Kronik

Højrefløjen excellerer i pseudo-marxistisk kritik af de arbejdsløse

En lille gruppe ikkearbejdende folk lader hånt om almindelige menneskers arbejde ved at nyde uden at yde, tordner højrefløjen. Den beskrivelse plejede Marx at bruge om kapitalisterne. Fortællingen opstår, fordi politikerne må opgive at regulere den mobile, globale overklasse og i stedet griber til falske forklaringer på samfundets problemer
En lille gruppe ikkearbejdende folk lader hånt om almindelige menneskers arbejde ved at nyde uden at yde, tordner højrefløjen. Den beskrivelse plejede Marx at bruge om kapitalisterne. Fortællingen opstår, fordi politikerne må opgive at regulere den mobile, globale overklasse og i stedet griber til falske forklaringer på samfundets problemer

Freja Hougaard Bagge/iBureauet

17. juni 2015

»I vores samfund er der en lille gruppe af mennesker, som ikke arbejder, men rager til sig af det, som andre mennesker producerer. Dermed består samfundet af en gruppe, som arbejder hårdt, og en anden gruppe, som bare læner sig tilbage og nyder frugten af de andres arbejde.«

Dette citat – som jeg selv har skrevet – kommer ikke fra Venstres eller Konservatives valgkamp. Det er derimod en simpel gengivelse af den kritik, Karl Marx tilbage i 1800-tallet fremførte af forholdet mellem arbejdere og kapitalister: Arbejderne stod for at producere al værdien i samfundet, og kapitalisterne levede velstående tilværelser ved at tage merproduktet af dette arbejde.

Hvis man udskifter kapitalisterne i denne fortælling med kontanthjælpsmodtagerne, får man højrefløjens foretrukne fortælling i dag. Strukturelt set er der en del ligheder mellem Marx’ gamle analyse og den ideologiske fortælling på samtidens højrefløj: Der er en gruppe af mennesker, som lever af frugten af vores alle sammens arbejde uden at gide deltage i produktionen. Denne gruppe lader hånt om vores arbejde ved at tage en del af produktet uden at bidrage med noget. Den eneste strukturelle forskel er måske, at der for samtidens højrefløj ikke er tale om et fåtal, men om en tilsyneladende enorm gruppe dovne nassere på offentlige overførsler.

Denne fortælling ser vi blandt andet i kampagner med slogans som ’Det skal kunne betale sig at arbejde’ og ’Genskab respekten for hårdt arbejde’. Pointen er simpel: De folk, som er på offentlige overførsler, skulle tage at komme i gang med at arbejde i stedet for at lade hånt om det arbejdende folks hårde slid. Overførslerne er så høje, at mange mennesker beslutter sig for at lade være med at arbejde.

De arbejdende vs. de dovne

Vi bør spørge os selv, hvilket samfund vi lever i, når højrefløjens budskab minder om Marx’ kritik med andre aktører. Fortællingen rækker endda et stykke hen over den såkaldte politiske midte. Ja, måske er den sågar ved at udvikle sig til en almen forståelsesramme.

Tager man højrefløjens fortælling for gode varer, er der tilsyneladende kommet en ny klassedeling i dagens samfund. Klasseskellene går ikke længere mellem kapitalister og arbejdere, men mellem det arbejdende folk og de dovne folk på overførselsindkomster.

Der er tilsyneladende ikke tale om nogen udveksling mellem individer i disse to grupper; modtagerne af offentlige ydelser beskrives derimod som en fasttømret gruppe, der forbliver på disse ydelser, fordi de ikke gider arbejde.

Det lader til at gå i glemmebogen, at vores offentlige sikkerhedsnet blev skabt til gavn for det arbejdende folk, fordi man ikke altid er herre over, om man kan få et arbejde. Men selv om vi forsøger at glemme det, er det i høj grad de økonomiske konjunkturer, som bestemmer, om folk kan få arbejde. Og det er hele baggrunden for at lave et socialt sikkerhedsnet. Med andre ord: De to nye klasser i højrefløjens fortælling er den samme klasse.

Højrefløjens retoriske manøvre er i virkeligheden ekstremt bizar, hvis man stiller sig bare en smule på afstand af den: Den nederste klasse i samfundet splittes op i den del, som betales dårligst på arbejdsmarkedet, over for den del, der ikke engang kan få et arbejde. Denne indre splittelse i arbejderklassen vil man så bruge til at afmontere det sikkerhedsnet, som er blevet skabt ikke mindst til gavn for arbejderklassen.

Hvis ikke det var, fordi højrefløjens absurde logik blev gentaget dag efter dag i det uendelige, ville dette skamløse angreb på arbejderklassen måske fremstå lidt mere åbenlyst. Selv om man forsøger at fremstille det som en konflikt mellem to grupperinger i samfundet, spiller man i virkeligheden bare den nederste samfundsklasse ud mod sig selv.

Hvor blev kapitalisterne af?

Hvorfor er der behov for at skabe denne absurde fortælling? For at besvare det spørgsmål bør vi spørge, hvor Marx’ gode gamle kapitalister er blevet af. Hvor er den øverste klasse, som engang var den ene del af samfundskonflikten, siden den ikke længere regnes med i forståelsen af samfundets primære problemer?

Den kapitalistiske klasse er i dag forsvundet fra fortællingen, og forklaringen er nok, at vi har sværere og sværere ved at regulere den og stille den til ansvar. Den er forsvundet ind i den tåge, som udgør den globale økonomi. En tåge, hvori den både er mere og mere usynlig og mere og mere urørlig.

Nationale politikere og skattemyndigheder har svært ved at regulere og nå kapitalen, fordi den i dag har meget nemt ved at flytte sig uden for de nationale grænser. Vi ser nogle gange nogle kritiske udbrud mod virksomhederne, der lægger sig i skattely, men det er svært at sætte ansigt på dem eller stille dem til ansvar, da de netop formår at skjule sig.

Et andet forhold, som presser vores nationale økonomi, er virksomhedernes evne til altid at kunne bevæge sig til andre lande, hvor de kan behandle deres ansatte dårligere, hvis vi stiller for store krav til dem.

Den heksejagt, som drives mod de arbejdsløse, tog fart med den økonomiske krise, da der begyndte at opstå huller i de offentlige budgetter. Hullerne skyldtes imidlertid ikke, at en masse mennesker pludselig besluttede, at det ’ikke kunne betale sig at arbejde’. De var derimod forårsaget af en global økonomisk krise, som skabte arbejdsløshed og økonomisk tilbagegang. Det var ikke de dovnes krise, det var kapitalismens og finanselitens krise.

Falske forklaringer

Alle disse forhold ved den globale kapital presser vores nationale økonomi og arbejdsmarked, men vi har ikke rigtigt en følelse af, at de står til at ændre, især ikke for de nationale politikere. Derfor er de utilfredsstillende forklaringer på vores problemer. Hvad skal vi bruge en forklaring til, hvis vi alligevel ikke kan ændre på det, den forklarer?

Dette medfører imidlertid ikke, at den nationale politik går i dvale. At de nationale politikere er mere og mere afmægtige over for globale problemstillinger, medfører ikke en tom valgkamp uden løsninger. Det medfører derimod en valgkamp proppet med falske forklaringer og falske løsninger.

Vi har behov for at kunne forklare vores samfundsproblemer som resultatet af bestemte konflikter i samfundet. Når den reelle konflikt mellem kapitalen og lønarbejdere skjuler sig for os i en uforanderlig global tåge, ender vi med at skabe os en ny, falsk fortælling om, hvilken konflikt der skaber problemer. Denne konflikt står i dag blandt andet mellem de arbejdende og de arbejdsløse, og man kan kun håbe, at man ikke tilfældigvis befinder sig i sidstnævnte gruppe, når jagten på en syndebuk sætter ind.

Kristian Thorup er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Jakob Silberbrandt
  • Søren Andersen
  • Carsten Søndergaard
  • Espen Bøgh
  • Rasmus Kongshøj
  • Mark Strøm
  • Jørgen Steen Andersen
  • Dennis Berg
  • Lise Lotte Rahbek
  • Bill Atkins
  • Steffen Gliese
  • Gert Selmer Jensen
  • Sabine Behrmann
  • Martin Madsen
  • Henrik Petersen
  • erik winberg
  • Jørn Andersen
  • Keld Albrektsen
  • Bente Pedersen
  • Carsten Pedersen
  • Grethe Preisler
  • Marianne Christensen
  • Søren Rehhoff
  • Niels Duus Nielsen
  • Ib Jørgensen
  • Bjarke K. Hansen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Ole Henriksen
  • Torben R. Jensen
  • Ervin Lazar
Flemming Berger, Jakob Silberbrandt, Søren Andersen, Carsten Søndergaard, Espen Bøgh, Rasmus Kongshøj, Mark Strøm, Jørgen Steen Andersen, Dennis Berg, Lise Lotte Rahbek, Bill Atkins, Steffen Gliese, Gert Selmer Jensen, Sabine Behrmann, Martin Madsen, Henrik Petersen, erik winberg, Jørn Andersen, Keld Albrektsen, Bente Pedersen, Carsten Pedersen, Grethe Preisler, Marianne Christensen, Søren Rehhoff, Niels Duus Nielsen, Ib Jørgensen, Bjarke K. Hansen, Mikael Velschow-Rasmussen, Ole Henriksen, Torben R. Jensen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben R. Jensen

Fremragende artikel.
En sammenligning mellem George Orwells "Nysprog" i 1984 og nutidens nyliberale misbrug af sprog og begreber ligger lige for. Alene det forhold, at de to blokke (rød og blå) ledes af partier, som er grundliggende enige og derfor indgår "brede forlig", burde gøre de fleste demokrater urolige.

Flemming Berger, Tage Korsdal Nielsen, Henrik Nielsen, Steffen Gliese, Søren Andersen, Ole Jensen, Carsten Søndergaard, Rasmus Kongshøj, Preben Haagensen, Mette Hansen, Jørgen Steen Andersen, Dennis Berg, Lise Lotte Rahbek, Sabine Behrmann, erik winberg, Anne-Marie Krogsbøll, Carsten Pedersen og Connie Brask anbefalede denne kommentar
Regnar Hansen

Da Carl Max skrev det, var der ingen på overførselsindkomster, da disse slet ikke fandtes.
Det er også politikkerne selv, der afskaffer politik.
Der er kun nuanceforskelle på rød og blå, fordi de er for dumme / ligeglade / lader sig styre af embedsmænd / lader sig styre af konsensus / en ny leve vej (i familien som erstatning for monarkiet) / …..

Ib Jørgensen

Ved ikke at ville forholde os radikalt til de forbrugsmuligheder, som kapitalen vælter ud over os, er kapitalismen reelt flyttet ind i os. Vi kan have det mere eller mindre dårligt over den fordeling (relativ inklusion/eksklusion)i forbrugshierarkiet, som vi er afmægtige vidner til, og det afgør hvordan vi stemmer. Men systemet i sig selv er upåvirket af dette. Indtil vi finder ud af at vende ryggen til det, vil det kværne videre, som pr. automatpilot.

Søren Andersen, Gert Selmer Jensen, Henrik Nielsen og Connie Brask anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

"Den kapitalistiske klasse er i dag forsvundet fra fortællingen, og forklaringen er nok, at vi har sværere og sværere ved at regulere den og stille den til ansvarDe var derimod forårsaget af en global økonomisk krise, som skabte arbejdsløshed og økonomisk tilbagegang. "

Ikke alene. Det antydes af Danmarks Statistiks tal for bl.a. produktion i årene 2001 - 2012. Faktisk tyder meget på, at finanskrisen havde en anden karakter i Danmark end i mange andre lande.

"Et andet forhold, som presser vores nationale økonomi, er virksomhedernes evne til altid at kunne bevæge sig til andre lande,(...)"

Netop det gjorde danske virksomheder vist i langt større omfang end andre landes virksomheder i årene 2000 - 2007. Det skabte stor økonomisk vækst og mange arbejdspladser i erhverv, der bidrog til netop det. Eksempler var bygge og anlæg, som nedrev, byggede og ombyggede erhvervsejendomme, IT- og virksomhedskonsulenter, som leverede informationsteknologi og rådgivning til bl.a. nye afdelinger i udlandet, og pengeinstitutter, der leverede finansiering og betalingsformidling. Desværre har sådanne projekter en begrænset varighed, og en konsekvens er tab af danske arbejdspladser i andre erhverv. Det undrer mig fortsat, at økonomer og andre akademikere ikke har opdaget endsige forudså det. I stedet kræves nu hele tiden nye projekter for at fastholde arbejdspladser. Det kunne antyde, at mennesker ikke indgår i økonomiske modeller, og økonomer og samfundsforskere ikke tænker ud over økonomiske modeller. Jeg har samme følelse, når økonomer og politikere fremfører påstande om, hvor mange arbejdspladser et bestemt forslag skaber uden antydning af sammenhæng med befolkningens størrelse og sammensætning. Det er selvfølgelig værre, at akademikere så begrænset indsigt også fylder meget i de store virksomheders direktioner og bestyrelser, hvor de gerne kræver, staten løser opgaver, som retteligt hører til virksomhedsledelse.

Så vidt jeg kan se, brugte andre europæiske lande som Sverige, Tyskland og lande i Østeuropa mange penge og ressourcer på bl.a. modernisering af jernbanenet, mens det danske samfund i realiteten blev omdannet fra industrisamfund til vidensamfund, uden Folketinget opdagede det. Det kan antyde en grundlæggende årsag til, at vores nabolande kom nemmere gennem krisen, end Danmark gjorde: Danmarks produktionskapacitet blev nedbrudt, mens bl.a. Sveriges og Tysklands blev forbedret.

En anden faktor, der skabte hul i statskassen, var faldende aktiekurser og konkurser efter nogle år, hvor staten havde gode indtægter fra beskatning af overskud på handel med værdipapirer. Den offentlige sektor voksede i øvrigt meget, mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, og bidrog dermed til den store økonomiske vækst frem til 2007. Det kan bemærkes, at krisen startede i den private sektor i 2007, men først påvirkede den offentlige sektor i 2008.

Ole Jensen, Dana Hansen, Preben Haagensen, Mette Hansen, Steffen Gliese og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

....men vi har ikke rigtigt en følelse af, at de står til at ændre, især ikke for de nationale politikere.

Man burde måske snarere sige, at de ikke har interesse i at ændre det, de nationale politikere.

/O

Flemming Berger, Henrik Nielsen, Carsten Søndergaard, Rasmus Kongshøj, Preben Haagensen, Mette Hansen, Jørgen Steen Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Per Dørup Jensen

Ja, kapitalismens politikere og medier kan styre den offentlige mening, som den vil.
- Hvilket reflekterer, at kapitalismen kun udvikler produktiv-kræfterne teknisk og fagligt, men ikke politisk! I sidstnævnte fald havde vælgerne sikkert fravalgt kapitalismen og imperialismen for længe siden.
Da vælgerne derfor generelt ikke har nogen kvalificeret politisk indsigt i noget som helst, forbliver den politiske dagsorden, som den fremgår af valgkampen, overfladisk og uden substans. Altså populistisk, tilpasset vælgernes forståelses-ramme, jf. artiklen om Enhedslistens kvantitative vælger-spring i går.
- Dvs. reproduktion af en politisk dagsorden uden visioner, uden perspektiver, ingen debat om, hvem der skal eje produktionsmidlerne, samfundet eller private. Det tages dermed implicit for givet, at det skal sidstnævnte i al evighed.
Og i forlængelse heraf, ingen substantiel debat om sammenhængen mellem vedvarende økonomisk vækst - og vedvarende ødelæggelse af klimaet!
Og logisk konsistent tages Nato´s bevægelser og deployering af tunge våben, herunder anti-ballistiske missiler i Østeuropa, m.a.o, en optrapning af en potentiel Tredje Nuklear verdens-nuklear-krig mod Rusland i Europa, selvfølgelig heller ikke op til kritisk offentlig debat, og/eller nævnes højest i notits-form, og på tekst-tv.
Og ikke engang Enhedslisten forsøger at få denne debat på den politiske dagorden.
Så hvad hjælper det at have et demokrati, hvis demokratiet ikke fungerer på et politisk oplyst grundlag? Så degenererer demokratiet til overfladisk populisme - tilpasset vælgernes hverdags-forståelsesramme - som det fremgår af valgkampen.
På den måde overlades de "ekstrapolære" og helt overordnede og afgørende beslutninger om samfundet, produktionssfæren, klimaet og freden jo udelukkende til politikerne og de økonomiske kræfter og overnationale politiske organisationer, de repræsenterer.
- Og demokratiet forbliver en hul skal - uden substans!

Tage Korsdal Nielsen, Henrik Nielsen, Mette Hansen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo præcis som et stærkt værn overfor disse private interesser, at EU overhovedet blev skabt.

Mark Strøm, Mette Hansen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Det er faktisk set og lykkedes før, i Sydstaterne havde de sorte og den hvide underklasse, sammenfaldende interesser, men det lykkedes de rige godsejere at spille dem ud imod hinanden.
Ak ja historien gentager altid sig selv!

Tage Korsdal Nielsen, Ole Jensen, Mark Strøm, Torben R. Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
John Thorup Jensen

Kære Henrik
Det glæder en årgang 1955 utroligt meget at (gen)se en så skarp klasseanalyse fra en studerende. Det giver mig håb om, at det ikke er alle studerende som halser efter det liberalistiske paradis og alene ser verden gennem mig-mod-alle-andre-briller. Den intellektuelle dovenskab, som en liberalistisk grundholdning betyder - konkurrence uden indblanding medfører ligevægt (paradis) i alle livets og samfundets forhold, punktum - udfordres særdeles kvalificeret af folk som dig. Fortsæt gerne ad dette spor!

Karsten Aaen, Tage Korsdal Nielsen, Jakob Silberbrandt, Steffen Gliese, Henrik Nielsen, Carsten Søndergaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Nielsen

Vores politikeres retorik bevirker en udsondring af visse befolkningsgrupper. Det har da vist ikke meget med marxisme at gøre. Er der ikke snarere tale om pseudo-nazisme end pseudo-marxisme?

Søren Poulsen

Vi har pt. en stor gruppe på offentlig forsørgelse, som faktisk ikke kan bruges til noget som helst. Alene af den grund, at de ikke er deres løn værd, dvs. udbuddet af bedre arbejdskraft trænger op syd fra. De er nu parkeret på offentlig forsørgelse, forsørget af dem som kommer op syd fra - mærkeligt, men ikke desto mindre sandt.

Søren Poulsen

Vi har pt. en stor gruppe på offentlig forsørgelse, som faktisk ikke kan bruges til noget som helst. Alene af den grund, at de ikke er deres løn værd, dvs. udbuddet af bedre arbejdskraft trænger op syd fra. De er nu parkeret på offentlig forsørgelse, forsørget af dem som kommer op syd fra - mærkeligt, men ikke desto mindre sandt.

Henrik Brøndum

Bare fordi Marx var en intellektuel gigant - var han ikke undtaget fra at komme med små nedrige stikpiller om visse befolkningsgrupper. Det sker nok for os alle - med vekslende hyppighed og tvivlsom success. I avisen for landets bedste hoveder forventer jeg en mere operational analyse af hvordan Marx samfundsteori kan bruges i dag. Sure opstød om at det er de andres skyld kan de fleste præstere.

Niels Duus Nielsen

Glimrende artikel, lars jørgensen, hvorfor er den ikke blevet bragt her i avisen - så ville den have nået et (lidt) større publikum.

Torben Arendal, Flemming Berger og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Søren Poulsen: Ud af cirka 170.000 på kontanthjælp er der cirka 105.000 personer som er syge i en eller anden grad, se her:

"Der var 177.775 kontanthjælpsmodtagere i marts i år. Tallet omfatter også unge på uddannelses-hjælp, folk på arbejdsmarkedsydelse og på revalideringsydelse. Over halvdelen af alle kontant-hjælpsmodtagerne – 104.597 – er på grund af sygdom eller sociale forhold ikke i stand til at komme i arbejde inden for en kortere periode."
kilde: http://arbejderen.dk/indland/vi-ville-da-helst-v%C3%A6re-raske-og-kunne-...

Og en hel af de her mennesker vil jeg mene skal aldeles ikke være på kontanthjælp, men på en eller anden form for pension.

Vi slutter med et lille citat:

"Jeanettes husleje er kun på 2600 kroner, når boligstøtten er trukket fra. Men til gengæld har hun store medicinudgifter. Hun lider af tarmsygdommen morbus crohn, har sukkersyge, astma samt nervebetændelse i benene og er derudover blevet ramt af depression og angst. - Når jeg får fuldt tilskud til medicinen, koster det mig 6-700 kroner om måneden, men i starten af et tilskudsår kan min udgift være helt oppe på 2600-2800 kroner om måneden. Det har jeg svært ved at få råd til. Så nogen gange skærer jeg ned på medicinen for at spare, siger Jeanette Rosenmejer Hansen. Hun prøver at sørge først for børnene, men der er ikke råd til det, som andre børn har."