag, lige fra det slår øjnene op om morgenen, til det træt lukker dem igen ud på aftenen. Hvis barnet er heldigt, har det fred indtil næste morgen. Måske. For det er ikke altid, at mor og far kan stå for deres lille guldklump, der nu ligger dér i sin seng og sover så sødt, og så må vi også lige have det med.

Andre gange er det knap så flatterende sider af hverdagslivet, der deles. Vi må jo have alle facetter med, husker du nok. »Åh! Så er den gal igen. Alberte vil bare ikke sove om aftenen. #LortePutteSituation!« Citatet og hashtagget suppleres med en video af en skrigende Alberte, så vi alle sammen kan se og høre, at det er rigtig, hvad moderen skriver. Det er helt vanvittigt! Barnet må være inde i en utilgivelig udviklingsboble, som vi alle så kan kommentere, at vi håber brister snart! For alles skyld – især forældrenes.

En anden situation kunne være konflikten mellem Victor og hans far over den (for Victor) fuldstændig uundværlige legetøjsfigur, som han nu endnu engang er stødt på nede i den lokale Kvickly. Victor skælder ud, argumenterer og græder, så tårerne står til alle sider, mens far forsøger at berolige ham, samtidig med at han fumler efter sin smartphone i lommen. Situationen må indfanges i billedform. Det skal deles senere. #TemperamentetKommerFraModeren.

Bagsiden af en smartphone

Men for hvis skyld er det egentlig, at alle disse billeder og videoer af børnenes liv må deles? Er det for deres skyld, at de 25-50 gange om dagen må finde sig i at se bagsiden af en ridset smartphone? Er det for deres skyld, at forælderen prøver at fange dem i nuet, men samtidig forventer et billede af en sådan kvalitet, at det (måske?) må tages om et par ekstra gange? Bare lige for at få det rigtige lys, den rigtige vinkel og en Royal Copenhagen-kop i baggrunden? Og er det for barnets skyld, at verden må have adgang til alle dets ansigtsudtryk, humørsvingninger og op- og nedture?

For nylig stødte jeg på et billede af en dreng på otte-ni år i en ny trøje, hans mor gerne ville dele med resten af verden, at hun endelig havde fået fat i. Det var jo trods alt en PopUpShop-tiger-trøje til 399 kroner. Af teksten fremgik det, at drengen ikke ønskede, at moderen delte billedet på sin profil.

»Min søn synes ikke, han ser smart ud på billedet. Er han ikke skør?« Ingen lod til at tænke nærmere over det. Tværtimod. De fleste gav bare moderen ret. Drengen var da et være fjollehoved. Han så skøn ud. Og så var der selvfølgelig alle dem, der ville vide, hvor trøjen var fra. Dem var der nok flest af.

Børn bag kameraet

Lige præcis her opstår en situation, som er værd at reflektere over. For at lede refleksionen lidt på vej, så lad os prøve at vende det hele lidt på hovedet og lege, at det i stedet var vores børn, der oprettede profiler på de sociale medier for at forevige livet med skønne om end også ofte umulige forældre. Hvordan kunne det så se ud? Og hvordan ville vi egentlig selv have det med det?

Flere af de forældre der deler deres børns totale liv på de sociale medier, er knap så kække, når det kommer til billeder og videoer af dem selv. Kommentarer som:

»O.k., jeg er blevet udfordret til at tage et billede af mig selv, så her kommer det« eller »Jeg hader selfies, men det er vel også rart for jer at se, hvem der ellers gemmer sig bag profilen« er slet ikke så sjældne endda.

Og når de såkaldte selfies endelig smides op og deles med resten af verden, er det heller ikke så sjældent, at smartphonen holdes, så halvdelen af ansigtet ikke kan ses, eller at billedet repræsenterer os selv, sådan som vi nu ønsker, at andre skal se os.

Så lad os nu lege, at vi giver barnet den fulde kontrol over vores liv og lader dem beslutte, hvad der skal deles.

»Her er min far og mor. De er lige gået i seng. Fatter ikke, de kan sove i den larm. #HvemHarPuttetEnBjørnISoveværelset?«. Eller: »Mine forældre er toplatterlige. Nu skændes de igen« – suppleret af et lille videoklip, hvor far og mor kaster skældsord efter hinanden i stuen, mens mor tuder, og far stammer af rent raseri. Ville vi være ok med det? Eller ville vi bede vores pure guld om at slette den slags omgående? Det kommer jo trods alt ikke hele verden ved, at vi nu (igen) er uvenner og har svært ved at få det til at fungere. Eller gør det?

Har jeg trådt i noget?

For mit eget vedkommende ville den slags nok skabe en god portion paranoia. Jeg ville begynde at sætte spørgsmålstegn ved, hvad mine børns reelle intentioner med deres smartphones egentlig var. Tager de billeder af mig nu? Hvorfor? Har jeg trådt i noget? Har jeg noget mellem tænderne? (Vi ved jo alle, at underholdningsværdien er stor. Så det er bedst, hvis vi kan få andre til at grine eller græde, når vi lægger billeder og videoer op).

Måske er det på tide at tænke over, om det virkelig er til vores børns bedste, at vi deler deres liv på de sociale medier. Om det egentlig er ok, at vi bruger dem som objekter for vores egen higen efter accept og likes.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg er en smule bekymret. For hvem kender egentlig konsekvensen af alle de billeder og videoer, der lægges op af børnene? Hvad kan de komme til at betyde for vores børns fremtid? Og deres nutid, når eksempelvis de andre børns forældre viser billederne til deres egne børn, og de i den forbindelse bliver udgangspunktet for ros, nedgørelse eller andet?

I vores generation ved vi allerede, at eksempelvis arbejdsgivere ikke holder sig tilbage fra at bruge de sociale medier, når de undersøger, om ansøgerne til deres nyopslåede stillinger nu også er så dygtige, som de selv forsøger at give udtryk for i deres ansøgninger.

Derfor forsøger de fleste, der søger nye græsgange at sikre sig, at deres profiler på de sociale medier er præsentable og passende.

Hvis de sociale medier allerede har sådanne konsekvenser nu, hvor er vi så ikke om 15 år? Når alle – inklusive vores børns arbejdsgivere – har adgang til alt om vores børn, lige fra de stikker hovedet ud til deres nye liv til den kop kakao, de netop har sat sig for at nyde i solen?

Uendelig ensomhed

Jeg skal i hvert fald ikke være bleg for at indrømme, at jeg er glad for, at mine forældre ikke havde smartphones og internet, da jeg var barn. Egentlig ikke så meget, fordi jeg er bange for arbejdsgiverne eller alle de andre på de sociale medier, eller fordi jeg er bange for, at andre kunne have fået nys om mine fejl og succeser.

Men snarere fordi jeg tror, at jeg ville have følt mig uendelig ensom, hvis mine forældres første tanke ved enhver lille fejl eller enhver lille succes, jeg havde begået, ville være at tænke på værdien af at filme, fotografere og dele den med resten af verden frem for at være til stede i nuet sammen med mig og gøre vores familie til noget særligt og noget unikt, lige meget hvad andre folk så måtte tænke om det.

Kit Stender Petersen er cand.pæd. i pædagogisk psykologi, ph.d. og adjunkt på UCSJ