Læserbrev

Læserbreve

2. juni 2015

Respekter holocaust-overlevere

Finn Rudaizky, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Dansk Folkeparti

I debatindlægget »Den farlige israelske forbindelse« bliver jeg af Leny Malacinski kritiseret for et synspunkt, der er taget ud af kontekst.

Hun skriver: »Det er helt grotesk at trække Holocaust ind i en debat om bosættelserne. Når Rudaizky drager den forbindelse til den israelske regerings politik, bidrager han netop til at involvere danske jøder i en beslutning, de ingen indflydelse har på.«

Men jeg nævnte ikke Holocaust. Jeg snakkede om, hvordan ældre overlevende oplever en kampagne i dagens Danmark, der opfordrer til boykot af jøder. Ligesom i 1930’ernes Tyskland.

Jeg har vendt mig imod en manipulerende kampagne, der puster til jødehadet – og imod at den slags skal have plads på offentlige busser. Mener Malacinski seriøst, at vi bare skal ignorere det og påstå over for holocaustoverlevere, at drab, hærværk og boykot ikke betyder noget?

Så hæv mindstelønnen, Løkke

Henning Skovgaard, Hørning

Det kommer ikke bag på mig, når Lars Løkke Rasmussen (V) begynder valgkampen med at proklamere, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men Venstres oneliner provokerer mig alligevel, fordi den er så langt fra den virkelighed, jeg har oplevet.

Da jeg for to år siden stod uden arbejde, nød jeg ledigheden i 14 dage. Derefter begyndte dagene at føles lange og mit selvværd sank gradvist, mens trangen til at komme i arbejde steg. Jeg optrappede mine jobansøgninger og var så heldig at komme til fem jobsamtaler på det halve år, jeg var ledig. Ved ingen af disse jobsamtaler spurgte jeg til lønnen. Af den årsag, at lønnen ikke er det vigtigste, når man vælger job. Det handler i stedet om mavefornemmelse.

Det er ikke, fordi jeg er naiv. Selvfølgelig er lønnen for mange vigtig og en motivationsfaktor. Men det er noget, der bliver overfortolket af de borgerlige politikere.

Jeg er af den opfattelse, at det altid kan betale sig at arbejde, fordi vi identificerer os med vores arbejde, og derved får selvværd af det. Vi får noget at stå op til. Vi mærker, der er brug for os, og vi yder til det danske samfund. Det er jeg sikker på, at langt de fleste danskere gerne vil, og er stolte af.

Hvis Lars Løkke Rasmussen stædigt insisterer på, at skellet mellem sociale ydelser og mindstelønnen ligger for tæt på hinanden, ligger løsningen da lige til højrebenet: Hæv mindstelønnen, bekæmp social dumping, og sørg for at, man i Danmark kan leve af sin løn. I stedet for at gentage mantraet om, at det ikke kan betale sig at arbejde. For det kan det i Danmark.

Islamofobi fører til antisemitisme

Benedicte Sales, Roskilde

Tak, Liban Mohammed for din ærlige og indsigtsfulde kronik »Politikere på stemmejagt er jødens værste fjende« i Information den 21. maj. Da jeg læste slutningen, hvor du beder politikerne om ikke at grave grøfter mellem jøder og muslimer, var det som at høre et ekko af den franske demograf og historiker Emmanuel Todd.

Han udtrykte en lignende holdning i en debat på den franske tv-kanal FR2, hvor hans bog Qui est Charlie? – på dansk Hvem er Charlie? – blev diskuteret. Her sagde Todd blandt andet, at islamofobi fører til antisemitisme. Han advarede imod at dæmonisere muslimer, både af hensyn til muslimer og jøder.

Institut for eller imod menneskerettigheder?

Niels-Erik Hansen og Camila Vicenci Witt, DRC

Vi var nogle stykker, som fik kaffen galt i halsen, da vi læste interviewet med Jonas Christoffersen den 19. maj i Information. Lederen af Institut for Menneskerettigheder har nemlig selv fået en del ting galt i halsen, hvis man skal tage hans udtalelser alvorligt.

FN’s Racediskriminationskomité har ikke begået en skævert, når den kritiserer, at de danske myndigheder lader Christiansborg huse Dan Parks bortdømte billeder. Der er ikke misinformeret fra »nogle ngo’ers« side i denne sag. Dan Park er dømt i Sverige, og svensk lov bygger på FN’s konventioner. Udstillingen er dømt for at opildne til vold på et racistisk grundlag, og i alle lande, der anerkender konventionen, vil Dan Park formodes at blive dømt.

Så det er dybt mærkeligt, at institutlederen, som er ansat til at stå vagt om menneskerettighederne, bruger sin taletid på at nedgøre FN, bortforklare substansen i kritikken og forhåndsfrikende Dan Park.

Det er paradoksalt, at se et institut for menneskerettigheder optræde som en selvbestaltet vagthund og tale imod de udsatte gruppers interesser. En opgave, som staten ellers betaler dem tæt på 100 millioner kroner om året for at varetage.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu