Kommentar

Socialpolitik for de arbejdende

Det afgørende socialpolitiske spørgsmål er ikke længere, hvordan vi sikrer alle mennesker muligheden for at leve et godt liv, men om alle har økonomisk incitament til at arbejde. Risikoen er en socialpolitisk debat, tømt for socialpolitisk indhold
Debat
12. juni 2015

Venstre sparkede sin valgkampagne i gang med en lille video, hvor Lars Løkke proklamerer, at det er dyrt med de »næsten 800.000 voksne danskere, som i dag er på offentlig forsørgelse«. Derfor vil partiet flytte penge fra sociale ydelser til skattelettelser for lavtlønnede, så det bedre kan betale sig at arbejde, og derfor bruger politikere og meningsdannere lige nu en hulens masse tid på heftige diskussioner af, om det i tilstrækkelig grad kan betale sig at arbejde.

Det er muligt, at sandheden er krigens første offer, men det første og væsentligste offer i den pågående disput om incitament til at arbejde forekommer mig at være den socialpolitiske substans. Det altafgørende spørgsmål for denne diskussion er ikke, hvordan vi sikrer alle mennesker mulighed for at leve et godt liv, men om der i tilstrækkelig høj grad er et økonomisk incitament for alle til at tage et arbejde.

Det skandaløse her er ikke så meget, at nogle siger, at det ikke kan betale sig at arbejde, når det egentlig godt kan betale sig. Det skandaløse er snarere, at den debat med et snuptag reducerer meget forskelligartede grupper af mennesker til nemt kvantificerbare robotlignende enheder, der i en endimensionel excel-ark-verden slæber sig ned ad de stier, der giver dem størst økonomisk afkast.

Det højreorienterede synspunkt er, at det ikke kan betale sig at arbejde. Og det venstreorienterede svar er, at det kan det faktisk godt. Men strengt taget befinder begge synspunkter sig inden for de begrænsende rammer af det samme univers af indskrænket mening, som cementeres yderligere, hver gang de to synspunkter gentages.

Den kansasklædte arbejder

Netop valgkampens mange forargede henvisninger til de næsten 800.000 passivt forsørgede voksne understreger ellers, hvorfor man bør søge mod udgangen af dette univers. For mange af de 800.000 virker incitament til arbejde, selv med den allermest højreorienterede brille, temmelig nyttesløst. Vi taler – foruden arbejdende i løntilskud, virksomhedspraktikanter og fleksjobbere – f.eks. om førtidspensionister, sygedagpengeberettigede eller sågar mennesker på barsel. Uanset hvordan man vender og drejer det, giver det et sted mellem forsvindende lidt og ingen mening at diskutere disse gruppers situation i lyset af det enøjede spørgsmål om, hvorvidt det i høj nok grad kan betale sig for dem at arbejde.

Men hvis diskussionen ikke giver mening for disse mennesker, hvem er den da til ære for? Man kan her få den tanke, at vi er vidner til en markant udskiftning af den centrale modtager af de social- og beskæftigelsespolitiske programmer. Det menneske, som politikken skal servicere, lader i mindre og mindre grad til at være det udsatte menneske, som lever af overførselsindkomster, og mere og mere til at være det hårdtarbejdende menneske, som hver dag står op om morgenen for at holde hjulene i gang. Det er hans forbitrelse, som politiske kampagner møjsommeligt anråber, opdyrker og plejer – og som ydelsesreduktioner og stadigt hårdere aktiveringsprogrammer herefter søsættes for at lindre.

Ganske symptomatisk var det ham, denne kansasklædte arbejder med korslagte arme og et stålsat blik, som figurerede på de plakater, der med Venstres stort opsatte kontanthjælpskampagne inden valget indtog gader og stræder, busskure og togperroner. Kontanthjælpsmodtageren, derimod, var bogstaveligt talt reduceret til et tyngende tal. Et klarere udtryk for tidens tendens til at nægte den socialpolitiske kerne adgang til den socialpolitiske samtale finder man næppe.

Uden koffein, sex og indhold

Risikoen er, at det dominerende spørgsmål om økonomisk arbejdsincitament reelt virker som et syrebad, der bortætser den socialpolitiske substans fra den offentlige samtale: Diskussionen af, hvordan man giver faktisk eksisterende mennesker muligheden for at leve gode liv, mørklægges i skyggen fra diskussionen af, om alle mennesker har et tilstrækkeligt økonomisk incitament ved at tage et arbejde.

Filosoffen Slavoj Zizek har utallige steder påpeget, at vi i dag i stigende omfang engagerer os i en virkelighed, som synes tømt for sin egentlige substans. Vi drikker kaffe uden koffein og øl uden alkohol, dyrker virtuel sex, som er sex uden sex, og benytter droneangreb for at føre krig uden risiko for tab … Og, fristes man til at tilføje: Vi fører socialpolitiske diskussioner, som i stigende grad synes tømt for socialpolitisk indhold.

Mathias Herup Nielsen er Ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her