Klumme

Politikerlede eller politikerled

Valgets parringsdans ender med, at jeg lægger mig på ryggen og laver søstjernen. Du får valg, jeg får fred. Når sommeren er ovre, tager du ikke længere telefonen. Og jeg gentager skingert, at jeg da havde gennemskuet dig fra begyndelsen. Hvem af os er mest til grin?
2. juni 2015

De siger, at nu er valgkampen i gang, og jeg tænker, at der har været valgkamp, siden politikerne kom på Facebook og Twitter. Jeg tænker, at jeg har læst nok slogans på 140 tegn til de næste mange år, og at jeg kradser øjnene ud på mig selv, hvis jeg skal se endnu en minister i Natholdet.

Jeg tænker, at valgkampen i virkeligheden er en jobsamtale, men når de valgbare taler til mig, føler jeg mig i mindre grad som en arbejdsgiver, og mere som en del af et parringsritual. En passiv tilskuer ved en uendelig kamp om min gunst. Så jeg læner mig tilbage, tryg i min ironiske distance, og lader mig beværte, besnakke. Løfter, smiger og gratis morgenbrød på Dronning Louises Bro. Hver gang jeg går på Youtube, toner Lars Løkke frem og fortæller mig, at det skal kunne betale sig at arbejde, og jeg tænker, at jeg har fået mere dybsindige scorereplikker på Tinder.

Jeg lægger hovedet kækt på skrå og bebuder, at jeg stemmer på den, der hænger færrest valgplakater op; der taler pænest om sine modstandere; der lover færrest skattelettelser. Og jeg tænker, at jeg i virkeligheden, er inderligt ligeglad, men at det er min demokratiske pligt at gå med på legen. Det er min demokratiske pligt at vælge side, vælge partner, og jeg skuer over udvalget og tænker pest eller kolera, og jeg tænker, at jeg nu taler ned i stedet for op, og at jeg dermed er en del af problemet.

Nu sidder jeg på bageste række og råber op igen, vipper på stolen og peger fingre: Pampere, taburetklæbere, løftebrydere. Jeg tænker, at jeg burde komme ind i kampen, hvis jeg mener, jeg kan gøre det bedre selv. Men jeg tænker også, at jeg er bange for den kamp, for hvad den vil gøre ved mig.

Folketingsvalget kommer og går, inden jeg fylder 24 år, og jeg tænker, at jeg er for ung til at være så desillusioneret. Så jeg overvejer at gøre noget radikalt: Sætte mit kryds i protest, sende Alternativet ind i manegen for at se dem blive banket på plads. Jeg er jo ikke naiv, siger jeg, og bærer min nedladende kynisme som et adelsmærke. Jeg er en del af en ungdom med en forurettet fornemmelse af, at nogen har gjort noget mod os, og at der ikke er nogen løsninger på, hvordan vi kommer videre herfra. Jeg er en del af en ungdom, der truer med at stemme blankt.

Og jeg leger med tanken, men ved udmærket, at denne parringsdans ender med, at jeg smider mig på ryggen, lukker øjnene og laver søstjernen. Du får valg, og jeg får fred. Og det er nemmere for os begge to, når vi underforstået er enige om, at valgløfter skal forstås som en metafor. Så kan jeg sætte mig tilbage på bageste række velvidende, at når sommeren er ovre, tager du ikke længere telefonen, når jeg ringer. Og jeg griner af det, og håner dig bag din ryg, mens jeg gentager mere og mere skingert, at jeg da havde gennemskuet dig fra begyndelsen. Og hvem er så egentlig til grin?

Men jeg sætter mit symbolske kryds og fortsætter mit liv uden indflydelse eller ansvar, for er det ikke det, der er kernen i vores repræsentative demokrati? Og hvem er jeg, der dømmer en hårdtarbejdende befolkningsgruppe, som dagligt må slås med problemstillinger så komplekse, at jeg antageligvis aldrig vil kunne begribe dem. Jeg tænker af og til, at Aristoteles var for hård ved oligarkiet.

Jeg spekulerer på, om min politikerlede mon er et demokratisk problem, og hvem der i så fald bærer ansvaret. Om det er min trygge position i middelklassen. Når jeg går tur om Søerne, hænger min statsminister i træerne og smiler, at alle skal have en chance til – og vi skal videre. På Frederiksberg råber de konservative »STOP«, og jeg sætter i løb ned ad Gammel Kongevej.

De stirrer fra lygtepælene og prøver at tale i øjenhøjde med mig. Men når jeg kigger op, ser jeg kun et uigennemskueligt system. Og jeg tænker, at jeg gerne ville tro på dig, men mørklægningslov, newspeak og ’ingen grund til at antage’ har lagt tusind mil imellem dig og mig.

Mikka Tecza er studerende ved IT-Universitetet og medredaktør på DenFri.dk.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Nielsen
  • peter fonnesbech
  • Toke Andersen
  • Vibeke Rasmussen
  • ingemaje lange
  • Lise Lotte Rahbek
  • Randi Overgård
  • Bo Andersen
  • Kim Øverup
  • Jørgen M. Mollerup
Torben Nielsen, peter fonnesbech, Toke Andersen, Vibeke Rasmussen, ingemaje lange, Lise Lotte Rahbek, Randi Overgård, Bo Andersen, Kim Øverup og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jacques Gauguin

Godt tænkt, skrevet og udfoldet - og så tilmed en god blanding af alvor og ironi. Jeg kan berolige dig med at årgang 1942 er ganske enig med dig i dine synspunkter om politiker-øllebrød (for de fatsvage : uigennemsigtig og uden struktur)!

Per Eskildsen

Politikerne har også deres ansvar for tag nu situationen med Lars Løkke, der er den, at Lars Løkke har et ubehandlet misbrugsproblem og at Lars Løkke gemmer sig for sig selv i politik og dette mere eller mindre ubevidste indre kaos, sublimeres til disse, på overfladen, irrationelle sager med diskoteksbesøg, cigaretter, taxaboner, sundhedsudgifter, hoteller, flyrejser og tøj, men den store skandale er det borgerlige Danmark, der af politiske hensyn og magt, villigt har ladet sig tage som gidsler af Lars Løkke og er villige til at se igennem fingre med den begyndelse til sydeuropæiske tilstande i Dansk politik og de er desværre anført af en lang række politiske kommentatorer og aviser, hvor Berlingske med Lisbeth Knudsen og Tom Jensen i spidsen, tilsyneladende tænker, at alt er lige fedt og forsøger en slags helbredende voodoo, ved at kalde Lars Løkke for - Ham Løkke - men så enkelt er det ikke, så det virker mere som endnu et desperat og patetisk borgerligt forsøg på at flygte fra det personlige ansvar, den personlige integritet og svigte demokratiet.