Kronik

Uden en stærk fagbevægelse får vi et ræs mod bunden

Hvis dagens dom i Ryanair-sagen går den forkerte vej, er det endnu et skridt mod britiske tilstande. Og min studietur til Liverpool med 25 andre lærlinge og svende fra byggefagene slog én ting fast med syvtommersøm: Den vej skal vi ikke ned ad
Hvis afgørelsen i Ryanair-sagen falder ud til det irske flyselskabs fordel, kan den rokke ved den måde, vi har organiseret arbejdsmarkedet på, og skabe øget ulighed.

Hvis afgørelsen i Ryanair-sagen falder ud til det irske flyselskabs fordel, kan den rokke ved den måde, vi har organiseret arbejdsmarkedet på, og skabe øget ulighed.

Daniel Hjorth/Polfoto

1. juli 2015

KRONIK – Jeg har bidt negle på det seneste. I dag træffer Arbejdsretten nemlig sin afgørelse i Ryanair-sagen. En dom, der – hvis den falder ud til det irske flyselskabs fordel – kan rokke ved hele den model, vi kender. Den model, der gør det muligt at organisere sig mod arbejdsgivere, der udbyder underbetalt lortearbejde.

Fagforeningerne er vores eneste værn mod ræset mod bunden. For dem, der skulle være i tvivl, tilbyder jeg her et reality check fra Storbritannien.

I juni var jeg med 25 andre lærlinge og ungsvende fra bygge-fagene på studietur i Liverpool. Vi skulle besøge bygningsarbejdernes fagforening i Storbritannien og blive klogere på det britiske arbejdsmarked og arbejdsmiljø. Og vi blev klogere – på hvor galt det kan gå, når der ikke er en stærk fagbevægelse til at bekæmpe løndumping og bremse ræset mod bunden.

Efter turen var det en lettere chokeret gruppe, der evaluerede: »Jeg troede, de havde styr på det i England,« udbrød en tømrerlærling. »Jeg synes, det er helt vildt, så dårlige arbejdsforholdene er,« sagde en anden. »Hvordan kan det gå så galt?«

Desværre er forholdene på den anden side af Nordsøen et varsel om, hvor vi er på vej hen i Danmark.

Ulighed eksploderer

I Storbritannien står fagforeningerne meget svagt. De har meget få medlemmer og derfor heller ingen styrke, når der skal forhandles overenskomster. Det kan man godt mærke på arbejdsmarkedet. Op mod halvdelen af dem, der arbejder i byggebranchen, er ikke direkte ansat, men hyret ind som underentreprenører via deres eget enkeltmandsfirma. Mange arbejdsgivere vil kun hyre på den måde. Så kan de nemlig omgå overenskomstmæssig løn, velfærd på jobbet (f.eks. retten til adgang til en skurvogn med toilet) og store dele af arbejdsmiljølovgivningen.

Enkeltmandsvirksomheder presser hinanden ned i løn. Fordi de ikke står sammen i en fagforening, hvor man har givet hinanden håndslag på ikke at underbyde overenskomsten.

Mange arbejder i vikarbureauer eller på 0-timers-kontrakter, hvor de ikke er garanteret en fuld arbejdsuge. Men de kan ikke tage andre job, for de skal konstant være til rådighed for arbejds-giveren uden at have krav på et bestemt antal timer. Har arbejdsgiveren ikke lige brug for dig, må du stå standby – uden arbejde og uden indkomst.

Disse forhold har været med til at få uligheden til at eksplodere i Storbritannien. Ifølge avisen The Guardian er over en million mennesker afhængige af såkaldte food banks, der udleverer gratis mad til folk, der er så fattige, at de ikke kan brødføde sig selv. Mange af dem, som modtager denne nødhjælp, har et arbejde. Deres løn er bare så lav, at de alligevel er fattige – eller måske har de en 0-timers kontrakt, så de i perioder ikke har nok timer. Tænk at knokle på sit arbejde og stadigvæk være afhængig af nødhjælpsmad!

Hvilken vækst?

Efter studieturen til Liverpool havde vi alle den samme oplevelse: Det var noget af et chok at opleve, hvor dårlige arbejdsforholdene er lige ovre på den anden side af Nordsøen. Ræset mod bunden i Storbritannien skyldes i høj grad fagforeningsfjendske politikere og en kæmpe tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft, som går til meget lav løn. Det er præcis det samme, vi oplever i Danmark nu. Når lønnen falder så drastisk på nogle dele af arbejdsmarkedet, har det alvorlige konsekvenser.

Det var skræmmende, at vi fra vores danske arbejdspladser kunne kende mange af de tendenser, som de britiske lærlinge og håndværkere fortalte om. Flere historier gik igen. Eksempelvis at det er ubehageligt at sige nej til farligt arbejde, fordi der altid er andre, der er villige til at gøre det uden at stille spørgsmål. Eller at mange nyuddannede håndværkere har svært ved at finde job og derfor ender i vikarbureauer, hvor vilkårene er meget ringere.

Slaget står altså også her i Danmark. Og sagen om Ryanair understreger, at det ikke kun er faldende medlemstal og gule fagforeninger, der truer. Og i EU diskuterer man lige nu en lov, der skal gøre det nemmere at oprette enkeltmandsvirksomheder. For én euro skal man kunne oprette en virksomhed over internettet. Det vil åbne en ladeport for flere enkeltmands-underentreprenører i stedet for rigtigt ansatte.

Oven i købet har vi nu fået en regering, der er temmelig fagforeningsfjendsk. De støtter aktivt gule fagforeninger. Venstre vil presse fagforeningerne til at sænke kontingenterne. Løkke har lige gjort en tidligere formand for arbejdsgiverne til beskæftigelsesminister. De seneste 10 år har Dansk Folkeparti ifølge tænketanken CEVEA stemt imod størstedelen af de forslag om at bekæmpe social dumping, som har været fremsat i Folketinget. Liberal Alliance og Venstre siger, at det vil være godt for Danmark med flere underbetalte østeuropæere. Det vil nemlig øge væksten, forstås. Jeg tror ikke, at tømrere som mig, der bliver presset ned i løn, kommer til at mærke noget til den vækst.

Kan dårligt kende forskel

Uligheden i Danmark stiger i disse år. Vi er røget langt ned på listen over de mest lige samfund i verden. Folketingsvalget viste tydeligt, at noget ikke hænger sammen. Det kan godt være, at krisen er overstået for Løkke, Thorning, mediefolk og mange storbyboere, men det er ikke alle, der følger med. Folk med korte eller ingen uddannelse, som har ringe muligheder for at omstille sig, når arbejdspladsen bliver udflyttet. Alle dem, der dagligt på deres arbejdspladser møder underbetalte østeuropæere, som store virksomheder udnytter til at presse prisen ned.

Det undrer mig ikke, at mange dropper de gamle partier. Man kan jo dårligt kende forskel på Socialdemokraterne og Venstre, når Corydon sælger DONG, og Henrik Sass Larsen siger, at håndværkere skal ned i løn. Undskyld mig, men der er vist andre i det her samfund, der står først i køen, hvis nogen skal gå ned i løn!

Den stigende ulighed er ikke kun et problem for dem, der ender med arbejdsløshed eller lavtlønnede job. Det er et problem for alle os, der sætter pris på et samfund, hvor man kan gå trygt på gaden, og hvor vi kan bo godt sammen, i stedet for at mistro, misundelse og fremmedfrygt eskalerer.

Ryanair tabte i Arbejdsretten og dropper sin base i København. Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen vurderer, at selskabet nu også vil blive udsat for stort pres andre steder
Læs også

Jeg mener ikke, at det er ligegyldigt, hvem der har magten på Christiansborg. Men uanset om det er Socialdemokraterne, DF eller Venstre, så bliver det ikke politikerne, der redder vores røv. Fagforeningerne er den omfordelingsmotor, der arbejder i modsat retning af den stigende ulighed. De er den faktor i samfundet, der begrænser absurde opsparinger i kæmpevirksomheder og sikrer, at de, der producerer, også får en del af fortjenesten.

Storbritannien er et slags laboratorium, der viser, hvad der sker, når fagbevægelsen kollapser, og de politikere, der har magten, giver mere til de rigeste, kører hetz mod de fattigste og modarbejder fagforeningerne. For alle os, der har tænkt os at arbejde i faglærte og ufaglærte job fremover, er fagforeningerne den bedste chance, vi har for at kæmpe mod ræset mod bunden. Når man ser på udviklingen i ulighed i Danmark, kunne noget tyde på, at vores omfordelingsmotorer skal have et seriøst skud brændstof de kommende år.

Det var en meget engageret flok lærlinge og svende, der vendte hjem til Danmark efter fem dage i Liverpool. Man kan godt glemme, hvor vigtige fagforeningerne er. Dét hjalp et besøg i Storbritannien os med at huske.

Helga Mathiassen er tømrerlærling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
  • Søren Rehhoff
  • Gert Selmer Jensen
  • Rasmus Kongshøj
  • Henrik Klausen
  • Elisabeth Andersen
  • David Zennaro
  • June Beltoft
  • Gert Romme
  • Jan Pedersen
  • Martin Karlsson Pedersen
  • Mark Strøm
  • jens rasmussen
  • Anne Eriksen
  • Erik Nissen
  • Keld Albrektsen
  • Karsten Aaen
  • Peter Hansen
  • Dennis Berg
  • Bodil Waldstrøm
  • Lise Lotte Rahbek
  • lars abildgaard
Jakob Silberbrandt, Søren Rehhoff, Gert Selmer Jensen, Rasmus Kongshøj, Henrik Klausen, Elisabeth Andersen, David Zennaro, June Beltoft, Gert Romme, Jan Pedersen, Martin Karlsson Pedersen, Mark Strøm, jens rasmussen, Anne Eriksen, Erik Nissen, Keld Albrektsen, Karsten Aaen, Peter Hansen, Dennis Berg, Bodil Waldstrøm, Lise Lotte Rahbek og lars abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Birgitte Baktoft

Tak Helga for denne beskrivelse fra virkeligheden. Dyster læsning. Men godt at vide at der er unge mennesker, der kan og vil kæmpe for den danske model. Og som kan se, hvor vi er på vej hen!

lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Henrik Klausen, Elisabeth Andersen, Jan Pedersen, Gert Romme, Erik Nissen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Desværre ikke mange danskere, der aner noget om forholdene i UK eller kerer sig derom! Når lynet rammer vil det i sandhed komme fra en blå himmel!

Torben Nielsen, Rasmus Kongshøj, Claus Nielsen, June Beltoft, Gert Romme, Morten Jespersen og Erik Nissen anbefalede denne kommentar

Helga, glem ikke, at Socialdemokratiet oprindeligt var fagbevægelsens politiske arm.
Det, der er mest sørgeligt, er, at både Socialdemokratiet og toppen af fagforeningerne er blevet overtaget, og nu spiller med på den neoliberalistiske agenda.

Arbejderne (og her tænker jeg på alle lønmodtagere) skal bygge sin bevægelse op igen fra grunden.

Felix Austin, Helene Kristensen, lars abildgaard, Torben Nielsen, Rasmus Kongshøj, Helmut R., June Beltoft, Gert Romme, Morten Jespersen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Røset mod bunden står SAS og dansk moral for. Både SAS og Danish Crown har i årevis fået sine krav opfyldt. De beskrevne forhold, der kaldes britiske, har også været kendt i Danmark i hvert fald de seneste 8-10 år. Det underlige er, at den danske fagbevægelse åbenbart ikke ved det.

""

Det var dog ikke tilfældet på det danske arbejdsmarked for 10 år siden. Tværtimod pressede små og mellemstore virksomheder hinanden op i løn. En konsekvens var, at det blev sværere at finde beskæftigelse for de, der ikke var en høj løn værd.

"Det var skræmmende, at vi fra vores danske arbejdspladser kunne kende mange af de tendenser, som de britiske lærlinge og håndværkere fortalte om. "

Til gengæld kendes konsekvenserne af de høje lønninger og tilsvarende høje krav til kvalifikationer kun i begrænset omfang fra danske arbejdspladser, og de ignoreres, hvis de kendes. Til forskel fra de beskrevne forhold fra Storbritannien er mange af de, der ikke er høje lønninger værd, enten slet ikke i beskæftigelse eller i en ordning, hvor de arbejder for sin overførselsindkomst. Hvis de kendes på de danske arbejdspladser, er det tilsyneladende mest i form af forargelse over, de har høje indkomster uden arbejde. På den måde er det danske samfund blevet mere opdelt, end det britiske samfund er.

"Fagforeningerne er den omfordelingsmotor, der arbejder i modsat retning af den stigende ulighed. "

Nej. Fagforeningerne bidrager aktivt til øget ulighed med både et nært samarbejde med erhvervslivet og en voksende modvilje mod mennesker uden for arbejdsmarkedet. Desværre tyder intet på, fagbevægelsen stopper sit eget selvbedrag.

Torben Nielsen, Claus Nielsen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

glemte dette citat for andet afsnit i min tidligere kommentar: "Enkeltmandsvirksomheder presser hinanden ned i løn. "

lars abildgaard

Arbejdsretten giver fagbevægelsen medhold i sagen mod Ryanair

June Beltoft, Bodil Waldstrøm, Anne Eriksen, Peter Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
lars abildgaard

Arbejdsretten giver fagbevægelsen medhold i at de faglige aktioner og blokader mod Ryanair er lovlige.

Det er en fin beskrivelse af situationen, og det er antydningsvist påpeget, hvor slem situationen er i Storbritannien. En ordentlig regering i Danmark ville (sammen med fagforeningerne) kæmpe for gode job med ordentlige arbejdsvilkår, et godt arbejdsmiljø og en løn, man kan leve af. Det sker jo bare ikke, så der er altså kun fagforeningerne tilbage. Nu må vi så se, om de har forstået, hvad der er på spil og om de kan leve op til deres ansvar.

Rasmus Kongshøj, June Beltoft, Bodil Waldstrøm og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er sådan en mytisk figur, der altid optræder i debatter: den, der ikke er en høj løn værd. Jeg har til gode at møde ham eller hende i virkeligheden.

Torben Kjeldsen, Rasmus Kongshøj, Elisabeth Andersen, Helene Kristensen, June Beltoft og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Flot, Helga Mathiassen - der er helt sikkert stærke kræfter, som vil prøve at forøge den stigende ulighed - regeringerne har længe vist sig uinteresserede - det samme med fagforeningstoppen (i hvert fald nogen af dem).
Så må vi have nogle nye aktive fagforeningsfolk - for det bliver op ad bakke...

Torben Nielsen, Rasmus Kongshøj, Henrik Klausen, June Beltoft og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

Nu er jeg en af dem der gør brug af underleverandører og jeg betaler dem ens, 165 kr. + moms i timen, det beløb dækker de omkostninger som jeg ville have haft for en lønmodtager alt inkl.

Det er klart at der er fordele for mig ved dette setup, men der er lige så store fordele for underleverandøren, frem for at skulle være lønmodtager.

Det er dog korrekt at der er underleverandører der tilbyder sig selv for 100 kr. + moms, det er dog kun fra østeuropæere jeg har modtaget den slags tilbud. Dog havde jeg for 5 år siden en underleverandør, der inden han blev underleverandør for mig, arbejde for Gladsaxe kommune som hjemmehjælper til 115 kr. + moms, hvilket var direkte svineri.

Torben Nielsen, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Helga Mathiassen.

Det er Margaret Thatcher-land, og Ryanair's vej er ikke sundt.

Herman Hansen

"Uden en stærk fagbevægelse får vi et ræs mod bunden" Selvfølgelig for vi det. Det siger nærmest sig selv. Det er ikke uden grund blå blok har kæmpet massivt for at skære ned i skattefradraget af kontingent til fagforeninger. Det er jo logik for vuggestuebørn. Langt sværere er det at forstå de lønmodtagere (særligt de lavtlønnede), der af trods eller for at spare 25 kr. har skiftet til en "gul" fagforening - De er i fuld gang med at save den gren over de sidder på og godt i gang med at grave deres egen økonomiske grav.

Jeg kendte en gang selv sådan en. Og ærlig talt. Et stort lys brændte der ikke mellem ørerne på denne person. Det er ligeledes logik for vuggestuebørn.

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj og June Beltoft anbefalede denne kommentar

Arbejderbevægelsen, de solidariske folkebevægelser og de kooperative bevægelser startede faktisk i England. Og jeg kan stadig huske den tid, hvor UK fortsat havde det normdannende velfærdssamfund, som resten af verden så op til med misundelse. Det var tiden før Margaret Thatcher, John Major og ikke mindst proletariatets herremand, Tony Blair.

Og tro det eller ikke, men med den regering som danskerne har valgt, er Danmark faktisk meget stærkt på vej i netop Britaniens fodspor.

Anne Eriksen, Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj, Claus Nielsen, Mark Strøm og June Beltoft anbefalede denne kommentar
Martin Hansen

Når man vil have globalisering og frihandel mellem meget forskellige økonomier, forskellige arbejdestagerrettigheder, miljøkrav og tusinde andre forhold - hvad alle åbenbart vil have - så kommer danske og britiske arbejdere til at konkurrere med arbejdere i noget der ligner slaveøkonomier.

Frihandel er fint, men der må indføres en told på manglende arbejdstagerrettigheder, manglende miljøkrav og andre forhold, der gør, at vores velfærdsøkononier over tid vil blive nedbrudt af ulige konkurrence fra slaveøkonomier.

Steffen Gliese

Dommen påpeger noget interessant, som bør kunne komme Ryanair til skade alle steder, hvor de har lokalt ansat personale: at et fly på jorden og i et nationalt luftrum er undergivet det pågældende lands love, jf. Chicago-konventionen. Det vil således næppe kun være i forhold til danske fagforeninger, at Ryanairs hovedpåstand om, at folk er underlagt irsk lovgivning, fordi de arbejder på et irsk indregistreret fly, ses at være underkendt, da der jo tages skyldigt hensyn til dels denne konvention, men også til EU-retten og de afgivne domme.

Mark Strøm, Anne Eriksen, June Beltoft, David Zennaro og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Jeg er lidt ulden ved at fagbevægelsen skal spørge om lov til at konflikte. Det indikerer mere svaghed end man vil være ved.

Felix Austin, Mark Strøm, Anne Eriksen og Dennis Berg anbefalede denne kommentar

Torben:
I gamle dage gik de på gaden og spildte blod i kampen mod politiet, mens de idag skal spørge om lov. Jeg gad vide, om de tør gå tilbage til udgangspunktet, når (og jeg siger NÅR) magthaverne på et tidspunkt nægter tilladelse til konflikt.

Mark Strøm, Torben Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Erik Kristiansen

Suk..
"Uligheden i Danmark stiger i disse år. Vi er røget langt ned på listen over de mest lige samfund i verden."
Fra Berlingske:
Danmark er nu klodens mest lige samfund
Tirsdag d. 09. juni 2015, kl. 20.30
http://www.business.dk/oekonomi/danmark-er-nu-klodens-mest-lige-samfund
Sagen er jo at vi i Danmark har mistet +1000 vis af arbejdspladser pga stærke fagforeninger.
Alt for meget energi er brugt på lønninger og et modsætningsforhold mellem arbejdstager og arbejdsgiver.

georg christensen

Et "ræs" mod bunden, et ræs, som især socialdemokraterne og LO de sidste fire år har været i gang med. Et ræs mod bunden har "bar tingesten" eller dør tingesten, med 32 kroner i timen og drikkepenge, kasse tingesten på lavtløns trin (kineserløn), er hvad socialkammeraterne har tilbudt danske lønmodtagere. Det såkaldte opsving har endnu ingen af dem oplevet, hverken østens som vestens jordbærplukkere.

Grunden er ganske klar. Inden udbetaling af "Hyren", skal den først igennem en børsnotering, hvor provisionen så bestemmer "arbejdsydelsens" værdi. Er den så ikke tilfredsstillende så sendes "arbejdsyderen" på samfundsbetalt understøttelse eller kontanthjælp, hovedsagen er privatismens overtagelse af samfundskontrollen og politikernes selv udslætning.

NB: Noget er gået grueligt galt, når en "arbejdsydelse" ikke længere respekteres og med en værdig betaling honoreres men i stedet erstattes af politikerne og deres eksperters tomme ord". Ord, som allerede nu har bevist deres egen værdiløshed, og vejen mod bunden og kineserlønnen accepteret. Mit håb er, at venstre tør gå imod hvad socialkammeraterne indtil nuet har præsteret. En mindsteløn for en "arbejdsydelse" i Danmark bør indføres, og hvis den misligholdes straffes som en samfunds fjentlig forbrydelse.

kristian bro

Ryanair har fløjet fra Billund OG Tirstrup (Aarhus' lufthavn) i over 16 år. Det har vi jyder nyt gavn af. Selv har jeg været afsted en 6-7 gange - ikke fløjet med andre.
De der køber nyt tøj støtter børnearbejde og livsfarlige fabrikker i Bangladesh.
Jeg ser det her med aktioner mod Ryanair som at københavnerne vil til at blande sig i forholdene i Jylland.
Ryanair har flyttet basen fra København til Litauen i dag.
Om en lufthavn er en base eller ej er ligegyldigt for passagererne.
Journalister i DR og andre hovedstadsmedier ved ikke at Ryanair har fløjet fra Jylland i de mange år.
TV2 (regionale stationer ikke medregnet) har flere medarbejdere i København end i Odense, hvis man tæller underleverandører med) selv om det var meningen at stationen skulle have base udenfor Sjælland.
Det skæve Danmark bliver Skævere, hvis det lykkes lufthavnsmedarbejdere i Kastrup at få nedlagt arbejdspladser i Billund.

kristian bro

Ryanair har fløjet fra Billund OG Tirstrup (Aarhus' lufthavn) i over 16 år. Det har vi jyder nyt gavn af. Selv har jeg været afsted en 6-7 gange - ikke fløjet med andre.
De der køber nyt tøj støtter børnearbejde og livsfarlige fabrikker i Bangladesh.
Jeg ser det her med aktioner mod Ryanair som at københavnerne vil til at blande sig i forholdene i Jylland.
Ryanair har flyttet basen fra København til Litauen i dag.
Om en lufthavn er en base eller ej er ligegyldigt for passagererne.
Journalister i DR og andre hovedstadsmedier ved ikke at Ryanair har fløjet fra Jylland i de mange år.
TV2 (regionale stationer ikke medregnet) har flere medarbejdere i København end i Odense, hvis man tæller underleverandører med) selv om det var meningen at stationen skulle have base udenfor Sjælland.
Det skæve Danmark bliver Skævere, hvis det lykkes lufthavnsmedarbejdere i Kastrup at få nedlagt arbejdspladser i Billund.