Klumme

Immigranten vs. samfundet

Danmark er ikke et multikulturelt samfund, fik vi at vide under valgkampen. Men er vi virkelig så usikre, at vi tror, at immigranter vil påvirke vores samfund mere, end vores samfund vil påvirke dem?
25. juni 2015

Det er dybt provokerende, når en gæst udefra kritiserer ens hjem – også hvis dette hjem skal forstås i bredere forstand som samfund eller nation. Det kan jeg egentlig godt se, og derfor vil jeg gerne sige undskyld. Undskyld briter for min konstante kritik af jeres måde at indrette jeres samfund på. Jeg burde være taknemmelig for, at jeg sådan kan komme udefra og nyde godt af det, I trods alt har bygget op.

Så hvad bildte vi os ind – mig og en anden mor – da vi forleden foran en gruppe etnisk britiske mødre pludselig blev grebet af en fælles skandinavisk forargelse:

»Jeg er ikke tilfreds med skolen,« sagde min finske veninde, »eller sundhedsvæsnet.«

»Men vejret er en smule bedre,« sagde jeg for at lyde rimelig over for de indfødte.

»Mnjaaa, jeg savner nu de lange lyse aftener og den rene luft. Koldt er godt,« fortsatte min veninde ufortrødent.

Jeg valgte at skifte emne, inden vi kom til valgsystemet og de lave skatter. Inden jeg fik fortalt briterne om, hvor meget bedre det ville være for dem, hvis de havde proportional repræsentation, koalitionsregeringer og brede forlig frem for konfrontationspolitik og konkurrence på lave skatter.

Lige præcis den dag holdt jeg igen, for det var dagen derpå, og danskerne havde brugt deres demokratiske ret til at stemme på partier, der har lovet at beskytte deres privilegerede livsstil og den stolte danske kultur imod udefrakommende. Heldigvis er Danmark endnu ikke et multikulturelt samfund – det fik vi at vide under valgkampen. Lad det forblive sådan, synes danskerne at have sagt i sidste uge.

Derfor lægger jeg låg på mig selv på cafeen i dag. For blandt de etniske briter er der i deres hudfarve vidnesbyrd om tidligere indvandring. Min danske veninde ved cafébordet er vokset op i Australien. Vi er endt i en af verdens mest multikulturelle byer og har det til fælles, at vores børn går på samme skole – en skole, hvor børnene tæller mere end 30 forskellige etniske baggrunde. At være barn af to etnisk britiske forældre og kun tale ét sprog er kedeligt (ifølge min halvdanske børn).

Er der problemer? Selvfølgelig, men de har ikke noget med etnicitet at gøre. De eneste sprogudfordringer, jeg kan mindes, var da middelklassebørn fra Spanien, Brasilien og Saudi-Arabien begyndte i skolen som 7-8-årige, fordi deres forældre var blevet udstationerede på universiteter eller ambassader. De lærte dog sproget inden for et halvt år, og mine døtre led ikke pga. deres indledende sprogvanskeligheder.

Det ville selvfølgelig være ikke kun naivt, men også forkert at hævde, at der ingen problemer er i det multikulturelle London. Jihadi John kom fra vores Vestlondon. Sidste år blev en fyr af ’anden etnisk herkomst’ et par generationer tilbage snuppet i færd med at planlægge et terrorangreb (en anden blev afsløret i at have udløst nedsmeltningen af finansmarkederne i 2010 gennem sofistikeret spekulation, men det eksempel passer ikke ind i dette narrativ).

Den første dom for tvangsægteskab er lige faldet, mens en læge for nylig blev frikendt for omskæring af en kvinde.

Det er ikke problemløst at vokse op med flere forskellige identiteter og kulturelle baggrunde, og for nogle går det galt. Det bringer nye udfordringer for et samfund. Men selv lukkede grænser vil ikke isolere lille Danmark imod den globaliserede verden. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at vi måske endda kan lære noget af andre (den erkendelse må komme senere, ligesom briterne måske en dag vil erkende, at jeg har ret i min kritik), men min finske veninde er et godt eksempel på, at et velfungerende, demokratisk og rigt samfund i sidste ende vil påvirke immigranten mere, end immigranten vil påvirke samfundet. Hun kom nemlig selv til Finland som barn med sine somaliske forældre. Da hun forleden klagede over, at hendes børn »ikke taler mit sprog«, og at London har påduttet dem en anden identitet end familiens, var det ikke det somaliske sprog eller identitet, hun henviste til, men det finske.

Mette Rodgers er Informations korrespondent i London.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu