Kommentar

Vil regeringen også nedlægge domstolene?

Den skandaløse nedlæggelse af Irakkommissionen er ikke det eneste eksempel på, at sandheden om den danske deltagelse i Irakkrigen bliver forsøgt holdt skjult. Også i de 23 irakiske torturofres sag mod Forsvarsministeriet forsøger statsmagten med al magt at forhindre ret og retfærdighed
30. juni 2015

En lukning af Irakkommissionen indgår i de undvigemanøvrer, som vi har oplevet fra statsmagtens side, lige siden jeg som advokat for de 23 irakiske torturofre fra september 2011 anlagde sager mod Forsvarsministeriet. Med de to S-forsvarsministre – først Hækkerup og senere Vammen – som nyttige idioter for Forsvarsministeriet og de øverste ledelser i det militære system har de 23 irakiske torturofre oplevet, at der med Kammeradvokaten som redskab er indsat enorme skatteyderbetale ressourcer på at forsinke, vanskeliggøre og nærmest umuliggøre, at sagerne kunne blive undersøgt og afgjort ved de danske domstole i deres substans.

I de snart fire år, hvor sagen på forskelligt forberedende plan har verseret ved domstolene, er der fremkommet en overvældende mængde af bevisdata: retsmedicinske rapporter fra internationalt anerkendte eksperter, herunder den danske statsobducent, prof. Jørgen Lange Thomsen; vidneerklæring fra Danmarks daværende ambassadør i Irak; filmoptagelser, hvis eksistens først blev benægtet, men som kom frem i forbindelse med, at whistlebloweren Anders Kjærgaard, der var næstkommanderende under aktionen, stod frem.

Forsvarsministeriet har i det hidtidige sagsforløb for sagens gang ved de danske domstole et alenlangt synderegister, som viser, at ministeriets strategi er af al magt at skjule sandheden. I januar 2012 resulterede det i, at man begik direkte procesbedrageri ved bevidst at overlade usande oplysninger til Østre Landsret som undvigende svar på en retslig opfordring fra min side.

Hidtil er det ikke lykkedes at få fremlagt alle dokumenter i sagen, herunder de aktstykker, som formentlig viser, at forsvarsminister Søren Gade (V) i november 2004 gav meddelelse om, at de uskyldige civile sunni-irakere skulle udleveres til tortur hos shia-militsen.

Med alle midler forsøger Forsvarsministeriet at undgå, at sagens kerne om det mulige øverste ansvar kommer frem.

Ministerium spænder ben

I den verserende domstolssag har regeringen ikke mulighed for at ’nedlægge’ Østre Landsret, der som domstol kan træde i karakter og pålægge Forsvarsministeriet at fremlægge samtlige relevante dokumenter, hvilket nu i særlig grad bliver aktualiseret ved kommissionsnedlæggelsen.

Forsvarsministeriets hidtidige bestræbelser har også drejet sig om at spænde ben for sagen ved, på trods af de mange beviser og sagens anerkendte principielle betydning, alligevel at give afslag på fri proces i forsøg på at udsulte sagen ressourcemæssigt.

Statens krav om, at disse fattige irakere til Kammeradvokaten skulle indbetale et depot for dennes salær på 920.000 kr., indbragte jeg for Højesteret, der i september 2013 underkendte kravet (det var godkendt af Østre Landsret).

Højesteret sagde: »Sagernes helt særlige karakter og omstændigheder – den danske stats mulige ansvar for militær magtudøvelse i udlandet og de angiveligt ressourcesvage ofre for tortur (…) indebærer efter Højesterets opfattelse, at det vil være urimeligt at imødekomme Forsvarsministeriets anmodning om sikkerhedsstillelse.«

Søren Gade skal afhøres

Uanset Højesterets klare ord er det – igen – lykkedes Forsvarsministeriet at forhindre fri proces til sagen. Den endelige afgørelse træffes af Procesbevillingsnævnet i løbet af denne sommer, hvor sagen snart bevæger sig ind i sit femte år og dermed er et uhyggeligt eksempel på, hvorledes skatteborgernes penge bruges til forsøgsvis at forhindre adgang til ret og retfærdighed i Irakkrigen for at afskærme for placering af ansvar og læring for fremtiden.

Der skal afholdes forberedende retsmøde i Østre Landsret den 9. november i år, hvor jeg vil begære Søren Gade afhørt.

Domstolssagen har heldigvis overlevet på trods af det sagsøgte forsvarsministeriums snart fire års bestræbelser på undertrykkelse af sandhed og ret. Undersøgelseskommissionen bliver nedlagt, men regeringen kan ikke uden at overtræde grundloven og internationale konventioner nedlægge domstolene som den yderste kontrollant over for udøvelse af militær magt og tortur mod civile ofre.

Men sagens akilleshæl bliver, om Procesbevillingsnævnet nu igen, som i 2013, vil give et ubegrundet afslag på fri proces.

Siden regeringsdannelsen den forgangne søndag har en stor del af offentligheden undret sig over, hvorfor Søren Gade (V) ikke skulle være minister. Det tætteste man kommer på sandheden er formentlig, at han med 23 irakeres tortursager sejler med skjulte lig i lasten.

Et indblik i Gades ansvarsmæssige lastrum vil vor demokratiske retsstat kunne skaffe sig, når Østre Landsret – forhåbentlig – på trods af Kammeradvokatens protest bestemmer, at Søren Gade den 9. november skal møde til afhøring under straffeansvar for sandfærdig forklaring, og forud har truffet bestemmelse om, at samtlige relevante aktstykker om kommandoerne mellem København og Basra i Operation Green Desert nu fremlægges til opklaring af begivenhederne og dermed den danske stats mulige ansvar jf. Højesterets klare ord. Således skal det fungere, hvis vi stadig lever i en retsstat.

Christian Harlang er advokat

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niclas Darville
  • Tue Romanow
  • Torben R. Jensen
  • Jan Pedersen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Slettet Bruger
  • Dennis Berg
  • Benjamin Lau Jensen
  • Bjarne Andersen
  • Carsten Søndergaard
  • Søren List
  • uffe hellum
  • Kurt Loftkjær
  • Jette M. Abildgaard
  • Peter Nørgaard
  • Anne Eriksen
  • lars abildgaard
  • Dorte Sørensen
Niclas Darville, Tue Romanow, Torben R. Jensen, Jan Pedersen, Maria Francisca Torrezão, Slettet Bruger, Dennis Berg, Benjamin Lau Jensen, Bjarne Andersen, Carsten Søndergaard, Søren List, uffe hellum, Kurt Loftkjær, Jette M. Abildgaard, Peter Nørgaard, Anne Eriksen, lars abildgaard og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Jørn Pedersen

Ja, det er ikke nødvendigt med domstole i et diktatur/demokratur!
De kriminelle vil også gerne nedlægge politiet, så de kan undgå undersøgelser af deres ugerninger.

Karsten Aaen

Søren Gade er p.t. medlem af Folketinget. Og har derfor parlamentarisk immunitet. Tror I virkelig, at Folketinget vil ophæve denne?

Mener ikke at sagen høre hjemme i det Danske retssystem - Den Danske tortursag burde være en del af et større sagskompleks ved domstolen i Haag.
Der kunne Gade passende sidde sammen med Fogh Blair og Bush.

Børge Rahbech Jensen

Så forsvandt den sidste rest af seriøsitet fra denne debat med endnu et velkendt trick: Overdrivelse for at fremme forståelse. Som bekendt er domstole underlagt gældende lovgivning, som vedtages af flertal i Folketinget.

Kommissionen om krigene i Irak og Afghanistan var det modsatte: En kommission til vurdering af lovligheden af en beslutning truffet af et flertal i Folketinget. I realiteten var en forudsætning for kommissionen, at Folketinget ikke er landets øverste organ, men er underlagt bl.a. eksperters vurderinger. Med andre ord vidnede kommissionen om, at demokratiet i Danmark i realiteten er erstattet af teknokrati, hvor de folkevalgte forsamlinger kun er proforma.

Steffen Gliese

Hvad er det for noget VRØVL, Børge Rahbech Jensen?! Vi er underlagt internationale konventioner, og de gælder fandeme også for den lovgivning, der kan vedtages, på samme måde, som grundloven lægger begrænsninger. Alt er ikke til forhandling, og det handler om, hvorvidt der er blevet løjet for folketinget af regeringen, og om man har overtrådt Geneve-konventionerne, menneskerettighedserklæringerne, torturkonventionerne m.m.m. Ingen er hævet over dem, blot fordi de har et flertal for det i Folketinget, heldigvis.

Kurt Loftkjær

Watergate og Nixon

Over alt i de vestlige demokratier ser vi fra tid til anden politiske valgt personer, der misforstår magtdelingen. Den lovgivende magt kan ikke tilsidesætte den dømmende magt.
Hovmod står for fald

Det mest iøjnefaldende eksempel var Nixon og hans nærmeste rådgivere Erlichmann og Haldemann med mange flere, som mente, at præsidenten var hævet over loven. Pga. af en dengang stærk presse i USA måtte Nixon til sidst erkende, at han havde overspillet sin rolle. Han måtte som den første præsident forlade embedet i vanære og blev ikke idømt fængselsstraf i lighed med sine rådgivere, da hans efterfølger den daværende vicepræsident Ford meget bekvemt benådede Nixon.

Sådan er det med rigtige venner.