Kommentar

Unge kan få hjælp, når de vil ud af en religiøs vielse

Debattør Silvana Mouazan klandrer myndigheder og kvindeorganisationer i Danmark for at gøre for lidt for kvinder, der ønsker religiøs skilsmisse. Men hos Landsorganisation af Kvindekrisecentre yder vi professionel hjælp og støtte til alle, der ligger under for deres familiers pres
27. juni 2015

Vi bestemmer selv, hvem vi elsker. Vi har alle ret til selv at bestemme, hvem vi vil gifte os med, og om vi vil skilles. I hvert fald på papiret. Men sådan er det desværre ikke for alle i det virkelige liv. Nogle kvinder fra familier med traditionelle æresopfattelser presses ind i uønskede ægteskaber, og manden og familien fastholder dem i ægteskabet.

I Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) og på vores kvindekrisecentre møder vi disse kvinder, når de kommer til os for at få hjælp. Dagligt kæmper vi for disse unge kvinders ret til selv at bestemme, hvem de vil giftes med eller til at komme ud af uønskede ægteskaber.

I kronikken den 25. juni 2015 fortæller Silvana Mouazan, hvordan hun som ung blev tvunget ind i et ægteskab. Et ægteskab, som hun senere valgte at forlade. Hun afslutter sin beretning med at spørge: »Hvem tager den sidste kamp for mig og de andre kvinder, når hverken myndighederne, politikerne eller kvindeorganisationerne i Danmark vil anerkende vores reelle ønske om frihed?«

I LOKK og på landets kvindekrisecentre har vi i over 30 år kæmpet for kvinders ret til et liv uden vold, til frihed og for ligestilling. Vi kæmper for alle kvinder uanset baggrund, og vi anerkender til fulde det ønske om frihed, som Silvana Mouazan beskriver.

Alene mod familien

Silvana Mouazan beskriver, hvordan den islamiske religiøse vielse og skilsmisse fungerer uafhængigt af den borgerlige vielse og skilsmisse i Danmark. Hvordan man kan være blevet skilt på borgerlig vis, men stadig være gift på islamisk vis. Og det er præcis den situation, som mange muslimske kvinder ender i – de kan ikke blive løst fra deres islamiske ægteskab.

Læs også: Da jeg blev gift, blev min identitet væk på et splitsekund

Jeg forstår godt, hvis kvinderne kan have et billede af, at det ikke er nemt at få hjælp i Danmark, når de står alene mod pres i familien. Det er uoverskueligt hårdt for et ungt menneske at stå alene med konflikter i familien, hvor de ikke føler, at de kan tale med venner og familie om det. Men der er hjælp at hente.

Landsorganisationen af Kvindekrisecentre har en rådgivning med professionelle rådgivere, som kan rådgive og hjælpe i situationer, hvor den unge oplever pres i forhold til ægteskab, stærke restriktioner i sit liv og er bange for en genopdragelsesrejse osv. Og vi er særligt uddannede til at hjælpe kvinder – og mænd – som står over for en uønsket religiøs vielse eller ikke kan komme ud af et uønsket religiøst ægteskab. Rådgivningen er åben hele døgnet alle årets dage, og man kan både ringe, skrive og få et personligt møde.

Vifte af tilbud

Vi taler årligt med omtrent 1.200 unge, som er frustrerede over ikke at bestemme over deres eget liv, som er truede, ensomme og bange. Fra de samtaler har vi stor viden om, hvor udfordringerne er, og hvordan vi kan hjælpe de unge, som er kommet i klemme mellem to kulturer. Vi oplever, at der ofte er alvorlige konflikter i familierne, og at de unge kvinders liv er i fare. Vi tager kvindernes henvendelser yderst alvorligt og yder professionel hjælp og støtte.

En del af hjælpen til kvinder, der er bange for en uønsket religiøs vielse eller gerne vil ud af et sådant ægteskab, er et længere rådgivningsforløb og tilknytning til en mentor. Tilbuddet gælder kvinder både under og over 18 år. Vi har også tilbud om rådgivning til forældre, som er bekymrede for, at deres søn eller datter vil indgå i en religiøs vielse.

Tilbuddene er en del af flere indsatser, der er med til at sikre, at de unge kvinder og mænd ikke står alene, når de har konflikter i familien. Her kan de få råd og vejledning fra professionelle, der ikke direkte er involveret i konflikterne.

Ditte Wenzel er sekretariatschef i Landsorganisation af Kvindekrisecentre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu