Jeg har lige sagt op fra mit arbejde som gymnasielærer. Det var på mange måder et rigtig fint arbejde, hvor jeg mødte en masse unge mennesker og fik lov til at undervise.
Men det var også et arbejde, der fuldstændig havde magten over min hverdag. Alle andre aktiviteter i mit liv var bestemt af mit arbejde. Og selv om mange vil give sin højre arm for det job, jeg havde, var der noget i mig, der blev ved med at føles forkert.
Jeg er i begyndelsen af 30’erne og fire-fem år inde i mit arbejdsliv, der med lidt hurtig hovedregning nok bliver til omkring 40 år på arbejdsmarkedet. Med mindre der sker noget uforudset. 40 år på arbejdsmarkedet. Det er, hvad jeg kan se frem til. 40 år med hverdag, med cykeltur til arbejdet kl. 7.30, hvor alle på gaderne ser ud, som om de hellere ville være i deres seng. 40 år med skiftende elever og kolleger, men overordnet 40 år, der ligner hinanden. Årene kan gå, uden at man lægger mærke til det.
Jeg har på fornemmelsen, at livet kan være noget andet og mere end det. Livet kan for eksempel handle om at kæmpe for et andet liv. Et liv, som man selv har magten over. Et liv, som man magter.
Derfor sagde jeg op. Mit liv skal ikke handle om at gå på arbejde, og jeg vil prøve at indrette mig, så jeg ikke behøver at arbejde så meget. Ikke at alle har det sådan, eller at alle burde have det sådan. Men for mig er arbejde, noget man gør, så man kan leve. Derfor vil jeg gerne arbejde lidt og leve mere.
Et liv uden for arbejdslivet
Hvordan får man tilkæmpet sig den frihed?
Det er svært. Livet uden arbejde forbinder jeg med utryghed. De par gange, jeg har været arbejdsløs på dagpenge eller på kontanthjælp, har jeg ikke kunnet holde det ud i mere end nogle måneder. Det bliver anstrengende i længere tid at skulle forklare venner og familie, at man ikke har arbejde. Og hvad skal man egentlig lave i den tid, hvor de andre arbejder?
Når jeg har sagt op, er det, fordi jeg har på fornemmelsen, at der findes et bedre liv uden for arbejdslivet. Et liv, hvor man ikke er træt, når man kommer hjem om eftermiddagen; hvor man kan organisere sit liv på en måde, så man i højere grad kan lave det, man gerne vil. Uden en chef og uden institutioner, der betinger ens liv som et arbejdsliv.
Men hvordan gør man? Hvilke andre muligheder har jeg og andre overhovedet for et andet slags liv?
Det afgørende, når man er arbejdsløs, er, at man ved, hvad man skal lave. Det lyder underligt, men det er vigtigere at vide, hvad man har gang i, når man ikke har et arbejde, end når man har et. Hvis man har arbejde, behøver man ikke selv at tilskrive sit liv mening. Meningen gives udefra. Arbejde er meningen. Når man fylder sin dag med aktiviteter, der ikke er arbejde, skal man selv gøre det meningsgivende.
Det paradoksale ved livet uden for arbejdet er, at det på mange måder fortsat er bestemt af arbejdslivet. Man skal hele tiden forklare sig som nyttig. Både over for andre, men især over for sig selv. Det er ikke helt let. Slet ikke hvis man er alene.
Når man er uden arbejde, opdager man, hvor meget arbejdslivet bestemmer, hvad der er meningsfulde aktiviteter. Børnepasning i hjemmet, intensive filosofiske studier, film- og seriekiggeri, foreningsarbejde, bogskrivning, kunstnerisk udfoldelse, kartoffeldyrkning, svampejagt, gåture og andre aktiviteter, der ligger uden for lønarbejdet, er vanskelige at give værdi. Derfor er det vigtigt at have motivation og styrke til selv at tilskrive sine aktiviteter noget meningsfuldt.
Når man er arbejdsløs, opdager man, at aktiviteter, som man ikke kan tjene penge på, ikke betragtes som ligeværdige med lønarbejde. Arbejdsløshed betragtes som midlertidigt eller som ren og skær dovenskab. Ikke som et mål. Dette på trods af, at næsten alle har en hemmelig drøm om at trække stikket og slippe for hverdagens trivialiteter.
’Det lyder sgu da fedt’
Da jeg skulle fortælle mine kolleger, at jeg havde sagt op, og jeg i øvrigt ikke var sikker på, hvad jeg skulle bruge min frie tid til, var der mange reaktioner, men især én var interessant: Mange af mine elever og kolleger syntes, det lød som en god idé at sige op uden at have et job eller vide, hvad man skulle. Der var mange, der blev helt glade på mine vegne: »Det lyder sgu da fedt!« sagde de.
Det slog mig, at næsten alle er begejstrede ved tanken om bare at sige deres job op og gøre noget andet. Selv politikerne må ind i mellem tænke: »Fuck det, jeg skrider.«
Men hvorfor er der så ikke flere, der lever uden for arbejdslivet med glæde? Det skyldes, tror jeg, at det er umådeligt vanskeligt at leve uden for arbejdsmarkedet. Det ses tydeligt på dem, der ikke har et arbejde, men gerne vil have et. De lider under et enormt pres fra samfundets arbejdsmoral, og er samtidig holdt udenfor. Alle vil gerne arbejde, som Enhedslisten siger. Det, tror jeg, er rigtigt, men grunden er, at det er meget besværligt at være arbejdsløs. Man har ingen penge, man kan ikke stifte gæld, man underlægges alverdens former for tvang og kontrol, og ens liv er totalt bestemt af det arbejdsliv, man selv er udelukket fra.
Det absolut mærkværdige er, at politikerne ser arbejde som et mål i sig selv: »Min ambition: tre mio. danskere i arbejde,« som der står på siden af busserne. Radikale Venstres mest afgørende budskab for vores fælles liv er, at vi skal arbejde. That’s it. Men jeg gider ikke at leve for at arbejde. Hvis Morten Østergaard vil det, er det fint med mig, men han skal ikke tvinge alle os andre ned i sin forestilling om, hvordan livet bør leves.
Gæld er den største trussel
Jeg har tjent en del penge på at arbejde. Jeg har været så heldig, at jeg har fået mig en lang uddannelse, der i vores samfund betragtes som meget værdifuld, og derfor er meget godt lønnet. Det har været mit held – selv om jeg grundlæggende synes, det er noget pjat, at en universitetsuddannet får mere i løn end en håndværker.
Min timeløn har de seneste år været høj. Jeg har fået ca. 16-17.000 kroner udbetalt hver eneste måned. Det er mange penge. Af dem har jeg vel haft 6-7.000 kroner i faste udgifter med fagforening, husleje osv. Derfor har jeg kunnet spare op til mit liv uden arbejde. Det er selvfølgelig ikke en permanent løsning. Men det giver en god begyndelse på et andet liv.
Jeg har aldrig boet et sted, hvor der ikke boede mindst fire andre. Det har selvfølgelig holdt mine udgifter til mad og husleje lidt længere nede end hos andre, der bor i deres egen lejlighed eller hus. Jeg har ingen bil og ingen børn. Desværre har jeg gæld fra min studietid. Gæld er det største problem for et liv uden arbejde. Gæld betyder, at man skal arbejde. Gæld er stavnsbåndets genindførsel. Derfor er et liv uden arbejde et liv uden gæld. Først når jeg er gældfri, kan jeg rigtigt tage fat på mit nye liv.
For nogle virker mit nye liv uforståeligt. For andre næsten forkælet. En mindre gruppe synes, at det er underligt, at jeg ikke vil arbejde så meget. De forklarer det ofte med, at jeg bare ikke har fundet ’det rigtige arbejde’. For mig handler det om, at mit liv ikke skal være fyldt med tvang.
Det afgørende for mig må være, at et godt samfund er et samfund, hvor der findes mange forskellige måder, man kan leve sit liv på. Arbejdslivet er kun en blandt andre. Vi ved ikke, hvordan man ellers kan leve, men det vil jeg gerne prøve at finde ud af. Forhåbentlig sammen med andre. Hvis jeg bliver ensom, må jeg resignere og trave med bøjet nakke tilbage i arbejdslivet.
Eskil Andreas Halberg er snart arbejdsfri
Modarbejde
Hvordan får vi flere danskere i arbejde?
Det har været et af de dominerende spørgsmål i de seneste fire år på Christiansborg. Og det fortsætter, for partiernes valgoplæg bugner af ideer til, hvordan vi får flere til at arbejde mere.
Men hvorfor er en +37-timers arbejdsuge endt med at blive prototypen på det rigtige og lykkelige liv? Passer den idé om lønarbejderlivsformen overhovedet til det moderne samfunds behov? Og er det muligt at få lov at springe af hamsterhjulet uden at blive opfattet som en nasserøv?
Det stiller denne kronikserie skarpt på i anledning af det forestående folketingsvalg.
Seneste artikler
Industrisamfundets tankegang modarbejder det moderne arbejdsliv
12. juni 2015Selv om antallet af løsarbejdere stiger, anerkender arbejdsmarkedets institutioner, velfærdsstaten og samfundsnormerne fortsat kun industrisamfundets lønarbejde som rigtigt arbejde. Det bremser innovation og virkelystKun folk i arbejde er ligeberettigede samfundsborgere
6. juni 2015Vi har alle måttet lære at elske lønarbejdet. Det tog nogle 100 år, inden dem, der stod uden forsørgelsesgrundlag, accepterede rollen som dem, der skulle ’udbyde’ arbejdskraft i konkurrence med andre. Der skulle disciplinering til lønarbejde til. Det skal der åbenbart igenJeg deler ikke drømmen om fast arbejde
3. juni 2015Jeg har fravalgt uddannelse og bruger min tid på projekter, der umiddelbart interesserer mig. Jeg bidrager ikke til statskassen, for min indtægt er mindre end beløbet på frikortet. Jeg lever på en sten, og det passer mig udmærket. Det omgivende samfund er knap så begejstret. Man skal jo have et ’rigtigt’ arbejde, siger normerne
Du kan godt være arbejdsfri uden krav hvis du ønsker det, men det går ikke som arbejdsløs ydelsesmodtager.
Arbejdsløse tilhører arbejdsmarkedet. Det gør hjemmegående der ønsker eller gør noget "andet" ikke.
Når krybben er tom bides hestene!
Hvis jobomsætning var ønsket, har finansministeriets og KL's overgreb på lærernes (inkl. GL) overenskomst, nok skubbet på i den ønskede retning - tyder det på?
Den enes død er som bekendt den andens brød - og dit aktuelle valg om arbejdsfrihed er smørelse til den industri mange ernærer sig ved. En ny tager over og det er ikke en nyhed.
Afmægtighed har mange udtryk, men at sige "nej tak" ellers tak, vil uanset hvad - skabe forandring fordi forbrugerbehovene så ikke udvikler sig så produktionen kan vækste. Derved bliver "kagen" mindre.
Det er da win win - eller er det?
I Sydeuropa er op imod 40-50% allerede arbejdsløse og potentielt endda helt arbejdsfrie - hvis de f.eks. ikke kan få mere understøttelse fra staten.
I det tilfælde kan arbejdsfrihed altså være påtvunget af omstændighederne, og det har katastrofale følger for såvel individ som det enkelte samfund. Se det er den virkelige pisk hvis du ønsker at omtale tvang.
Vi har nået et udviklingsstadie hvor vi ikke behøver gå sultne i seng, så hvorfor egentlig ikke nyde det lidt?
Absurd at lade virksomhedernes behov bestemme vores levned, som konkurrencestaten gør det.
Lad hellere virksomhederne tjene samfundets behov end omvendt!
Det vil blive skattet højt - og så skal det nok gå!
Tænk hvis virksomhederne virkeligt skulle kæmpe for at opnå vores gunst som frie producenter på et mere rummeligt arbejdsmarked, med plads til alle der vil og kan. Nogen skal jo lave arbejdet som ikke laver sig selv.
Man kan ikke melde sig ud af samfundet, men du kan godt melde dig ud af arbejdsmarkedet - indtil hestene bides om ikke andet. Hamsterhjulet knirker under trykket.
God dag der ude
Arbejdet søger hen hvor det bliver gjort!
Mange gode personlige iagttagelser og en helt universel: Gæld er stavnsbåndets genindførsel.
...den kan ikke gentages for tit.
Når jeg læser din kronik, bliver jeg underligt vankelmodig. På den ene side kan jeg sagtens forstå længslen efter at kaste alle bindinger og føle sig fri af forbrugerismen og det turbulente, senmoderne arbejdsliv. På den anden side er det også en meget egoistisk holdning. For du har jo ikke bare gæld i form af SU-lån til fællesskabet. Du har også den gæld der er i at have fået lov til at tage en lang uddannelse. Derfor håber jeg, at du vil bruge din arbejdsfri periode på at tænke over, hvordan din erhvervede viden kan blive til gavn for fællesskabet. Måske mener du, at du allerede har betalt det tilbage ved at være gymnasielærer?
Der skal være plads til at skeje ud, og jeg tænker, at der i vores samfund er god brug for at overveje, hvilke værdier vi vil leve efter. Behøver man den spanske stol, den dyre bil osv.?
Dog bør man også reflektere over, om ikke arbejdsfriheden risikerer at blive et ultraindividualistisk projekt i luksusklassen, fordi din overlevelse som arbejdsfri beror på, at du kan købe mad i supermarkedet, som andre har arbejdet for at producere og bringe frem. Du kan få varme og vand i din beskedne bolig pga. andres arbejde. Sådan kunne jeg blive ved.
Jeg håber, du finder den vej, der er den rette. Det der giver mening for dig at bidrage med i fællesskabet.
Mange vil reagere som Eskil Andreas Halberg, og det er, fordi dyriskheden har taget over på arbejdsmarkedet, og har man hjerte og forstand flygter man bort fra primitiviteten.
Mine gymnasielærere sin tid - og jeg selv - har faget som det primære omdrejningspunkt: at udvikle det og at bringe det videre til næste generation, uafhængigt af de materielle forhold, det sker under. Det var selvfølgelig fint og trygt for dem - og utrygt for mig pga. forandringerne - og jeg havde som ung dengang i gymnasiet reelt svært ved at forstå, hvorfor man uddannede folk til at gøre noget, der bare fortsatte den samme linje. Men lige efter dette primitive syn på samfundet kommer universitetet, og det bliver pludselig klart, hvad der er væsentligt, og hvad der er uvæsentlig i et civiliseret samfund.
Det er lidt prekært med den type aktiviteter, fordi de normalt har været varetaget af en klasse, der ikke behøvede at tjene penge for at leve. I sig selv er det, at det blev til lønarbejde, en demokratisering, der gav folk uden formue eller andre indtægter mulighed for at hellige sig alt det, der handler om andet end lige til dagen og vejen; men det er selvfølgelig en skizofren løsning, fordi man stadigvæk er nødt til at tænke lønnen væk, hvis man skal kunne agere med den selvstændighed og kritiske indstilling, som er nerven i den funktion i samfundet.
Ændringer i ansættelsesmåder har også tjent til at umyndiggøre folk i den type stillinger ved at gøre dem afhængige af løbende genforhandling og udefrakommende bevillinger - alt sammen noget, der tjener til at stække og beherske det intellektuelle arbejde, stik imod hensigten med en offentlig finansiering, der er at frigøre aktiviteten for markedets og andre irrelevante interessenters behov.
Desværre får Eskil Andreas Halberg det til at lyde, som om han slet ikke er nok interesseret i de fag, han valgte at bruge sin tilværelse på, til at tage del i det faglige fællesskab; men jeg tror nu ikke, at det passer, jeg tror, at det faglige fællesskab har forladt Eskil Andreas Halberg til fordel for en masse ting, der ikke har med faget og fagets formidling at gøre, og som derfor fratager ham appetitten på at fortsætte. Når jeg ser, hvad han skriver, bliver jeg bestyrket i denne tanke, for han taler om at skrive bøger, at fordybe sig - og en hel masse andre ting, der kendetegner det almindelige akademikerliv, som det hidtil har kunnet leves. Dengang det indgik i en kontinuerlig forbindelse imellem fortid og fremtid.
Lønarbejdet er på en eller anden uforståelig måde blevet Gud, måske fordi dets tid tydeligvis er ved at rinde ud. For ikke mange årtier siden var man opmærksom på, at løn dræber lyst og gør interessedrevet aktivitet til en byrde. Lønarbejde er fremmedgørende, fordi konstruktionen negerer udførelsens reelle værdi. Jo mere, man kan tænke væk fra behovet for det, der kommer ind, jo mere kan man hellige sig ægte, forpligtende relationer til andre mennesker og til den værdi, der ligger i menneskers fælles virke i samfundet på alle mulige felter.
Bagsiden af at have fucked boligpriserne op er - at rigtig mange har fået rigtig meget gæld.
Forudsætningen for hamsterhjulets fortsættelse er dermed sikret i en rum tid. Desværre.
Men sikke en fest!
Eller også, John Christensen, ramler de økonomiske strukturer, og folks gæld forsvinder i et hul i jorden.
Det er da helt i orden at træde ud af lønarbejdets hamsterhjul hvis man kan forsørge sig selv på anden vis. Men man kan ikke både få skolegang og en dyr akademisk uddannelse - og så bagefter nægte at bidrage til det fællesskab man har nydt godt af. Lidt må man betale tilbage i form af skat på det arbejde man udfører - alt andet er efter min mening uanstændigt og i sidste ende nedbrydende for den solidariske samfundsmodel vi har: Man får en masse - og man betaler tilbage. Og at sammenligne gæld man frivilligt har stiftet med stavnsbånd virker ærlig talt lidt ynkværdigt.
Sikke en drøm!
Nej, det er helt i orden, Irene Sørensen, hvis man varetager vigtige opgaver i samfundet, som ikke umiddelbart kan give en løn.
Peter Hansen, hvornår i historien er folks gæld forsvundet ? Rentersrentetyrraniet? Noget andet er at er folks pensionsopsparing ofte er forsvundet.
Og det er jo omvendt: samfundet skal være taknemmeligt for, at folk tager uddannelser og på den måde er med til at udvikle vores viden om verden, samfundet og hinanden.
Bill Atkins, det vil ske, fordi systemet bryder sammen, og der ikke længere vil være nogen til at opkræve gælden, eller for den sags skyld se noget formål med at gøre det.
Irene - hvordan vil du kunne vælge gæld fra hvis du i vores klima er nødt til at have tag over hovedet?
Betyder forældrekøb også at forældrene svarer afdrag og udgifter! Jeg ved det ikke - ellers er vi vel tilbage ved start. Du gældsætter dig og afbetaler om du vil det eller ej.
Det er svært at tjene "egne" penge.
Hamsterhjulet snurrer.
I øvrigt at pukke på at Eskil har modtaget undervisning gratis, det er for meget konkurrencestatstænkning. Tænk på de store klassekvotienter - der er altid plads til en til der vil sidde i vindueskarmen. Og hvad med dem der rejser til udlandet, i sær USA, og aflevere al deres intellektuelle kapital.
Peter Hansen, ok, det vidste jeg ikke.. Jeg tror nu ikke jeg vil opfordre nogen til at oparbejde gæld på den spådom.
Ja, man bør i stedet lade al ejendom være ejet af fællesskabet - og lade brugsretten for erhvervsejendom afgøre på auktion, og boliger efter lodtrækning imellem relevante parter: at store familier deltager i lodtrækningen om store boliger, og små familier om mindre.
Det behøver man heller ikke, Bill Atkins, det gør de uanset på andre spådomme. :-)
Har man nogensinde hørt nogen på dødslejet udbryde: Gid jeg havde tilbragt nogle flere timer på kontoret - Næppe!
Tillykke med dit nye liv. Det lyder som en besnærende ide. Hatte af for det Men hvad har du tænkt dig at leve af ??
For det er vel ikke ydelser fra det offentlige du baserer din modige beslutning på ?
For så synes jeg måske ikke det er hverken modigt eller prisværdigt - at du i princippet lader dine lærerkollegaer, som står tidligt op om morgenen og knokler på din skole, finansiere din "frihed" gennem deres skattebetalinger til det offentlige !!!!
Som en ung mand på nogenlunde samme alder, som skribenten bag indlægget, kan jeg genkende mange af hans tanker - ligesom mange af tankerne i kommentarsporet nedenunder.
Det, som jeg genkender fra Eskilds hverdag, er, at man egentligt bare er en slave. Som en drone, som måske nok gennem en selvvalgt uddannelse, ender med at knokle 40-50 år indtil man endeligt - hvis man overlever så længe - kan nyde en form for frihed indtil man, som den gode samfundsborger man er, kradser af når ens opsparing er brugt.
Men hvorfor skulle der ikke være noget andet i livet end arbejde? Ferier er ikke mange uger hvert år, weekenderne er kun nogle dage, og de vågne timer i hverdagen, som ikke er sat af til andre fornødenheder, er få. Men tiden til arbejde, den er der. Det er vores primære liv. Det virker som om vi er blevet indoktrineret til, at vi skal knokle mest muligt konstant. Hvor er tiden til at slappe af eller gøre noget andet, inden man er på vej ud på den sidste rejse? Egentligt ville jeg nok ønske, at jeg selv havde modet til at gøre som Eskild.
Hvorfor ikke give manden lov til trække stikket, tænke alternative tanker, for måske ender han med at finde ud af noget, som kan komme alle andre, som har de samme tanker, til gavn.
Det er et godt livsforsøg at sige det traditionelle arbejde op.... Men det kan blive meget belastende måske farligt.
Husk Robert som ikke ville arbejde med hvad som helst.. Han blev kaldt dovne Robert. Der blev drevet ond hetz mus ham fra DF fleste politikere dele af befolkningen og det meste ad pressen.
Da en kvinde for noget tid siden vandt 315 millioner i Lotto, lod jeg mine dagdrømme få frit løb.
Drømme om et liv hvor jeg udelukkende beskæftiger mig med ting som JEG finder interessante, uanset om de giver indtægter eller ej, i stedet for at være slave af de pokkers penge, som man jo er nødt til at tjene for at have til dagen og vejen, og derfor tvinger mig til at påtage mig halvkedelige arbejdsopgaver, selvom jeg sagtens kunne bruge tiden på noget andet.
Og jeg er næppe den eneste som har drømt på den måde...
Jamen hvis jeg levede sådan, så ville jeg jo ikke bidrage til samfundet - er der straks nogen som ville sige.
Men hvem har bestemt at den eneste form for bidrag er den skat man betaler? F.eks. er der kun sjældent en regulær løn for at frembringe kunst, musik og andre af de ting som vi alle nyder godt af og meget nødigt ville undvære i dagligdagen. Og der er forskellige former for frivilligt arbejde, som gavner samfundet på forskellig vis, selvom det ikke udløser en lønindtægt.
Money makes the world go around, ja - men jeg tror Alternativet er inde på noget rigtigt i forhold til at nedsætte den ugentlige arbejdstid.
Situationen løser sig selv på den ene eller anden måde. Håber han nyder ledigheden.
livet er mange ting.
Jeg har gjort nøjagtig det samme som Eskil Andreas Halberg, da jeg var ung, det blev til mange år ude i den store verden.
Livet er mange ting.
Det er tilsyneladende umuligt at få aflivet den borgerlige løgn om, at en person med Eskils bagrund og alder bare kan melde sig arbejdsløs og modtage kontanthjælp resten af livet...
Der burde være mange flere halvtidsstillinger. Til glæde for de som ikke kan eller ønsker at løbe i hjulet.
Der er en herlig selvmodsigelse hos Ole Brockdorff, der vælter læsset: at på den ene side gik alle arbejdsføre mænd og kvinder stoute med opladt blik til arbejdet hver dag inden 1975 - men på den anden side var kvinderne hjemme at passe mand og børn, hvilket det fortfarende gerne skulle ville gøre, såfremt økonomien tillod det. Heureka: man kan leve for 6.000 efter skat, påstår vore politikere, så hvad forhindrer dem? Et pligtens bud?
Nej, lønarbejdet har taget et alt for stort omfang i vores samfund på en måde, som det aldrig nogensinde har haft før, og som det ved Gud heller ikke skal vedblive med at have, for det er bare for dumt at bruge tid og energi på arbejde, der kunne undgås, hvis det ikke lige var, fordi arbejdsgivere og politikere dels gerne vil høste en profit på andres indsats, dels er for stupide til at finde på andre måder at honorere indsats i samfundet på, selvom hele ideen med en stat i klassisk forstand er at sikre denne omfordeling.
Kort sagt: lønarbejde er prostitution.
Passer det, at unge uden uddannelse får brev fra "det offentlige", med opfordring til at komme i gang?
Ah, endnu en prøveballon!
Man skal ikke arbejde med noget, der ikke giver mening som det første - men som gymnasielærer kan man også finde det.
Løn som en håndværker - tja, der er en del der tjener pænt.
Måske skulle Eskil Andreas bliver politiker - de tjener godt - og vi trænger til nogen, der har erfaringer fra det rigtige liv!
At bidrage til fællesskabet er vel rimeligt nok om end det kan ske på mange måder, men der er også noget uundgåeligt slaveri over, at man i et frit og demokratisk land fødes og optrænes til primært at være forbrugs- og produktionsdyr længe før man opnår stemmeret. Og bemærkelsesværdigt at ‘vi’ har opnået fantastiske teknologiske fremskridt, men uden debat viljesløst har valgt at lade det være op til nogle ‘naturkræfter’ at bestemme, hvor meget eller hvor lidt arbejdsfrihed, det skal være realistisk at kunne opnå, ikke mindst for de lavere indkomster, selvom de bare vil have dækket deres mest basale behov. Man har så via kampe og bureaukrati fået oprettet en hulens masse regler omkring ferie, barsel, sygdom, orlov og et væld af ordninger til at kontrollere de ledige mhp at presse dem til 'samlebåndene' uanset, at det for en stor dels vedkommende kan sandsynliggøres at det ikke er sundt. Det hårde arbejde skal hyldes for vi skal konstant måle nationens stolthed med andre i nogle tabeller over bnp og antal beskæftigede. Mange oplever, at de skal slides så langt ned at deres arbejdsevne og livskvalitet til sidst er ubetydelig, og de endegyldigt kan opgives af nogle kontrollanter sundhedssektoren. Andre at de for at udholde meningsløsheden er nødt til at bedøve sig med alkohol, medicin og stoffer.
Men hvis det fællesskab, man fødes til at skulle bidrage til, prioriterede selvbestemmelse og vækst i værdier, der ikke altid havde karakter af fremskridt i materielle goder og ledighedsstatistikker, i stedet tillod folk at flekse ind og ud af arbejdsmarkedet med rimelige forskelle i levestandard når de var off - så er det ikke umuligt, at de summer man sparede på apparater til kontrol, administration, sundhed, nedslidning og tidspildet med de mange forskellige typer af ordninger og overførselsindkomster - kunne erstattes af en enkelt betingelsesløs ydelse og en nedgang i det samlede forbrug. Det omvendte scenarie er også til stede, dvs at stigende fleksibilitet, kreativitet og sundhed kunne betyde mere af den vækst man måler traditionelt, men skulle der forekomme stagnation til gengæld for generelt mere livskvalitet, er det vel også til at leve med. I sidste ende er den slags demokratisk beslutninger, om end ikke noget som er til valg. Det er kun lappeløsningerne.
Eskil skriver:
"Og hvad skal man egentlig lave i den tid, hvor de andre arbejder?"
Hvis du ikke har svaret på det, så lyder det som et helt tosset projekt du har gang i.
Er du ikke selv i stand til at definere dit liv, så vil nogle andre gøre det for dig.
Tja var samfundet indrettet så de basale behov blev dækket, ville overskuddet af tid hos den enkelte kunne bruges på at udvikle samværsformer og fællesskaber som ville stimulere vores udvikling som mennesker.
Tænk hvis vi kunne bremse den bevidstløse vækst de kunstigt skabte behov, bremse den skadelige industri, sikre kloden for fremtidige generationer, istedet for altid at sørge for de skal betale fortidens gæld.
Utopia ... nej det er det ikke men det kræver flere af Eskilds type som gerne vil yde, men som ikke ser en mening i den nuværende samfundsstruktur.
Tror han stemmer på Å.
Jeg har arbejdet i 48 år og om to år er det slut. Heldigvis! Så bliver jeg pensionist og skal ikke længere røre en finger.
Jeg forstår godt du syntes der må være noget andet end arbejde. Det andet har jeg ventet på de sidste 10-15 år og kan heldigvis se en ende på det. Jeg kunne sagtens fortsætte på arbejdspladsen 10 år eller mere, men jeg gider ikke. Jeg har betalt skat i hele mit liv så nu dkal der betales tilbage.
Jeg så ham gerne som politiker, Anne Eriksen. Men jeg tror ikke det løser Eskil's problem. Tværtimod!
Næh, Torben Nielsen - men, hvis vi skal tage forløbet, så er det sikkert en "krise", der skal udredes.
Det med politikeren var for at uddele lidt valgflæsk!
http://modkraft.dk/blogs/eskil-andreas-halberg
Nu glæder vi os bare til der er en rentier der springer ud og nægter at klippe flere kupon'er.
Eskil, du er meget begavet, moden. Du rammer her hovedet på sømmet. Du skal have gjort dig økonomisk uafhængig. Først og fremmest. Og ja, livet kan bestemt bestå af meget, meget mere end arbejde. Jeg, og sikkert også mange andre, føler heller ikke, vi har et liv, når vi arbejder. Vi har ikke et særlig intenst følelsesliv, kærlighedsliv, familieliv, socialliv, sexliv, kulturliv, osv., for vi er, af vore helt ensidige politikere, reduceret til svin i en stald, som bare ligger hele livet på et betongulv og bliver BRUGT! Den gris har ikke noget sexliv, den har ikke noget familieliv, kærlighedsliv, osv. Det begyndte med planterne, så dyrene, så vores børn - og nu vi voksne selv: såkaldt kultivering.
Danmark er blevet et politisk land. Dvs. vi lever politisk, tænker politisk. og har vi nogle problemet, vil vi have politikerne til at løse dem. Men politikere tænker ens, dvs.: arbejde! Politikere vil have konformeret samfundet, have gjort den til en maskine. Det gør man ved at ensrette folk, indoktrinere dem, forcere dem til at arbejde. Og det er så, hvad vore politikere gør.
Jeg arbejdede selv røven ud af bukserne da jeg var yngre. Levede ikke noget liv. Bare arbejde. Det liv, de fleste danskere lever nu. Men så en dag fik jeg nok - ligesom du. Jeg solgte mine ejendomme, fik en ganske pæn slat penge og rejste ud i verden, til lande, der ikke (endnu) er inficeret for meget med politikeres arbejdsindoktrinering. Da gik det op for mig, at jeg, hele mit voksne liv kun havde haft arbejde. Jeg anede ikke, hvor meget jeg havde mistet. Jeg indså, hvor stærk et liv, man egentlig kan leve, hvor intenst et socialliv kan være, kærlighedsliv kan være, følelsesliv kan være, osv. For der er ikke PLADS til disse ting i Danmark, fordi arbejdet lægger beslag på alle vores ressourcer.
Du sagde dit job op, fordi du fornemmer, der i livet, findes noget, du ikke vil miste. Du vil ikke sidde i din store villa som 60-årig og pludselig finde ud af, at hele dit liv blev spildt på noget så ligegyldigt som robot-arbejde. Det er godt, du har sagt op. Du har nu, så vidt jeg kan se, to valgmuligheder:
1. At finde en måde at gøre dig selv økonomisk uafhængig på, så du kan følge din fornemmelse i livet, for hvad du har lyst til, eller
2. At finde en måde at tjene penge på, som du ikke føler er robot-arbejde, men hvor du lever det liv, du kan lide - og så, "tilfældigvis", kan leve af det.
Personligt går jeg selv efter den første. Simpelthen fordi jeg endnu ikke ved, hvad jeg kan lide at gøre. Mit samfund har nemlig ikke givet mig mulighed for at finde mig selv og lade mit udfolde sig naturligt, nej, jeg er opdraget, disciplineret, forceret, indoktrineret til at tjene statens behov.
Nu skal du også ud på en rejse. Hvor du, ene mand, stiller dig op overfor staten, og finder din egen vej. Det er hamrende svært, men hvis det er det, der er din indre følelse, SÅ FØLG DEN!
Good luck herfra!
Jeg savner historien om dem, der har fundet det rigtige indhold i deres liv og værdsætter hverdagen - det er snart farligt at lufte sin meningsfyldte tilværelse/ arbejdsliv?
Hvis forventningen bliver, at det kun er en udnyttelse at arbejde og at det eneste, der tæller er beholdningen af penge - så vil det gå endnu hurtigere ned af bakke...
Ikke for at forklejne det absolut sindssyge, at 56.000 ikke har dagpenge mere - kan man få fagforeningerne med op på barrikaderne?
Artiklen er rensende og forfriskende...Simpelthen fordi den kan anspore andre til at gøre det samme..Så kan man gøre det som eks. visse politikere altid gør,når skræmmebilleder ska males på væggen "tænk hvis vi alle gjorde som ham"...Men øhh,det gør vi jo ikke,for ellers hang samfundet jo ikke sammen..
Det er interessant at se, hvad der sker, når man begynder ikke først og fremmest at ville/kunne/skulle se sig selv som forbruger. Jeg vil bare ønske dig held og lykke og håbe for dig, at du tør tænke lidt større end den hjemlige andedam og rejse ud i verden mens du har chancen. Det kan give et fantastisk perspektiv på tingene at turde møde mangfoldigheden og blive verdensborger.
Ole Hansen - særdeles vel talt, tak.
Irene Sørensen :
Jamen han har jo lige " betalt et afdrag " i kraft af dette debatindlæg , hvor han åbent, ærligt og selvudlevende deler sine tanker om hans sitution, og det valg han har taget.
Et ikke uvæsenligt bidrag skulle jeg mene.
Så længe han ikke koster mig noget så kan jeg ikke være mere ligeglad med hvad han har lyst til at lave. Om andre finder lykken på den måde eller gennem materialisme er da op til en selv, det er det fantastiske ved at være fri til at træffe sine egne beslutninger. Gad vide hvordan han ville stille sig ifm. Alvorlig sygdom der er behandlingskrævende. Så er det godt at der er et fællesskab til rådighed. Lad os få flere af ham...
Hvis vi nu alle havde et minimum at læne os op af og vende tilbage til??
Hvis nu "arbejdsmarkedet" virkede og erhvervslivet skulle yde noget for at lokke os til at gøre "mere" ??
Hvis vi alle havde retten til at stoppe op og tænke lidt over sagerne??
Eller uddanne os længere så vi bedre forstod vore egen og samfundets og medborgernes situation??
Ville vi så være rigere eller fattigere??
Peter Nielsen, hvis du er lønmodtager, er der ikke noget, der koster dig noget. Din løn er reguleret efter, at du skal betale meget i skat, og hvis skatten falder, vil du dels komme til at betale for velfærdsydelser, der i dag er langt billigere finansieret over skatten, dels få en mindre realløn, fordi ingen har tænkt sig at øge købekraften.
Peter Nielsen, om du lige tjener så meget, at du kan leve af kål og havregryn, leje et lille hummer og købe genbrugstøj, fordi du er nød til at tage et de Blå's lavtlønsjob, eller fordi du har valgt, at arbejde i et højtlønnet akademisk job, efter behov, kommer vel ud på et.
Hørte forleden om en akkordsvend med en timeløn på den rigtige af side af de 300 kr. Han arbejdede kun i vinterhalvåret og flyttede i sommerhuset om sommeren og gik på jagt og passede sine bier. Ham bliver der næppe pukket på.
Pointen er, at du er nød til at arbejde og betale skat for at eksistere i Danmark, hvis du ikke har arvet, eller er berettiget til socialeydelser.
PS. Og lever du på en sten er risikoen for livsstilsygdomme væsentligt reduceret, statistisk set.
Sider