Klumme

Vågn op til anno 2015, SystemDanmark!

Mens alt er godt for enlige forsørgere i Velfærdsdanmark, er noget rivravruskende galt ovre i Systemdanmark – altså hos dem, der definerer, hvad det vil sige at være enlig forsørger
Debat
22. juni 2015

Der var rift om os i den netop overståede valgkamp. De radikale var eksempelvis klar med en halv milliard til os enlige forsørgere, som de ville bruge på at hæve indtægtsgrænsen for, hvornår enlige forsørgere, der bor til leje, mister friplads i daginstitution og boligstøtte. I skattereformen fra 2014 fik enlige forsørgere forhøjet beskæftigelsesfradraget, hvilket gav typer som os op mod 3.100 kr. mere i hånden om året.

Lad mig slå fast: Alt er godt i Velfærdsdanmark, når det kommer til os knap 200.000 singlemødre og singlefædre. Men i Systemdanmark ser det straks værre ud. Systemdanmark er den del af det offentlige, der sætter os borgere i forskellige kasser og definerer, hvilken hylde vi hører hjemme på.

Desværre er Systemdanmark en rigid størrelse, der er stagneret engang i 1950’erne, hvor en familie bestod af far, mor og børn (egne biologiske børn, vel at mærke) og enlige forsørgere ikke havde arrangeret sig i moderne bofællesskaber – ligesom jeg har.

Der er blevet markant flere af os, for siden år 2000 er antallet af enlige forsørgere steget med 25 procent for mødrenes vedkommende og hele 50 procent for fædrenes. Danmarks Statistisk har i dag registreret 37 forskellige familieformer i Danmark, men det er Systemdanmark tilsyneladende fløjtende ligeglad med.

Her er et hverdagsparadoks fra det Danmark, du kender år 2015: Jeg er alene med min datter på otte måneder, og vi deler vores lejelejlighed på Vesterbro med to andre voksne kvinder med faste job. Vi bor i bofælleskab. Da jeg er eneforælder, har jeg søgt om at få det, der hedder ordinært og ekstraordinært børnetilskud, men Systemdanmark betragter mig ikke som enlig forsørger, fordi jeg bor i bofællesskab. I afslaget fra Udbetaling Danmark skriver de, at jeg – fordi jeg deler huslejen med mine to lejere – »opnår samme fordele som ved at være gift eller samlevende«. Det er en konklusion, der ligger meget langt fra virkeligheden, for jeg går stærkt ud fra, at hvis man som forælder er gift eller samlevende, så deles man også om udgifter til barnevogn, babymad, bleer, babysvømning, sutteflasker, sengeudstyr, en ny garderobe hver anden måned og daginstitution, når den tid kommer. Alt sammen udgifter, som mine bofæller med rette ikke bidrager til. Helt absurd er det, at Udbetaling Danmark i afslaget til gengæld hæfter sig ved, at vi deler udgifter til rengøringsartikler.

Ydermere skriver de i afslaget, at »du ikke vil kunne bo i denne lejlighed, hvis du skulle betale huslejen (på 14.000 kr.) selv«. No shit, Sherlock, det har de da fuldstændig ret i. Nu er det sådan, at jeg aktivt – før jeg blev gravid ved et tilfælde – har tilvalgt denne boform. Som eneforælder er jeg stærkt afhængig af den hjælp, jeg kan få af venner og familie, som mestendels bor på Frederiksberg og på Vesterbro. Og hvis man ikke ejer sin egen bolig, så er det som enlig mere end almindeligt svært at finde en betalelig lejelejlighed i København. Mange er stavnsbundne til deres boliger og har været tvunget til at finde sammen i alternative boformer, fordi de ikke har andre valg. Men det er en helt andet problematik, der kræver sin helt egen klumme.

At Systemdanmark ikke betragter mig som enlig forsørger, fordi jeg har valgt at bo i bofællesskab, viser, at det kassesystem, vi alle bliver puttet i, når vi kommer i berøring med offentlige ydelser, er komplet uddateret. Det er glimrende, at vi har en stribe politikere, der laver tiltag i Velfærdsdanmark, men det er bare synd, at de ovre i det forstokkede Systemdanmark spænder ben, således at de politiske tiltag ikke rammer dem, de er tiltænkt.

Jeg skal nok klare mig uden det ekstra børnetilskud, men jeg har alligevel klaget og fået afslag og derefter anket afslaget – bare af princip. For det er på tide, at Systemdanmark vågner fra sin tornerosesøvn og får styr på familiebegreberne i det moderne Velfærdsdanmark. Vi skriver 2015 og ikke 1950.

Tina Splidsboel er journalist.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Hvorfor udbetaler staten børnepenge? Et kildent spørgsmål, for at sige det mildt. Der synes at være to overordnede svar på det spørgsmål:

1) I en velfærdsstat som Danmark ønsker vi så vidt muligt at sikre, at selv børn af fattige forældre kan have en vis adgang til de goder, som forbindes med en sund opvækst. Disse goder inkluderer bl.a. en forholdsvis nærende kost, beklædningsgenstande, samt en vis adgang til de 'fornøjelser' der hører et godt barneliv til: En tur i svømmehallen eller biografen, mulighed for at deltage i fødselsdage, lejrskoleture, eller muligheden for at dyrke fritidsinteresser i udviklende og organiserede rammer, f.eks. gennem musikundervisning, medlemsskab af sportsklubber, etc.

2) Børnepenge er en præmie der udbetales til alle forældre, med det formål at sikre at det voksne individ med børn kan opretholde en levestandard lig andre voksne individer, som ikke har børn. Der er altså i sidste ende tale om et økonomisk incitament til at få børn, indført med den hensigt at stimulere fødselsraten positivt.

Anlægger man et perspektiv med udgangspunkt i det første svar, er Tina Splidsboels hjertesuk over det rigide og bagstræberiske 'SystemDanmark' ikke uproblematisk. For her er hun muligvis slet ikke tænkt som målgruppe for udbetalingen af børnepenge, og må derfor prise sig lykkelig over, at systemet er indrettet så tilpas firkantet, at der ikke er nogen synderlig sammenhæng mellem lovgivningens formål, og så den konkrete udformning af praksis. Tabet af det ekstraordinære børnetilskud opvejes på sin vis af, at hun jo rent faktisk, som sagt takket være systemets manglende evne til i detaljer at sikre overensstemmelse mellem formål og praksis, automatisk får udbetalt en børne- og ungeydelse, som hendes børn måske ikke har brug for, og som hun derfor måske ikke kan gøre rimeligt krav på.

Anlægger man det perspektiv, at børne- og ungeydelsen er indført for at sikre, at forældre ikke 'straffes økonomisk' for at få børn, er Tina Splidsboels hjertesuk selvfølgelig på sin plads. Og så er det naturligvis kun ret og rimeligt at hun lægger beslag på systemets ressourcer gennem både klage og anke af afslag på klagen. Så drejer det sig jo om principper, og de økonomiske ressourcer systemet tvinges til at anvende på behandlingen af en sådan klage og anke af afslaget på klagen er ikke spildt, men tjener tværtimod et højere formål.

Døm selv.