Kommentar

Der er lang vej igen for USA’s sorte medborgere

Terroraktionen i Charleston viser sammen med den seneste tids mange andre overgreb mod sorte amerikanere, at nationens århundredlange kamp mod racisme kræver ny mobilisering
Debat
20. juni 2015

Vi hører ofte, at hvis blot vi ikke brød loven, blot ikke modsatte os anholdelse, blot ikke gik rundt med rygge så ranke og miner så lystige, ville vi heller ikke risikere at få rygraden brækket eller blive udsat for mord på både krop og sjæl. Men listen over det, sorte amerikanere ikke kan gøre uden frygt, synes at vokse uge for uge og omfatter i stigende omfang også passive, helt fredelige aktiviteter. Den såkaldte ’doing while black’-faktor (’Driving while black’ fra New Jersey til Ferguson, ’walking while black’ i Florida og ’swimming while black’ i Texas) er nu udvidet til også at inkludere ’praying while black’.

Ikke at de ni personer i Charleston, som ifølge politiet blev dræbt af en hvid, mandlig amerikansk terrorist, er de første afroamerikanere til at betale med deres liv for at bede, mens de var sorte. Bombeangrebet i 1963 mod ​​16th Street Baptist Church i Birmingham, Alabama, kostede fire små sorte piger livet og sårede en femte pige, Sarah Collins Rudolph. Alle var gået i kirke for at lovprise Gud. Fire af dem mistede deres liv til en racistisk morder.

Rudolph, der mistede det ene øje ved bombeattentatet, er ved at tabe synet på det andet og kan nu ikke længere arbejde. Hun kæmper for at finde en forsikringsordning og har aldrig modtaget offentlig hjælp. Hun er ikke et offer for USA’s racistiske fortid. Hun er fremdeles et offer for USA’s racistiske nutid, for det forsætlige pres for at ignorere vores vedholdende racisme og for vores kollektive ønske om at holde påmindelser om racistisk vold ude af syne og ude af sind.

Voldsomme skævheder

Det er denne kollektive fornægtelse af den fortsat eksisterende racisme, der gør det muligt for os at ignorere forskelle i børnedødelighed og forventet levealder – og at kategorisere de ni dræbte sorte i kirken som ofre for en psykisk syg person og ikke for en racistisk terrorist. USA har næppe gjort fremskridt siden de vundne slag om borgerrettigheder i 1960’erne. For sorte medborgere står stadig over for den langsomme vold i form af nationens voldsomme skævheder i levestandard, herunder i adgang til sundhed og økonomiske muligheder, og over for den hurtige vold i bare at kunne blive dræbt. Det kan endda være svært at se, om vi overhovedet har brudt med sydstatsmentaliteten fra Den Amerikanske Borgerkrig: Metodistkirken, hvor terrordrabene skete, ligger på Calhoun Street, som er opkaldt efter en tidligere amerikansk vicepræsident, der helt frem til dødslejet var fortaler for slaveejeres ret til at holde slaver. Og hver dag går konføderationens flag (det mest potente symbol på sydstaternes ønske om at opretholde slaveriet), til tops i South Carolinas hovedstad.

Har vi overhovedet gjort fremskridt siden republikkens grundlæggelse? Denmark Vesey, en tidlig leder af den samme metodistkirke, Emanuel AME, blev født før Den Amerikanske Revolution og hængt i 1822 for at have været med til at anstifte et slaveoprør sammen med 30 andre. Et oprør, der skulle give dem friheden tilbage. Har vi overhovedet honoreret deres ultimative ofre, i betragtning af at en anden kirkeleder 200 år senere – Clementa Pickney, der organiserede demonstrationer imod lynchningen af Walter Scott og kæmpede for at få det gjort obligatorisk, at amerikanske politifolk bærer kropskameraer – blev myrdet inde i den kirke, som Vesey og hans frihedskæmpere i sin tid havde bygget? En kirke, som blev brændt ned efter henrettelsen af Vesey, men genopbygget for kun at blive erklæret ulovlig i 1834, ødelagt af et jordskælv i 1891 og gerningssted for terrorisme i 2015.

Hvor mange skal lide?

Jeg var grædefærdig over at se sorte teenagere blive brutalt behandlet af politiet ved et pool-party i sidste uge. Især da ’hvidt overherredømme’-fortalere efterfølgende valgte at fokusere på de imaginære skydevåben, de sorte teenagere ikke havde, i stedet for den virkelige pistol, som en betjent trak. Jeg føler kvalme ved tanken om, at Emanuel AME-kirken nu skal forberede begravelsen af ni medlemmer af sin menighed, næsten 200 år inde i sin kamp mod racisme. Hvor mange mennesker skal miste et øje, blive ramt af bomber, blive skudt på eller på anden måde dø tidligere end hvide amerikanere, før vi sammen udbryder i et vredesråb: Hvorfor værdsættes sorte medborgere ikke i dette land?

Hvor mange andre må lide, før vi konfronterer de systemiske, vedvarende måder, hvorpå racisme nedbryder og dræber? Jeg voksede selv op i en kirkelig menighed. De folk, der kom og kommer her hver onsdag aften, er de bedste af de bedste. De er mennesker, der forsøger at hjælpe andre i deres lokalsamfund med at klare dagen og vejen. Min afsky over denne terrorhandling, som ramte en sort kirke en onsdag aften, er dobbelt: Jeg er forfærdet over, at ni liv er blevet taget, og over at deres efterladte og hele menigheden er blevet traumatiseret. Det fylder mig med lede, at gode mennesker, der hjælper deres nærmeste, nu skal leve i terrorens skygge så mange onsdage i fremtiden.

Steven W. Thrasher er prisbelønnet amerikansk journalist. © The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her