Kronik

Den handicappede krop er fremtiden

I behøver ikke slå blikket ned for min skyld, når I går forbi mig med hotdogs eller caffe latte i hånden. Den spastiske, deprimerede, forkrampede, underlige krop bør minde alle om, at vi har brug for hinanden
’Den handicappede krop viser os – eller det burde den, hvis vi faktisk turde kigge på den og på det menneske, som er denne krop – at det normale altid er til forhandling,’ skriver Caspar Eric i dagens kronik.

Sigrid Nygaard

26. juni 2015

»Kære Caspar Eric […] jeg hører, at du er ramt af nogle lammelser i benene,« sådan blev jeg spurgt, om jeg ville skrive denne her kronik, og allerede her bliver det så underligt at snakke om mit handicap som noget, der bare er et handicap. F.eks. fordi det også er præcis dét, der giver mig mulighed for at skrive de her ord. Så nu prøver jeg lige at sige nogle ting.

(Det hørte jeg en ung mand sige til en begravelse for en af sine venner, og det slog mig som det smukkeste, jeg havde hørt i lang tid. At prøve sig frem, at gøre noget selv om det virker umuligt – det kunne være en romantisk og håbefuld udlægning af det at være handicappet. Altså hvis vi glemmer smerten, sorgen og melankolien et øjeblik.)

Jeg har Cerebral Parese, hvilket er en spastisk lammelse, hvilket betyder, at jeg er spastiker og altså er ramt af ’nogle lammelser i benene’. Blandt andet. Det betyder ikke, at jeg har det sværere end så mange andre kroppe i så mange andre situationer, og ofte når jeg begynder at snakke om min spastiske krop, så siger mine venner »jaja, men du er jo ikke rigtig handicappet«.

Faktisk er en af de komplimenter, jeg for det meste skal modtage, at folk nærmest ikke tænker på, at jeg er handicappet. Og nogle gange er det rart, og jeg tror også, det er helt reelt, at de ikke tænker på mig som ’sådan en krop’, fordi de kender mig f.eks., og fordi de derfor ved, at jeg også er en masse andre ting. Men andre gange er det fandeme en gave, som en meget tung guldkæde jeg skal bære, og som ikke kan byttes, et: »hov, det var lige før, jeg troede, du var normal«. haha. fuck.

Det besværlige ved den situation er: Enten kan jeg insistere på ’at være normal’, eller også bliver jeg nødt til at identificere mig som handicappet. Enten skal jeg klare mig på trods og insistere på at være normal. Jeg skal forsøge at leve op til en eller anden idé om den perfekte krop, som er den krop, der fra starten er med til, at jeg overhovedet hedder handicappet.

Men hvis jeg gør det, er det svært samtidig at bede om hjælp. Hvis jeg beder om hjælp og italesætter mit handicap, er det enormt svært at blive betragtet som andet end det. Det er én af mange grunde til, at jeg først skriver noget om det nu, tror jeg, og at det først er i min anden ’lige på trapperne’-digtsamling, at jeg har kunnet overskue at skrive om det handicappede.

Ironisk verden

For mig, modsat mange andre handicappede (måske), er den største forhindring i virkeligheden at navigere i det samfund, vi har i dag, hvor næstekærlighed kun synes at betyde noget, når den lige passer ind i vores hyggelige verdensbillede.

Et udsagn som f.eks., at »alle på en eller anden måde er handicappede«, synes meget oftere at blive brugt som forsvar for, hvorfor en privilegeret normal krop (hvis du ikke kan se den, må du ’være blind’. haha) også kan have det hårdt, frem for en reel diskussion om, hvordan den måde, vi snakker om bestemte udsatte kroppe som min, også er med til at forme, hvad man kan tillade sig at føle og gøre.

Det svære ved at tale om problemer er, at det altid implicerer en eller anden form for skyld. Og det ikke at være skyldig virker for tiden vigtigere end det at kunne finde ud af at skamme sig. At skamme sig selv og ikke skamme de andre.

Igen og igen hører jeg ordet ’spasser’ blive brugt fuldstændig ukritisk. Ham spasseren til festen, du ved. Og så skal jeg stå der som spasser, og så skal jeg som den spasser, jeg er, nu pludselig stå til regnskab for det at være ’et dårligt menneske’. På Facebook skriver jeg f.eks. i et kommentarspor:

»hey prøv lige at tal ordenligt din [forsøg på at finde ikkeminoritetsnedgørende skældsord som alligevel er et skældsord]«.

Og reaktionen går nogenlunde sådan her: »ej, ok, prøv lige at slap af, jeg mener jo ikke noget med det«.

Og det gør folk de fleste gange sikkert ikke. Men det gør det ikke nødvendigvis mindre problematisk at høre på alt det bullshit, der bliver fyret af for tiden. Det er selvfølgelig ytringsfriheden, jeg prøver at sige noget om her: En person nikker dig en skalle midt i ansigtet, og så siger du: »Prøv lige at stoppe med at nikke mig skaller i ansigtet, det gør ondt,« og så begynder personen skiftevis at råbe/græde over ikke at måtte nikke skaller.

På den måde kan det virke, som om hele (vores) verden er blevet ironisk: Ingen må gå med tørklæde, alle må tegne profeter; alle klager over vejret, ingen gør noget ved klimaet; alle går i krig for demokratiet, ingen vil have flygtninge.

Hvis den globale verden er blevet et ironisk monstrum, hvor løgnene er blevet virkeligere end virkeligheden, så er den handicappede krop til gengæld netop en ironisk antihelt. Den handicappede krop er nemlig en krop, der klarer sig, selv om den f.eks. for mit vedkommende slet ikke burde findes. Eller det er en krop, der siger, at »alt nok skal gå«, selv i de tilfælde, hvor kroppen primært er kørende, kravlende osv. og faktisk slet ikke har nogle ben at gå på. haha. Sjov joke. Pyha.

Not my own business

Den handicappede krop er en ironisk krop, men ikke som en slapstick-joke fra 90’erne. I stedet viser den handicappede krop os – eller det burde den, hvis vi faktisk turde kigge på den og på det menneske, som er denne krop – at det normale altid er til forhandling. Det betyder netop ikke, at vi sammen kan forhandle os frem til, hvorvidt jeg vågner op med smerter i mine ben.

Men det betyder i hvert fald, at tingene også kunne være på nogle andre måder. F.eks. at jeg ikke bare pr. automatik er handicappet, bare fordi jeg lider af et handicap. Eller at det, vi kunne kalde et handicap, kunne vi også kalde at lide af et unikt næstekærligt perspektiv på livet. At vi alle sammen har brug for hinanden. Det betyder ikke, at jeg ikke har opført mig som en idiot, eller at jeg ikke, med rette, skammer mig over, når jeg har været ufølsom eller været med til at sætte andre i en sårbar situation.

Men at have Cerebral Parese er på mange måder også at have en krop, som aldrig bare er my own business, som jeg har set et par feminister skrive på Instagram. Og gudsketakoglov (may he rest in peace-s) for det.

For det første bliver min krop aldrig en superproduktiv crossfit-maskine. For det andet er min krop konstant afhængig af andre kroppe, ikke bare fordi den har brug for hjælp, men også fordi man som handicappet tit oplever, at andre meget gerne vil hjælpe én på en meget specifik måde.

I sin værste form kommer hjælpen, uden at jeg har spurgt om den, og som noget, der skal hjælpe mig til at ’være mere normal’, fordi det i virkeligheden gør andre utrygge, at der er noget, jeg ikke kan, eller at det ser grimt ud, når jeg går. Lad mig i hvert fald sige det nu: At I behøver altså ikke slå blikket ned for min skyld, når I går forbi mig med hotdogs eller caffe latte i hånden.

Da jeg var mindre, fik jeg ofte dårlig samvittighed, når jeg gik ned ad mørke gader, og en yngre pige gik foran mig, og jeg kunne forstå hendes utryghed. Jeg kiggede mig jo også selv over skulderen og følte mig ofte udsat. Og jeg havde da også set, hvordan alle ’de onde’ og ’umenneskelige’ altid haltede i gysere og thrillere. Jeg havde også lært, at den med ’den underlige krop’ ofte fortjente at dø.

Men det faktum, at vi alle sammen kan være lidt underlige, er ikke bare noget, der lige så godt kunne være sket for dig, eller et spørgsmål om, hvilke briller der ser. (Tænk lige over briller). Den underlige krop er en fælles fremtid.

Derfor burde den spastiske, deprimerede, forkrampede, handicappede krop også give anledning til, at vi begynder at tale om, hvad det er, vi ’alle sammen’ er ramt af for tiden, og måske især hvilke rammer, det er der gør, at nogle er mere ramte, som et fælles problem og ikke noget, der har at gøre med individuel skyld, men som alligevel kræver individuelt ansvar: Den, der tør spørge, om du har brug for hjælp.

Caspar Eric er digter og udkommer med langdigtet ’Nike’ den 13. august på Gyldendal

Serie

Kronikserie: En kort, en lang

Et billede af en tynd model i et modemagasin kan udløse læserstorm, og tv-serier om folk – eller hele byer – der skal tabe sig, er seermagneter. De afvigende kroppe stemples og dømmes ude. Alligevel bliver en afvigende krop hurtigt et tabubelagt emne, når vi konfronteres med den. Vi lader, som om den tykke veninde ikke er tyk; den lave mand ikke er lav; den magre bare er slank. Tyk eller tynd – en afvigende krop bliver hurtigt elefanten i rummet.

Men hvordan opleves det at leve i en krop, der afviger fra det normale? Det skriver en række kronikører om i denne serie.

Seneste artikler

  • Fed humor

    16. juli 2015
    Hvorfor er overvægtige kroppe primetime tv-underholdning, mens undervægtige kroppe er seriøse temaprogrammer? Jo oftere, der bliver gjort grin med overvægt, desto mere legalt bliver det at råbe ’fede svin’ efter en klassekammerat eller en fremmed – for eksempel mig – på gaden
  • En ægte Picasso

    8. juli 2015
    Vi har været i krig i mange år, mit ansigt og jeg. En blodig krig med talrige ofre: Nervetråde er blevet skåret igennem, muskler er blevet opereret ud, ben er blevet skåret op, væv er blevet smadret, skåret væk, syet ind – og for hvis skyld?
  • Ingen er blevet smukkere af at få at vide, at de er grimme

    30. juni 2015
    Jeg har haft 39 år til at lære at håndtere mine omgivelsers respons på mit udseende. Faktisk er jeg blevet lidt af en superhelt: altid parat. Altid parat til at afværge en sårende bemærkning med et kæmpe grin eller en verbal øretæve
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Anna Kirstine Jørgensen
  • Mads Østergaard
  • Philip B. Johnsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
Anna Kirstine Jørgensen, Mads Østergaard, Philip B. Johnsen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

En suveræn tekst. Hvis Caspar Eric ikke havde dette handicap, ville hans skønhed være ubærlig - både fysisk og som ordets og tankens behersker.

Der er ikke kommerciel opbakning til fordringen, selvom idealet er med humane hensigter.

Bortset fra det, send nogle billeder til Armani så får du et godt betalt job.

Mehdi Jensen

Fin artikel og spændende læsning.
Du skriver at hjælpen kommer i sin værste form, uden at du har spurgt efter.
Betyder det at det passer dig bedre, hvis du selv for lov til at gøre tingene uden andres indblanding ?
Det er rart at læse, at nogen prøver at værdsætte de små ting i livet.