Klumme

Nej tak til øllebrød, ja tak til Kheema Matar

De danske madidealer – særligt for småbørn – er tårnhøje og beundringsværdige, men dybt intimiderende, hvis ikke man kan få sit afkom til at spise yoghurt naturel og øllebrød
3. juni 2015

Som udlandsdansker savner jeg ofte de madvarer, som jeg selv er opvokset med. Ikke mindst den cremede leverpostej, det brede udvalg af kvalitetsbrød, yoghurterne hvor man kan smage frugten for sukker…

Hvad jeg ikke savner er den dårlige samvittighed, der følger af ikke at kunne få sit afkom til at indtage disse nationalklenodier. Som mor til to piger, der har taget deres første bid solid mad efter brystmælken i henholdsvis London og Moskva, er jeg nogle gange taknemmelig for, at jeg kun få uger om året bliver afsløret i ikke at leve op til det tårnhøje danske ideal for sukkerfri, naturlig og fiberrig småbørnskost.

»Drikker dine børn juice til morgenmaden (gisp!)« »Nej tak – den slags yoghurt spiser vi kun som dessert hjemme hos os.« »Sig mig, er der ikke sukker i de der kiks?«

Hjælp – hvornår går det næste fly ud af landet?

Måske spiste jeg for meget sukker under graviditeten? Måske er det genetisk (mine familie generelt har en stor forkærlighed for søde sager)? I hvert fald er mine piger født med en sød tand. Den rene grøntsagsmos blev som regel mødt med stramt lukket mund. Grød? Glem det! Yoghurt, nej tak – med mindre da den var tilsat syntetisk jordbærsmag. Da det var den eneste variant i Moskvas supermarkeder, så var det sådan, det måtte det blive.

Så der er blevet gået på kompromis – og det får jeg at mærke på samvittigheden, hver gang jeg er i Danmark.

Ironisk nok har jeg ikke desto mindre ry for at være en hellig madsnob her i London, hvor vi nu bor. Jeg nægtede længe at tilmelde mine børn skolens madordning, fordi de serverer dessert hver dag. Og nogle gange sågar pommes fritter! For nylig fik jeg fritidsordningen til at fjerne al forarbejdet kød fra menuen og til at gå et fiber-niveau op i deres brødvalg. Jeg fortæller ustandseligt om, hvordan mange danske skoler og børnehaver helt har fjernet juice og kage fra menuen – og madpakken – til måben fra de britiske mødre, der rask væk putter en lille pose chips og en chokoladekiks i madkassen hver dag.

Ikke desto mindre kan man ikke helt undgå at blive et produkt af den madkultur, man befinder sig i, har jeg måttet erfare. Så jo, hvis det er en særlig skoleudflugt, så får selv mine prinsesser en lille pose chips, måske endda en müslibar og (jeg rødmer helt, mens jeg skriver det) en lille karton juice med i madkassen.

For cirka et års tid siden bukkede jeg også under for ældstedatterens plagen om at få skolemad. Hun gad ikke den kedelige, kolde sandwich hver dag. Vi indgik et kompromis – hun kunne få skolemad, hvis hun højt og helligt lovede kun at spise dessert to gange om ugen. De andre dage måtte den stå på yoghurt, frugt eller rugkiks.

Overholder hun det? Måske. Hvad er der sket? Ja, hendes tænder er i hvert fald ikke faldet ud endnu. Hun har heller ikke taget på eller fået svagelig kulør. Derimod er hendes nysgerrighed eksploderet.

»Kan du ikke lave Kheema Matar, mor?« (Øh, Kheema-hvad-for-noget?) »Mmm – er det moussaka, du laver? Jeg har prøvet det i skolen og elsker det!« »Den chili con carne ser god ud, daddy – må jeg smage?«

Tænk, at det er det samme lille væsen, som jeg var så bekymret for i de første år, hvor hun bare nægtede at spise den hjemmelavede øllebrød, jeg troskyldigt kogte løs af i Moskva. I dag var vi sammen til Syon House Food Festival i nabolaget, hvor hun fandt ud af, at hun udover oliven og fetaost også er vild med røget cheddar.

Så dér midt i solskinnet, hvor vi indtog henholdsvis en frokostpandekage og en bolle med helstegt pattegris, slog det mig, at jeg måske skulle droppe bekymringen og den dårlige samvittighed over, at yngstedatteren endnu ikke spiser smør, kartoffelmos og fisk.

Måske skal jeg bare slappe lidt af og nyde, at ældstedatteren er et godt eksempel på, at selv kompromisser kan ende med, at man opnår det eftertragtede resultat – en sund og bred appetit – selv hvis vi ikke oprindeligt formåede at leve op til det danske ideal om den rigtige småbørnskost.

Mette Rodgers er Informations korrespondent i London

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu