Klumme

Min krop er som et nyt hus, jeg ikke kender

Min krop protesterer. Bliver tungere og bredere. Løsere i kødet. Så hvad stiller jeg op? Jeg går næppe i krig mod kvindeundertrykkende kropsidealer, men tager nok bare en dans mere, end jeg plejer
12. juni 2015

Den gør sig bemærket på en ny måde, kroppen. Kødet hænger løsere på skelettet, kiloene kommer snigende. Der er noget, der er ved at ændre sig.

Det føles, som om kødet løsner sig en lille smule fra knoglerne, især i ansigtet, omkring kindbenene. Og så er det vel forbrændingen, der er blevet langsommere, og måske gendannelsen af cellerne. Hvad ved jeg?

Jeg ved bare, at der foregår en slags nedbrydelse. Jeg sidder anderledes i en bestemt stol. Jeg er tungere, bredere.

Det er, som om de nye kilo får alle dimensioner til at forskyde sig en lille smule. Det minder mig om at flytte ind i et nyt hus: Man snubler over dørtrinnene og smækker køkkenlågerne for hårdt i, indtil man har lært husets proportioner og karakter at kende.

Jeg har en tydelig fornemmelse af, at jeg skal tage stilling til det, der sker med min krop. Jeg skal vælge, hvilken vej jeg vil gå. Med eller mod udviklingen?

Jeg har altid betragtet min krop som loyal. Den har tjent mig godt de første 40 år. Jeg har været glad for den, taknemmelig endda. Graviditeter, arbejde, fest, sex, sygdom, operationer. Den har skønhedsfejl og skavanker, men i det store hele har jeg været glad for den. Vi har været et godt makkerpar.

Men – nu protesterer den, gør væsen af sig. Så hvad stiller jeg op? Hvordan forholder jeg mig? Sørger jeg over den krop, jeg har mistet, eller accepterer jeg den krop, jeg er ved at få?

Gør jeg en dyd ud af det? Betragter jeg dens skavanker med samme stolthed, som en kriger betragter sine ar? Forlanger jeg trodsigt respekt for min ikke-unge krop, erklærer jeg krig mod kvindeundertrykkende kropsidealer? Eller går jeg den anden vej? På kur, i træningslejr, i fitnesscenteret?

Træningscenteret bliver det ikke. Jeg er den vegeterende kropstype. Vegeterende betyder ’som en plante’, at ’hengive sig til stille livsnydelse’ og at ’leve stille, uvirksomt, i egne tanker.’ Det er lige mig.

Naboerne havde faktisk talt om det forleden. Den ene var kommet hjem ovre fra os og havde sagt til den anden: »Julie passer altså utrolig godt ind i den sofa.« Det er også sådan, jeg har det selv. Jeg passer utrolig godt ind i den sofa. Og ved siden af sofaen er der kaffe og chokolade. Så kur bliver det heller ikke.

For et par år siden fik jeg en tatovering. Tatoveringer er noget, man får, når man er ung og ukuelig og tror, at man er udødelig. Så det var på en måde lidt for sent. Men det gjorde mig ikke noget, at det måske var lidt kikset.

Jeg tænkte meget på, at den tatovering vil sidde der, når jeg bliver gammel og svag. At jeg vil have den, når jeg kommer på plejehjem. At jeg vil sidde der og betragte en lille bid af min egen forfængelighed tatoveret ind i skindet. For derefter at skulle bede om hjælp til at komme ud af sengen.

Der var noget ved den skrøbelighed – ved udsigten til at blive konfronteret med min egen forfængelighed, som jeg godt kunne lide. Som måske handler om at se det i øjnene, som kommer.

Det handlede om at tage styringen over min egen krop, især da den bevægede sig længere og længere væk fra idealkroppen – for selvfølgelig var forfaldet og ambivalensen begyndt at snige sig ind på mig. Det handlede om at vinde hævd over den på en underlig, ny måde, som jeg ikke var i stand til som 23-årig. Og nu sidder den der som en lille note to self, tatoveringen. Om hvad? Jeg er ikke sikker. At det er min krop, måske. At det er den, jeg har bragt med mig hele vejen.

Men hvad gør jeg nu? En tatovering mere? Jeg kunne jo få en for hver tøjstørrelse, jeg går op? Men der bliver ingen tatovering denne gang. Der er mindre og mindre amazonekriger over mig for hvert år, der går.

En klog dame sagde til mig: Det er bedst med kroppen, når man glemmer den. Når den bare fungerer, og man har det sjovt. Det er klogt, synes jeg.

Men det er jo også godt at mærke sin krop. Når det er forbundet med velvære. Så det bliver nok noget med dans. Og med chokolade.

Julie Top-Nørgaard er pædagogstuderende og journalist.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Fejldisponering?

Er disse dagbogsbetragtninger virkelig relevante på side 2's tre klummespalter i Information, hvor det nu nærmest er blevet umuligt at få plads på debatsidernes 2 spalter med læserbreve med samfundsrelevante indlæg?

Læserbrevsspalter som i øvrigt i overvejende grad er overtaget af institutioner og politiske partier?

Lennart Kampmann

Information anstrenger sig virkeligt for at få os væk fra avisen.

Men vi bliver hængende, selvom niveauet en gang i mellem er ret lavt.

Med venlig hilsen
Lennart

Tine Byrckel

Når nu man flygter fra Afrika. Når nu man kæmper for at få højere løn, ligeret. Hvad kæmper man så for? Omsider at tænke over livet. Over forgængeligheden. Døden også...  Så tak for en smuk tekst om, at tænke over kroppen, tiden... sofaen og størrelsen. Som noget andet end størrelser, hvor der hele tiden tælles penge...