Kronik

Da jeg blev gift, blev min identitet væk på et splitsekund

Nu har vi i årevis hørt danske politikere tale om kvindeundertrykkelse, vold og social kontrol. Men debatten om muslimske kvinders ret til skilsmisse er alligevel gået i glemmebogen. Hvem går forrest i kampen for disse kvinders retmæssige plads i samfundet og deres frihed?
‘Men jeg trodsede mine drømme, og jeg giftede mig uden at have hjertet med,‘ siger Silvana Mouazan. Privatfoto af Silvana Mouazan da hun endnu var ugift.

‘Men jeg trodsede mine drømme, og jeg giftede mig uden at have hjertet med,‘ siger Silvana Mouazan. Privatfoto af Silvana Mouazan da hun endnu var ugift.

25. juni 2015

Identitetskrisen meldte sig i en alder af 15 år og satte nogle tanker i gang: Er jeg dansker eller libaneser?

Min familie flygtede fra Libanon i 1985 på grund af borgerkrigen og søgte asyl i Danmark. Jeg er velsignet med forældre, der lærte mig, at kærligheden er det smukkeste i livet. Min mor, et skønt og stærkt menneske, kunne sidde i en forsamling blandt mænd og diskutere politik i flere timer, selv om hun aldrig havde fået lov at gå i skole af sine forældre. Min mor fortalte mig altid, at jeg skal vælge den mand, jeg elsker.

Jeg mener helt sikkert, at jeg er fuldt integreret i det danske samfund, men forventningerne fra omgivelserne til nogle muslimske kvinder er, at de skal gifte sig i en ung alder.

Da jeg rundede 23 år, blev presset for stort for min mor. Kvinderne i familien var fast besluttet på at få mig gift. Den ene samtale efter den anden fik mig overbevist. Jeg skulle giftes og stifte familie.

Jeg har altid forsøgt at følge en bestemt sti i mit liv. For mig var det vigtigt at opleve verden og få en god uddannelse. Det var jeg opdraget til. Men jeg trodsede mine drømme, og jeg giftede mig uden at have hjertet med. Forelskelsen og kærligheden kommer efter vielsen, fik jeg at vide. I dag kan jeg se den naivitet, som mange af de ældre muslimske kvinder efterlever. De fleste af dem har ventet forgæves på den forelskelse, de troede, ville redde dem, men som aldrig viste sig.

Tålmodighed og huslige pligter

Pludselig befandt jeg mig i et ægteskab, hvor jeg skulle lære at være ’hustru’– et ord, jeg havde det svært med. I mit hoved hang ægteskabet og kærligheden uløseligt sammen. Jeg har altid troet på det, jeg gjorde og arbejdet hårdt for at udvikle mig. Men nu skulle jeg lære at acceptere, at mit eget navn ikke blev brugt. Han kaldte mig blot ’hustru’.

Min identitet blev visket væk på et splitsekund.

Mange muslimske kvinder bliver opdraget med ordet ’Sabr’, som betyder ‘tålmodighed’. Jeg kan huske, hvordan jeg som lille pige sad med min mors kaffeveninder og lyttede til deres konflikter på hjemmefronten. Her beklagede de sig over deres mænd, og pludselig kunne de rejse sig op og sige »Sabr!« for derefter at skynde sig hjem for at passe deres huslige pligter. »Alle har ægteskabelige konflikter Silvana,« sagde min mor altid.

Ordet ’sabr’ giver mange muslimske kvinder håb og tiltro til, at tingene nok skal gå. Og for nogen fremkalder det derfor en frygt for at se sandheden i øjnene, fordi de tror, at den vil dræbe den muslimske kvindes identitet.

De skulle hellere stille større krav til sig selv og bruge deres sunde fornuft og lære af andre kvinders fejltagelser. Men de er handlingslammede.

Sladresamfundet står klar

Min pen blev brugt flittigt i flere år. Jeg beskrev mine følelser og mit ægteskab. At turde og slå op i de dagbøger, der beskrev mit liv, var det næste skridt. Jeg ville se sandheden i øjnene og erkende min virkelighed. At anfægte mine egne ord var svært.

Skilsmisse er ikke nemt i nogle muslimske miljøer, og det tog mig år at beslutte, at tiden var kommet til at forlade mit ægteskab. Jeg vidste, jeg skulle bygge mit liv op helt forfra, men jeg fik min frihed. Han fik til gengæld alle vores fælles venner, som var hurtige til at dømme mig. Man mister sin sociale identitet og kommer længere ned i hierarkiet som skilsmissekvinde. Ikke fordi Koranen undertrykker kvinderne, men på grund af sladresamfundet.

Man skal ikke forvente forståelse, fællesskab og søstersolidaritet efter en skilsmisse. Sladresamfundet står klar med forskelsbehandling af dig som kvinde i form af beskyldninger om, »at man jo nok har været ens ægtefælle utro« eller »at man ikke har været den perfekte hustru«.

Børnene er altid taberne, idet de ofte tilhører mandens familie i tilfælde af skilsmisse. Jeg har oplevet flere muslimske kvinder opgive deres børn for at stifte en hel ny familie med en anden mand. Jeg vil aldrig kunne efterlade et barn til faderen og glemme, at det har eksisteret, men nogle kvinder ser det som deres eneste udvej – for at skabe fred og ro i barnets liv.

Mandens accept

Debatten i Danmark om muslimske kvinders ret til skilsmisse er gået i glemmebogen.

Som jurist bliver jeg tit kontaktet af kvinder, hvis ægtefæller ikke ønsker at anerkende deres hustrus ret til skilsmisse efter de islamiske regler. Selv om de fleste af os har fået den formelle skilsmisse ved Statsforvaltningen, er kampen langt fra slut.

Herboende muslimer kan få foretaget både en muslimsk vielse og en borgerlig vielse. Den ene for Guds velsignelse og den anden for juridisk anerkendelse. En islamisk skilsmisse er dog sværere at opnå og kræver som oftest mandens accept.

Mandens ære er hævet over alt og kontrollerer kvindens liv. Det kan derfor blive en sej kamp for en kvinde, som i årevis risikerer at befinde sig i en gråzone, da hun hverken er skilt eller gift, og derfor ikke kan komme videre med sit liv. Flere bliver tvunget til at købe deres frihed ved at indgå en klausul om at betale ægtefællen et stort pengebeløb for at få den islamiske skilsmisse og derefter at leve i gæld.

Ifølge Koranen og Profetens sædvane og de muslimske landes aktuelle familieret har en enhver muslimsk kvinde ret til at søge skilsmisse. Det undrer mig derfor, at der er imamer i Danmark, som ikke følger Koranens ord og i stedet kun varetager mandens side. Lad mig pointere, at der er tendens til, at religionen bliver brugt til at legtimere undertrykkelse og uretfærdighed, men det er en misforståelse, at islam står i modsætning til kvinders rettigheder.

Hvor er organisationerne?

Nu har vi i årevis hørt danske politikere, der vil fremme kvinders rettigheder og ligestilling, tale om kvindeundertrykkelse, vold og social kontrol. Men den islamiske skilsmisse har ingen bevågenhed hos myndighederne. Hvem går forrest i kampen for disse kvinders retmæssige plads i samfundet og deres frihed?

Vi bliver igen og igen opfordret til at leve ansvarligt og styre vores eget liv. Lige præcis det er vi er mange muslimske kvinder, der gør. Men vi er nødt til at diskutere de aktuelle problemstillinger og finde en løsning.

Der findes imamer i Danmark, der har autorisation til at vie med borgerlig gyldighed, så man både får den religiøse og borgerlige vielse. Disse imamer har en vielsesbemyndigelse hos Ankestyrelsen, der hører under Justitsministeriet, og det er ganske glimrende.

Men den borgerlige skilsmisse har ingen indflydelse på den islamiske vielse, hvilket betyder, at kvinden stadig anses for at være gift. Og den islamiske skilsmisse har ingen gyldighed ved myndighederne i Danmark, selv om man har givet imamerne en bemyndigelse til at foretage den religiøse vielse. Dermed står muslimske kvinder i en ugunstig situation og kan reelt ikke blive skilt.

Så spørgsmålet er, hvem der tager den sidste kamp for mig og de andre kvinder, når hverken myndighederne, politikerne eller kvindeorganisationerne i Danmark vil anerkende vores reelle ønske om frihed?

Silvana Mouazan er leder af Exitcirklens retshjælp i Aarhus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bodil Waldstrøm
  • David Zennaro
  • Robert Kroll
  • Slettet Bruger
  • Ole Hilby
  • Jørgen M. Mollerup
Bodil Waldstrøm, David Zennaro, Robert Kroll, Slettet Bruger, Ole Hilby og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rikke Nielsen

Silvana Mouazan

Som dansk etnisk kvinde synes jeg, det er en svær problemstilling.

Lad mig understrege, at for mig, er retten til at være et frit og uafhængigt menneske noget af det vigtigste der findes - vgtigere end ytringsfriheden. Selvfølgelig ihukommende at den frihed mister vi nemt og vi derfor skal være ekstra opmærksomme på den.

Men jeg erkender også, at jeg tilhører en anden kultur end den muslimske kvinde. Jeg er mig meget bevidst, at en muslimsk kvinde måske ikke har præcis den samme opfattelse af frihed som jeg, og at jeg derfor skal være varsom med at være for generaliserende i min definition af, hvad frihed er.

Hvis jeg må give et eksempel.

Der er eksistenser i det danske folkedyb, der ønsker at få forbudt, at muslimske kvinder bærer tørklæder i det offentlige rum. Begrundelserne for dette er mange - og - i min optik - ofte hykleriske.

Én af disse argumenter er dog, at muslimske kvinder bærer dette tørklæde under tvang, og det at vi som samfund forbyder muslimske kvinder at bære tørklæde - sikrer muslimske flere frihedsrettigheder.

Et sådant forbud er jeg volsomt meget imod, da jeg ser det som ekstrem undertrykkelse af en muslimsk kvinde at forbyde hende bestemte klædningsstykker.

Men jeg er meget også bevidst, at jeg ser på den muslimske kvinde udfra min egen kontekst, og danner mine holdninger ud fra MIN følelse af, hvad et samfund har ret til at adfærdsændrende forbud.

Men hvad mener den muslimske kvinde? Dér er jeg - ærlig talt - blank, og har behov for at lære. Jeg frygter nemlig, at jeg qua min manglende viden kan gøre muslimske kvinder en bjørnetjeneste ved at kæmpe for nogle rettigheder, de måske er uenige i.

Din historie og andre muslimske kvinders historie fortæller mig meget, og vi har et stort behov for at få delt disse historier - og forstå og handle korrekte herefter.

Karsten Aaen

Enig i at det her en svær problemstilling. Men faktisk er den der med sladresamfundet ikke ny! Velkommen til landsbyen i DK anno 1950 eller 1970. Og måske 1980. Nu er jeg selv opvokset i en lille by i 1960erne og i 1970erne. Og hold da op, hvor der blev sladret om alt og alle. Især de personer, som skabte sig....og skilte sig lidt eller meget udenfor det almindelige og normale.
(sådan som man nu dengang mente at det normale og almindelige var dengang i min lille landsby).

Og enig i at muslimske kvinder selv må barrikaderne. Men vi her i majoritetssamfundet må støtte dem, må vi. Når de gør oprør mod deres forældres måde at leve på. Og jeg tror altså at rigtig mange danske kvinder i 1950erne og 1960erne også havde den der 'sabr'-følelse, når deres mænd kom hjem fra arbejde. Og skulle udføre de pligter de nu som hustru og mor havde. Og mange danske unge kvinder har sikkert også følt sig presset, i 1950erne og 1960erne, til at indgå ægteskab med en mand, de måske ikke helt elskede.

Anne Eriksen, Dorte Sørensen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Hver eneste kvinde der ønsker frihed, lighed og retten til vores demokratiske menneskerettigheder, skal have vores ubetingede støtte.
Hvis en kvinde, efter moden overvejelse og ganske frivilligt vil underkaste sig religiøse dogmer, så er det hendes valg.

Hvor svært kan det være ?.

Jeg går stærkt ud fra, at alle nå være enige i ovenstående, hvis de vil betegne sig selv som demokratisk sindede.
Hvis nogen derimod mener at religionsfriheden er en kollektiv rettighed, der giver lov til at undertrykke andre og dermed ikke mener at religionsfriheden er en individuel rettighed, så må jeg tage skarp afstand fra sådanne personer.

Henrik Brøndum

Overraskende så lidt forståelse for mønt og for kollektive kampskridt der er her på siden. Vejen frem er statens økonomiske støtte til en moske kun for kvinder. Den vil være meget svær at intimidere - og give de undertrykte muslimske kvinder et brohoved - som de siger i millitæret. Nedlæg det nu irrelevante Kvinfo og giv pengene til denne moske. Hvis vi er rigtig heldige får vi en sidegevinst i form af reformeret Islam - så vi ikke bliver nødt til bygge et reservat i Mellemøsten - når vi bliver for trætte af bøvlet.

Sider