Kommentar

Vi er alle klimaforandringsbenægtere

Vi er vores egen værste modstander: Den menneskelige psykologi gør os elendigt rustet til at håndtere de truende klimaforandringer
19. juni 2015

Ved sidste uges økonomiske topmøde i Bayern enedes G7-landene om, at fossile brændsler skal være udfaset før udgangen af indeværende århundrede.

Det er nemt at lægge en kynisk distance til en så fjern målsætning, men enhver officiel målsætning bør ret beset hilses velkommen. Uden mellemstatslig handling klarer vi den nemlig ikke. For klimaforandringer er et problem, vi står håbløst dårligt rustet til at håndtere som individer.

Hvis onde psykologer på en hemmelig undersøisk base havde sat sig for at skabe en krise, som menneskeheden psykologisk ville stå elendigt rustet til at håndtere, ville de næppe have kunnet hitte på noget bedre end klimaforandringerne.

Evolutionen disponerer os for at reagere mere energisk på umiddelbare trusler, vi har let ved at visualisere mentalt, end på trusler, der er fjerne og abstrakte. Ganske som vi er mere følsomme over for forsætlige trusler fra bestemte mennesker, end vi er over for de utilsigtede trusler, der er en følge af kollektive handlinger.

Vi er samtidig elendige til at yde små ofre i nutiden for at undgå enorme ofre i fremtiden, ligesom vores opmærksomhed har lettere ved at blive fanget af fænomener i hyppig forandring end af dem, der diskret og gradvist hober sig op over årtier.

Klimaet er røvkedeligt

Som psykolog Daniel Kahneman, en førende forsker i kognitivt dissonans, udtrykker det (i George Marshalls nye bog, Don’t Event Think About It): »Ingen nok så høj grad af psykologisk bevidsthed om klimaforandringer kan få mennesker til at overvinde modviljen mod at skulle sænke deres levestandard. Grundlæggende er jeg pessimist«. Hertil føjer sig et forhold, som filminstruktør Randy Olson har kaldt ’det store unævnelige’: Klimaforandringer er ganske enkelt røvkedelige.

Som Olson sagde til New York Times: »Klimaforandringer er muligvis det mest kedsommelige emne, videnskabens verden nogensinde har præsenteret for offentligheden.« Men at noget er uinteressant, betyder desværre ikke, at det er uvæsentligt. De største udfordringer er ofte de mindst interessante, fordi de omhandler langsomme processer i komplekse upersonlige systemer snarere end historier om enkelte mennesker.

Det er nemt nok for de af ​​os, der ikke selv er klimaforandringsbenægtere, at udfolde magelige lænestolspsykoanalyser af benægterne. De lever i en tilstand af fornægtelse, hvor de udvikler forsvarsmekanismer og opbygger onlinefællesskaber af ligesindede for at beskytte sig mod at føle skyld og mod at acceptere behovet for at bringe personlige ofre.

Sværere er det at acceptere, at vi i en subtil forstand selv kan være klimaforandringsbenægtere. Men driften mod at undgå kognitiv dissonans – det vil sige skille os af med det ubehag, der opstår, når vi indser, at vi har modstridende overbevisninger eller, at vi ikke handler i overensstemmelse med vores overbevisninger – er en uhyre magtfuld kraft.

Personer, der bliver forældre for eksempel, er tilbøjelige til herefter at tage klimaforandringerne noget mindre seriøst, fremgår det af forskning citeret i Marshalls bog. Man kunne måske tro, at det at få børn ville fremkalde større bekymring for velfærden for fremtidige generationer, men det, der vinder frem, er snarere ønsket om ikke føle sig skyldig over at have bidraget til de klimaskadelige konsekvenser af overbefolkning.

Dyd belønnes med synd

Lige så tricky er fænomenet ’moralsk kompensation’: Når vi udfører en dydig handling, efterlader det en selvretfærdig indre glød, som – bilder vi os ind – berettiger os til efterfølgende at udføre en mindre dydig handling, uanset at de skadelige virkninger af sidstnævnte langt opvejer fordelene ved førstnævnte.

Hvis man synes, man har været så dygtig til at genbruge papir, at man under sig selv en lang flyvetur mere om året, har ens engagement i miljøet kun gjort ondt værre. Især som journalist er det bekymrende at tænke på, hvor meget journalistik om klimaændringer, der kan udløse moralske kompensationseffekter: Har jeg gjort min del, bare fordi jeg har skrevet disse artikler?

I Dont’ Even Think About It gør klimaaktivist og forfatter Marshall en brav indsats for at nå en opbyggelig konklusion. Vi må ændre grundfortællingen, forklarer han. Vi må forstå krisen som noget, der allerede sker her og nu – ikke i fremtiden, og som noget, der ikke kun sker for isbjørne – men for os selv.

Klimaaktivister bør søge inspiration i religionen med dens respekt for ’hellige værdier’ og tale lige så meget i religiøse termer som i de rationelle afvejningers sprog. Og vi må lige så ihærdigt sætte spørgsmålstegn ved vores egne yndlingsantagelser, som vi gransker fordomme hos andre. Engagerede miljøforkæmpere kan her begynde med at ransage deres motiver til at afvise potentielle teknologiske løsninger.

Personligt hælder jeg mest til at dele Kahnemans pessimisme. Men her tvinges jeg så til at erkende, at selv pessimisme kommer med en selvisk lystgevinst. Hvis der alligevel ikke er noget, jeg kan gøre, kan jeg lige så godt lade være med overhovedet at gøre forsøget. Også fortvivlelse kan være en form for benægtelse.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Birgitte D Pedersen
  • Johannes Lund
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Benno Hansen
Lise Lotte Rahbek, Birgitte D Pedersen, Johannes Lund, Mikael Velschow-Rasmussen og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Velschow-Rasmussen

Artiklen er jo desværre fuldstændig korrekt !
Og derfor vil vi formodentlig heller ikke være i stand til på verdensplan at blive enige om noget som helst.
(Jeg er i hvertfald temmelig pessimistisk ang. klima mødet i Paris senere på året).
Og så længe folk - idiotisk tror - at man kan gøre noget ved hjælp af pengeøkonomi, hænger vi desværre i suppedasen.

Nu er jeg selv single og uden børn, men selv jeg når formodentlig at se værre og værre konsekvenser af vores fælles benægtelse og forandringsuvillighed. Den kollektive kognitive dissonans er stadig total og påvirker mig desværre i klinisk forstand til til tider at være totalt deprimeret og sortseende og indse meningsløsheden ....

-> men -> men -> men (vi er nødt til at bevare håbet og optimismen)

Thumbs up - trods diverse klima forskeres rædsels forudsigelser om snarlig exit for homo sapiens.
Jeg tror, det er bedst at vade positivt ind i 'the abyss' :-)

John Rohde Jensen

Perfekt analyse af problemet. Som mennesker er vi ikke mentalt i stand til at håndtere denne trussel. Når vi så ovenikøbet bliver bedt om at sænke vores levestandard eller i det mindste lave kraftigt om på vore livsstil for at imødegå denne trussel så går det helt galt.

Jeg forudser også at det her går helt galt.

Problemet er ikke individer, men istedet regeringer. Regeringer har netop det overordnede og langstrakte blik. USA's militær har skrevet adskillige analyser om klimaændringernes påvirkning af fremtidens trusselsbillede. Regeringer ved, hvor slemt det bliver, og de har magten til at gøre noget ved det.
Desværre er vores regeringer overtaget af forretningsverdenen, som overhovedet ingen interesse har i langsigtede trusler. Det er derfor, intet sker på denne front, som på så mange andre.

Niels Duus Nielsen, Karsten Kølliker, peter fonnesbech, Gitte Roe, Britta Hansen, Britt Kristensen, Aksel Gasbjerg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Klimaet eller naturen er en stor bank.

En selvbetjeningsbank, hvor man sagtens kan lave "overtræk".

leif voetmand

Ja, Peter
Det tager nogle år, at få havtemperaturen, med op.
Det bliver lidt "spændende" med den El Nino som er under opbygning.
Viser den sig fra sin værste side, tror jeg vi får det chok,
som kan få os til at handle.

peter fonnesbech

Du har nok ret Leif.

Den visuelle konfrontation er langt stærkere end langsigtede pronoser.

Seeing is believing.

Og vi skal nok for syn for sagen, selv om det ikke bliver et kønt syn.

Michael Bruus

Det er jo rigtig nok, klima er røv kedeligt.

Det handler om en hel masse uoverskuelig pis som ”jeg” ikke rigtig kan gøre noget ved.

Og debatten om klima, handler om hvad ”jeg” skal holde op med at gøre.
”Jeg” skal lade bilen stå, tage korte og koldere bade, skrue ned for varmen, slukke lyset og spise kødfrit, det er sgu da røv sygt.

Men behøver debatten kun at handle om hvad ”jeg” skal holde op med?

Hvad med, hvad ”jeg” aktivt kan gøre for klimaet?

Det er jo en helt anden vinkel, hvor det bliver muligt at bidrage og deltage aktivt, hvilket jeg tror rigtig mange gerne vil, men mange står sikker som jeg og ved ikke rigtigt hvordan man gør.
Det må være en oplagt mulighed for Alternativets laboratorer.

Martin Kristensen

Der er lidt "Prisoners Dilemma" over det - ingen vil gøre det der maksimerer fordelen totalt hvis alle gør det, fordi de ikke stoler på at de andre gør det. Altså suboptimerer de deres egennytte på bekostning af totalen.

Løsning?

Udover at blive ved med at skubbe på for samlede tiltag, så kan der nok nemmere skabes opbakning til en "Lomborgsk" løsning med fokus på forskning og tilpasning end til det hidtidige fokus på begrænsning af aktivitet.

Mennesker vil søge aktivitet og vækst. Jeg tror vi er oppe imod for store urkræfter hvis vi bekæmper dette. Det har bedre udsigter at dirigere aktiviteten og væksten i den rigtige retning.

Philip B. Johnsen

@ Ib Ling 11:28

Menneskeligheden evner ikke bæredygtig omstilling, ingen behøver tænker mere på det!

Fossilbrændstof sektoren har stor interesse i, Danmarks aktivistisk udenrigspolitik, ingen behøver, tænker mere på det!

Danmark's neo konservative 'demokratiske imperialisme', er ikke spor demokratisk, men bestemt imperialistisk, Ingen behøver, tænker mere på det!

osv.

Henning Egholk

Nej det er altså ikke helt sandt. Men vi er jo noget fastlåst i vores egen magelige tilværelse og komfort. Og så er de fleste danskere jo ikke kede af en lidt varmere sommer....

Martin Kristensen

@Philip...man kan afvise det, så meget man vil, men empirien taler sit eget sprog.

Jeg mener som nævnt vi skal blive ved med at skubbe på for globale tiltag, men jeg tør ikke sætte min lid til dette. Derfor skal vi arbejde på flere spor.

Philip B. Johnsen

Ib Ling
Mener du folk er, så bange for den forandring verden er under, at de helst opføre sig, som aberne, ikke se, ikke høre, ikke tale.

Under alle omstændigheder er, at ophæve manglende empati til empiri, er helt forkert, det kaldes for psykopati.

Fattigdom, ulighed og klimaforandringer, i Danmark og verden, er et politisk valg!

Den danske, EU’s og resten af, den vestlige eksporterede, vækst uden omtanke politik valg for verden, er døende, spørgsmålet er kun, hvilket omfang af menneskelig lidelse, det vil forgå under.

60 millioner mennesker, er på flugt fra fattigdom og forfølgelse, løsning på udfordringen, 'empati' vil definere vores fælles fremtid.