Klumme

Må I holde jeres sti ren og jeres CV fri for huller

Tillykke, I dygtige, angste, hudløse vidunderbørn. Jeg ser, at nogle af jer overvejer at tage et år fri efter gymnasiet. Det nytter ikke noget. Husk, at gennemsnittet forpligter. I kan ikke spilde det på sabbatår, bartenderskole eller RUC. I er trods alt Danmarks fremtid.
Debat
1. juli 2015

Nogle vil rulle øjnene ad jeres høje snit, jeres renskurede ansigter og jeres lyse fremtid. De er som regel født før år 1990, og de romantiserer blot en tid, som snart er forbi. Som en forløber for jeres generation gik jeg den lige vej fra gymnasiet til universitetet, og jeg opdagede til min rædsel, at alle mine medstuderende var ældre end jeg. Må I forskånes for dette; I vil finde dem umulige at føre en samtale med, og I vil harmes over, at de betragter jer som børn, idet de konstant fremhæver deres såkaldte livserfaring på bekostning af jeres karakterblad.

Nyd jeres velfortjente druktur, og husk at brække jer ud over rækværket på studentervognen. I vil aldrig blive mere fri end lige nu, og gudskelov for det. Vi har brug for jer på universiteterne, i erhvervslivet og hos tænketankene. Må I holde jeres sti ren og jeres CV fri for huller. Må den hellige treenighed Bourdieu, Foucault og Habermas våge over jer, og må I anvende deres begreber uden nogensinde at reflektere over dem. Husk, at akademia intet er uden erhvervserfaring, og at praktik bærer lønnen i sig selv. Må I gå fra vugge til grav på normeret tid, og i den forbindelse opfinde de ekstra timer i døgnet, I måske vil komme til at savne.

Ifølge medierne lider halvdelen af den danske ungdom af angst og depression. Den anden halvdel må så være jer. Skulle I alligevel føle jer presset, skal I være mere end velkomne til at krænge sjælen ud i dagbladenes debatsektion. Vi vil føle stærk empati og entydigt istemme, at det da også er for galt over for de unge mennesker, og I kan herefter trygt vende tilbage til studierne. Husk at lytte til den lille stemme i baghovedet, når den hvisker, at det er jer og ikke systemet, der er noget galt med.

Hverken Mozart eller Bobby Fischer havde specielt morsomme liv; til gengæld blev de legender, og hvem vil ikke gerne være en legende? Vi har afskaffet middelmådigheden for jeres skyld. Med store kræfter følger som bekendt stort ansvar. Må I aldrig blive tilfredse med et 10-tal, thi det er blot tabermentaliteten, der leger med jer. Husk, at en kunstner aldrig er bedre end sit sidste album, og at I heller ikke er mere værd end jeres sidste karakter. I er uddannelsessystemets maratonløbere og elitegymnaster, og der er da aldrig nogen, der har holdt hånden over et balletbarn, vel?

Man kan, hvad man vil. Det er I det levende bevis på. Må andre følge jeres gode eksempel og lade sig inspirere, frem for at klynke over urealistiske forventninger, fjumreår og fremdriftsreform. Til næste år kommer et nyt kuld superstudenter med et endnu højere snit, og når I mærker dem snappe jer i hælene, er det blot et tegn til, at I skal begynde at løbe hurtigere. Må I blive ved med at smile, mens I gør det, og berolige os med, at det er det hele værd, og at I ikke giver afkald på noget. Grin, som om alle kan høre jer, og dans, som om alle stirrer. Lad jeres selvdisciplin gøre sig gældende i alle aspekter af jeres liv, jagt idealerne, accepter kun perfektion. For nu at citere et af vor tids pædagogiske ikoner: »There are no two words in the English language more harmful than ‘good job’.« Det kunne vi lære meget af her i Danmark.

Husk, at gøre, som vi siger, og ikke som vi gjorde. Må janteloven aldrig få jer ned med nakken, og må I lukke ørene for reaktionære røvhuller, der spildte deres ungdom på backpacking og musiker-drømme og havde for travlt med at ryge pot og jagte drenge til at score mere end et middelmådigt snit. Det er de samme røvhuller, der har skabt det system, der gjorde jer til superstudenter. Må I skabe min fremtidige arbejdsplads og trække os ud af krisen. Vi regner med jer.

Mikka Tecza er studerende ved IT-Universitetet og medredaktør på DenFri.dk. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikael Velschow-Rasmussen

Som sædvanlig total grineren - når Mikka skriver .....

Hvis ikke det lige var fordi, det var så dybt tragisk !

Rasmus Kongshøj, Jakob Silberbrandt, Carsten Wienholtz, Steffen Gliese og Erik Jensen anbefalede denne kommentar

Mikka, hvis du fortsætter med at skrive på information, så ender jeg sgu med at købe et abonnement.

Peter Andersen, Carsten Wienholtz, Steffen Gliese og Erik Jensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Den totale fordybelse og hengivelse til det, man beskæftiger sig med, er uvurderlig og befordrer det geniale - men er nu sat på regneark, solgt på konkurrencestatens alter og resultatet er for mange middelmådige robotter på sammenbruddets rand. Oh my god - hvor dumheden behersker de små mennesker.

olivier goulin

Forrygende!

Information, hvad med at tilbyde Mikka Tecza en fast klumme i avisen.
F.eks. i stedet for Annegrethe Rasmussen

Nej, nu skal jeg nok være sød.

/O

Keld Albrektsen, Kim Hansen, Rasmus Kongshøj, Jakob Silberbrandt, Carsten Søndergaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Soren Andersen

Er grundantagelsen i alt det her skriveri fra de unge mennesker, at generationerne før dem bare sejlede igennem tilværelsen, røg tjald og fik deres eksamensbeviser uden at lave noget mens de levede som konger på SU?

Lise Lotte Rahbek

"at generationerne før dem bare sejlede igennem tilværelsen, røg tjald og fik deres eksamensbeviser uden at lave noget mens de levede som konger på SU?"

Høh. Har lige været i selskab med en gammel studieven idag.
Skæve, inaktive og uambitiøse var det sidste, vi var som studerende. Men karaktererne var ikke særligt vigtige dengang, når bare de var beståede.
Alt over 9 er er jo bare blær - og blær er mere sjov end nyttigt. ;-)

Rasmus Kongshøj, Carsten Wienholtz, Carsten Søndergaard, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men det gjorde vi da, Søren Andersen - bortset fra det med tjalden, som jeg ikke gad. Og derfor blev vi så dedikerede i vores arbejde.

Rasmus Kongshøj, Carsten Wienholtz og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar
Soren Andersen

Peter ikke sige sådan når de unge lytter med, for de tror jo åbenbart på det og bruger det til brygge videre på deres anekdoter.

I gamle dage var det den gamle generation der fortalte om hvor hårdt de havde det i sin tid mens de unge rullede med øjnene. Idag er det nærmest omvendt.

ulrik mortensen

"Men karaktererne var ikke særligt vigtige dengang, når bare de var beståede."
I de gode gamle dage i 1980'erne og 1990'erne var der masser af studenter, der brugte årevis på at forbedre deres studentereksamen, f.eks. på studenterkursus. Det kunne man dengang. Men på et punkt er det blevet lidt nemmere at være student idag:
http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE1315383/det-er-blevet-lettere-...

Lise Lotte Rahbek

Ulrik Mortensen
Jeg er kursusstudent fra 90. Det tog 2 år.

Jeg er ikke helt med på hvad du mener med, at studenter forberedte sig i årevis på deres studentereksamen på studenterkursus..?

Egon Maltzon

Først opbygger man en gigantisk forsørgerstat, og så klynker man over at de unge mennesker skal servicere den i konkurrencestatens diktatur.
Jeg håber fandme de gør oprør og melder sig ud af slavestaten.
Det bliver selvfølgeligt lidt trist for alle de gamle 68'ere, som havde set frem til fortsat servicering af den unge generation, nu hvor deres forældre ikke kan forsørge dem mere.

Søren Kristensen

"Må i anvende Bourdieu, Foucault og Habermas uden nogensinde at reflektere over deres begreber." Det er vist ikke så ligetil som det lyder. Til gengæld er namedropping som regel nok, da kun de færreste vil kunne kontrollere jer. Så bare giv den gas.

ulrik mortensen

Lise Lotte Rahbek,
ikke forberedte, men forbedre (karakterer). Jeg har også gået på studenterkursus (Odense) i 90'rene, og nogle af mine medstuderende havde f.eks. en studentereksamen fra gymnasiet i forvejen ... som så ikke var høj til til at læse f.eks. medicin osv.

Lise Lotte Rahbek

Aha, så er jeg med, U.M. :)

ulrik mortensen

*høj nok til at læse ...

Ps. studerende var nok ikke mindre ambitiøse 'i gamle dage', men de tog flere fjumreår efter studentereksamen, og det er måske ikke så ringe endda:
http://www.ind.ku.dk/Nyheder/2012/sabbataar/Politikenanalyse_161012.pdf

Soren Andersen

Det stod os også frit for at læse bløde fag dengang men der herskede også en udbredt opfattelse af at det var overordentlig svært at få job bagefter og man blev opfordret til at læse det med højst jobsikkerhed.

Der er intet nyt under solen. Djøf, regneark, CBS, konsekvensberegninger og politikere der anbefalede den direkte vej - de har været der hele tiden

Troels Brøgger

Mikka er vildt kedelig. Forudsigelig. Gab....Nå David Adam, jeg abonnerer og jeg vil ikke sige mit abonnement op på grund af nogen, men det her, den stil, den der selvfede overfladiskhed trækker for mig i den retning --øv

Steffen Gliese

Forbyd CV'er.