Doping
Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbund offentliggjorde tirsdag deres længe ventede rapport om brug af doping i dansk cykelsport fra 1998 til i dag. Rapporten slog fast, at Bjarne Riis har kendt til doping på sit hold.
Det røde synspunkt: Ok, jeg er klar over, at cykelryttere spiser piller, som vi andre spiser havregryn. Men at en syg kultur kan bekæmpes med legalisering, lyder lige så vanvittigt som argumenterne for at beholde sydstatsflaget.
Det blå synspunkt: Stop hykleriet. Vi vil lære vores vuggestuebørn at læse og skrive, men senere forbyder vi dem præstationsfremmende stoffer – Hvordan skal vi nogensinde overhale kineserne med den indstilling?
Bomben: Nu skal vi ikke afskrive Riis’ jobmuligheder på forhånd. At tale usandt om offentlige anliggender er også en slags kompetence. Se bare Anders Fogh, han har lige fået nyt job.
Regeringsdannelse
Lars Løkke har brugt ugen på at forhandle med Folketingets partier. Muligheden for en borgerlig flertalsregering blev allerede afvist søndag, og nu arbejder Venstre ifølge flere politiske kommentatorer videre med Dansk Folkeparti.
Det røde synspunkt: Av. Løftebrudslisten kan nå at blive rigtig lang, hvis Løkke dropper nulvæksten, allerede inden han er blevet udnævnt til statsminister.

Det blå synspunkt: Venstre går altså ind for grænsekontrol! Så længe den lever op til Schengen-aftalen, ikke indebærer bomme og bilisterne ikke bliver blive stoppet.
Bomben: Kristian Thulesen Dahl har sagt, at DF ikke skal i regering. Partikammeraten Jim Lyngvild har erklæret sig ikke-homoseksuel. Jeg tror, DF går i regering.
Grækenland
Presset på den græske økonomi vokser. Ugens forhandlinger er sidste udkald for en aftale, som kan sikre Grækenland penge til tilbagebetalingen af deres gæld på cirka 11,5 milliarder kroner til IMF den 30. juni.
Det røde synspunkt: Tilliden til politikerne smuldrer, og folk hæver deres penge og gemmer dem under madrassen. Det er nærmest sønderjyske tilstande.

Det blå synspunkt: Hvis nu alle lande i EU droppede u-landsbistanden og i stedet investerede pengene i feta og oliven, ville vi formodentlig komme et stykke af vejen.
Bomben: Vi skal have ryddet op i Udkants-EU. Grækenland skal ud af Unionen. Og hvis Putin eller kineserne vil overtage flygtningeproblemerne, så lad dem bare.