Kommentar

Velfærd er at være forbundet til nogen eller noget

Vores livskvalitet skabes af relationer til andre. Men den moderne velfærdsstat bygger på en antagelse om, at uafhængighed er den højeste lykke
9. juni 2015

Mennesker kan dø af ensomhed. Er vi ikke forbundet til nogen eller noget, bliver vi hurtigere syge og dør. Det er lige så livsforkortende at være ensom, som at være fysisk inaktiv og ryger. Det mest livsforlængende, man kan foretage sig, er at være noget for nogen. Det næstmest livsforlængende er, at nogen er noget for dig. Så meget ved vi.

Det er tydeligt, når man spørger til, hvad mennesker trives ved, at velfærd er relationer – ikke ydelser, bekvemmelighed eller penge. Men ser vi på velfærdsstaten, som den har udviklet sig, hviler den på nogle helt andre antagelser: at menneskers behov bedst tilgodeses gennem valgfrihed, og at det højeste, man kan opnå er uafhængighed.

Denne opfattelse afspejles også i vores syn på, hvordan ældre og handicappede skal behandles.

Gæstfrihed frem for kontrol

Lad os tage en af vore sociale institutioner som eksempel; Skansebakken, et bosted for psykisk og fysisk udviklingshæmmede, som Designskolen i Kolding har udviklet et projekt for. De handicappede på bostedet lever et ret isoleret liv.

De fællesskaber, som andre mennesker er en del af, er de i ret høj grad udelukket fra. Der er ikke mange besøg udefra.

Beboerne har i løbet af en almindelig dag næsten kun relationer til professionelle – dem, som er betalt for at være sammen med dem. En beboer på over 50 år, havde kun haft besøg af sin familie to gange i al den tid, hun havde været på institutionen, hvilket var det meste af hendes liv.

Det er trist for beboerne og for det omgivende samfund, som er fremmedgjort over for de handicappedes eksistens. Men også omsorgspersonalet mister en mulighed for at få det omgivende samfunds anerkendelse og for, at nogen kigger dem over skulderen og inspirerer dem.

I de senere år har vi set, at når en institution får problemer med kulturen, eller en borger f.eks. bliver glemt på toilettet, er politikernes svar: mere kontrol. Et bedre svar kunne være: Øg gæstfriheden, så institutionen bliver en del af samfundet.

På Skansebakken i Vejle var ideen at finde en ny vej – en gæstfrihedens vej.

Målet var at gøre beboerne til en del af verden ved at finde frivillige, der vil tage dem med i svømmehallen, til koncerter og ud at gå en tur. Frivillige, der vil komme forbi med hunden, når de alligevel går tur i området, eller lægge deres kors øveaftener på Skansebakken, så beboerne får glæde af livet i musikken.

Første opgave var at finde ud af, hvordan forbindelsen mellem den handicappede og de frivillige kunne etableres. For når man ikke har noget sprog, hvordan finder den frivillige så ud af, hvilken musik og hvilken kage man holder af?

Den praktiske løsning blev at bruge tablets, som i dag ikke bare gør det let for gæster og frivillige at lære den handicappede bedre at kende – de gør det også lettere for de pårørende at følge med, for de frivillige og personalet lægger fotografier og små beskrivelser fra dagligdagen ind.

I dag har faktisk alle på Skansebakken, der kan have glæde af det, en besøgsven – nogle har flere, og de stortrives med det.

Personalet oplever, at de er gået fra at være måske det eneste menneske for de handicappede til at være nogle, der formidler kontakt til andre og sørger for, at den handicappede kan være i verden.

Velfærd på vildspor

Eksemplet illustrerer velfærdsstatens situation: Vi bruger masser af penge, men bruger vi dem på det rigtige?

Velfærdsstaten har langt hen ad vejen været garant for, at vi blev behandlet værdigt og ikke var afhængige af andre. Men fra velfærdsstatens fødsel har det samtidig været relevant at spørge: Hvordan undgår vi, at relationer bliver upersonlige, når omsorgen professionaliseres? Hvordan undgår vi, at sammenhængskraften i samfundet smuldrer, når grupper gemmes væk i institutioner? Hvordan undgår vi, at mennesker, der har behov for at være i verden, isoleres?

Engang blev man født ind i et fællesskab – en slægt, en familie, en klasse, et bysamfund og måtte derfra finde sin individualitet. I dag forventes det, at vi som individer selv finder ind i de fællesskaber, uden hvilke vi ikke kan trives. Det er ikke nemt for alle. Er man handicappet, slår velfærdsstatens individualiseringslogik dobbelt hårdt.

Det er på tide, at vi begynder at se kritisk på den velfærd, vi har skabt.

Hvis det ikke er menneskets højeste ønske at være sig selv nok, hvordan skaber vi så bedre rammer for at være i verden – også for de mest udsatte? Også de traditionelt velfærdsbærende partier bør stille sig selv det grundlæggende spørgsmål.

Elsebeth Gerner Nielsen er rektor for Designskolen i Kolding.

Karen Lumholt er direktør for tænketanken Cura, der netop har udgivet antologierne ’Det personlige samfund’ og ’Det relationelle menneske’, hvortil Elsebeth Gerner Nielsen har bidraget

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dennis Berg
  • Ejvind Larsen
Dennis Berg og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for et tankevækkende indlæg. Det er godt at minde om at det samfund, som har vi har til fælles er for menneskenes skyld og ikke for økonomiens skyld.
Per Nielsen

De Radikale er tydeligvis ved at forberede kraftige økonomiske nedskæringer på velfærdsområdet....!

lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Det er en meget væsentlig problemstilling, forfatterne her bringer op.
Der er for mig ingen tvivl om, at præcis denne isolation, fremmedgørelse og individualisering er en af velfærdsstatens helt store slagsider. Velfærdsstaten har smadret de naturlige afhængighedsrelationer mellem generationerne. Det er en katastrofe, der udspiller sig i slowmotion, for følgevirkningerne tager generationer at bygge op, og er allestedsnærværende i et utal af sociale problemstillinger.

Visse af symptomerne går længere tilbage end velfærdsstaten. Fremmedgørelse og ensomhed har været emner siden den tidlige modernitet, og velfærdsstaten er jo om noget et barn af moderniteten.

Hele idéen om uafhængighed og egoets selvrealisering, som ganske rigtigt er omdrejningspunktet i moderniteten, er ikke værdier, man kan bygge en stabil civilisation på. Og det vil utvivlsomt vise sig at være et forbigående fænomen i civilisationens historie; et eksperiment, som mislykkedes, hvorefter man vil finde tilbage til de naturlige relationer og samlivsformer, som har hersket i langt den største del af historien, og stadig gør det mange steder i den 3. verden.

Men det vil naturligvis også kræve en gennemgribende forandring af vores økonomiske systemer, som velfærdsstaten jo er integreret i.

/O

Mathias Kirkegaard

Hvis man ser disse frivillige som arbejdskraft, der bør aflønnes, så har man misforstået noget. Disse frivillige skal ikke overtage pleje-opgaver. De skal blot være en ven eller en kammerat.

Mennesker er relationelle, og det er gennem medmenneskers engagement vi oplever, den iboende værdighed vi har.

Plejepersonalet kan og bør være personlige i forhold til dem de plejer, men de kan ikke rumme at være private - men det kan en besøgsven - og det er afgørende for menneskers liv.

Det optimale er, at det ikke er nødvendigt at engagere frivillige som besøgsvenner, fordi alle personer har disse levende relationer. Men vi er i en situation, hvor vi er et land med en meget individualistisk systemisk tænkning, hvor vi har et stort problem med ensomme mennesker. Det er ikke godt nok - og det er ikke (kun) et spørgsmål om penge.

Det løses ikke med professionelt personale alene, men når disse gør en indsats for at "vende vrangen ud", så det omgivende civilsamfund kan byde sig til, så kommer vi i gang.