Kommentar

Kvindekampen klæber til kroppen

Fejringen af kvindernes valgret kan ikke skjule, at kvinden endnu ikke har opnået den basale ret til at bestemme over egen krop. Sociale, juridiske og arbejdsmæssige landvindinger betales med flere restriktioner på kvindekroppen, dens udseende, seksualitet, form og funktioner
Kronikøren Katrine Arnfred mener, at vi i 100-året for kvinders valgret ikke må glemme, at kvindekroppen stadig er offentlig ejendom. Den er blevet endevendt, drejet og modelleret i og efter det mandlige blik i århundreder. Og bliver det stadig.

Kronikøren Katrine Arnfred mener, at vi i 100-året for kvinders valgret ikke må glemme, at kvindekroppen stadig er offentlig ejendom. Den er blevet endevendt, drejet og modelleret i og efter det mandlige blik i århundreder. Og bliver det stadig.

Ulrik Hasemann

5. juni 2015

I dag fejrer vi 100-året for en af de store danske kvindepolitiske sejre. Ja, vel en af de store samfundspolitiske sejre, sådan helt generelt. Valgretten. Det var ikke en ret, vi kvinder fik, men en ret vi tog. Og med god grund. Fra at være juridisk og socialt gemt væk i ægteskabets og (ægte)mandens skygge entrerede kvinderne scenen. I hvert fald på papiret. Senere buldrede kvindebevægelsen frem og lagde fundamentet for så meget af det, der i dag næsten tages for givet i forhold til kvindeliv og kvinders position og ret i et samfund, som i århundreder degraderede os til støvfyldte hjørner og fysiske og mentale skammekroge. Der er meget af fejre og en del at markere.

I dag handler kampen om mandebarsel og ligeløn. Om kvoter og kvindefag. De håndgribelige ting. De målbare ting. Dér hvor resultaterne eller manglen på samme er til at tage og føle på. Det er også vigtigt, javist. Der er lang vej igen, men hvor er vi alligevel nået langt, siger vi og klapper os selv og hinanden på skuldrene. Klap, der gennemsyres af et usynligt suk. For i kulissen er der noget, som skurrer. Kroppen står i vejen.

Kvinden har alle ret til

Den uhåndgribelige og alligevel allestedsnærværende krop. Vores hylster, forstår vi. Vores egen, får vi at vide. Eller hvad? For kampen om kvindekroppen, og ikke mindst kvinders ret til at have deres kroppe i fred, er en af de største frihedskampe for kvinder anno 2015. Samtidig er det en af de allersværeste.

For kvindekroppen er frit lejde. Kvindekroppen er alles, men sjældent kvindens egen. I forhold til kvindekroppen har vi sgu ikke særlig meget at fejre. Kampen om den er vi end ikke tæt på at vinde. Slet ikke.

Kroppen som kampplads

Kvindekroppen er en offentlig kampplads, om vi vil det eller ej. Det stod klart, da den indisk-canadiske kunstner Rupi Kaur uploadede et billede af sig selv på Instagram. Hun havde blødt igennem, og en plet bredte sig på hendes bukser og på lagnet.

Instagram censurerede med det samme. Menstruation er ulækkert. Noget vi helst ikke skal mindes om. Kvindekroppen er bryster, der ikke må amme i det offentlige rum. Det er åbenbart også ulækkert. Der er ikke meget sex i reproduktive funktioner, åbenbart. Paradokset er til at få øje på.

Kvindekroppen er også plastikkirurgbiksen Nygarts reklamer på busserne, der lokker med nye bryster. For kvindekroppen er altid klar til en opstramning, en omformning, til en tur ved kasse et, hvor fuckability-certifikater deles ud. Ve den, der ikke får et.

Kvindekroppen er skyld med skyld på, når damebladende spytter slankekure og sundhedstips og »tab 5 kg på 4 uger« ud. »Skal du ikke gøre noget ved den lille delle?« råber de kollektivt fra hylderne. Det er jo snart sommer.

Kvindekroppen er mænd, der skriver debatindlæg, om hvor skøn og blød og smuk og saliggørende den ’naturlige’ kvindekrop er. Hvil nu lidt mere i dig selv, kvinde. Lad nu være med at ligge under for forskruede idealer, kvinde. Kvindekroppen er også tv-programmer, der fortæller os, at kvindekroppen altså har brug for det mandlige blik for at få sat ord på af mænd.

Farlig og skrøbelig

Det er sådan set ikke noget nyt, det der med kvindekroppen som offentlig ejendom. Kampen om den har raset i århundreder. Kvinders kroppe har altid været genstand for undersøgende og skrutiniserende blikke. De har været alt fra hyperseksuelle til aseksuelle. De har været farlige, medgørlige, besværlige, svage, hysteriske og skrøbelige.

Underlagt tvangssterilisation, indgreb, diagnoser og sygeliggørelse. Og vigtigst af alt: Kvindekroppen er altid blevet set som anderledes end mandekroppen. Som en krop, der ses på og tales om på en anden måde end mandens. Og ikke mindst som en krop, der altid må tales om. Det kan vi ikke ryste af os her i 2015, selv om mange påstår det modsatte. Og lige her er det måske passende med den disclaimer, som man åbenbart altid skal liste ind et sted, når kvinder vover at skrive om kroppen. For hvad med mandekroppen? råbes der. Gerne højt.

Mandekroppen står jo også for skud. Der er ironman og sixpacks og hipsterskæg og undertøjsreklamer og noget med store pikke. Ja. Det er der. Mænd er i stigende grad underlagt samme rigide kropspolitik som kvinder. Og det er noget lort.

Men der er bare et par væsentlige forskelle. For det første historiciteten: Mænds kroppe har ikke været udgrænset i århundreder. Mænds kroppe er ikke blevet andetgjort. Mænds seksualitet er ikke blevet skammet. Det trækker spor. Dernæst har mandekroppen – på trods af idealer og præstationsræs – stadig et langt mere acceptabelt varieret udtryk.

Farkroppen er det nye sort. Nu er det okay for mænd at have lidt mave og pondus. At slappe lidt af med det kropsræs. De er jo lækre alligevel. Lidt kynisk kunne man sige, at hvis mænd var underlagt tilnærmelsesvis de samme rigide kropsidealer som kvinder i cirka fem minutter, så kom der et modsvar. Det er på sin plads at være kynisk, for generelt kan mandekroppen være i fred på en måde kvindekroppen ikke kan. Og aldrig har kunnet.

Kropslig valuta

Så hvor er vi med den kvindekrop, her 100 år efter vi tog valgretten? Hvor gemmer kroppen sig midt i alle de andre kvindepolitiske sejre? Den befinder sig i et dystert skyggespil, hvor sociale, juridiske og arbejdsmæssige landvindinger for kvinder betales for i form af endnu flere og større restriktioner på kvindekroppen og dens udseende, form, funktioner, størrelse og væren i verden.

I takt med at den sociale kontrol, som kvinder har været underlagt, lige så stille afvikles, snævres rammerne for kvindekroppen ind og erstatter forne tiders begrænsninger på kvinders liv med en effektiv kropskontrol. Kvinder må stadig helst ikke fylde for meget. Heller ikke med deres kroppe.

Nu er det kroppen, det handler om. Og den skal altid være klar. Det er kroppen, der er en kvindes væsentligste valuta, får vi at vide. Og vi labber det i os. Os kvinder. Vi æder præmissen og kører den videre på egen banehalvdel. Vi vurderer og kigger og sender elevatorblikke til andre kvinder. Vi dømmer inde og ude.

Det gør vi jo, selv om vi pænt lader som om, vi ikke gør. For vi har internaliseret ideen om kroppen som det væsentligste, som genstand for konstant vurdering. Vi har internaliseret det mandlige blik. Og det kræver sin kvinde at sige sig fri for det spil. At slippe kropskontrollen og blæse på konventionerne. Så hvad fanden stiller vi op? Hvad gør vi, for at vi ikke står her igen – på 200-året for kvinders valgret – og stadig er fanget i egen krop?

Det er for nemt at sige, at vi bare skal sætte kroppen fri. Det er for nemt at give den enkelte kvinde ansvaret som bannerfører for sin egen revolution, når hun tager på stranden på trods af appelsinhud og tordenlår. Vi snakker om det, det er, hvad vi gør. Vi prikker og pirker og blotlægger den systematiske nedvurdering, der sker af kvinder pga. deres kroppe. Vi insisterer på at bløde, amme, bolle og nyde.

Og når der er en kvinde, der fortæller, at hendes krop begrænser hendes frihed til at være i verden, så hør efter. Uden at brøle op om offerkort og den frie vilje. Det kunne faktisk være, at der var noget om snakken.

Katrine Arnfred er cand.mag. og skribent

Serie

De Fem F'er

For 100 år siden fik folkehold og fruentimmere valgret. Siden da er grupper som forbrydere, fjolser og fattiglemmer i stigende grad blevet en del af demokratiet.

I anledning af 100-års-dagen for grundlovsændringen af 1915 har Information bedt en repræsentant for hver af grupperne skrive en grundlovstale.

Seneste artikler

  • Tillykke til tjenestepigerne! Hvad med au pairerne?

    4. juni 2015
    For 100 år siden fik tjenestefolk stemmeret. For nutidens tjenestefolk er der fortsat meget at kæmpe for. Selv pæne værtsfamilier glemmer over tid, at deres au pairer er ligeværdige mennesker. De ser en funktion, som skal udnyttes bedst muligt. Sådan går det, når man har magten over andre menneskers liv
  • Engang havde I ondt af os, i dag foragter I os

    2. juni 2015
    Alle kender de hjerteskærende historier om vores barndom. Om vanrøgtede børn, hvis forældre er narkomaner eller alkoholikere. Børn, der udsættes for overgreb og kastes fra institution til institution. Nu har vi mere eller mindre fast adresse i fængslet, og medynken er for længst forsvundet
  • På bunden er vi holdt op med at tro på demokratiet

    30. maj 2015
    I dagens Danmark taler man ikke længere om det fælles ansvar. Magter du ikke at følge med, jamen så må du jo gå til grunde. Den besked forstod jeg først for alvor, da sygdommen ramte, og fattigdommen blev min følgesvend
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Günther
  • Ingrid Uma
Peter Günther og Ingrid Uma anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Det virker som en omgang selvynk. Vi udsættes alle for andres holdninger til hvilke kønsmæssige idealer vi bør have som mænd eller kvinder. Hvad er problemet? Omvendt har mænd jo tydeligvis ikke behov for at skrive artikel op og artikel ned, befæste forfatterskolen med præ-menstruel navlepiller 'literatur' osv for at håndtere 'kravene'.

Et opråb: Tag jer sammen. At være smuk er attraktivt. At være grim er det modsatte - sådan fungerer det både for kvinder og mænd. Det er ikke en ond 'heteronormativitet' det er livet. Håndtér det.

Benny Jensen, Felix Austin, Peter Andersen, Karla F. Fontane, Bo Carlsen, Ke Lar og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Dennis Jacobsen

Ja,hvad er problemet,Katrine Arnfred...Du skriver det jo glimrende selv,at mænd er underlagt den samme rigide kropspolitik som kvinder,og at det er noget lort...Så er det jo egentlig heller ikke nemmere for mændene ,vel...

Felix Austin, Karla F. Fontane og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Kvindekroppen er også neurotisk selvoptagethed/had til egen krop.

Forfatteren har fat i mange gode ender, men forsømmer at løfte sig op over sit eget køn og drage objektive konsekvenser af dem.

Sandheden i hele denne debat er at kvinden, i vores del af verden i hvertfald, for længst har opnået social og politisk lighed.

Tilbage står nu er mentalt efterslæb, som synes at være vokset helt ind i kvinden inderste gestalt, trods det faktum at de fleste nulevende kvinder aldrig har oplevet et liv med ulighed kønnene imellem. I det mindste ikke nogle af dem, der ytrer sig mest højlydt i den offentlige debat. De er født og opvokset med lighed, og har aldrig kendt andet. Ikke desto mindre hænger der tilsyneladende stadig ved en iboende skam, skyld og mindreværd, som kommer til at skygge for påskønnelsen og incitamentet til at udnytte denne frihed og skabe sig det liv, man drømmer om. Og det kommer til at forstyrre i den grad, at det spilder over i form af endeløse sure opstød i den offentlige debat, og mon ikke også i de små hjem rundt omkring; opstød som bliver mere og mere grundløse og uforståelige for de fleste mænd.

Problemet tror jeg, er at kvinder ikke helt formår at sondre mellem objektiv forskelsbehandling, og den subjektive følelse af at være anderledes/mindreværdig. Det sidste er et mentalt og psykologisk fænomen, som langt fra altid er begrundet i årsager udenfor den, der føler ubehaget. Folk, af begge køn, kan føle sig uelsket, disrespekteret og forfulgt, uden at det reelt er andet end en neurose i deres eget sind. Og intet, andre forsøger at gøre for at overbevise dem om det modsatte, har nogen effekt, fordi den pågældende allerede er programmeret til at fejltolke alle ydre signaler og forvisninger. Det er den samme form for realitetsforvrængning, der kollektivt plager den moderne kvinde, men hun har pokkers svært ved at se det.

Dermed ikke sagt, at vores samfund ikke er fuld af kønsmæssige skævheder, som alle dem forfatteren nævner omkring kroppen og dens rolle og behandling i samfundet.

Men her er det, at kvinder bør sætte et punktum, og vende bladet til et nyt kapitel i deres emancipationsproces. Det handler nu ikke længere om at lange ud efter den undertrykkende mand. De må indse, at resten af arbejdet, og vel at mærke langt det vanskeligste og mest krævende, er deres eget. De må vriste sig fri at hele dette kropskompleks, de har hængende som et åg på skulderen. Og det er på sin vis en spirituel opgave, som kræver at kunne tro på sig selv, elske sig selv, respektere sig selv, slippe forventninger om omverdenens accept og opmærksomhed, slippe sociale normer og gruppepres, overhøre antydninger af chauvisnisme, etc. etc. Listen er nærmest uendelig. Og et eller andet sted er kvinder nok også klar over, at det er dér, skoen trykker. Vi ser nemlig en kollosal overvægt af kvinder, der opsøger kurser i selvudvikling, meditation og den slags. Det er helt åbenlyst, at hele denne problematik også fører kvinder på sporet af selverkendelse og selvhjælp. Det er den positive side af det.

Forfatteren påpeger meget rigtigt, at hele problematikken er blevet internaliseret, og om det skyldes århundredes histore, der videreføres i sociale strukturer og kønsrelationer, eller de til en vis grad er kodet ind i os, er et evigt åbent spørgsmål. Men under alle omstændigheder er netop denne internalisering ikke noget manden eller samfundet rigtigt kan hjælpe kvinden med. Den barske kendsgerning er, at hun må hæve sig over sine kropkvababbelser og gøre sig ægte fri. Manden har en tilsvarende opgave; han er også udfordret i denne tid med skiftende kønsroller og magt- og statusforskydninger. Hvadenten det drejer sig om kroppen eller andre aspekter af egoet, så det altid dér hunden ligger begravet. Og første grundsætning i al spirituel selverkendelse siger: Hvis du oplever ubehag, så har DU problemet. Peg ikke fingeren af andre, for det flytter blot folus fra den eneste, der kan gøre noget ved problemet: dig selv.

Og som en meget væsentlig indsigt i hele denne selverkendelse, ligger sammenhængen mellem selvhad og lav selvrespekt, og afhængighed af omverdenens respekt og anerkendelse -og endelig forsøget på at gøre hendes største aktiv, kroppen til instrument for at høste denne anerkendelse. Dette er den underliggende mekanisme bag al prostitution, vi taler om her.

Der findes kun én løsning på hele dette kompleks, og det hedder ægte og naturlig selvrepekt. Med dette, kan vi slippe alle de unaturlige afhængigheder, der trækker alle de andre adfærdsmønstre og komplikationer med sig - og her skal kroppen holdes helt og aldeles ude af ligningen. Selvrespekten skal være ukropslig.

/O

Peter Andersen, Jørgen Malmgren, Karsten Aaen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Begyndelsen tegner ikke godt for indlægget. Om stemmeretten hedder det at ”Det var ikke en ret, vi kvinder fik, men en ret vi tog.” Ikke rigtigt sandt nej, kvinders stemmeret blev gennemført af mænd, for kvinderne selv havde i sagens natur ikke indflydelse på den slags, før bagefter.

Kvindekroppens lidelseshistorie, der her er hovedtemaet, bliver også blæst ud af alle proportioner. ”Mandekroppen står jo også for skud”, indrømmer skribenten nødtvungent, det er bare ligesom alligevel ikke det samme, som det kritiske blik på kvinders krop. Men dette afsløres måske i virkeligheden bedst af hendes egen fortolkning. Debatindlæg fra mænd, der hylder den ”naturlige” kvindekrop, der ikke ligger under for urealistiske idealer, er åbenbart også undertrykkende, fordi det stadigvæk er det mandlige blik, der er udgangspunkt for definitionerne. Hvilket fører direkte til hendes kritiske omtale af kvindens krop, som offentlig ejendom. Men derefter skifter hun helt fortolkningsramme, ved sin omtale af den såkaldte farkrop, et begreb der er opfundet af en kvinde, og altså lige så reelt kan omtales som genstand for det kvindelige blik. Hun mener at idealiseringen af farkroppen, er udtryk for generelt mindre rigide krav til mænds udseende. Men hvad er forskellen på omtalen af den såkaldte naturlige kvindekrop – en omtale som hun netop har afvist som en form for undertrykkelse – og så omtalen af den såkaldte farkrop, som hun fortolker helt modsat? Der er jo tale om to påfaldende ens fænomener.

Dette er et eksempel på urimelighederne i indlægget. Et andet er følgende postulat: ”Mænds seksualitet er ikke blevet skammet”. Nå så det er den ikke? Det er ellers noget feministerne har arbejdet særligt hårdt på i gennem årene, her i landet og andre steder. Og med forsøg på at inddrage lovegivningen, med ønsker om forskellige forbud, censur af reklamer osv.. Karakteristik nok, kan krittikken af det mandlige blik på kvindekroppen jo i sig selv helt åbenlyst opfattes som et forsøg på at udskamme mænds seksualitet.

Feministisk tunnelblik er ikke nogen farbar vej mod ligestilling.

Bo Carlsen, Jørgen Malmgren, Karsten Aaen, olivier goulin og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

En anden omstændighed, som udtrykker en afgørende forskel mellem kønnene, er den, at kvinder i langt højere grad er bundet af graviditet og barsel end mændene, som - hvis deres moral og psyke tillader det - kan fravælge ansvaret for børnene. Modsat oplever mændene ofte, at de forfordeles i forældremyndighedssager.

Vi må se i øjnene, at modstillingen i mellem kønnene er falsk og kun tjener til at forplumre den egentlige undertrykkelse, som er miljø-og socioøkonomisk, og som eksekveres af den 1% og co - der tro mod sædvanlig praksis skaber splittelse mellem de undertrykte og underpriviligerede og derved afleder opmærksomheden fra egne lyssky meriter. Del og hersk.

Kvindekamp er klassekamp.

David Zennaro, Troels Brøgger, Per Hansen, Anne Eriksen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Og så er mænd i øvrigt genetisk polygamt programmerede til at sprede deres sæd, hvor kvinders genetiske programmering byder dem at samle sig om tryghed for afkommet og dermed være monogame. En modsætning som visse arabiske kulturer håndterer vha flerkoneri betinget af mandens evne til at tilfredsstille sine koner seksuelt og materielt. En ordning som kunne tænkes at respektere kvinders i forbindelse med den krævende yngelpleje ofte aftagende seksuallyst - et forhold, der kunne lede til tanken, at kvinders lyst er betinget af den biologiske mekanisme, som gør dem skruk - de er i høj grad lystne, fordi de er biologisk determinerede til at blive gravide. Altså selvfølgelig bortset fra det mindretal som ikke har den drift.

Søren Kristensen

Hvis jeg havde vidst, da jeg var ung, hvor meget selv smukke kvinder hader deres udseende var jeg nok gået lidt mindre akavet til værks i min rolle som Casanova. Men jeg kunne slet ikke forestille mig at de ikke så det samme guddommelige som jeg så. Jeg var kort sagt alt for bjergtaget, men det er alt sammen for længst uaktuelt. Hvad med de unge af i dag, lider de mon af samme vildfarelse?

olivier goulin

@Søren,

Jeg tror, det er en af dens slags 'twilight-erkendelser', man ville kunne finde beskrevet i antikke værker.
Med andre ord - det er en eviggyldig erkendelse, mænd gør sig i enhver generation.

/O

Randi Christiansen

Vi er alle i parringstiden udsat for kønnets nådesløse vurdering af vores egnethed som forældre. Udseendet er og bliver det ydre tegn på overlevelsesdygtighed. Og søren, den, der er sværest måske umulig at se objektivt, er een selv. Vi må derfor i vidt omfang forlade os på omgivelsernes respons - med for visse en streng selvkritik til følge. Vi er sociale væsener, som er dybt afhængige af hinanden, vi ønsker at være med, at høre til, og socialiseringskravene er underlagt nødvendighedens 'økonomi'. At frigøre sig fra disse normers psykologiske begrænsninger kræver en bevidst indsats.

Gert Selmer Jensen

randi christiansen-18:09-
Hvis du ikke allerede ved det, så nærer jeg den allerhøjeste respekt for kvinder, i næsten alle
henseender.!
Når vi snakker parringsdans, befinder vi os på "dyrestadiet" endnu, hvor "fjerene", spiller den største rolle. Bliver man lidt ældre i gårde, ( Og mindre parringsivriv ), så ser man at skønheden
findes i øjnene/sjælen. Og at forholdet imellem kvinde og mand, bygger på gensidig respekt.
Og at, denne respekt, er langt hævet over politiske dekreter og dogmer. Og har altid været det.
Det er mig en gåde hvordan vores menneskeliv her på jorden, har været domineret, af "handyr"
så længe som det er tilfældet.?? ( Gen-rester, fra primalstadiet ).??
Kvinder udgør "livets salt". Også dig.!

Anne Schøtt

"For i kulissen er der noget, som skurrer. Kroppen står i vejen."

Ja, det åbenlyst at nogle modemagasiner ikke gider pigerne med de naturlige former, det er også for dårligt - men behøver den diskussion lige stå forrest på grundlovsdagen og 100 års dagen for kvinders valgret?
Der er stadig ikke ligestilling. Så meget er der heller ikke at klappe af. Mange kvinder har svært ved at få arbejde og familie til at hænge sammen. Den dag vi får deltid som en rettighed på arbejdsmarkedet kan vi tale om ligestilling.

Randi Christiansen

Gert, det er sandt, at form uden indhold med alderen bliver mere uinteressant, og alligevel har vi vel fysiske præferencer? Som ikke altid kan logisk begrundes, men man kan jo fx heller ikke forklare, hvorfor man foretrækker een kage frem for en anden osv

Anne, mht modefolkets præferencer for høje, meget slanke modeller ved vi, at det skyldes, at dagens tøjmode præsenteres bedst på den slags 'stativ'. Tror jeg vil forsøge mig med funky tøjdesign til kvinder med runde former.

Gert Selmer Jensen

Anne Schøtt-18:44-
" Modemagasiner gider ikke piger med naturlige former ". Holy moses, hvem gider modemagasiner
som fremviser forslåede småpiger, som lider af annoreksi.!!
De er en skændsel, og i øvrigt redigeret af homofile "modeskabere", som lider af kvindehad.
( Al respekt for homofile dog ).
Kvinderne ved det ikke, men rigtige mænd, ved det.! Den naturlige kvinde, er det største, man
kan opleve.! Skønne kvinder, tag det til efterretning, og glem "barbiedukken". ( Den gider rigtige
mænd ikke ).!!

Gert Selmer Jensen

randi christiansen-
Jo, jo, jeg bekender, uden modstand, at jeg drages af de " lidt buttede ", uden dog at nedvurdere
de " lidt mindre buttede ". Skønheden findes i øjnene.!

Steen Flemming Jørgensen og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Soren Andersen

@Gert

"Kvinderne ved det ikke, men rigtige mænd, ved det.! Den naturlige kvinde, er det største, man kan opleve"

Sådan der Gert, og en rigtig mand griber enhver lejlighed på at gøre indtryk på tøserne.

Steen Flemming Jørgensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Ok gutter, så hør her - jeg er kender blankt, at jeg synes, at en velholdt mand med ikke nødvendigvis klassisk smukke men dog charmerende ansigtstræk, i højde og drøjde velproportioneret, mandigt muskuløs - phi, endelig ikke kunstigt pumpet, det er gyseligt - og uden for meget hår, er noget, der kan sætte mine hormoner i svingninger. Altså et helt klassisk og traditionelt mandsideal. Han må også være nogenlunde alderssvarende. Hertil kommer naturligvis åndrighed, intelligens og humor, som en forudsætning og som faktorer, der i nogen grad kan kompensere for evt fysisk mindre attraktive træk. Bom - sådan er det, og jeg tror ikke en bønne på, at det er anderledes for mænd mht deres kvindelige modstykker.

Glenn Lynge Andersen

Nu skal vi så igen høre på feministisk "hvidvaskning"af historien. Kvinder "tog" aldeles ikke valgretten, men det må af hensyn til feministernes selvfølelse ikke hedde sig, at mændene besluttede at give kvinder valgret, selvom det rent logisk var sådan det gik til. Først havde kun mænd valgret til Rigsdagen. Så besluttede et stort flertal af mændene i Rigsdagen at give kvinder valgret. Så fik kvinder valgret.

Feministernes forsøg på at sætte sig på historieskrivningen er i øvrigt også en af grundene til, at vi ikke ved denne lejlighed hører ret meget om de MÆND der satte kvinders valgret på dagsordenen og kæmpede for den. Nogle af dem var endda flere år om at overbevise deres egen hustruer om det fornuftige og retfærdige i at give (arbejderklassens) kvinder valgret. Den slags "ubekvemme" historier vil man helst undertrykke.

http://www.b.dk/kronikker/maends-kamp-for-kvinders-stemmeret

Karla F. Fontane

Ja, kvindekroppen bliver seksualiseret i reklame og på TV. Og ja, man kunne vise kvindekroppen udfra et mere diverst synspunkt. Der er modeller som dør af sult (faktisk gider mænd ikke at se på såååå tynde modeller). Det er både kvinder og mænd som er ret kritiske overfor kvindekroppen. Den anden vej rundt, så er det kvinderne som er ret kritiske overfor mandekroppe (dem interesserer mænd sig ikke synderligt for - bøsser udelukket). Den der bedømmelsesproces går altså begge veje. Hvorfor beskriver du det som "mænd undertrykker kvinder" og ikke som "mænd og kvinder bedømmer kvindekroppen; kvinder bedømmer mandekroppen". Det går begge veje, men det er kvinden som er undertrykt?

olivier goulin

Just for the record:

Vi er altså også mange mænd, der er dødtrætte af at få kvindens attributter smidt i ansigtet overalt i det offentlige rum.
Glem ikke, at mange mænd, såvel som kvinder, har et grundlæggende ambivalent forhold til seksualitet.
Lige så stærkt og uhæmmet de drages af den, ligeså meget væmmelse og ærgelse forårsager den.

De fleste mænd har en 'begrænset' seksuel selvkontrol; det er mandens store akkileshæl. Dette fører også til en undertrykt skam hos manden, som han aldrig snakker om. Men den er der, for den dementerer seriøst mandens fundamentale dyder af magt og suverænitet. Derfor søger han at vinde udadtil, hvad han har tabt indadtil.

Og der er slet ingen tvivl om, at mandens eventuelle misogyni hænger sammen med denne underkastelse af den kvindelige krop. Derfor er han i en konstant kamp for at undertrykke kvindens indflydelse og skærme sit skrøbelige sind mod kvindens krop, heraf grunden til den udbredte kontrol med kvindens påklædning og adfærd i det offentlige rum, gennem historien.

Så manden er på sin vis ikke spor bedre end kvinden. Hun bebrejder ham for hans undertrykkelse, og han bebrejder hende for hendes frivolitet og for at lede ham i fordærv. Der er en helt logisk komplementær symmetri i komplekset. Og begge dele finder uransegeligt vej til de eksplicitte relationer kønnene imellem, og skaber al den forvirring, vrede og konflikt, som vi ser udtrykt i artikler som denne (dog en af de bedre), og dens kommentarer ikke mindst. Det kræver en anseelig grad af modenhed, selverkendelse og klarsyn, at kunne gennemskue hvad spillet mellem kønnene egentlig handler om, bagom al støjen.

/O

Mads Jakobsen

Du milde, sikke et rod.

Godt at ligestillingen har afskaffet den hvide mands byrde, så det her ikke er noget jeg behøver at tage mig af.

Randi Christiansen

Du nærmer dig noget interessant, goulin. Der er alt for meget politisk korrekthed forbundethed med den forståelse, som vi tillader os selv og hinanden i kønslige relationer. Det seksuelle er forbundet med stor nydelse, fordi ellers var der jo ingen, som gad at formere sig, men bliver - i forsøget på at opnå den sociale enighed som må være tilstede, for at samfundet kan fungere - ofte afsporet, fordrejet og endog aseksualiseret, og dyb forvirring opstår, fordi vi ikke vil se, hvem vi er - vi lægger æbler og pærer sammen.

Kvinder er urprogrammerede til pga tryghedsbehovet at ville eje fædrene til deres børn. Mændene er urprogrammerede til at sprede deres sæd, og han vil også eje sin kvinde, fordi han vil være sikker på, at afkommet er hans. Vi ville gøre os selv en tjeneste, hvis vi forstår udgangspunktet for disse lænker - der er størst chance for et godt resultat, hvis man starter det rigtige sted.

Din pointe, med at mandens måde at reagere på sin betagelse af og dragning til kvindekroppen medfører kvindefjendskhed, gælder jo kun for de mænd, som er underlagt deres seksuelle begær. Det samme gør sig gældende for kvinder. Hader man, hvad man ikke kan få - eller forstår man - som du siger - 'hvad spillet mellem kønnene egentlig handler om', og anvender derfor sin tid til mere konstruktive formål end at være frustreret.

Vi er udstyrede med en reflekterende bevidsthed, som gør os i stand til at vælge retning. Kvantefysikken mere end antyder, i hvilket rigt omfang vi kan bestemme, hvorledes vores interaktion med materien skal foregå.

Og en sund sjæl i et sundt legeme er et godt udgangspunkt. Desværre foregår der i moderne tid voldsomt mange eksperimenter med materien med fysisk og psykisk overbelastning og andre uoverskuelige konsekvenser til følge.

Soren Andersen

Det to vigtigste kvindersager p.t. - i prioriteret rækkefølge

1: Hvordan lærer jeg at hvile i mig selv selvom jeg er lidt for tyk?
2: Hvordan løser vi alle verdens problemer på én gang?

Gert Selmer Jensen

Søren Andersen-19:21-
Det ligger i generne. Såmænd ikke noget bevidst.

Steen Flemming Jørgensen og Soren Andersen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Der er tydeligvis meget mere end blot kroppen, som kvindekampen klæber til.
Her er en meget interessant og morsom artikel fra Weekendavisen denne weekend, om kvinders stemme og sprog.

Fra artilen:
Kvinder, som er bange for, at folk ikke vil kunne lide dem, hvis de taler meget, er ikke paranoide. De har ret

http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/1

/O

Randi Christiansen

Fra artiklen i olivier goulins link : "Da jeg var en kvinde, var det ligegyldigt, hvor mange facts jeg kom med. Folk spurgte alligevel: ’Er du sikker på det?’ Det føles helt mærkeligt ikke hele tiden at skulle forsvare sin position,« bemærkede en tidligere kvinde, der nu levede som mand til sociologen Kristen Schilt fra The University of Chicago."

Anders Sybrandt Hansen

Hov, hvorfor er den lykkelige konklusion ikke kommet med? Efter revolutionen vil alle begære alle andre lige meget!! Det bliver skønt, og jeg bliver 12 cm. højere - fantastisk - og det gør du også, ligesom alle andre mænd(-esker) efter revolutionen, og jeg vil aldrig igen føle, at min krop ikke helt er, som jeg gerne ville have haft at den skulle være, for det vil ikke længere give mening at distingvere mellem kroppe.

Steen Flemming Jørgensen

Jeg har forsøgt at få optaget et debat indlæg, der går mod denne kvinde som har skrevet kronikken, men det er blevet afvist af den kvindelige debat redaktør. Ak ja svært at være mand i Informations kvinde univers.

Randi Christiansen

Ærgerligt, steen flemming - måske du har formuleret dig uhøvisk eller udtrykt dig på anden måde uacceptabelt? Prøv igen, det er altid interessant at læse kvalificerede indlæg.

Steen Flemming Jørgensen

Slet ikke Randi, kun kritisk og så på en lidt gammel mands-måde, som rigtige mænd eller næsten som sådan en.

Steen Flemming Jørgensen

Jeg bliver desværre smidt væk fra siden her. Da jeg forsøgte at skrive mit bort fjernet indlæg.

Anne Schøtt

DR fejrede 100 års valgret for kvinder med et festshow, hvor de kendte og de kongelige klæbede til kvindekampen. Her udtalte kendte kvinder fra privilegerede positioner sig parvis om ligestilling på rygklappermanér. Som om ligestillingsproblematikkerne var i småtingsafdelingen. Lidt ligesom Fritz og Poul fra Rytteriet når de taler om de fattige. Hvor tragisk/komisk.