Interview

Økonomer ødelægger vores tro på, at vi selv kan bestemme

Den politiske debat kortslutter, når økonomer bliver spurgt, og sådan gik det også i valgkampen. For få tør udfordre de økonomiske sandheder – selv om spådommene bygger på forsimplede antagelser, urigtige omstændigheder og altid slår fejl, mener cand.polit. Rasmus Hougaard Nielsen
’Jeg tror, der er et paradigmeskifte på vej. Flere og flere begynder at interessere sig for, hvordan vi får brudt muren ned mellem økonomer og resten af samfundet,’ siger Rasmus Hougaard Nielsen.

Ulrik Hasemann

19. juni 2015

Hvad sker der med den politiske debat, når udsagnet »økonomerne siger« dukker op?

»Økonomer tænker i et matematisk sprog, og det sprog har nogle begrænsninger. Du kan eksempelvis ikke udtrykke holdninger, følelser eller refleksioner i en matematisk model. På den måde tager beregningerne ikke sammenhængene i vores samfund i betragtning.«

– Man efterlyser vel ikke holdninger fra en økonom, men netop neutrale udsagn?

»Spørgsmålet er, om det objektive udsagn eksisterer. Økonomer fortæller aldrig om alle de forudsætninger og antagelser, der ligger bag deres beregninger. Det handler om alt det, de ikke siger. Da Alternativets Uffe Elbæk i valgkampen foreslog at sætte arbejdstiden ned til 30 timer om ugen, blev han angrebet med beregninger om, at den plan ville koste samfundet milliarder. Men beregningen bygger på en antagelse om fuld beskæftigelse, altså at alle på lang sigt kommer i arbejde. Den antagelse gør, at det altid vil være bedre for økonomien, at vi arbejder mere og får flere i arbejde. Problemet er, at den er empirisk forkert. Vi har aldrig nogensinde haft et samfund, hvor alle arbejdede. Faktisk kunne Alternativets forslag skabe en masse job på kort sigt, for hvis nogen arbejder mindre, er der andre, der kan komme ud og tage en masse arbejde i en periode, hvor vi har arbejdsløshed. Men i stedet kom samtalen til at handle om, hvad forslaget måske vil koste os om 20 år, fordi vi ikke kan se igennem tallet og diskutere den tanke, der ligger bag.«

Den uberegnelige magt

– Hvilke antagelser mangler den almindelige dansker at kende, når det gælder økonomernes tal?

»Jeg savner analyser af bankernes rolle. Alle de beløb, økonomerne slynger ud, er i virkeligheden afhængige af, hvordan bankerne agerer. Et politisk tiltag for at øge den økonomiske aktivitet i samfundet er dybt afhængigt af, hvordan bankerne agerer. For at vi overhovedet kan øge den pengeøkonomiske aktivitet, må bankerne yde lån, for det er bankerne, der skaber pengene. Det er en helt praktisk, fundamental mekanisme i vores moderne samfund, og den bliver ikke inddraget i de økonomiske analyser.«

– Hvad er problemet ved det?

»De seneste fem år har man gjort en masse for at styrke små og mellemstore virksomheder ud fra en forventning om, at de vil blomstre op og skabe øget økonomisk aktivitet. Men i den kalkule tager ingen højde for, at iværksætteriet kun kan lykkes, hvis pengene kan lånes af den finansielle sektor. Det indgår simpelthen ikke i beregningerne, at bankerne agerer stopklods.«

»Et andet eksempel er, når Helle Thorning-Schmidt i valgkampen siger, at hendes regering vil bruge 39 milliarder kroner på velfærd. Pengene kommer blandt andet ved at lade det offentlige forbrug stige med 0,6 procent. Men før regeringen kan øge sit forbrug og bruge det på velfærd, skal staten ud og låne pengene af den finansielle sektor. I alle disse regnestykker er bankerne en ubekendt, som økonomer slet ikke har øjnene på. De regner den finansielle sektor som en neutral instans, som bare leverer penge, efterhånden som vi har brug for dem.«

– Og det gør den ikke?

»Nej. Op til finanskrisen i 2008 fordoblede bankerne pengemængden i samfundet. Det vil sige, at de skabte lige så mange penge på fem år, som de havde skabt i de seneste 125 år. Det var penge, de skabte ud af den blå luft ved at låne dem ind i økonomien. Siden 2008 er bankerne stoppet med at skabe penge. Det forstyrrer alle økonomiske analyser, at bankerne har magt. De økonomiske analyseinstitutioner forholder sig ikke til, at bankerne er en magtfaktor i forhold til, om en politisk plan kan lade sig gøre. For økonomerne kan ikke inddrage i deres modeller, at nogen har magt.«

– Hvad sker der så med de politiske debatter, når økonomerne bringes på banen?

»Økonomerne har sat sig tilbage og sagt: ’Ok, hvis vi nu lukker øjnene for alle disse usikkerheder ved vores metode, hvor tror vi så, dette politiske tiltag vil tage samfundet hen?’. Så kommer de med et bud, og historisk er vi aldrig endt dér, hvor de troede. Men de færreste kan gennemskue den matematiske tanke, der ligger bag beregningerne, så diskussionen stopper med det tal, vi ikke kan diskutere. På den måde passiviserer økonomien handlekraften og troen på, at vi selv kan bestemme, hvor vi vil hen.«

Koster ikke noget

– Hvor har vi set i valgkampen, at den politiske samtale kortslutter på tal?

»Arbejdstidseksemplet springer i øjnene. Da tænketanken Kraka beregnede, at Uffe Elbæks arbejdstidsforslag vil koste samfundet 270 milliarder kroner, var den umiddelbare reaktion, at forslaget var helt urealistisk. Men i virkeligheden viser beregningen blot, at Kraka forventer, at BNP bliver lavere, hvis arbejdsugen sættes ned til 30 timer. BNP er summen af vores indkomster, så når Kraka beregner, at indkomsterne falder med 270 milliarder kroner, er det korrekt, at nogen vil tjene mindre. Men samtidig får andre lavere udgifter, fordi der er nogen, som betaler deres løn.«

»Krakas beregning viser bare, at der vil være mindre pengemæssig aktivitet i økonomien for 270 milliarder kroner. Det er ikke det samme som ’at koste’. Deres metode kan simpelthen ikke stå på mål for, at nedsat arbejdstid ’koster’ samfundet noget.«

– Men målet er vel at øge summen af penge og dermed skabe mere velstand til flere?

»Lige netop Uffe Elbæk og Alternativet har en idé om, at penge skal fylde mindre. Det er altså ikke en beregning, der er i konflikt med deres politik eller kan bruges til at angribe, om politikken kan lade sig gøre. Forslaget er simpelthen bare en nedskalering af økonomien, og det koster ikke nogle noget, når der er nogle, der også vil spare.«

Slå i bordet!

– Alle økonomer kan vel gennemskue forskellen på mindre økonomisk aktivitet og en decideret udgift. Hvorfor står de på mål for den udlægning af deres tal?

»Der er en logik i den økonomiske tankegang om, at jo flere penge, der strømmer rundt, desto bedre. Når det er sagt, tror jeg, at mange økonomer er klar over, at der er visse metodiske problemer i den måde, de udtaler sig på. Men der er også et krav om, at de kommer med disse udtalelser.«

– Så økonomerne ved, at ingen stiller spørgsmål ved deres regnestykker og udnytter den position?

»Min oplevelse er, at nogle økonomer er fanget i rollen som eksperter, og med den følger en forventning om, at de skal kunne slynge disse tal ud. Økonomer er også bare mennesker, der er nødt til at passe et job og indfri forventningerne dér. Der er et stærkt sammenhold i de økonomiske institutioner. Man har en musketer-ed om, at vi står fast på det her, selv om mange ved, at en del af deres udsagn er meget usikre.«

– Hvorfor bliver vi ved med at høre økonomerne, hvis deres forudsigelser altid slår fejl?

»Jeg tror desværre, der er tale om en form for gensidig afhængighed mellem politikere og økonomer. På den ene side har politikerne brug for at gemme sig bag økonomernes tal. På den måde slipper de for selv at tage stilling til det hele. Det er en taktik, så de kan overleve at være på 24/7. På den anden side er økonomerne afhængige af, at politikerne bliver ved med at tro på dem, så de kan bevare deres job.«

– Hvordan kan man trænge ind bag det tal, en økonom slynger ud, så både politikere og journalister bliver i stand til at diskutere indholdet?

»Det er klart, at journalister og politikere skal være skarpere. Det har jeg savnet i valgkampen. For eksempel kørte DR en debatserie, der hed Mød Partierne. Her blev stort set alle partier mødt af beregninger eller eksperter, men jeg savnede, at nogen slog i bordet og sagde: ’Ja! Vi ved bedre end eksperterne.’«

– Faktisk angreb Uffe Elbæk flere gange præmissen for, at nedsat arbejdstid skulle give velstandstab. Er han et forbillede?

»Det er fornuftigt. Hvis flere politikere gjorde sådan, fik vi måske en dialog, hvor økonomerne tog et skridt tilbage og blev tvunget til at være skarpere på at forklare deres antagelser. Det bedste ville være, hvis politikere og økonomer kunne indgå i en ny form for samarbejde, hvor økonomer i højere grad blev brugt som værktøjer til at realisere politik og ikke som en slags spåmænd til at fælde dom over politiske forslag.«

»Jeg tror, der er et paradigmeskifte på vej. Flere og flere begynder at interessere sig for, hvordan vi får brudt muren ned mellem økonomer og resten af samfundet. Jeg bruger rigtig megen af min tid på at få betydningen af de her ting frem.«

– Har du en chance for at bryde gennem muren?

»Ja, for helvede. Vi er i gang med en proces, hvor vi er ved at afmystificere den økonomiske videnskab. Første skridt er at få bankerne og den finansielle sektor anerkendt som en magtfaktor i samfundet, der neutraliserer alle økonomiske beregninger, fordi de er en stopklods.«

– Hvad så når erkendelsen er nået?

»Vi arbejder for en konkret økonomisk reform. Danmarks økonomiske system hænger i en tynd tråd, nemlig at vi forlader os på, at bankerne vælger at agere for at underbygge det, demokratiet gerne vil. Næste skridt er selvfølgelig at rykke den debat ind på Christiansborg.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
  • Daniel Hansen
  • Carsten Søndergaard
  • Bodil Waldstrøm
  • Nabil Ben Chaabane
  • Søren List
  • Anne Eriksen
  • Alan Strandbygaard
  • erik mørk thomsen
  • Lene Christensen
  • Jørn Andersen
  • Karsten Kølliker
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Holger Madsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Lars Jorgensen
  • Lars Kristensen
  • Steffen Gliese
  • Thomas Stilvang
  • peter fonnesbech
  • Mads Olsen
  • Torben Nielsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Grethe Preisler
Kim Øverup, Daniel Hansen, Carsten Søndergaard, Bodil Waldstrøm, Nabil Ben Chaabane, Søren List, Anne Eriksen, Alan Strandbygaard, erik mørk thomsen, Lene Christensen, Jørn Andersen, Karsten Kølliker, Anne-Marie Krogsbøll, Holger Madsen, Lise Lotte Rahbek, Lars Jorgensen, Lars Kristensen, Steffen Gliese, Thomas Stilvang, peter fonnesbech, Mads Olsen, Torben Nielsen, Mikael Velschow-Rasmussen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Bjerke

Det er lidt uinteressant at skælde ud på økonomer på den tilbagelænede og svævende måde. Det havde været mere interessant om vi havde fået en konkret kritik af f.eks. den seneste vismandsrapport som forklarer at DK nu er på vej ud krisen fordi vores vigtigste samhandelspartenere også har vækst. At krisen er ved at være overstået, var lige præcis hvad Helle Thorning skrev i sit valgbrev som blev rundsendt forleden. Det er tilsyneladende irrelevant at hele Sydeuropa ikke lige har opdaget at krisen er ved at være overstået.

Vismændene skriver også at der trods vækst må skæres yderligere i de offentlige budgetter. Det er altså hvad vi havde i vente - uanset hvilken regering. Og hvordan vil DF lige håndtere det når de vil have vækst på de offentlig budgetter???

Det er svært at se at Rasmus overhovedet nærmer sig den rolle som han savnede: "at nogen slog i bordet og sagde: ’Ja! Vi ved bedre end eksperterne."

Kritik af Vismændenes visdomsmord havde være en noget mere nærværende kritik end hvordan man skal fortolke at Kraka kom frem til at BNP ville reduceres med 270 mia. kr. hvis Alternativets forslag om 30 timers arbejdsuge gennemførtes.

Eller vil Rasmus i virkeligheden slet ikke bryde med at "Der er et stærkt sammenhold i de økonomiske institutioner. Man har en musketer-ed om, at vi står fast på det her, selv om mange ved, at en del af deres udsagn er meget usikre." Eller mener han at måske at vismandsrapporten er helt rigtig, og der i virkeligheden slet ikke er brug for kritik af den?

Jørgen M. Mollerup

Det er for endimensionalt, at gøre det til et spørgsmål om økonomi.
Hvis vi nedsætter arbejdstiden generelt, vil f.eks. hospitalernes kapacitet falde tilsvarende og ventelisterne stige. Er det dét, vi ønsker?
Undervisningen på skoler og universiteter vil også blive reduceret tilsvarende. Osv….
Når cand.polit. Rasmus Hougaard Nielsen udtaler:
” Faktisk kunne Alternativets forslag skabe en masse job på kort sigt, for hvis nogen arbejder mindre, er der andre, der kan komme ud og tage en masse arbejde i en periode, hvor vi har arbejdsløshed, ” så overser hr. Nielsen, at der er job, der kræver en uddannelse.
Hvor er f. eks. de mange arbejdsløse læger og lærere, som vi kommer til at mangle, hvis vi ikke skal nedsætte kapaciteten? Skal bistandsklienterne til at varetage disse job?

Flemming Bjerke

Ja, Jørgen, det lyder som en alt for simpel model. Neoliberalister går ud fra træghed på arbejdsmarkedet, og det er jo en grundene til at de opererer med strukturel fuld beskæftigelse = nogle få procents arbejdsløshed. Det kunne man godt være temmelig kritisk overfor, men det hører vi heller ikke noget til fra Rasmus.

Mikael Velschow-Rasmussen

Jeg gi'r artiklen en anbefaling, idet jeg har fulgt en del med i de her debatter om penge og deres funktion.
(og også har gennemført en række kurser om økonomi, finans og penge (fra fx. MOOC's fra Coursera og andre - fra amerikanske og europæiske elite-universiteter)).

Men selvom Rasmus påpeger det her med, at vi aldrig får at vide, hvilke antagelser økonomerne gør sig inden de stopper tal i deres modeller (fx. de idiotiske argumenter om rationelle agenter og symmetri og transparens).
Så falder Rasmus selv i mht. forudsætninger - han siger fx.:
»Op til finanskrisen i 2008 fordoblede bankerne pengemængden i samfundet. Det vil sige, at de skabte lige så mange penge på fem år, som de havde skabt i de seneste 125 år. Det var penge, de skabte ud af den blå luft ved at låne dem ind i økonomien. Siden 2008 er bankerne stoppet med at skabe penge. Det forstyrrer alle økonomiske analyser, at bankerne har magt. De økonomiske analyseinstitutioner forholder sig ikke til, at bankerne er en magtfaktor i forhold til, om en politisk plan kan lade sig gøre. For økonomerne kan ikke inddrage i deres modeller, at nogen har magt.«

Rasmus glemmer fuldstændig at sige, at vi jo bare kunne lovgive en ny gælds-fri 'currency' og samtidig forbyde bankerne at kreere penge med gæld behæftet eller i det hele taget forbyde dem at kreere penge !
(Rasmus fortæller ikke, at det blot er en kunstig forudsætning, at bankerne nødvendigvis skal være involveret i penge skabelsen).
Vi går alle sammen rundt med den her tanke, at alting 'koster' noget, og at vi skal have 'råd'.
Men vi må jo ikke glemme, at penge bare er en virtuelt opfundet konstruktion til at facilitere handel/transaktioner.
Der er derfor i sig selv selvfølgelig ingen teoretiske begrænsninger på mængden af penge.
Ønsker vores samfund at afsætte penge til uddannelse og sundhedsvæsen, er der såmænd ikke andet for end blot at sætte Staten til at 'kreere' nogle penge til dette, Der er overhovedet ikke noget der foreskriver, at vi skal bede private banker om pengene. Faktisk har det sidste jo vist sig kun at medføre nød og lidelse. (fx. finanskrisen 2008).

Teoretisk skal man selvfølgelig være opmærksom på risikoen for inflation, men netop det fænomen, at vi kan kreere pengene uden gæld og renter (vi - som Stat - forærer simpelthen pengene ind i samfundsøkonomien) - til forskel fra 'fractional reserve banking' - gør, at inflationen typisk ikke vil være et problem, (der er foretaget både matematisk modellering samt virkelige fysiske eksperimenter der viser dette - se fx. S. Keen og H. Minsky).

Og vi skal selvfølgelig også erkende, at der er begrænsninger på en række menneskelige ressourcer og fysiske ressourcer/materialer, og at vi derfor skal sætte nogle kloge hoveder og os alle sammen til at vurdere den fordeling der skal ske af aktiviteterne, (ie. hvor mange penge der skal afsættes til hvad).
Men dette er jo blot et prioriteringsspørgsmål - og det behøver absolut ikke at være ejerne og finans-sektoren der skal afgøre, hvad der skal investeres i !

NB !!
(som jeg også har skrevet andtesteds)
Vi må aldrig glemme at penge blot er et virtuelt kreeret fænomen - og at det derfor er pærelet at lave om !
(til forskel fra reelt fysiske/tangible fænomener som fx. Tyngdeloven - der jo ikke lige er sådan at lave om :-)

Daniel Hansen, Mads Kjærgård, Nille Torsen, kjeld jensen, Lars Jorgensen, Steffen Gliese, Lars Højsted Nielsen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Flemming Bjerke

Udlån skaber penge - uanset om det er staten, banker, kreditforeninger, eller andre finansielle institutioner der udlåner. At ville forbyde bankerne at skabe penge, er det samme som at forbyde dem at udlåne, hvilket reelt er det samme som at nationalisering af bankerne. Det er sådan set OK for mig, men sig det dog lige ud.

"Vi må aldrig glemme at penge blot er et virtuelt kreeret fænomen - og at det derfor er pærelet at lave om !"
Det er noget vås. Fordi noget er virtuelt, behøver det ikke være nemt at lave om. Eks. den katolske tro.

Steffen Gliese

Man skal holde sig for øje, at penge måske nok er virtuelle, men at de er et tegn, der står for noget: værdierne i samfundet.
Det tossede ved lån er, at man med pant i fremtiden forbruger noget nu - der er faktisk eksisterende. Ved at låne penge til det lover man, at man fremover vil gøre noget, der skaber den faktiske værdi i samfundet, der kan retfærdiggøre forbruget. Det er altså en moralsk forståelse af det at yde for at nyde, pengene påfører os.
Men det svarer jo ikke til, hvordan samfundet i øvrigt er, hvor der meget let fremstilles langt mere, end der er behov for, af langt færre hænder, end der er til rådighed. Det er dette overskud af arbejdskraft, der giver mulighed for ekspansion indenfor andre områder, men som også bremses af, at der muligvis ikke er nær så mange til rådighed, der vil kunne udføre nogle af de nye opgaver, som man kunne ønske. Det er f.eks. tilfældet med lægerne, der dog er blevet en kunstigt begrænset gruppe, fordi man med de fejlagtige opfattelser af udgifter i samfundet betragter det som "dyrt" at uddanne dem, samt et potentielt spild af ressourcer, fordi læger jo ikke i sig selv leverer noget, der giver overskud, hvad folk med andre uddannelser ville kunne, samtidig med at man vist nok reelt havde lægearbejdsløshed i 70erne.
Til dette specifikke problem synes jeg nu kun, at man kan anføre, at et overskud af læger om noget vil medføre, at der ingen ventelister behøvede at være.
Det herskende økonomiske system har simpelthen galt fat i, hvad der er mangel på, og hvad der er mere end nok af.
Dertil kommer, at det ikke alene - som her beskrevet - opererer med fuld beskæftigelse, nej, det er langt mere ødelæggende, at man altid opererer med en - som skitseret i lægeeksemplet - imaginær forestilling om, hvad man i stedet for kunne lave, der ville betyde mere vækst/flere penge.

Hvordan har livet kunne eksistere i milliarder af år før regnearket blev opfundet?
Først var der udvælgelse efter egnethed, så kom regnearket og nu er der udvælgelse efter rentabilitet.
Alle de organismer, der uddør i disse år, gør det, fordi de ikke er rentable.

Anna Gerstrøm Rode, Dana Hansen, Daniel Hansen, Preben Haagensen, Peter Nørgaard, Nille Torsen, Torben Arendal, Jørn Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Martin Nygaard

Så kommer de med et bud, og historisk er vi aldrig endt dér, hvor de troede. Men de færreste kan gennemskue den matematiske tanke, der ligger bag beregningerne, så diskussionen stopper med det tal, vi ikke kan diskutere. På den måde passiviserer økonomien handlekraften og troen på, at vi selv kan bestemme, hvor vi vil hen.

Skønt at Rasmus får sat ord på denne tilbagevendende frustration. Økonomerne tager r*ven på ikke-økonomerne dag efter dag efter dag efter dag efter... indtil nogen eller noget siger STOP

Daniel Hansen, Nille Torsen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

"Næste skridt er selvfølgelig at rykke den debat ind på Christiansborg."

Den burde være i Folketingets Europaudvalg nu, men de danske medier dækker jo ikke det udvalg. I sidste uge blev jeg ellers belært om, at de fleste af udvalgets møder er åbne.

EUs kommissær for finansiel stabilitet arbejder på forslag til reformer af den finansielle sektor. Det har han været længe. Nogle forslag blev godkendt af EUs økonomi- og finansministre i Ecofin fredag, hvorefter de skal debatteres af Europa-Parlamentet. Derudover har kommissæren lovet en køreplan i september.
Arbejdet kan en el. anden grad følges på kommissærens profil @JHillEU på Twitter. Desværre er det nok begrænset, hvor langt der kan søges tilbage på den profil.

Har danske medier overhovedet nævnt 'Capital Market Union', som er EUs betegnelse for reform af den finansielle sektor? I modsat fald er den endnu længere under radaren end fx. TIPP, som i det mindste tages op af debattører på danske mediers sider på Facebook.

Jeg tager for givet, at emnet var til debat i Folketingets Europaudvalg før sidste uges møde i Ecofin. http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-9852-2015-INIT/en/pdf

Ivan Breinholt Leth

“De seneste fem år har man gjort en masse for at styrke små og mellemstore virksomheder ud fra en forventning om, at de vil blomstre op og skabe øget økonomisk aktivitet. Men i den kalkule tager ingen højde for, at iværksætteriet kun kan lykkes, hvis pengene kan lånes af den finansielle sektor.” I kølvandet på den såkaldte finanskrise har bankerne ganske rigtigt været tilbageholdne med at låne penge ud til produktive investeringer. Sådan er det, når der er økonomisk krise, og det er tvivlsomt om produktive investeringer giver udsigt til profit.
Skattelettelserne i toppen og sænkning af selskabsskatten med den begrundelse, at det vil medføre investeringer og skabe arbejdspladser, er altså et blålys. Det har ingen anden effekt end, at de som har penge, får endnu flere penge, som kan anvendes til (aktie)spekulation, indkøb af dyre kunstværker og shopping sprees i Paris og New York. Et sådan økonomisk tiltag er udelukkende ideologisk begrundet. Hvis pengene i stedet for blev anvendt til f.eks. at skabe direkte offentlige investeringer, ville det måske have en effekt? En offentlig investering kan jo foretages, selvom der ikke er umiddelbar udsigt til en bestemt profit. Men dette ville jo være keynesianisme, og ifølge den neoliberale ideologi er keynesianismen død og begravet. Keynesianistiske tiltag som udpumpning af offentlige midler i økonomien har den 'uheldige' effekt, at den skaber inflation – enhver kapitalejers mareridt eftersom inflation er det samme som devaluering af kapitalens værdi. At give skattelettelser til virksomhedsejere er ikke inflationsskabende.
Spørgsmålet er, om regeringen og dens embedsmænd virkelig ikke ved dette? Hvis de ved det, hvorfor insisterer de så på virkningsløse tiltag, mens de salvelsesfuldt henviser til en 'nødvendig økonomiske politik', som ikke har skyggen af nødvendighed i sig?
Et muligt svar kan man finde i den nyudkomne bog – Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet. På side 41 behandler forfatterne spørgsmålet om, hvordan man kommer ind i denne elite: “Der er mange adgangskrav. Ingen kommer ind alene med deres titel eller penge som adgangsbillet. Meget tyder på, at man skal kunne overbevise de andre i kernen, at man har en god dømmekraft, at man har nogle bestemte værdier og er til at stole på.” At man har nogle bestemte værdier! Disse værdier kunne p.t. bl.a. være, at man støtter den neoliberale ortodoksi, og at man bekræfter og bestyrker magtelitens magt, Hvilket i virkeligheden er det samme. Som politiker skal man yderligere være i stand til at tage 'upopulære' men 'nødvendige' beslutninger. Man skal være “til at stole på”.
Dette gælder naturligvis ikke kun de 423 mennesker i den absolutte elite, men også alle karrieremagerne som befinder sig i periferien, og som har ambitioner om at komme ind i varmen – eller i det mindste tæt på eliten. 'Værdierne' vil derfor brede sig fra magteliten nedad i systemet som ringe i vandet. De vil naturligvis også trænge ind i et politisk system, som er blevet en karrieremaskine for en akademisk uddannet og meget karrierebevidst middelklasse.
Og når vi taler om politikerne, taler vi naturligvis også om de økonomer, som de støtter sig på:
“Økonomer er også bare mennesker, der er nødt til at passe et job og indfri forventningerne dér. Der er et stærkt sammenhold i de økonomiske institutioner. Man har en musketer-ed om, at vi står fast på det her, selv om mange ved, at en del af deres udsagn er meget usikre.” Også økonomer skal jo være “til at stole på”.
Når 'den nødvendige økonomiske politik' for det første er rent ideologisk begrundet, og for det andet rammer mennesker på samfundets bund, er det indirekte disse mennesker, som betaler prisen for, at f.eks. Margrethe Vestager kan gøre karriere i Bruxelles, eller at Karen Hækkerup kan springe fra en ministerstilling til en topstilling i den private sektor. Den næste i rækken til at foretage sig springet er måske Bjarne Corydon – nu da han har mistet sit ministerkontor? Han har uden tvivl handlet helt konformt i forhold til de herskende værdier, og han har de helt rigtige kvalifikationer. Corydon har været inviteret til et møde i Bilderberg Group, og han har vist, at han kan tage en upopulær beslutning, som ca. 70% af den danske befolkning var imod. Bjarne Corydon er bestemt til “at stole på”.
Der er m.a.o. et andet systemimmanent problem, som Rasmus Hougaard Nielsen ikke berører: Hvordan får man begrænset de karrierebaserede mekanismer, som får både politikere og økonomer til at opføre sig mere eller mindre systemkonformt? Man kan jo ikke forbyde akademikere at blive politikere.

Daniel Hansen, Marie Jørgensen, Ole Henriksen, Bodil Waldstrøm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Flemming Bjerke
19. juni, 2015 - 11:36
"At ville forbyde bankerne at skabe penge, er det samme som at forbyde dem at udlåne."
Ja, det er det jo åbenbart lykkes finanskapitalen at bilde folk ind. Det spørgsmål man så må stille er: Dengang - før fractional reserve banking - hvor Nationalbanken stod for pengeskabelsen i samfundet, og hvor bankerne skulle låne penge af Nationalbanken til en af Nationalbanken fastsat diskonto, blev der da ikke lånt penge ud til erhvervslivet? Virtuelle penge er da ikke en forudsætning for, at der kan udlånes penge til investeringer. Hvis det var det, ville der ikke være nogen kapitalisme. Fractional reserve banking udgør udelukkende en privatisering af pengeskabelsen, og som i mange andre tilfælde af finanzialisation forsøger finanskapitalen at bilde os ind, at dette er en naturbaseret orden, som der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved.
Hvis ikke regeringen kan ophæve bankernes ret til at skabe penge, kan vi ligeså godt overlade regeringsmagten til bestyrelsen i Danske Bank. Så slipper Lars Løkke også for alt det besvær.

Dana Hansen, Jens Thaarup Nyberg, Britt Kristensen, Daniel Hansen, Marie Jørgensen, Ole Henriksen, Claus G. Jørgensen, Nille Torsen og Bernhard Drag anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

"Men målet er vel at øge summen af penge og dermed skabe mere velstand til flere".

Nej det er ej, målet er at tilrane sig selv mere. Politikkerne har i 16 år systematiskt drænet bunden for penge, bare for at give dem til de der har så rigeligt i forvejen. Danmark er en af verdens rigeste lande, det er ikke penge der mangler, det er mangel på empati. En af politikernes største modstandere; pædagogerne skal gennem en lang udannelse, ikke kun for at dygtiggøre sig rent fagligt, men mere vigtigt for at man kan sortere de værste sociopater fra. Politikerne skulle passe på os alle sammen, måske var det på tide at sende politikerne gennem et uddannelsesforløb.

Det er os andre som kæmper med følgerne hver eneste dag.
Det er os som går til begravelserne fordi ofrene ikke orker mere.
Det er os de ringer til når kommunerne kører på dem med sanktioner og smadrer deres økonomi så de bliver sat på gaden. Det er de pårørende som sidder med stressen.

Britt Kristensen, Daniel Hansen, Peter Nørgaard, Bodil Waldstrøm, Gry W. Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Når jeg tænker på at Rasmus Hougaard Nielsen skrev en af de mest interessante artikler i debatten om salg af aktier i Dong til Goldman Sachs (http://www.information.dk/486303) så synes jeg faktisk at dette interview er lidt skuffende.

Der er et stort potentiale for folkelige oplysning og folkelig empowerment, når repræsentanter for fagkundskaben vover at bryde med de gængse modeller og samfundsopfattelser. Og dermed også vover at renoncere på den skråsikkerhed der ellers præger eksperter indenfor snart sagt ethvert felt.

Det er i en vis forstand kriminelt, at den danske befolkning bliver holdt i uvidenhed om, hvad det reelt er for et finansielt regime, der har hersket siden finanskrisen. Det herskende regime har jo efterhånden intet med kapitalisme at gøre, intet med frie markeder at gøre, men alt at gøre med den ultimative karteldannelse i form af en koordineret indsats mellem en række af de største centralbanker i verden. Det er almindeligt kendt, at tvivlen på lødigheden af statsobligationerne er under markant udbredelse. F.eks. er der ingen andre end den japanske centralbank der vil købe japanske statsobligationer. Den japanske centralbank har også et trading floor til øjeblikkelige og omfattende støtteopkøb af aktier og andre finansielle papirer. The Federal Reserve har lignende faciliteter, og mon ikke Bank of England og muligvis også ECB såvel har udviklet disse instrumenter.

Al tale om ”økonomi” på dette punkt af historien er at tale om en mægtig konstrueret virkelighed, som til stadighed bløder tillid blandt både investorer og den almindelige befolkning, og som derfor kræver stadig mere drastiske indgreb af disse koordinerede Plunge Protection Teams. At tage denne konstruerede virkelighed for pålydende, at tale om dansk økonomi i de tilforladelige termer som prægede valgkampen, er i sig selv en form for boble. Og et svigt af historiske dimensioner. Som sagt nærmest kriminelt.

Jens Thaarup Nyberg, Britt Kristensen, Daniel Hansen, Anders Barfod, Gry W. Nielsen, Nille Torsen, Bernhard Drag, Anne Eriksen, peter fonnesbech og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er en stadig kilde til forundring, at man efter stadig voksende forståelse af pengenes abstrakte karakter af luftkastel indtil højt op i 80erne, slog om og pludselig begyndte at dyrke dette simulacrummernes simulacrum. Ligesom med ledelse, der pludselig ses som løsningen på alle problemer, men som i realiteten er baggrunden for skabelsen af de fleste af dem, inkl. den stadigt skævere fordeling af ressourcerne (de reelle værdier, som pengene formodes at afspejle), som til stadighed mindsker de aktive penge i den offentlige sektor.
Det forfærdelige er, at politikerne reelt har bestemt, at det er nødvendigt, fordi de hellere vil bruge pengene på noget andet end det, vi forventer af dem: den grundlæggende sociale sikring af alle i landet med lovligt ophold (indtil den rimeligere ordning indføres i EU, hvor et land er ansvarligt for sine egne statsborgere).

Britt Kristensen, Bodil Waldstrøm og Nille Torsen anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

Jeg ved ikke rigtig.

Jeg har altid haft den idé, at penge var et værktøj for mennesker og ikke omvendt?

Er vi nået til et punkt i vores udvikling, hvor vore egne tiltag viser sig direkte at spænde ben for den oprindelige tanke?

Kim Øverup, Lise Lotte Rahbek, Britt Kristensen, Tove Rump, Nille Torsen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Nille Torsen

Det virker som et fornuftigt udgangspunkt, at den del af infrastrukturen der er afgørende for samfundets funktion er under offentlig kontrol og det vil i praksis sige, overvejende offentligt ejet.

Lad mig give et eksempel. For nogle år siden gik det private busselskab som drev busdriften på Bornholm, konkurs. Busdriften stoppede helt i to måneder. Heldigvis skete det i sommertiden så at den manglende skolebusdrift ikke fik katastrofale konsekvenser. Siden har busdriften været kommunalt ejet. Man lærte noget.

Långivning er er en afgørende forudsætning for samfundets funktion. Det er afgørende del af samfundets økonomiske infrastruktur. Da bankernes udlån smeltede ned efter Leman Brothers konkurs, måtte parlamenter rundt omkring i verden sidde i sene nattetimer og poste offentlige midler ind i såkaldt private banker. Lærte man noget? Såvidt jeg kan se ikke ret meget. Der blev bedre kontrol, men ingen virkelig forståelse for problemets natur. Det konservative tidsskrift "The Economist" roste det kinesiske banksystem for at have navigeret så flot gennem krisen. Det er netop pointen: Kina kunne NAVIGERE og ikke kun AGERE (i panik).

Det folk ønsker når de står ved et busstoppested, er en bus, og det en håndværksvirksomhed ønsker når de får en ny kunde, er at kunne trække på kassekreditten. Ellers går samfundet i stå. Desværre er det hele søbet så meget ind i ideologi, at det er svært at diskutere offentligt ejerskab på et rationelt grundlag.

Dana Hansen, Philip B. Johnsen, Olav Bo Hessellund, Bodil Waldstrøm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
georg christensen

Når økonomer ikke forstår, hvad de arbejder med: Først , skatteindtægten til det danske samfund, et grundlæggende element i økonomisk betydning overfor det danske samfund. Derefter storpolitiske finansindustrielle tiltag, som forsøger at destruere alle danske samfundsværdibeskrivelser, for i sig selv at danne nye samfundsbeskrivelser. Her og netop her hopper kæden af, og spørgsmålet bliver stillet: Hvem styrer det Danske system?. Os selv eller andre?.

georg christensen

Så længe danske økonomer ikke vil eller kan forstå verdens finanspolitiske sammenhænge, kommer ingen af os videre.

Vi er alle i midten af en ny "krig", ikke længere styret af kanoner og håndgranater, men styret af "forskelsbehandling", og værdisætning af arbejdsydelser, som værdisættes på "børserne" rundt omkring os, og næsten uden protest accepteres.

NB: Det nuværende Europæiske rige er i fuld gang med sin egen selvopløsnings proces.
No ja, sådan var det bare, så begynder vi bare forfra. Et udsagn som kun har begrænset virkning.
LIVET´s globaliserings proces er for længst startet. Vi har selv sat den i gang. Desværre forstår vi stadig ikke følgerne af den.

Henning Søndergaard

De politiske makro-ølkonomer har samme rolle som fortidens hof-astrologer.
En fuldstændig uvidenskablig vurdering siger mig, at evnen til at forudsige fremtiden er nogenlunde ens for begge grupper. Det samme er deres tro på egne evne. De videnskablige principper er også temmelig ens, når man tager tiden og det omgivne samfund i betragtning. Desværre er det nok for sent, når vores politikere opdager, at de er blevet taget ved næsen af en gruppe charlataner med for stor tro på sig selv.

Der er så uendeligt mange faktorer, der spiller ind i forhold til, om noget kan lade sig gøre - også rent økonomisk! Men helt grundlæggende har vi til gode at erkende, at trivsel og god økonomi hører uløseligt sammen på lidt længere sigt. Økologi og god økonomi er én og samme sag. Lige nu er der et liberalistisk kapitalistisk spøgelse, der hvisker økonomerne i øret, at der skal sælges ud og skæres ind til benet og lægges sammen og løbes hurtigere og måles PISA og visiteres til 20 minutters støvsugning hver 3. uge og nedlægges posthuse ...... Men sådan kan mennesker ikke holde til at leve ret længe. Vi bliver syge af det! Og DET KOSTER ENORME SUMMER AT REPARERE PÅ AL DENNE UBALANCE. Så der er gode muligheder for, at vi - også økonomerne - begynder at tænke og opføre os lidt mere følsomt og begavet. DET VIL VÆRE GOD ØKONOMI.

Mikael Velschow-Rasmussen

@ Flemming B. (20.6. 06:14):

Jeg erkender, at jeg - (igen, igen) - måske var for provokerende.
(jeg har nok mindst et lille problem her, jeg skal nok forsøge at bearbejde det :-)

Jeg skrev, hvor nemt det er at lave virtuelle ting om. Og jeg gi'r dig selvfølgelig ret i, at hverken pengeismen el. katolicismen - som begge er virtuelle fænomener - vil være 'nemme' at lave om.

Jeg påpeger blot at til forskel fra virkelige fysiske fænomener, KAN det lade sig gøre at lave dem om, hvorimod de fysiske fænomener IKKE kan laves om.

Jens Thaarup Nyberg

"Første skridt er at få bankerne og den finansielle sektor anerkendt som en magtfaktor i samfundet, ... "
Er den sag ikke nået længere ?

Jens Thaarup Nyberg

@Mikael Velschow-Rasmussen
"Vi går alle sammen rundt med den her tanke, at alting 'koster' noget, og at vi skal have 'råd'."
Ja, penge koster et stykke arbejde.

Jens Thaarup Nyberg

@Mikael Velschow-Rasmussen
"...vi må jo ikke glemme, at penge bare er en virtuelt opfundet konstruktion til at facilitere handel/transaktioner."
Og som sådanne, nødvendige.

Jens Thaarup Nyberg

@Mikael Velschow-Rasmussen
"...vi må jo ikke glemme, at penge bare er en virtuelt opfundet konstruktion til at facilitere handel/transaktioner."
Og som sådanne, nødvendige.

Sanne Sandberg

På økonomistudiet bliver man hovedsageligt undervist i det traditionelle vækstbegreb, har jeg ladet mig fortælle. Jeg håber at flere og flere vil forske i - og interessere sig for omfordeling og cirkulær økonomi, så det bliver anerkendt som en reel mulighed. Det bliver altid fremstillet som urealistiske tanker. Jeg er ikke økonom, men jeg har svært ved at begribe, at det ikke skulle være realistisk. Naturligvis er det hele den kapitalistiske spiral, som skal standses - og i øvrigt italesættes som en konstruktion, som vi blot kan ændre.. Men jeg tror det er muligt og at det er ved at ske. Hurra

Anna Gerstrøm Rode

Tak for et interessant indlæg.
Kom til at tænke på et nyt studie der netop viser hvor meget magt økonomer har i det moderne samfund - ved at vise en opgørelse over udviklingen i antallet af referencer til forskellige ekspert grupper i anglosaktiske medier over en længere periode: økonomernes kurve steg stejlt og gruppen outpeformede alle andre grupper (historikere og psykologer) markant.
Et studie fra 2014 har andre interessante konklusioner - også om den økonomiske suverænitet og magt: http://www.maxpo.eu/pub/maxpo_dp/maxpodp14-3.pdf
“If economists could manage to get themselves thought of as humble, competent people, on a level with dentists, that would be splendid!,” Keynes (1963[1932]: 373) famously wrote... The fact is that – in some ways true to its philosophical origins – economics is a very moral science after all. Unlike atoms and molecules, the “objects” upon which economists seek to act have a perspective on the world, too. Human life is messy, never to be grasped in its full complexity or shaped according to a plan: people act in unanticipated ways, politics makes its own demands, cultures (which economists do not understand well) resist... It takes a lot of self-confidence to put forward decisive expert claims in that context. That confidence is perhaps the greatest achievement of the economics profession...