Kronik

Industrisamfundets tankegang modarbejder det moderne arbejdsliv

Selv om antallet af løsarbejdere stiger, anerkender arbejdsmarkedets institutioner, velfærdsstaten og samfundsnormerne fortsat kun industrisamfundets lønarbejde som rigtigt arbejde. Det bremser innovation og virkelyst
Det er, som om vi stadig hænger fast i en gammel industrisamfundsmodel for, hvordan en arbejdsindkomst skal se ud, skriver freelancemusikeren Pernille Bévort.

Sara Galbiati

12. juni 2015

Hvis man skal tro de seneste dages valgkampsdebat, er pengepungen en af de væsentligste motiverende faktorer i et menneskes liv. Det tvivler jeg på. Hvis det var tilfældet, hvorfor sætter vi så børn i verden?

Børn koster penge for den enkelte. Dels i form af helt konkrete udgifter, men også i form af tabte karrieremuligheder, pensionsopsparing for ikke at snakke om de mulige fysiske mén efter barsel og fødsler. Ikke desto mindre sætter vi børn i verden – heldigvis.

Vi har stadig en vis jordforbindelse, som gør, at vi også i høj grad er styret af vores natur og instinkter. Vi er sociale væsner, og kærlighed og yngelpleje er væsentlige elementer i de fleste menneskers liv.

Også i arbejdslivet findes stærke drivkræfter, som ikke udelukkende handler om penge eller karrieremuligheder. F.eks. følelsen af at have et kald – at man er drevet til at arbejde på en bestemt måde, som trodser den økonomiske nyttelogik.

Selv har jeg levet som freelancemusiker i 22 år, og det er ikke ligefrem udsigten til stor indtjening, der har drevet værket. Det er en anden form for tilfredsstillelse, der er på spil – tilfredsstillelsen ved at skabe noget, komponere og spille musik, og kommunikationen og samspillet med andre mennesker.

»Jamen hvad er så dit rigtige arbejde?« spørger mange, når jeg fortæller, hvad jeg laver. Det peger på en forestilling om, at musikere er en slags gøglere, som spiller lidt ved siden af, at de passer et ’rigtigt’ arbejde. Men der findes altså en lang stribe veluddannede musikere i dette land, som arbejder fuldtidsprofessionelt med musikken, hvad enten de er fastansatte eller gør det som løsarbejdere som jeg selv. Det at være musiker er også en profession med en tilhørende faglighed.

Patchwork-arbejdsliv

Inden for den klassiske musik er der en del faste stillinger (primært i symfoniorkestrene), mens alle udøvere inden for den såkaldt rytmiske musik er freelancere, for her findes ingen fuldtidsstillinger. Mange musikere er desuden både musikere og komponister. Vi er løsarbejdere med et hav af forskellige opgaver og skiftende arbejdsgivere.

Jeg lever et omskifteligt arbejdsliv, og mange er sikkert lidt misundelige på os frie fugle, som har mulighed for at improvisere lidt mere i vores liv. Det er klart, at det rummer nogle fordele og friheder. Samtidig må jeg sige, at friheden kun er reel i det øjeblik, du har et valg mellem at sige ja eller nej til en given opgave. Hvis du er tvunget til at sige ja til alt, uanset løn og vilkår, er du jo ikke længere fri. Og dette patchwork-arbejdsliv er ikke blot et tilvalg af frihed, det er også et liv, jeg er nødt til at leve, fordi de faste stillinger ikke findes inden for mit felt.

Denne løsarbejderstatus gælder ikke kun freelancemusikere. Der er rigtig mange arbejdsopgaver i dette land, som udføres af mennesker, der ikke bliver helårsansat på fuld tid som A-indkomstmodtagere. Vi arbejder f.eks. inden for undervisning, foredragsvirksomhed, projektarbejde, vikararbejde og journalistik. Inden for kulturbrancherne er det musikere, komponister, skuespillere, billedkunstnere og forfattere m.v.

Uden vores indsats ville der mangle gode vikarer, gode undervisere på landets uddannelsesinstitutioner, der ville mangle dygtige optrædende på teatrene, på landets musikscener, og der ville mangle nyudgivelser (musik/litteratur), der ville mangle billeder på museerne og meget andet.

Vi skaber desuden rigtig mange arbejdspladser i ’udenomsbrancherne’ – forlag, biblioteker, booking, bartendere, administration i diverse organisationer og i Kunststyrelsen m.v.

Vi skaber også en masse unikke oplevelser for publikum. Det kom jeg til at tænke på, da jeg for nylig sad på Det Kongelige Teater og spillede med i forestillingen Cabaret. Jeg er ikke i tvivl om, at der ville blive ret tomt både på scenen og i orkestergraven, hvis ikke en masse professionelle løsarbejdere havde stillet op og ydet deres ypperste for at få en fantastisk forestilling op at stå.

Til trods for, at samfundet har stor gavn af vores arbejde, er vi løstansatte markant dårligere stillet end vores fastansatte kollegaer. Vi er afskåret fra en lang række af de almindelige lønmodtagergoder såsom fast løn, løn under sygdom/barsel, efteruddannelsesmuligheder og pensionsopsparing m.m. Den slags må vi selv klare. Vi lever på kanten af samfundet, fordi de eksisterende sociale sikringsordninger ikke kan rumme os.

I dag kan du enten være lønmodtager eller selvstændig. Løsarbejdere befinder sig typisk i gråzonen, fordi vores indtægter er en blanding af A- og B-indkomster, og fordi vi arbejder såkaldt »atypisk« – I virkeligheden burde det snarere omdøbes til ’tidstypisk’, eftersom vi er en voksende og efterspurgt skare.

Er du i A-kassesystemet, risikerer du at blive vurderet som selvstændig, uanset om du har et firma eller ej. Det betyder, at du kan miste retten til dagpenge. Og det opdager folk ofte først den dag, de får brug for ydelserne, og efter at de i god tro har betalt til A-kassen gennem mange år. Den skarpe skelnen mellem at være selvstændig eller have lønmodtagerstatus passer dårligt med det moderne arbejdsmarked, hvor stadig flere netop befinder sig i gråzonen mellem disse to kategorier.

Mange er blevet nødt til at droppe deres ’forkerte’ arbejde, hvis de har fået brug for supplerende hjælp og derfor er stødt ind i systemet. Det er ødelæggende for kontinuiteten i et moderne sammensat arbejdsliv, for den enkelte, og det er også spild af ressourcer for samfundet.

Der bruges mange arbejdstimer på at sidde og minutiøst vurdere folks forskellige indkomster. Hvor smart er det i et samfund, som hylder innovation, initiativ og idérigdom? Man burde jo opmuntre folk til at skaffe sig egne indkomster i videst muligt omfang – uden risiko for at blive dømt ude efterfølgende. Jeg har set flere kolleger gennem årene, som i frustration har droppet A-kassen, fordi de mest af alt oplever systemet som det rene benspænd i forhold til enhver form for initiativ.

Forkert indkomst

Det er, som om vi stadig hænger fast i en gammel industrisamfundsmodel for, hvordan en arbejdsindkomst skal se ud. Det er lidt skræmmende at tænke på, at jeg, som har betalt til A-kassen i nu 22 år, formentlig ikke vil have optjent nogen ret til f.eks. sygedagpenge, hvis jeg skulle gå hen og blive syg, fordi adskillige af mine indkomster ikke tæller som rigtige. Det gælder f.eks. for arbejdslegater modtaget fra Kunstfonden og rettighedspenge fra KODA. Så jeg har bare at holde mig rask. Sjovt nok har SKAT ingen problemer med at se disse indtægter som skattepligtige.

Det er ikke rimeligt, at så mange arbejdende og skattebetalende mennesker dømmes ude af det fælles forsikringssystem, blot fordi vores arbejdsliv og indkomster ikke passer ind i den traditionelle opfattelse af et rigtigt arbejdsliv.

Jeg er også ret sikker på, at det giver samfundsøkonomisk bagslag at straffe de mennesker, der arbejder på en tidstypisk måde, og som i høj grad er efterspurgt af arbejdsgiverne. Det burde vel være muligt at forsimple systemet, så en indkomst kunne få lov til at være en indkomst.

Jo mere jeg tænker over det, des mere paradoksalt virker det.

Vi lever i et samfund, hvor et af de erklærede mål er at fremme innovation og virkelyst, men de systemer, vi har opbygget, arbejder på utallige måder stik imod den intention.

Det er på høje tid at opdatere vores syn på, hvad rigtigt arbejde er og kan være, og overveje, hvad der er samfundsøkonomisk produktivt.

Pernille Bévort er freelancemusiker og komponist

Serie

Modarbejde

Hvordan får vi flere danskere i arbejde?

Det har været et af de dominerende spørgsmål i de seneste fire år på Christiansborg. Og det fortsætter, for partiernes valgoplæg bugner af ideer til, hvordan vi får flere til at arbejde mere.

Men hvorfor er en +37-­timers arbejdsuge endt med at blive prototypen på det rigtige og lykkelige liv? Passer den idé om lønarbejderlivsformen overhovedet til det moderne samfunds behov? Og er det muligt at få lov at springe af hamsterhjulet uden at blive opfattet som en nasserøv?

Det stiller denne kronikserie skarpt på i anledning af det forestående folketingsvalg.

Seneste artikler

  • Jeg har sagt mit job op for at få plads til at leve

    10. juni 2015
    Jeg gider ikke at leve for at arbejde. Hvis politikerne vil det, er det fint med mig, men de skal ikke tvinge alle os andre ind i deres forestilling om, hvordan livet bør leves. Jeg vil arbejde lidt og leve mere. Mit liv skal ikke være fyldt med tvang
  • Kun folk i arbejde er ligeberettigede samfundsborgere

    6. juni 2015
    Vi har alle måttet lære at elske lønarbejdet. Det tog nogle 100 år, inden dem, der stod uden forsørgelsesgrundlag, accepterede rollen som dem, der skulle ’udbyde’ arbejdskraft i konkurrence med andre. Der skulle disciplinering til lønarbejde til. Det skal der åbenbart igen
  • Jeg deler ikke drømmen om fast arbejde

    3. juni 2015
    Jeg har fravalgt uddannelse og bruger min tid på projekter, der umiddelbart interesserer mig. Jeg bidrager ikke til statskassen, for min indtægt er mindre end beløbet på frikortet. Jeg lever på en sten, og det passer mig udmærket. Det omgivende samfund er knap så begejstret. Man skal jo have et ’rigtigt’ arbejde, siger normerne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Jakob Silberbrandt
  • peter fonnesbech
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Ulla Holger
  • Claus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
  • Trine Schmidt Nielsen
  • Bill Atkins
  • Niels Duus Nielsen
Anne Eriksen, Jakob Silberbrandt, peter fonnesbech, Mikael Velschow-Rasmussen, Ulla Holger, Claus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Trine Schmidt Nielsen, Bill Atkins og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Legater og KODA-penge er ikke nok indkomst men er ikke at regne som ARBEJDSTIMER - fordi det hverken er lønarbejde eller selvstændig hovedbeskæftigelse.
Man optjener ret til dagpenge ved sidstnævnte og ikke førstnævnte, sådan er Arbejdsløshedsforsikringen indrettet ifølge loven. Reglerne er ikke nye kun fortolkningen i en enkelt sag afgjort i Ankestyrelsen.

Selvstændig bibeskæftigelse samtidig med ledighed på dagpenge, begrænser også den 2 årige ret til dagpenge til at være 1 1/2 år, inden for en ledighedsperiode på 3 år. Ellers skal også denne virksomhed ophøre for at kunne få det sidste med. Så er vi vist lige vidt.

Jeg kan godt se kulturarbejdernes problemer, men har svært ved at se en fuldstændig løsning, sådan som Pernille Bovert her over efterlyser.

De skal jo som alle andre ledige dagpengemodtagere stå til rådighed for alt rimeligt arbejde. De må ikke begrænse deres rådighed til det de gerne vil. Desuagtet at de måske har gået på Konservatoriet.

Det kan virke urimeligt, men kulturarbejdere med ringe betalt beskæftigelse kan vel godt fortsat have andet arbejde ved siden af. Især da nu hvor prekære ansættelsesformer spreder sig som en steppebrand på arbejdsmarkedet, fordi vi ikke har styrken til at bekæmpe det.

Panikken skyldes også i nogen grad en overfortolkning af 1 enkelt afgørelse, hvor et medlems beskæftigelse med b-beskattet honorararbejde, skulle betragtes som selvstændig bibeskæftigelse uden ret til dagpenge/optjening af ret.
B-skattet honorararbejde kan sagtens udføres så det har klare karakteristika på at være lønnet arbejde. Så skal du nok ikke sende en faktura.

Håber at jeres råb bliver hørt så ingen på tærsklen til ledighed, skal gå med afslag på dagpenge.
Det prekære og flydende arbejdsmarked, hvor alle digitalt høster ydelser til at supplere alle hånde krumspring - er en udfordring som man kan og derfor vejlede folk ud af.
Folk har dog også selv et ansvar for at sætte sig grundigt ind i vilkårene, så man ikke overraskes uvidende.
Reglerne er for så vidt
klare. Problemet er, at ankestyrelsen ikke er uafhængig - men sortere under beskæftigelsesministeriet. Derfor får man nu bare en slags "goddag mand økseskaft" afgørelse når man klager.
Arbejdsmarkedets Ankenævn, kunne man der imod i højere grad have tillid til - traf upartiske afgørelser.
Nu kontrollere beskæftigelsesministeriet sig selv, og resultatet er afgørelser med ført hånd foruden forkerte afgørelser fordi man har så travlt med, at vikle reglerne så meget ind - at kun specielt indvidede kan forstå dem.
Det åbner jo for forfortolkningsmuligheder der passer ind i bestemte kontekste. Hvem har fortolkningsretten er altså ikke ligegyldigt!

Spræl endelig, og godt at temaet smides ind i valgkampen.
Pøj pøj, og en omgang til musikken.

God dag der ude

Niels Duus Nielsen

Det er en oldgammel problemstilling, der for mere end tredive år siden af en god ven og kollega (musiker) blev formuleret således: "Man skal sgu passe sin arbejdsløshed!"

Og med det mente han, at hvis man er på arbejdsløshedsunderstøttelse, skal man ikke gå og tage småjobs, for så bryder systemet sammen - kun kontrolkort med lutter nuller glider smertefrit igennem.

(Kontrolkort var datidens måde at kontrollere, at de arbejdsløse ikke arbejdede - man skrev på et papkort, hvor mange timer man havde haft arbejde i en given periode - papkortet blev stemplet, når man var til kontrol på AF, og kunne siden veksles til understøttelse/kontanthjælp. I princippet skulle A-kassen/bistandskontoret så blot trække arbejdslønnen fra støtten, men i praksis gik der som regel ged i den, fordi proceduren krævede manuel sagsbehandling. Subtraktion er svært.)

Jeg kan så her læse, at der er intet nyt fra kontrolfronten. Man har ganske vist afskaffet de oldnordiske papkort, men systemet spænder stadig ben for freelancerne.

peter fonnesbech, Elisabeth Andersen, Felix Austin, Claus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Trine Schmidt Nielsen

Vigtigt indlæg. Samfundet kunne ikke hænge sammen uden løsarbejderne, og som Pernille Bévort beskriver, er det en meget usikker måde at leve på, som i mange tilfælde ikke er selvvalgt. Som arbejdsmarkedet udvikler sig, vil gruppen af løsarbejdere bliver endnu større. Fast arbejde med de goder, det medfører i form af stabil indtægt osv., er et privilegium, som mange aldrig får adgang til. Men til trods for det er det typisk dem med fast tilknytning til arbejdsmarkedet, der nyder politikernes positive bevågenhed, mens løsarbejderne straffes .

Jakob Silberbrandt, peter fonnesbech, Elisabeth Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man er så bange for, at folk skal "benytte" sig af systemet til kun at arbejde perifert; men for det første er der ikke skygge af bevis på andet, end at folk vil arbejde alt det, de kan.
For det andet skal vi væk fra det urimelige rimeligt arbejde, for der er rigeligt med folk til at varetage dette, som i dag holdes udenfor, fordi arbejdsgiverne kan vælge folk med nogle kvalifikationer, de ansatte så ikke bliver betalt for - hvad med skuespilleren som telefonsælger, f.eks.? For ikke at tale om akademikeren. - Og rent bortset fra, at telefonsalg slet ikke bør finde sted.
Dagpengesystemet i sin bedste udformning muliggjorde aktiviteter i samfundet, og engang imellem blev man så sat til at lave noget arbejde, der passede til ens faglighed for at genoptjene en ret, der var ved at udløbe - det var også en fordel for både freelanceren og samfundet.
Ingen kan heller rigtigt tillade sig at være misundelige, da det jo står enhver frit for at indrette deres arbejdsliv efter de regler.

Steffen Gliese

Folk har også fortrængt, hvordan det var: forleden dag var Tore Leifer forarget over at erfare, at folk på dagpenge i gamle dage lavede kunst, skrev bøger, øvede teaterforestillinger. Det r typisk at vende nytten på hovedet: det er resultatet, der tæller, og der var da også konservative rådmænd- og kvinder, der var mere end stolte af, at kontanthjælpen på den måde udgjorde "den største kulturstøtte i samfundet".

peter fonnesbech, Gert Selmer Jensen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Eva Carstensen

Som billedkunstner genkender jeg arbejds betingelserne beskrevet i artiklen. Spørgsmålet er hvordan vi timeansatte fra vidt forskellige fagområder kan komme til at tale med én stemme? Det vi har tilfælles er at vi er timeansatte. Vi er fleksible og indretter vores arbejdsuger med forskellige ansættelser hos forskellige arbejdgivere. Hvorfor har vi ikke ret til fx pension i vores løn? Hvilken fagforening kæmper for det?
Og vi må leve med usikkerheden omkring genansættelser. Og som artiklen fortæller, et meget usikkert sikkerhedsnet, hvis man har indrettet sit arbejdsliv i et kludetæppe af løn indkomst og selvstændig virksomhed. Jeg kunne ønske at der blev set positivt på vores ressourcer, det vi bidrager med, istedet for, som nu, hvor vi er dem der ikke passer ind i systemerne. Og det er i øvrigt vores eget problem og ansvar. Vi mangler en fælles platform

peter fonnesbech, Tue Romanow, Elisabeth Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ja, det er et stort problem, at den ubetingede respekt for arbejde, der tidligere herskede, er blevet undergravet af folk, der har brugt deres magt til at tvinge i stedet for at betale prisen på varen.
Det er ikke til at gennemskue længere, hvornår noget er lønarbejde på fast ansættelse, hvornår det er vikararbejde, hvornår det er løntilskud eller praktik. Der skal ryddes op, så ingen løfter en finger, uden at der er klare linjer, hvilket der så til gengæld sagtens kan være med større fleksibilitet, så man f.eks. kan udøve noget arbejde på dagpenge med udsigt til at få en fuld løn senere i forløbet og dermed genoptjene dagpengeretten.

Anne Eriksen, Gert Selmer Jensen, Elisabeth Andersen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Freelance dit og dat, er noget pjatteri.! Og det lyder ovenikøbet som om det kunne være sjovt, engang imellem. Næ! Nu er det kun "Hamsterhjulsaktivitet", der tæller, men kun hvis det aldrig
er sjovt. (Det er det så heller ikke).!
Vor herre til hest, hvor er Danmark blevet snæversynet. !
Nidkærheden og de meget små sko, tegner billedet.

Anne Eriksen, peter fonnesbech og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er da egentlig bemærkelsesværdigt, at det største bedrag, man kan foretage som arbejdsløs, er at udføre noget arbejde, man ikke får løn for. Det modbeviser jo fuldkommen enhver teori om, at de arbejdsløse er dovne og bare ligger hjemme på sofaen.
Det er da heller ikke det, der er den store bekymring - nej, det er problemet med at få løst alt det dårlige arbejde, som ud fra en markedsbetragtning ikke lønner sig: det arbejde, som man i offentligt regi kan holde ud af markedslogikken og derfor få løst, men som der også forekommer en god del af på det private arbejdsmarked, hvor det er hadet i toppen, fordi det på ingen måde øger overskuddet. Ikke desto mindre er man nødt til at indføre den rimelighed på et tidspunkt, at det kedeligst og tungeste arbejde må have et lønløft, så folk oplever i det mindste en rimelig kompensation.

peter fonnesbech

At implementere en "Både Og" status frem for en "Enten Eller" i arbejdsløshedslovgivningen kræver faktisk en del rummelighed og tillid.

Samtidig er det osse en stor kreativ udfordring for politikerne og embedsmændene.
Og kan de gøre uden at få deres egne værdier stærkt udfordret, fordi løsningen her dybest bunder i livssyn og værdier.

Historien kan dog godt opvise perioder , hvor "de fastboede og sigøjnerne" kunne fungere fint sammen.

Så hvorfor skulle det ikke kunne lykkedes idag.