Retoriktjek: De politiske kommentatorers anden uge

I sidste uge fremhævede jeg fire ting ved kommentatorernes måde at tale om politik på, som man kan hæfte sig ved: At kommentatorerne primært har fokus på spin og strategi, at de postulerer, at de bruger såkaldte kvantitetsargumenter, og at de taler i flok.

Ser vi først på indholdet i de politiske kommentarer fortsætter kommentatorerne i denne uge med at have fokus på spin og strategi, hvor politikernes handlinger forstås som strategisk motiverede.

På politiko.dk skriver Thomas Larsen for eksempel om SF og Radikales udmelding om, at de vil sætte turbo på økologien, hvis de kommer til magten:

Hos de Radikale er der en begyndende panik. De prøver at dæmme op for Alternativets fremgang, men det er selvfølgelig en balancegang, for det må heller ikke slå luften så meget ud af Alternativet, at Alternativet kommer ned under spærregrænsen. For så ryger rød blok med et brag.

Her forstås udmeldingen om økologi alene som noget, de to partier fremfører, fordi de vil bremse Alternativets fremgang – ikke fordi de mener det, eller fordi de har gode argumenter for det. Når kommentatorerne fortolker politikernes handlinger på denne måde, er de med til at trænge argumentationsdemokratiet i baggrunden.

Det bærer præg af en underliggende logik om, at vælgerne har faste præferencer, som politikerne lefler for. Herved bliver argumenter ligegyldige, og det er uheldigt for den politiske debat, der gerne hovedsageligt skulle dreje sig om forslag til indretningen af vores fælles samfund og argumenterne for forslagene.

Ved sidste valgkamp i 2011 lavede Mark Ørsten fra RUC efterfølgende en optælling af, hvad kommentatorerne talte om i valgkampen. Ikke så overraskende fyldte emner som strategi, taktik og personer hele 57 procent – og måske endnu mere, hvis man tæller de indholdsmæssige diskussioner med, der blev sat ind i en strategisk ramme.

Hvis Mark Ørsten gentager optællingen efter dette folketingsvalg, skal det bliver spændende at se, hvordan det har udviklet sig.

Jeg har ofte spurgt mig selv, hvorfor kommentatorerne bliver ved med at tolke politikernes handlinger på denne ensidige måde. En forklaring er, at kommentatorerne virkelig mener, at det er sådan, politik er, og at politikerne primært er drevet af en selvisk drøm om magten for magtens skyld. Det er ofte sådan kommentatorerne forsvarer deres arbejde – at politik er blevet professionaliseret, og at politikerne og deres rådgivere spinner, mens kommentatorerne mod-spinner.

En anden forklaring kunne være, at det er nemt at skrive kommentarer, der er skåret over samme kam hver gang, og at kommentatorerne er tidspressede eller måske bare uinspirerede og ikke rigtig får sat deres store viden om politik i spil.

Personlig succes eller fiasko

Udover at tale om spin, strategi og taktik er kommentatorerne også med til at videregive en forståelse af politik som et skæbnedrama, hvor det handler om politikerne som personer og deres succes eller fiasko.

Hans Engell skriver for eksempel på eb.dk den 11. juni forud for den anden såkaldte duel på TV2:

Begge er i total kampform, for de ved, at det hele er i spil – meningsmålinger, mandater, omtale, fremtiden. Comeback eller ydmygende nederlag. Det er kun guldet, der tæller – der uddeles ingen sølvmedaljer i kampen om statsministerposten. Og taberen mister ikke alene posten som regeringschef, men er færdig i dansk politik. Det er vind eller forsvind, så det forslår.

Det er en sportsmetaforik med ord som ‘form‘, ‘medaljer‘ og ‘vind eller forsvind‘, som typisk plejer at være noget, man taler om til slutrunden til et VM i fodbold. Hertil kommer vinklen, hvor det ikke så meget er forskellige scenarier for landets fremtid, men to personers personlige succes eller fald.

Men er alt om personer uvæsentligt? Nej, ikke hvis det handler om politikerne som repræsentanter i det repræsentative demokrati, hvor vi som vælgere kan have god brug af at vide noget om repræsentanternes drivkraft, moral, ideologiske ståsted, baggrund og motivation for at gå ind i politik.

Flere postulater og til tider i flok

I anden uge er kommentatorer også fortsat med at postulere. Kommentatorerne går ud fra, at vi finder deres meninger interessante, alene fordi de som eksperter siger det. Man kan også kalde postulaterne for implicitte autoritetsargumenter, hvor påstanden begrundes med et implicit ‘fordi jeg siger det‘.

David Trads skriver for eksempel på altinget.dk den 7. juni:

Lars Løkke Rasmussen (V) har ryggen mod muren, når han søndag aften møder Helle Thorning-Schmidt (S) i en tv-duel. Thorning slap bedst fra den første duel, så i aften skal Løkke slå til.

Som flere andre kommentatorer – blandt andet Anders Langballe som nævnt i sidste uge – skriver Trads, at Helle Thorning-Schmidt klarede sig bedst i den første debat med Lars Løkke Rasmussen. Men hvorfor det? Hvad er grundene til det? Kommentatorerne medvirker til, at vurderingen af politikernes præstationer hurtigt bliver noget, som kommentatorerne samstemmigt konkluderer, og hvor der er en risiko for, at vi som vælgere bliver påvirket af deres holdning frem for selv at tage stilling. 

Udokumenterede, uspecificerede kvantitetsargumenter

Og så er der kommentatorernes brug af udokumenterede, uspecificerede kvantitetsargumenter. I et kvantitetsargument refereres der til et flertal, og logikken er, at når der er mange, der synes noget, så bør man tilslutte sig. Problemet er, at dette kommer til at stå i stedet for de egentlige indholdsmæssige argumenter.

At kvantitetsargumenterne er udokumenterede betyder, at kommentatoren umiddelbart ikke har dokumentation for flertallet mening, og at kvantitetsargumenterne er uspecificerede betyder, at det er uklart, hvem flertallet er.

Hans Engell skriver for eksempel på eb.dk den 4. juni 2015:

ALLE VED – også Helle Thorning og den øvrige del af regeringen – at samspilsproblemerne er omfattende i kontanthjælpssystemet. Beskæftigelsesministeriet har selv dokumenteret det.

Her er påstanden, at der er samspilsproblemer i kontanthjælpssystemet. Engell fremfører dog ikke nogen indholdsmæssige grunde for det, men henviser blot til, at det ved alle.

Når han efterfølgende henviser til beskæftigelsesministeriet er det et klassisk autoritetsargument, men selve dokumentationen bliver stadig ikke foldet ud for læseren. Som læser sidder man tilbage med en påstand om noget, som man ikke har fået fremført belæg for, og det bliver derved svært at bruge til noget, når man selv skal tage stilling.

Synkrone og diakrone perspektiver

Skal jeg fremhæve en kommentator, der i denne uge ikke på samme måde fortaber sig i snak om partiernes strategi kunne det være David Trads. Han har en kommentar den 11. juni på altinget.dk, hvor han lidt overraskende udråber De Radikale til valgets store sejrsherre.

I sit regnestykke lægger Trads stemmerne fra Alternativet og Liberal Alliance oven i de Radikale stemmer, og hvor de tre partier så til sammen udgør 20 procent af vælgerne.

Ideen er ikke noget, som jeg har set kommentatorerne tale om i samlet flok og interessant, fordi han redegør for, hvordan der i de nye partier er noget radikalt tankegods. Her tilbyder Trads det, man kan kalde et diakront perspektiv, hvor han nævner forskellige personer, og hvad de tidligere stod for, da de var Radikale, og hvordan de har videreført disse tanker i de nye partier.  

David Trads skriver også tre dage tidligere om de temaer i valgkampen, som han mener er blevet glemt – henholdsvis om global opvarmning, konsekvenserne af krigen mod terror og de stigende flygtningestrømme.

Her træder kommentatoren tilbage og tilbyder et synkront perspektiv på den debat, der foregår. Han er her ikke i lommen på politikerne eller medierne og deres dagsorden, men forholder sig kritisk.

Iagttagelserne tager udgangspunkt i Mette Bengtssons ph.d.-projekt om politiske kommentatorer, hvor formålet er at komme med en konstruktiv kritik af de politiske kommentatorer – analysere hvad der kendetegner kommentatorernes diskurs, og hvilke konsekvenser denne kan have for den demokratiske samtale.