At en enkelt bog kan forandre verden, er efter min bedste vurdering en myte. Selv ikke Bibelen eller Koranen har kunnet udrette dette.
Korsfarerne tog ikke så meget til Jerusalem for at befri kristendommens hovedstad som for at plyndre og myrde. Tilsvarende misbruger IS i dag Koranen som alibi og påskud for lignende uhyrligheder, i langt højere grad end som åndelig inspiration og vejledning.
Findes der undtagelser, der bekræfter denne regel, må de være få. I moderne tid kan jeg umiddelbart kun komme i tanker om én tekst, og den var mere en pamflet end en bog. Jeg tænker på manifestet Totusinde ord, som blev offentliggjort i juni 1968 under Pragforåret. I tidens særlige ånd var dette skrift rettet til arbejdere, bønder, forskere, kunstnere. Ja faktisk til »enhver«. Teksten blev offentliggjort samtidig i flere af landets største aviser, og »enhver« viste sig allerede efter en dag eller to at betyde netop ’alle’: Alle tjekkoslovakker læste, diskuterede og erklærede sig enige. Ikke mindst det sidste blev skæbnesvangert.
I manifestet blev det kommunistiske proletariats diktatur i praksis krævet afskaffet, selv om det krav naturligvis ikke kunne formuleres så direkte. Men Moskva kunne udmærket læse, hvad der stod mellem linjerne. Og intet af det, som skete under Prags forår, tilskyndede som dette manifest Leonid Brezjnev og politbureauet til at handle.
Ganske kort tid efter offentliggørelsen brugte Moskva for første gang det ildevarslende ord ’kontrarevolution’ offentligt. Den sprogbrug var ensbetydende med Pragforårets dødsdom, og knap to måneder efter blev Tjekkoslovakiet da også invaderet. En tekst havde ændret – hvis ikke hele verden – så i det mindste Europa.
En fri mand
Forfatteren af manifestet var Ludvík Vaculík. Allerede i det tjekkiske forfatterforbund året før havde han rejst de samme krav og fået støtte til dem fra kollegerne Pavel Kohout, Milan Kundera og Ivan Klíma (der i lighed med Vaculík endnu på dette tidspunkt var partimedlemmer) samt den partiløse Václav Havel. Men Vaculík var den mest radikale, den mest overbevisende og derfor i særlig grad en torn i øjet på magthaverne.
I mine år som Østeuropakorrespondent mødte jeg mange såkaldte systemkritikere, men ingen, der lignede Ludvík Vaculík. Uforfærdet, egensindig og mere indebrændt end udadvendt. Mest af alt var han en mährisk særling eller et muldyr (tjekker fra Mähren har ry for at være særligt genstridige). Hans modstand mod magten syntes at have udspring i hans temperament og karakter. Det var umuligt ikke at opfatte ham som en helt fri mand, selv under et regime, der ikke tillod mange friheder. Derudover stod han på et solidt demokratisk fundament, mens en del andre heroiske dissidenter efter kommunismens fald sprang ud som nationalister eller religiøse fanatikere. Sammen med Bohumil Hrabal var Vaculík sin generations vigtigste tjekkiske prosaforfatter – hans tjekkiske drømmebog hører til de bedste, der overhovedet er skrevet om realsocialismens deprimerende hverdag.
Jeg husker ham slentre med sin slidte dokumentmappe på kryds og tværs gennem Prag. I næsten ti år havde han altid denne mappe med sig, for han brugte den til at transportere smuglergods: tjekkisk undergrundslitteratur. Vaculík havde i 1972 startet Edice Petlice (’Hængelåsforlaget’), på hvilket han udgav flere hundrede bøger af forbudte forfattere som privattryk på tyndt sandwichpapir og stramt indbundet. Uden denne publikation som Samizdat ville der i dag være et kæmpehul i tjekkisk litteraturhistorie, og intet var så karakteristisk for denne stædigt vedholdende og praktisk geniale enmandsinstitution som netop vandringerne med mappe frem og tilbage mellem papirhandel, forfattere, maskinskrivere, bogbindere og læsere. At gøre det selv var hans princip.
Privatliv invaderet
I det lange løb kan intet politisk system naturligvis overleve en så determineret fjende. Det er overflødigt at nævne, at Vaculík også var blandt initiativtagerne til Charta 77, den vigtigste protestbevægelse i Tjekkoslovakiet.
Den pris, han betalte, var høj. Den bestod især af politiafhøringer, chikane og ikke mindst husundersøgelser. Til mig beskrev en for en gangs skyld oprørt Vaculík sin vrede efter en razzia, hvor civilklædte politiagenter vendte op og ned på alt i hans hjem, uden overhovedet at vide, hvad de ledte efter – måske var hensigten netop alene at vende op og ned på en dissidents hjem. Vaculík fortalte om sin hjælpeløshed, afsky og ydmygelse, men frem for alt om sin mærkelige følelse af skam over at have fået sit mest intime privatliv invaderet. Hans kollega, Ivan Klíma beretter i sine erindringer om lignende oplevelser. Blandt andet om hvordan hans hustru Helena råbte til politiagenterne, at de i det mindste kunne gå på strømpesokker, så de ikke tilsmudsede hendes gulv, hvilket alle lydigt gjorde.
»Dette mindede mig om, at de mest forfærdelige stalinistiske år trods alt var forbi,« skriver Klíma.
Både Klíma og Vaculík kom til at opleve, hvordan også realsocialismens mindre forfærdelige år til sidst sluttede. Men i dag er der ikke mange tilbage af dem, der banede vejen for demokrati i Tjekkoslovakiet og også havde oplevet den tyske besættelse, Stalin, Pragforåret og invasionen i august i 1968.
I juni døde Ludvík Vaculík i Prag, 88 år gammel.
© Richard Swartz og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
