Kronik

Ingen er blevet smukkere af at få at vide, at de er grimme

Jeg har haft 39 år til at lære at håndtere mine omgivelsers respons på mit udseende. Faktisk er jeg blevet lidt af en superhelt: altid parat. Altid parat til at afværge en sårende bemærkning med et kæmpe grin eller en verbal øretæve
’Du kan tro det eller lade være: Jeg er aldrig blevet drillet af et andet barn – det er voksne mennesker, som har gjort mig ondt, siden jeg var barn,’ skriver Christina Anderskov i dagens kronik

’Du kan tro det eller lade være: Jeg er aldrig blevet drillet af et andet barn – det er voksne mennesker, som har gjort mig ondt, siden jeg var barn,’ skriver Christina Anderskov i dagens kronik

Linda Hansen

Debat
30. juni 2015

KRONIK – Da jeg blev født en solskinsdag i august 1976, tog sygeplejersken mig om nakken og holdt mig op i lyset, der strømmede igennem Rigets store vinduer. Hun konkluderede, til min unge mors rædsel, at jeg var blind og åndssvag. Det sortrøde mærke, der dækkede den ene del af mit lillebitte ansigt, skulle min mor dog ikke bekymre sig om. Dét skulle nok forsvinde med tiden.

Jeg er ret glad for, at det forholdt sig stik modsat. Mit syn er udmærket. Min hjerne fejler ikke noget. Men jeg har et modermærke, der deler mit ansigt i to. Mærket er blevet mindre, men summa summarum: Jeg kommer aldrig til at se normal ud.

Mit modermærke kan i dag bleges via laserteknik, men fjernes kan det ikke. Modermærket gør ikke ondt, det smitter ikke, det klør ikke, og jeg har ikke en øget risiko for hudkræft. Altså er der ingen fysiske mén forbundet med den farverige anomali, som jeg bærer i ansigtet – og i hjertet. Punktum. Verdens mest ligegyldige kronik. For så er der er jo ikke noget problem, vel?

Men jeg har rent faktisk noget på hjertet, et problem at problematisere, om du vil. Sagen er blot, at det ikke er mig og mit modermærke, der er problemet. Fingeren drejer 180 grader og peger på dig. Problemet er dig! Ja, dig. Og det kommer vi tilbage til. Først skal vi lige en tur forbi mor og minimenneske-mig igen.

På med baby-makeuppen

Da mor var ung, og jeg var bette, fik hun et par gode råd og hjælp med på vejen fra en eller anden offentlig instans. I myndighedernes øjne var der ikke nogen tvivl om, at jeg ville blive drillet af andre børn og opleve psykosociale problemer. Derfor skulle jeg i børnehave og socialisere ASAP.

Min mor fik et stykke papir fra kommunen, der tilsidesatte alle ventelister. Samtidig skulle jeg skjules for omverdenen. For min egen skyld, forstås. Så min mor fik ordineret et baby-makeup-kursus. Makeuppen ville på magisk vis beskytte mig mod ondskabsfuldheder fra andre børn.

Logikken er upåklagelig. I hvert fald hvis man som forældre ønsker at lære sit barn, at barnet ikke er godt nok, at det ikke kan elskes, hvis ikke det ligner de andre børn. Så er det bare på med baby-makeuppen, ind med flyveørerne og af med høreapparater og briller. Men hvorfor stoppe der? Vil du give dit barn en garanti for aldrig at blive mobbet, aldrig at stå udenfor, altid være elsket og klare sig godt og smertefrit her i livet – en ægte lille smuksak af en prinsesse – så skynd dig at få opereret den lille, skæve næse snorlige og for Guds skyld skær ned på babymosen, og lær dit barn at tælle kalorier, før det kan gå på potte.

Hvor gammel jeg var, da jeg gik på baby-makeup-kursus, ved jeg ikke. Det eneste, jeg ved, er, at jeg lykkeligt åd den dyre makeup og som tilgift fik dårlig mave. Så var den skid ligesom slået. Min mor droppede de gode råd, og jeg kom i børnehave. Som mig selv.

Du er bare for grim!

Jeg elskede at gå i børnehave, elskede folkeskolen og var pænt pjattet med gymnasiet. Du kan tro det eller lade være: Jeg er ALDRIG blevet drillet af et andet barn. Hermed ikke sagt, at jeg ikke har været udsat for en del ubehageligheder, der er forbundet med mit udseende. Det er her, du kommer ind i billedet. For jeg antager, at du er et voksent menneske. Det er voksne mennesker, som har gjort mig ondt, siden jeg var barn.

Hvordan tror du, det føles at blive stoppet på gaden, i bussen og i køen i Netto af vildt fremmede, voksne mennesker og blive udbedt en forklaring på: »Hvad fanden har du lavet?« »Fuck, har du været oppe at slås?« »Gik det galt med sømpistolen?« »Hey, er du blevet forbrændt?« Eller den mere direkte: »Du er bare for grim!«

Det overskrider alle grænser. Især den aggressivitet, de hårde domme bliver uddelt med. Vreden. Her kunne du lære noget af dit barn. Børn spørger pænt, og de får pæne, pædagogiske svar.

En af mine værste oplevelser var, da jeg var en syv år gammel og legede på en nu hedengangen storebæltsfærges legeplads. Jeg legede med en pige, som var lidt yngre end mig. Midt i legen kommer pigens mor forbi. Pigen kigger på sin mor, peger på mig og spørger moren: »Hvad er det, pigen har i ansigtet?« Moren griber fat i sit barn og trækker af sted med hende, mens hun aggressivt hvæser til pigen: »Dét er, hvad der sker, når man leger med varme kogeplader!« Der stod lille mig efterladt på legepladsen og med raseritårer, der svømmede over. Afmagt, skyld og skam. For jeg vidste da godt, at man ikke må lege med varme kogeplader, men kunne ikke tage til genmæle.

Personlig firewall

Hvis du nu sidder og tænker, tør øjnene, så er det yderst simpelt at prøve, hvordan det er at se en anelse anderledes ud i Danmark anno 2015. I dare you! Du tager en sprittusch, maler halvdelen af ansigtet Peter Lundin-style og smutter så en tur ned ad strøget. Derpå tager du til en reception, nupper en jobsamtale og en blind date. Har du stadig ikke fået nok, så smider du et par trutmund-selfies på Tinder. Vågner du op næste dag med en lidt grim smag i munden, kan du lune dig ved tanken om, at det kun tager cirka en uge, før du har fået skrubbet resterne af sprittuschen af. Jeg bærer mit mærke for livet.

Men du skal ikke have ondt af mig. Jeg har jo haft 39 år til at lære at håndtere mine omgivelsers respons på mit udseende. Faktisk er jeg blevet sådan lidt af en superhelt: altid parat. Altid parat til at afværge en sårende bemærkning med et kæmpe grin eller en verbal øretæve.

Jeg er et menneske, som tager rummet, før det tager mig. En af de ekstremt udadvendte. Det fungerer som min personlige firewall, og det er flere år siden, at nogen sidst har fået mig til at søge i tudeskjul på nærmeste toilet.

Til gengæld er det lidt af en udfordring at lægge heltekappen og slå firewall’en fra. Jeg havde engang en stresspsykolog, som foreslog, at jeg skulle arbejde med min sårbarhed. Sårbarhed?! Det var som at blive bedt om at stille sig ud på Køge Bugt Motorvejen midt i myldretiden. Du er min motorvej. Det må du rigtig gerne tænke over, hvis du vil lære mig at kende. For inde bag superheltekappen gemmer der sig en lille pige, som er virkelig bange for, at du pludseligt råber af hende.

At råbe ad mennesker, som er anderledes og ikke lever op til normalen, er sagens kerne her. Du kunne selvfølgeligt aldrig finde på at råbe ad mig i Netto. Du kunne heller ikke finde på at give dit barn baby-makeup på, og da slet ikke at fortælle dit barn, at udseende er det vigtigste i verden.

Men hvis du tænker dig om, så har du måske alligevel ladet den indre svinehund glamme et svagt øjeblik. Et like på Facebook er ikke så uskyldigt, som det ser ud. Når en kendisblogger går bananas over en for tynd model; en for tyk model; en Hollywood-stjerne, der er blevet fed, træt og rynket over night, så er dit like et råb. Et råb ad et fremmed menneske. Et slidt, beskidt menneskekanvas, der skurrer i din sarte øjne.

Ved hvert eneste like lærer du dit barn og andre, der måske er lidt mindre modne, selvsikre og veluddannede end dig, at udseende er alfa og omega, og de bare har at rette ind, hvis de skal gøre sig fortjent til at finde lykken her i livet.

Vil du ikke nok være sød at holde op med at råbe? Mit udseende vedkommer ikke dig, og der er aldrig nogen, der er blevet smukkere af at få at vide, de er grimme. Så venligst, get out of my face, tak.

Christina Anderskov er antropolog og specialkonsulent i Københavns Kommune

Serie

Kronikserie: En kort, en lang

Et billede af en tynd model i et modemagasin kan udløse læserstorm, og tv-serier om folk – eller hele byer – der skal tabe sig, er seermagneter. De afvigende kroppe stemples og dømmes ude. Alligevel bliver en afvigende krop hurtigt et tabubelagt emne, når vi konfronteres med den. Vi lader, som om den tykke veninde ikke er tyk; den lave mand ikke er lav; den magre bare er slank. Tyk eller tynd – en afvigende krop bliver hurtigt elefanten i rummet.

Men hvordan opleves det at leve i en krop, der afviger fra det normale? Det skriver en række kronikører om i denne serie.

Seneste artikler

  • Fed humor

    16. juli 2015
    Hvorfor er overvægtige kroppe primetime tv-underholdning, mens undervægtige kroppe er seriøse temaprogrammer? Jo oftere, der bliver gjort grin med overvægt, desto mere legalt bliver det at råbe ’fede svin’ efter en klassekammerat eller en fremmed – for eksempel mig – på gaden
  • En ægte Picasso

    8. juli 2015
    Vi har været i krig i mange år, mit ansigt og jeg. En blodig krig med talrige ofre: Nervetråde er blevet skåret igennem, muskler er blevet opereret ud, ben er blevet skåret op, væv er blevet smadret, skåret væk, syet ind – og for hvis skyld?
  • Caspar Eric: Den handicappede krop er fremtiden

    26. juni 2015
    I behøver ikke slå blikket ned for min skyld, når I går forbi mig med hotdogs eller caffe latte i hånden. Den spastiske, deprimerede, forkrampede, underlige krop bør minde alle om, at vi har brug for hinanden
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jeg synes ikke, du er grim, modermærke eller ej. Det er chokerende at læse den frihed, andre tilstår sig selv i forhold til reaktioner indbyrdes, danskerne er godt nok blev noget plebs, hvor man kunne have håbet på nogle stadigt bedre manerer.

Elisabeth Andersen, Olaf Tehrani, Torben Nielsen, Rasmus Kongshøj, Tove Stenersen, Mads Kjærgård, Sven Elming, lars abildgaard, Anne Eriksen og Dorthe Mortensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

- blevet

Poul Sørensen

Godt skrevet. Jeg begriber heller hvordan folk kan sidde og se netfiskerne m.m. de sidder bare og griner af, at andre mennesker slår sig - det er da en sørgelig beskæftigelse af ens intellekt.

Torben Nielsen, Christel Gruner-Olesen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Bodil Waldstrøm

Tak, Christina for din fantastiske kronik. Hvor er du modig! Og hvor er det vigtigt, at du gør opmærksom på, hvor overfladisk fokuserede mange, mange mennesker er i vores samfund. Altid skal der vurderes på, om et menneske er smukt, ellers er det åbenbart ikke godt nok. Og hvad er det at være smuk? Jeg er sikker på, at mange, mange unge mennesker, der har det dårligt, er påvirket af, at man skal se ud på en bestemt måde for at blive rost eller bare accepteret.

Jeg sidder her med tårer i øjnene, for jeg ved, hvad du skriver om. Jeg er også født med et modermærke i ansigtet. Ikke nær så stort som dit ganske vist, men nok til bemærkninger. Jeg er selv sikker på, at jeg har klaret det nogenlunde godt, fordi jeg som lille pige misforstod ordet ”skønhedsplet”. Jeg opfattede det simpelthen som noget positivt – en plet, der gav skønhed! Denne opfattelse blev underligt nok ikke ændret, efterhånden som jeg blev ældre. Jeg kom naturligvis til at forstå, at andre ikke opfattede det som noget positivt, men jeg var vaccineret af min meget tidlige opfattelse. Jeg kunne naturligvis godt blive såret og ked af det af bemærkninger, men jeg så det ikke som kun mit problem. Faktisk blev det en måde for mig at lære at vurdere andre mennesker på – ikke kun ud fra, hvordan de behandlede mig, men hvordan de omtalte andre mennesker på grund af deres udseende.

Jeg bruger aldrig ordet grim om et andet menneske, og det påvirker mig, når jeg hører eller læser nogen bruge det. Nogle gange tænker jeg, at blinde mennesker har en fordel, når de ikke kan vurdere andre mennesker på udseendet (jeg ved godt, at det er langt ude, for naturligvis er det et handicap at være blind).

Endelig rører det mig også, at du skriver, at børn behandlede dig bedre end voksne. Det kender jeg også godt. Jeg har været vegetar i flere årtier. Det har været årsag til mange, mange negative bemærkninger fra voksne (især de første år). Jeg har skullet forsvare mig, som om det var mig, der var noget galt med, når jeg ikke ønskede at spise dyr, der var blevet dræbt. Men jeg har ALDRIG hørt et negativt ord fra et barn, når jeg sagde, at jeg ikke spiste kød. Det blev umiddelbart accepteret – det var ikke værdiladet – og da slet ikke en trussel.

June Beltoft, Torben Nielsen, Carsten Søndergaard, David Zennaro, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
H.C. (Hans Christian) Ebbe

Køn pige...med meninger og følelser... der er nogen der bliver heldig en dag (hvis der ikke allerede er...)

Christina, jeg synes du er sej. Godt skrevet. God vind...:o)

Christina, jeg synes du er sej. Godt skrevet. God vind...:o)

Signe Kongsgaard

Godt og sejt skrevet.

Det kan ikke sammenlignes med et modermærke, men jeg har en søn på 11, som har ret langt hår. Det er der heller aldrig nogen børn, der driller ham med. Men voksne! Jeg har ikke tal på hvor mange der har fortalt mig (og ham) at han - trods en kraftig drengekrop med brede skuldre og en drenget tøjstil - ligner en pige. Eller har spurgt mig om han er en pige eller en dreng. Undskyld mig, fremmede menneske i Netto, hvorfor er det vigtigt for dig at vide? Han er glad for sit lange hår men han _hader_ når voksne skal pladre rundt i hvor tøset det er og at han burde blive klippet og er det da ikke også alt for varmt og det er da ikke en drengefrisure.

Voksne skal holde helt op med at kommentere børns udseende og gerne også hinandens og så fokusere lidt på personerne bag i stedet. Alternativt flette næbbet og passe sig selv.

June Beltoft, Mads Østergaard, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Rikke Nielsen, Torben Nielsen, David Zennaro, Karsten Aaen, lars abildgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Frank Hansen

Tænk, jeg synes du er køn. Jeg ville ikke have det fjerneste imod at se på det modermærke hver eneste dag.

For mange tager det nok en lille tilvænning, og det er i den proces, at det kan gå helt galt. Folk bliver forskrækkede og siger noget som de senere bittert fortryder. Det viser også hvor vigtigt ansigtet er.

Christina Anderskov, se det som en evne. En evne til at skille de uinteressante fra ...og glæd dig over det.

olivier goulin

Jeg synes også, du har et kønt ansigt. Det modermærke betyder ikke meget.
Og det er der tilsyneladende andre, der synes. Mon ikke der er mange flere.
Så mon ikke du fordrejer omverdens reaktion en smule?

Hvad hjertet er fuldt af, reflekterer øjnene - og det er i sidste ende her skønheden ligger.
Formerne, vægten, og alle de mulige skævheder og skavanker er virkelig ubetydelige i den sammenhæng. Ofte kan de tilmed være charmerende.

Jeg synes eksempelvis, at en lille smule vindøjethed er charmerende. Det giver en antydning af fravær.

/O

Jesper Hansen

Christina, du har al min sympati.

Her er en supersød sang til dig, og alle os andre "grimme":

https://www.youtube.com/watch?v=ceTTOcRRHAw

You're only pretty as you feel

Peter Günther

Christina, du er smuk. Grim er den, som fælder dom over andre, f.eks. P.g.a. Udseende

Mange bliver grimmere af, at få at vide, at de er smukke.
Det er dejligt, at læse, at det ikke er 12 taller som har invaderet dit spejl.
Den eneste som kan prale, er naturen, og det er du også et eksempel på.

Jesper Brink

stærk og vigtig kronik.

Get out of my face, tak. Og grin af dem. - Den er god Christina Anderskov :) - De modbydelig voksne her ikke et hoved som dit, husk det.

Rikke Nielsen

Christina Anderskov, verden flyder over med mennesker med dårligt selvværd, og det giver dem en dejlig magtfornemmelse ovenpå alt elendigheden at gå efter dem, der er nemme at gå efter. Dit mærke er en invation til sådanne typer. Ellers kunne de alternativt vælge at gå efter din højde, drøjde og alt der måske ellers afviger fra leverpostejsstandarden.

Merete Bøye

Anden gang inden for ½ år, at der er en "folk med fødselsmærker i ansigtet er PISSE-grimme, men det kan de jo ikke gøre for, så vær lige ordentlig ved dem"-artikel i et større dansk dagblad.

Jeg har et rødt mærke i ansigtet, men har faktisk aldrig følt mig generet af det, eller fået at vide at jeg var grim p.g.a. det, før jeg fik det at vide i disse to artikler. Nu overvejer jeg for første gang i mit 44-årige liv at få det fjernet. Fordi selvom der aldrig er nogen (voksne) mennesker, der siger noget til det, så tænker de åbenbart alligevel deres. Ved jeg så nu.

Side tak, tolerante mennesker i Information og Politiken. I har lige fortalt mig, at jeg er grim.

Carsten Mortensen

Tjah, Merete man ku' se'fø'li' også lære sine børn - og hinanden - at problemer klares bedst ved at holde kæft.
Det er vist det du skriver?
Og alle mennesker tænker deres.

erik witt nielsen

TAK Information
For at bringe et host og fnys fra én der ikke følger Jantelovens stramme regler og traditioner
Fuck den der forventer en traditionel og planlagt reaktion på deres eget udspil.
De må søge de neurotiske mennesker der frygter friheden for sikkerheden.

Med venlig hilsen
Smøreka’len

Steffen Gliese

Næppe, Merete Bøye. ;-)