Kommentar

Retsstatens grunddokument fylder 800 år

Magna Carta ophøjede loven over herskerens vilkårlige luner, men som Guantánamo-lejren viser, er retssikkerhed end ikke betrygget i nationer med forfatninger, der bygger på charterets traditioner
16. juni 2015

Når man letter fra lufthavnen Heathrow i London, overflyver man en græsmark med det legendariske navn Runnymede. I juni 1215 var den plastret til med telte og skueplads for en farverig forestilling med riddere, baroner – og med Kong Johan af England, hvis pavillon lignede et cirkustelt med kongestandarten blafrende øverst.

Trods stævnets festlige udseende må atmosfæren have været anspændt. Forsamlingen skulle bilægge en konflikt mellem oprørske baroner og deres konge – en hersker, som en samtidig kilde betegner som »fyldt til randen af ondskab«.

Johans tiltag for at rejse penge til at generobre tabt jord i Frankrig overskred det niveau for skatter og afgifter, som adelen lod sig byde af hans forgængere. Kongen beslaglagde ikke blot godser. Han tog også stormænd eller velhavende købmænd til fange – og krævede enorme løsesummer for at slippe dem igen.

Var hans bestræbelser på at finansiere sine krige blevet kronet med sejr, kunne Johan måske være sluppet af sted med sine retsløse metoder. Men da han led nederlag i Frankrig, rejste en gruppe baroner sig imod ham og erobrede London. Som del af en fredsaftale gik kongen ind på baronernes krav, som de blev ham forelagt i Magna Carta – ’Det Store Charter’.

Magna Carta blev dog annulleret af pave Innocens III, da han indgik alliance med kongen. Men Johan døde det følgende år, og de adelsmænd, som støttede hans efterfølger, den ni-årige Henrik III, måtte vinde støtte mod rivaliserende tronprætendenter. Henriks regering udsendte derfor en revideret version af Magna Carta, som den dag i dag indgår i engelsk lovgivning. Ved ​​århundredets udgang påberåbte selv bønder sig charteret i deres kamp mod uretfærdighed.

I 1640’erne brugte parlamentarikere det som retsgrundlag for omstyrtelse af kong Karl I. Senere oprørere, herunder amerikanske revolutionære og Nelson Mandela, har også søgt legitimation i Magna Carta.

Fundamentale principper

Det 3.500 ord lange dokument, som generationer af forkæmpere for frihed og retfærdighed har fundet inspiration i, rummer en række fundamentale principper, der blev formuleret som modtræk til Johans vilkårlige beslaglæggelse af undersåtters ejendomme og personer. I afsnit 39 hedder det: »Ingen fri mand skal arresteres eller fængsles eller fratages sin ejendom eller friheder eller blive gjort lovløs eller udvist eller på anden vis forulempet, ligesom vi ikke vil retsforfølge ham eller dømme ham, uden at det sker gennem en lovlig afgørelse foretaget af hans ligemænd eller med udgangspunkt i landets lov.« I afsnit 40 fastslås: »Til ingen vil vi sælge, og til ingen vil vi benægte eller forsinke ret eller retfærdighed.«

Principperne i disse to afsnit genfinder vi i det 14. tillæg af USA’s forfatning, som dekreterer, at ingen statsmagt må fratage nogen ​​liv, frihed eller ejendom »uden retfærdig rettergang« eller nægte nogen »en lige beskyttelse under loven«.

Magna Carta er endnu ikke et demokratisk dokument. For selv om charteret også sætter et princip om fælles samtykke i beskatning, skal samtykket alene indhentes blandt jarler, baroner, biskopper og abbeder.

En idé om, at byer som London skulle have egen repræsentation, blev overvejet, men opgivet. Magna Carta viser derfor, at hvem der styrer er ét spørgsmål, som må skelnes fra spørgsmålet om, hvilke grænser, om nogen, der skal sættes for politisk magt.

Naturgiven fornuft

Fordi Magna Carta vil sætte grænser for politisk magt uden at fundere dem i folkesuveræniteten, kom charteret til at udstille et problem, filosoffer har brudt hovedet med i over 800 år. Hvorfra stammer de principper, der skal sætte grænser for en herskers magt, hvis ikke fra herskerne selv eller deres undersåtter?

Ideen om en naturret giver her et svar, som middelalderlige lærde var bekendt med: Naturretten erkender vi igennem vor naturgivne fornuft (i modsætning til de love, der viser sig i en guddommelig åbenbaring). Magna Cartas grundprincipper kan forstås som udledt af fornuften, idet selve begrebet om lovens orden må udelukke vilkårlig anholdelse og beslaglæggelse. Og udelukke, at der fældes domme, som hviler på andet end korrekt anvendelse af loven. Er A juridisk forpligtet til at tilbagelevere B’s ko, når den strejfer ind på hans jord, og strejfer C’s ko ind på B’s jord under lignende omstændigheder, er også B forpligtet til at tilbagelevere C’s ko – C skal ikke først bestikke en dommer for at få sin ko tilbage.

Intet i Magna Carta hindrer vedtagelse og håndhævelse af ​​uretfærdige love, men charteret sætter loven over herskerens vilje. 800 år efter er princippet stadig skrøbeligt. Det eksemplificerer den fortsatte eksistens af den amerikanske fangelejr på Guantánamo Bay: Selv i lande, der kan spore deres politiske institutioner til Magna Carta, kan formodede sikkerhedstrusler svække retskravene om, at ingen må tilbageholdes på andre måder end efter landets love, og om at retfærdighedens gang ikke må sinkes.

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu