Kronik

Jeg har sagt mit job op for at få plads til at leve

Jeg gider ikke at leve for at arbejde. Hvis politikerne vil det, er det fint med mig, men de skal ikke tvinge alle os andre ind i deres forestilling om, hvordan livet bør leves. Jeg vil arbejde lidt og leve mere. Mit liv skal ikke være fyldt med tvang
’Næsten alle er begejstrede ved tanken om bare at sige deres job op og gøre noget andet,’ siger Eskil Andreas Halberg, der nu dropper sit gymnasielærerjob.

Marie Hald

Debat
10. juni 2015

Jeg har lige sagt op fra mit arbejde som gymnasielærer. Det var på mange måder et rigtig fint arbejde, hvor jeg mødte en masse unge mennesker og fik lov til at undervise.

Men det var også et arbejde, der fuldstændig havde magten over min hverdag. Alle andre aktiviteter i mit liv var bestemt af mit arbejde. Og selv om mange vil give sin højre arm for det job, jeg havde, var der noget i mig, der blev ved med at føles forkert.

Jeg er i begyndelsen af 30’erne og fire-fem år inde i mit arbejdsliv, der med lidt hurtig hovedregning nok bliver til omkring 40 år på arbejdsmarkedet. Med mindre der sker noget uforudset. 40 år på arbejdsmarkedet. Det er, hvad jeg kan se frem til. 40 år med hverdag, med cykeltur til arbejdet kl. 7.30, hvor alle på gaderne ser ud, som om de hellere ville være i deres seng. 40 år med skiftende elever og kolleger, men overordnet 40 år, der ligner hinanden. Årene kan gå, uden at man lægger mærke til det.

Jeg har på fornemmelsen, at livet kan være noget andet og mere end det. Livet kan for eksempel handle om at kæmpe for et andet liv. Et liv, som man selv har magten over. Et liv, som man magter.

Derfor sagde jeg op. Mit liv skal ikke handle om at gå på arbejde, og jeg vil prøve at indrette mig, så jeg ikke behøver at arbejde så meget. Ikke at alle har det sådan, eller at alle burde have det sådan. Men for mig er arbejde, noget man gør, så man kan leve. Derfor vil jeg gerne arbejde lidt og leve mere.

Et liv uden for arbejdslivet

Hvordan får man tilkæmpet sig den frihed?

Det er svært. Livet uden arbejde forbinder jeg med utryghed. De par gange, jeg har været arbejdsløs på dagpenge eller på kontanthjælp, har jeg ikke kunnet holde det ud i mere end nogle måneder. Det bliver anstrengende i længere tid at skulle forklare venner og familie, at man ikke har arbejde. Og hvad skal man egentlig lave i den tid, hvor de andre arbejder?

Når jeg har sagt op, er det, fordi jeg har på fornemmelsen, at der findes et bedre liv uden for arbejdslivet. Et liv, hvor man ikke er træt, når man kommer hjem om eftermiddagen; hvor man kan organisere sit liv på en måde, så man i højere grad kan lave det, man gerne vil. Uden en chef og uden institutioner, der betinger ens liv som et arbejdsliv.

Men hvordan gør man? Hvilke andre muligheder har jeg og andre overhovedet for et andet slags liv?

Det afgørende, når man er arbejdsløs, er, at man ved, hvad man skal lave. Det lyder underligt, men det er vigtigere at vide, hvad man har gang i, når man ikke har et arbejde, end når man har et. Hvis man har arbejde, behøver man ikke selv at tilskrive sit liv mening. Meningen gives udefra. Arbejde er meningen. Når man fylder sin dag med aktiviteter, der ikke er arbejde, skal man selv gøre det meningsgivende.

Det paradoksale ved livet uden for arbejdet er, at det på mange måder fortsat er bestemt af arbejdslivet. Man skal hele tiden forklare sig som nyttig. Både over for andre, men især over for sig selv. Det er ikke helt let. Slet ikke hvis man er alene.

Når man er uden arbejde, opdager man, hvor meget arbejdslivet bestemmer, hvad der er meningsfulde aktiviteter. Børnepasning i hjemmet, intensive filosofiske studier, film- og seriekiggeri, foreningsarbejde, bogskrivning, kunstnerisk udfoldelse, kartoffeldyrkning, svampejagt, gåture og andre aktiviteter, der ligger uden for lønarbejdet, er vanskelige at give værdi. Derfor er det vigtigt at have motivation og styrke til selv at tilskrive sine aktiviteter noget meningsfuldt.

Når man er arbejdsløs, opdager man, at aktiviteter, som man ikke kan tjene penge på, ikke betragtes som ligeværdige med lønarbejde. Arbejdsløshed betragtes som midlertidigt eller som ren og skær dovenskab. Ikke som et mål. Dette på trods af, at næsten alle har en hemmelig drøm om at trække stikket og slippe for hverdagens trivialiteter.

’Det lyder sgu da fedt’

Da jeg skulle fortælle mine kolleger, at jeg havde sagt op, og jeg i øvrigt ikke var sikker på, hvad jeg skulle bruge min frie tid til, var der mange reaktioner, men især én var interessant: Mange af mine elever og kolleger syntes, det lød som en god idé at sige op uden at have et job eller vide, hvad man skulle. Der var mange, der blev helt glade på mine vegne: »Det lyder sgu da fedt!« sagde de.

Det slog mig, at næsten alle er begejstrede ved tanken om bare at sige deres job op og gøre noget andet. Selv politikerne må ind i mellem tænke: »Fuck det, jeg skrider.«

Men hvorfor er der så ikke flere, der lever uden for arbejdslivet med glæde? Det skyldes, tror jeg, at det er umådeligt vanskeligt at leve uden for arbejdsmarkedet. Det ses tydeligt på dem, der ikke har et arbejde, men gerne vil have et. De lider under et enormt pres fra samfundets arbejdsmoral, og er samtidig holdt udenfor. Alle vil gerne arbejde, som Enhedslisten siger. Det, tror jeg, er rigtigt, men grunden er, at det er meget besværligt at være arbejdsløs. Man har ingen penge, man kan ikke stifte gæld, man underlægges alverdens former for tvang og kontrol, og ens liv er totalt bestemt af det arbejdsliv, man selv er udelukket fra.

Det absolut mærkværdige er, at politikerne ser arbejde som et mål i sig selv: »Min ambition: tre mio. danskere i arbejde,« som der står på siden af busserne. Radikale Venstres mest afgørende budskab for vores fælles liv er, at vi skal arbejde. That’s it. Men jeg gider ikke at leve for at arbejde. Hvis Morten Østergaard vil det, er det fint med mig, men han skal ikke tvinge alle os andre ned i sin forestilling om, hvordan livet bør leves.

Gæld er den største trussel

Jeg har tjent en del penge på at arbejde. Jeg har været så heldig, at jeg har fået mig en lang uddannelse, der i vores samfund betragtes som meget værdifuld, og derfor er meget godt lønnet. Det har været mit held – selv om jeg grundlæggende synes, det er noget pjat, at en universitetsuddannet får mere i løn end en håndværker.

Min timeløn har de seneste år været høj. Jeg har fået ca. 16-17.000 kroner udbetalt hver eneste måned. Det er mange penge. Af dem har jeg vel haft 6-7.000 kroner i faste udgifter med fagforening, husleje osv. Derfor har jeg kunnet spare op til mit liv uden arbejde. Det er selvfølgelig ikke en permanent løsning. Men det giver en god begyndelse på et andet liv.

Jeg har aldrig boet et sted, hvor der ikke boede mindst fire andre. Det har selvfølgelig holdt mine udgifter til mad og husleje lidt længere nede end hos andre, der bor i deres egen lejlighed eller hus. Jeg har ingen bil og ingen børn. Desværre har jeg gæld fra min studietid. Gæld er det største problem for et liv uden arbejde. Gæld betyder, at man skal arbejde. Gæld er stavnsbåndets genindførsel. Derfor er et liv uden arbejde et liv uden gæld. Først når jeg er gældfri, kan jeg rigtigt tage fat på mit nye liv.

For nogle virker mit nye liv uforståeligt. For andre næsten forkælet. En mindre gruppe synes, at det er underligt, at jeg ikke vil arbejde så meget. De forklarer det ofte med, at jeg bare ikke har fundet ’det rigtige arbejde’. For mig handler det om, at mit liv ikke skal være fyldt med tvang.

Det afgørende for mig må være, at et godt samfund er et samfund, hvor der findes mange forskellige måder, man kan leve sit liv på. Arbejdslivet er kun en blandt andre. Vi ved ikke, hvordan man ellers kan leve, men det vil jeg gerne prøve at finde ud af. Forhåbentlig sammen med andre. Hvis jeg bliver ensom, må jeg resignere og trave med bøjet nakke tilbage i arbejdslivet.

Eskil Andreas Halberg er snart arbejdsfri

Serie

Modarbejde

Hvordan får vi flere danskere i arbejde?

Det har været et af de dominerende spørgsmål i de seneste fire år på Christiansborg. Og det fortsætter, for partiernes valgoplæg bugner af ideer til, hvordan vi får flere til at arbejde mere.

Men hvorfor er en +37-­timers arbejdsuge endt med at blive prototypen på det rigtige og lykkelige liv? Passer den idé om lønarbejderlivsformen overhovedet til det moderne samfunds behov? Og er det muligt at få lov at springe af hamsterhjulet uden at blive opfattet som en nasserøv?

Det stiller denne kronikserie skarpt på i anledning af det forestående folketingsvalg.

Seneste artikler

  • Industrisamfundets tankegang modarbejder det moderne arbejdsliv

    12. juni 2015
    Selv om antallet af løsarbejdere stiger, anerkender arbejdsmarkedets institutioner, velfærdsstaten og samfundsnormerne fortsat kun industrisamfundets lønarbejde som rigtigt arbejde. Det bremser innovation og virkelyst
  • Kun folk i arbejde er ligeberettigede samfundsborgere

    6. juni 2015
    Vi har alle måttet lære at elske lønarbejdet. Det tog nogle 100 år, inden dem, der stod uden forsørgelsesgrundlag, accepterede rollen som dem, der skulle ’udbyde’ arbejdskraft i konkurrence med andre. Der skulle disciplinering til lønarbejde til. Det skal der åbenbart igen
  • Jeg deler ikke drømmen om fast arbejde

    3. juni 2015
    Jeg har fravalgt uddannelse og bruger min tid på projekter, der umiddelbart interesserer mig. Jeg bidrager ikke til statskassen, for min indtægt er mindre end beløbet på frikortet. Jeg lever på en sten, og det passer mig udmærket. Det omgivende samfund er knap så begejstret. Man skal jo have et ’rigtigt’ arbejde, siger normerne
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Bill Atkins,

Det er jo spørgsmålet. Findes andet end drømmen om den kultur stadig, sådan for alvor? Jeg tror vi er enige om at det eksisterende for alvor er ved at bryde sammen under vægten af systemets iboende (selv)modsigelser, og at vi i den forstand befinder os i 'the end days'. Spørgsmålet er hvad der følger. For mig at se styrer vi mod enten en renæssance eller mod en ny mørk tidsalder. hvor det bedste i vores civilisation trædes under fode.

Man måske er jeg blot offer for samme mangel på fantasi, som jeg tidligere har tillagt Mikkel Madsen? En manglende evne til at se andre muligheder end de, der allerede er indskrevet i det værende? Det må man jo næsten håbe.

Torsten Jacobsen, for mig at se beskriver du ovenfor 22:40 forfaldet af elites importerede globale ideologi, metoder og forløjede narrativ, uden at adskille denne 'elitens ideologi' fra hverdag og drømme hos de produktionsskabende klasser i samfundet. Du dømmer derved den produktionsskabende klasse på dens 'falske bevidsthed' - accept af elitens narrativ om, at alt der kan købes er værdifuldt, og at kun fantasien sætter grænser - men som sagt - tag ikke fejl af den produktionsskabende klasses handlekraft samt dybe afhængighed af nationalstaten og dens historie - en afhængighed der måske ses tydeligst hvis du kigger ud over Danmarks grænser, udover Europa, og tilbage i dansk og europæisk historie.

Faktisk var Anders Fogh Rasmussens ord om at danskerne kunne vaske skammen fra krigens samarbejdspolitik af, ved at deltage i NATO's angreb på landene i Mellemøsten, en yderligere udvidelse af samarbejdspolitikken, og af elitens forløjede narrativ. Sådan cementeres den 'falske bevidsthed' i folket - men ikke eviggyldigt.

Torsten Jacobsen

Bill Atkins,

Det klare skel mellem basis og overbygning er i mine øjne en abstraktion med begrænset forklaringskraft. Desuden er der jo tale om et i historien indlejret artefakt, hvis gyldighed under alle omstændigheder må formodes at have begrænset erkendelsesmæssig værdi og rækkevidde. Dermed ikke sagt at jeg forkaster hypotesen/analysen fuldstændig, men blot at den må anskues som en allegorisk snarere end en videnskabelig fremstilling af virkeligheden.

Jeg håber selvfølgelig at du har ret. At man med rimelighed kan tale om en 'falsk bevidsthed', og at en 'solidarisk nationalisme' eksisterer som mulighed. Sikkert er det, for mig at se, at en ønskværdig fremtid er grundet i nære fællesskaber, ikke i en global monokultur.

Martin Nygaard

Danmark er verdens største institution for adfærdsvanskelige...

Nogle foretrækker at andre tænker for dem. Det gør dem trygge. Alt er som det plejer. Frikadeller.

Andre har det bedst med at tænke selv. Eskil er en. En Solero på en varm sommerdag som i dag.

I kan beholde frikadellerne.
Arbejde er ikke en sandhed.
Stem på Eskil!
Eller Alternativet
Å

Steffen Gliese

Selvfølgelig skal Eskil have offentlig forsørgelse, han er meget billigere for samfundet og os alle end de, der i kraft af deres slid på arbejdsmarkedet tvinger andre til at leve som dem.

Peter Olesen

Arbejds-foragt er blevet det nye sort, for en lille flok der har fået modernitetens løfter helt galt i halsen. Beruset af luftkastellerne om gaia-marxismens indbildte komme, samt de grandiose forestillinger om det unikke, kreative individ, der simpelthen bare ikke kan smudse sine fintfølende, createur-hænder til med hverdagens ubehageligheder, har man lullet sig ind i en verden, hvori de æteriske væsener lever af lige dele luft og nasseri.

Gert Selmer Jensen

En østeuropæisk "Entreprenør", kan ødelægge for mio. af Kroner, i et byggeprojekt.!
Bygherren ser det mange gange ikke, pga. forblændelse af den lave pris.?
Men det gør veluddannede danske håndværkere.! Herunder mig selv.!
Og eksemplerne er desværre talrige.
At de knokler kan man ikke tage fra dem. Det er mere resultaterne der er meget tvivlsomme.!
Og som min Gamle Oldermandschef udtalte,: Når man har glemt den billige pris, vil man kun
ærgre sig over den dårlige kvalitet.! ( Dem der kan se det ). Det kan de ofte ikke i whiskybæltet.
Om det er promillerne, eller dårlig dømmekraft, skal jeg ikke kunne sige.

Gert Selmer Jensen

Ovennævnte med adresse til Pórto Qisuk-06:23-

Steffen Gliese

ja, selvfølgelig, Peter Olesen, er lønarbejdet at foragte, de, der priser det mest, er dem, der ikke har det, men profiterer på adgangen til arbejdskraften.
Det handler om at se renfærdigt på tingene og gøre dem, fordi de er nødvendige, perspektivrige eller oplivende. Nyttige eller lystfyldte - og altid det bedre valg for den enkelte.

Rasmus Kongshøj

Jeg forstår udmærket hvorfor Eskil Andreas Halberg vælger at melde sig ud af hamsterhjulet i en periode, og han har en række gode pointer om hvordan arbejde fylder alt for meget i dag, men jeg synes alligevel hans individualistiske forsøg på en løsning er problematisk.

For det første er det langt fra alle, der er heldige nok til at kunne spare op til lange arbejdsfrie perioder, selvom man vel kunne mene at specialarbejderen kunne have mere brug for sådanne end gymnasielæreren. Ligeledes er det langt fra alle, der er lige så fri fra forpligtigelser, selvom børnefamilien vel kunne siges at have mere brug for at arbejde mindre end ungkarlen.

Dernæst er det problematisk at han ikke bidrager til en løsning på de meget reelle problemer på arbejdsmarkedet. Bare at melde sig ud er realistisk set kun en farbar vej for ganske få, og bare at stikke af fra problemerne løser ikke noget.

Endelig kan man sige, at når han selv tager den luksus ikke at arbejde, så må andre stadig arbejde for at der er mad i køledisken, vand i hanerne og behandling på sygehusene. Arbejdet er - desværre - et grundvilkår for mennesket, og indtil vi bliver teknologisk fremskredne nok til vi kan leve i et teknosocialistisk samfund, hvor maskinerne klarer alt det farlige, kedelige og ubehagelige arbejde, så er vi alle sammen forpligtigede til at yde efter evne, i stedet for at gemme sig bag sine penge, og lade andre arbejde for én.

I stedet for bare at stikke af fra problemerne, bør han i stedet deltage i faglige fællesskaber, der forsøger at ændre arbejdets karakter, og kæmpe for et arbejdsliv uden tvang, chefer og kedsomhed, et arbejdsliv, der ikke koloniserer alle andre livsområder, men holder sig til at producere de nødvendige goder. En fundamental ændring af arbejdslivet er måske ikke noget der sker i morgen, men det er en langt mere holdbar, realistisk og ansvarlig strategi, end bare at gå sin vej og lade de andre om arbejdet.

Anna Sofie Baltzer Nielsen

Godt gået Eskil! Præcis de samme tanker om livet jeg går og har pt. Vigtig pointe. Tak. Kh.

Touhami Bennour

Den meste interessant I vesten er ikke egntlig arbejde men styring af arbejde, altså arbejdsgiver. Jeg tror vesten, og nogle af dem, I slave tid og især kolonitiden har lært hvordan man organisere en hel flok til at udføre en opgave, jeg forstiller mig at det gik ikke godt I begyndelsen, men efter hånden har nogle lært meget om styring af arbejdet dvs. management viksomhed. Jeg tror ikke at nogen region kan indhente vesten hvad angår management. Jeg selv bliver forbavset når jeg ser hvor mange arbejdeskraft de ansætter I deres virksomhed, udover de locale arbejds kraft. Så hvis eskil, tror jeg han hedder, stopper , en anden tager over. Den vestlig arbejdes giver dør ikke. Når jeg siger vesten jeg mener de tidligere stormagter, Frankrig, England, Tyskland, og de små stater som var med I eventyret af slaveriet og kolonialismen, så som Danmark, Sverig , Holland, norge,og måske belgien. og selvfølgelig USA. Italien(har fiat, noget skal det have) og syd Europa, er fra oldtiden har adopteret en livsstil som er ikke forandret siden, og nord Afrika er med som også hører til oldtiden." lA dolche vita" præger alle disse lande. Også I disse lande finds fremmed arbejdeskraft, men for hus(huset) arbejde især, det slags arbejde finds næsten ikke I det jeg kalder vesten. Måske skal jeg bruge klimaet heller; så har man Sydeuropeisk klima, Nordeuropeisk klima, Østeuropeisk klima og det vestlig europeisk klima. At bruge kontinentet er misvisende.

Mads Kjærgård

# June Beltoft
Hvis du er rig, er du ikke underlagt samme regler som andre, så behøver du ikke bidrage på nogen måde! Den protestantiske etik hersker i Danmark, de der er rige har fortjent det, og de der ikke er, har også fortjent det. Med alt hvad der, dertil følger. Heaven and Hell!

Mads Kjærgård

Det arbejdsfrie liv er for øvrigt i orden, men det ødelægges, at man konstant er plaget af økonomiske spekulationer, der skal mad på bordet, og huslejen skal betales. At have et arbejde er for mange et privilege, som de kæmper for at opnå. Jeg er selv arbejdsløs, blevet det som konsekvens af besparelser i staten. Jeg syntes, at jeg havde mere tid og bedre mulighed for at bruge min tid, da jeg havde et arbejde. For når jeg havde fri, så havde jeg fri til at gøre hvad jeg ville. Sove, læse, løbe whatever!! Som modtager af bistand fra staten, så er du paradoksalt nok altid på arbejde!

Søren Kristensen

Altid spænende når nogen gør noget andet. Glæder mig til fortsættelsen.

Niels Duus Nielsen

Søren Kristensen, fortsættelsen er, at Eskil Halberg har skrevet en bog, "Roden til alt ondt", hvor han overbevisende argumenterer for, at den traditionelle opfattelse af arbejde står i vejen for menneskelig frigørelse. Bogen er virkelig værd at læse, og så er den så billig, at selv en kontanthjælpsmodtager har råd til den!

Sider