Læsetid: 22 min.

Var 68'erne bare bourgeoisiets nyttige idioter?

Hvori journalist og forfatter Ejvind Larsen fortæller om stævnet på Ryslinge Højskole 1968, om kvindebevægelsen og spørger, hvorfor rødstrømperne og marxisterne ødelagde det for sig selv i forbrugsræs og magtbegær
29. juli 2015

Sammen med Preben Wilhjelm og nu afdøde Andreas Jørgensen var jeg medindbyder til et stævne fra 31. juli til og med 4. august 1968 på Ryslinge Højskole på Fyn med fri tilmelding for alle og enhver. Seminar, kaldte vi det, men da det også havde programsat både jazz, sommermødebal og afsluttende selvlatterliggørende revy, er den rigtigste betegnelse for arrangementet vel samvær. Røret hele foråret, som allerede blev kaldt '68-oprøret, var i hvert fald mødets emne(r).

Ganske vist var vi indbydere for gamle til at være studenteroprørere mod professorvældet m. m., mens arbejdernes overenskomststridige og stadig flere strejker blev organiseret af dem selv, derfor blev de kaldt vilde. Ikke engang chefideologer var vi – for vi havde sandt at sige ikke speciel forstand på hverken fri porno eller fri hash eller fri LSD, fri homoseksualitet, fri abort, fri sex, fri børnemagt, fri rock, beat og folkemusik, fri dans, gadeteater og happenings, fri Marx, Mao og Marcuse, frie u-lande, vietnamesere og græsrødder, fri natur (under brostenene gror græsset, som det lige havde lydt fra maj-opstanden i Paris), fri for reklamer, forbrugerisme og fri for hovedkvarterer i Peking som i København, Moskva og Washington, fri krop, transcendental meditation, yoga, hjemmestrik, mikro-makro mad, brøndkarse og urtete, fri opdragelse og fri uddannelse fra hjem over vuggestue, børnehave, skole, SFO til doktorgrad, frie kollektiver og frie kvinder... Spring kammerat, den gamle verden er efter dig, brølede vores (betalende) gæster, men var vi tre indbydere ikke selv nogle gamle mænd? I forhold til de unge tøser og fyre, der erklærede, at alle over 30 var fulde af løgn?

Ungdommen har ret

Selv om Jørgensen og Wilhjelm unægtelig havde lod og del i tidsskriftet Politisk Revy, der på mange måder kom til at stå som hovedorgan for det nye venstre og 1960'ernes frigørende tendenser - indtil bl.a. Information tog over... Og samme Andreas og Preben havde spillet hovedroller under SF's forudgående sprængning, som seks måneder forinden, den 16. december 1967, havde ført til dannelsen af Venstresocialisterne, VS.    

Til gengæld var to års arbejderflertal i Folketinget, det første i Danmarks-historien, blevet ødelagt, ikke af højrefløjen men af Andreas Jørgensens og Preben Wilhjelms yderste venstrefløj, som jeg var inde på sidste gang. Da jeg også erindrede om, at danske studenter slet ikke var for sløve til at gøre oprør mod systemet, skønt jeg selv ellers sort på hvidt havde forventet det. Nu ville vi tre med gæster dag og nat en uges tid prøve at finde ud af, hvad i Marx’s navn der egentlig foregik. Ikke blot i Danmark, men all over the world. Og Ryslinge og Grundtvig var nu pludselig også selv en del af det. Søren Baggesen præsenterede Herbert Marcuse, Ragnar Frisch den demokratiske planøkonomi, Curt Sørensen folkestyre og magtelite, Benito Scocozza statsmagten i de skandinaviske velfærdsdemokratier, Werner Jacobsen den tredje verden og vor egen, Jørgen E. Petersen Danmark og Europa, Jørgen Bonde Jensen den socialistiske taktik, Preben Wilhjelm partiet som instrument, Andreas Jørgensen fagbevægelsen som instrument og jeg selv utopien om det klasseløse samfund. Ved opførelsen af revyen havde Bente Hansen påtaget sig at repræsentere professorvældet, som studenteroprørerne under anførsel af Henning Prins skulle løbe stormløb imod, hvad Henning udnyttede til at give Bente en sådan gang læsterlig klø, at hun begyndte at skrige af ærlig smerte, så vi andre måtte gribe ind, og Ole Krarup i egenskab af statsminister Hilmar Baunsgaard måtte søge tilflugt på den amerikanske base i Thule, hvorfra han oplæste, hvad Ritzaus Bureau netop i medierne havde citeret den rigtige Baunsgaard for: »Ungdommen har ret – og pligt – til at kritisere mig og min generation sønder og sammen. Men jeg advarer den mod at provokere gennem overgreb mod samfundsordenen. Det vil give bagslag, og de revolutionære tilbøjeligheder vil blive mødt med tilsvarende reaktionære tilkendegivelser, og det bliver reaktionen, der kommer til at sejre, Hvorfor? Fordi den repræsenterer det besiddende. Der er noget at forsvare.«    

Det grinede vi meget af den sommer. For næppe var vores uge forbi, før højskolelærerne i Ryslinge gjorde oprør mod deres forstander, trods alle statsministerens advarsler, hvad vi fik skylden for, skønt vi på det indstændigste frasagde os æren. Lærerne havde bare set på – og så slog 68-frihedssmitten også ud der, som røde hunde. 

Forbrugerismen

Formiddagen før afrejse nogle timer senere blev tilbragt på højskoleplænen i bagende sol. Da tog en af udbryderne fra SF's tidligere folketingsgruppe og nu medstifter af VS, Pia Dam, ordet for et indlæg, jeg aldrig har glemt.    

Fordi jeg husker (erindringsforskydning eller ej) det sådan: ’Der kan gå forbrug i al vores grænseløse frihed,’ sagde hun. Naturligvis var hun ikke imod hverken seksuel frigørelse, fjernelse af pornoforbuddet og de grimme love mod homoseksuelle, eller mod fri abort, mod kvinders rettigheder osv., ’men målet er vel ikke, at vi og naturgoderne blot skal efterlades som forbrugsvarer til hver enkelts individuelle, ubegrænsede behovstilfredsstillelse og selvrealisering?’ spurgte Pia.

'68 må forstås som begyndende mætning af det inhumane og naturskadelige jag efter forbrug,’ håbede hun. Forbrugerismen er i virkeligheden det, kapitalismen lever af og på med sin akkumulationstvang til evig økonomisk vækst. I også kapitalismens socialdemokratistiske og statssocialistiske (sovjetiske) udgaver. ’Skal vi sejre, må vi bekæmpe vores egen forbrugerisme, men det var vel også, hvad der forklarede 68-oprøret: Vi var ved at brække os over vores egen forvandling af alle ting og også hinanden til rene og skære forbrugsobjekter’.    

Preben Wilhjelms replik glemmer jeg heller aldrig. Jeg kan se det for mig den dag i dag, som var det i går, og vi sad der på plænen musestille: Er det muligheden af blot og bart at kunne forbruge hinanden, vi kalder frigørelse? Er vi i virkeligheden bare bourgeoisiets nyttige idioter? Er vi endnu engang ofre for de fremskridtsillusioner, som vi ellers hylder Marx for at have afsløret i Det kommunistiske Manifest: »Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse "kontante betaling". Det fromme sværmeris, den ridderlige begejstrings, det spidsborgerlige føleris hellige stemning har det druknet i den egoistiske beregnings iskolde vand. Det har opløst den personlige værdighed i bytteværdi, og i stedet for de utallige tilsikrede og velerhvervede friheder har det sat den samvittighedsløse handelsfrihed som den eneste. Det har, kort sagt, i stedet for den udbytning, der tilsløres af religiøse og politiske illusioner, sat den åbne, skamløse, direkte, beregnende udbytning.

Bourgeoisiet har taget helgenglorien fra alle de hverv, som man tidligere betragtede med hellig ærefrygt. Det har forvandlet lægen, juristen, præsten, digteren og videnskabsmanden til sine betalte lønarbejdere. Bourgeoisiet har revet det rørende sentimentale slør af familieforholdet og reduceret det til et rent pengeforhold.« Og nu kommer vi 68’ere og fuldender bourgeoisiets frigørelse. Under betegnelsen: Oprør mod kapitalismen! Det grinede vi ikke meget af den sommer. 

Brødrene Rockefeller

Nogle år efter fortalte jeg myten om brødrene Rockefeller. David og Nelson, der sidder en sur novemberaften på Fifth Avenue på Manhattan i begyndelsen af tresserne og glor på hinanden. – Hvad gør vi nu? spørger Nelson. Der er ikke flere, vi kan sætte til at akkumulere kapital til stadig højere lønninger og materielle levestandarder. Selv bønder og fiskere, der før var mere eller mindre indbyrdes selvforsynende, har vi nu drevet ud på markedet som stadig bedre aflagte lønmodtagere og merværdiproducenter. Hvem skal så akkumulere kapital, for uden økonomisk vækst bryder kapitalismen sammen? Vi er færdige, David. – Hov, hov, svarede broderen, vi har stadig langt mere end halvdelen af menneskeheden tilbage. – Hvad mener du? – Kvinderne og børnene, svarede David.

De tror, at der er andet, der betyder noget her i tilværelsen end at komme ud på arbejdsmarkedet og tjene stadig flere penge og forbruge stadig mere. Kvinderne tror, det gælder om at passe på mandens børn og huske ham på hans mors fødselsdag og holde hans sutter varme, når han kommer hjem fra arbejde, og give ham kærlighed og omsorg, som de kalder det og ser i alle deres Hollywood-film. Og børnene tror, at det er vigtigere at lege med hinanden end at kræve stadig flere og større gaver til sig selv jul og fødselsdag. Kunne vi nu frigøre dem fra disse tvangstanker – om kærlighed og leg som det vigtigste i stedet for økonomisk vækst til sig selv (og andre, selvfølgelig) – ville kapitalismen være reddet. – Nå, og hvem skal gøre det? spurgte Nelson surt. Frigøre kvinder og børn? – Ja, det overgår ganske rigtigt selv Rockefeller-koncernens samlede formåen, indrømmede David mørkt. Brødrene så længe på hinanden. – Pludselig sprang David op: – Venstrefløjen! Den kan! – Ja, råbte Nelson begejstret: Venstrefløjen! Venstrefløjen kan frigøre kvinder og børn. Og så grundlagde Rockefeller-koncernen 68-oprøret! Hellere end gerne ville Preben give Pia ret.

Men han var bange for, at forbrugsbehovet var blevet anderledes dybtgående internaliseret og indoktrineret. Og nu blevet umætteligt. Uafbrudt stimuleret af ikke blot reklamer og reklamer og reklamer alle vegne, men også af politiske ledere og førende økonomer fra alle lejre. Også de såkaldte venstreorienterede. Nu havde de f.eks. i Holland opfundet en selvskærende, elektrisk brødkniv, man bare skulle holde let i et par fingre, så foretog kniven resten. For en tid gik efterspørgslen gnistrende(!), det samme gjorde profitten. Og så gav kniven jo beskæftigelse til ingeniører og arbejdere, hvad der passede fagforeningerne og socialdemokratiske, SF'ske partier rigtig godt.
    Vi tog fra Ryslinge nogle timer efter uden at have fundet ud af, om – og i så fald hvordan og hvornår – jaget efter forbrug af hinanden og naturgoder kan standses. Hvad der med andre ord overhovedet kan sættes ind som modstykke til kapitalismen.

Rødstrømpebevægelsen

Halvandet år efter brød kvindefrigørelsen løs i form af rødstrømpebevægelsen. Forvarslet fik jeg lige i ansigtet et halvt års tid forinden en efterårsaften 1969 under en universitetsbesættelse, hvor solenitetssalen var stoppet med Marx, Mao, Marcuse og hashtåger. Frisk luft søgte jeg af bagdøren ud til brandtrappen for at brase lige ind i fire kvindelige studerende, som åbenbart holdt deres eget møde derude på reposen. Hvad gør man befippet i den situation? Opfører det galante pindsvins høviske ritualer, hvad ellers? Du skal aldeles ikke stå der og gøre dig lækker, skar den ene af de yndige mig af, med en kulde kun en gammel udhaler har gjort sig fortjent til. Vi er nemlig ikke i brug, slog hun fast. Nu fik Pia Dam sandelig sin vilje, røg det igennem mig. Hvad står du der og griner ad? hvislede en anden skønhed. Vi er ikke sexobjekter, så gå du bare ind igen og lav din revolution, mors dreng. Sveden sprang ud af alle porer, for det var alligevel for ydmygende. En af dem læste sammenlignende litteraturvidenskab, vidste jeg, så desperat kastede jeg Shakespeare op med henvisning til Marx’s betagelse af ham: – Ja, her skulle jeg jo lige ha’ en Shakespeare-replik klar, men… – Men det kan du godt spare dig, for Shakespeare er mandschauvinist. Har du forstået det, dengse? – Jamen, Marx er jo så… – Ved du hvad? Du må godt gå ind til din revolution igen. Vi kan faktisk godt undvære dig. Skrid!

Vi, kvinderne, er færdige med at servere te til revolutionen, lød det senere, og i april 1970 marcherede det første rødstrømpeoptog ned ad Strøget i København, udstafferet med voluminøse brystattrapper iklædt sorte bh’er, lækre, store parykker, lange kunstige øjenvipper og ludderstrømpebånd, karikerende deres samfundsroller som sexobjekter, modererstatninger og elskerinder  for mænd, hvad enten de gør karriere og tjener penge på kapitalistisk vis eller laver revolution og kræver fri sex på progressiv manér. Et udbytning, som den traditionelle kvindebevægelse, Dansk Kvindesamfund, havde savnet blik for. Medierne var adviseret og kunne om aftenen i tv og dagen efter i pressen bringe billeder af Danmarks første rødstrømper, opkaldt efter søstrene over there, New York Redstockings. Nogle dage efter fulgte så billederne af politiet, som bar og slæbte dem ned fra en bus, hvor de havde nægtet at betale mere en 80 procent af billetprisen, fordi kvindelønningerne i gennemsnit lå 20 procent under mændenes for det samme arbejde. Da de også havde nægtet at forlade bussen, var politiet – og pressefotograferne – blevet tilkaldt.  Og igen nogle dage efter, den 6. maj – dagen efter frihedsdagen  – kunne vi på Information bringe rødstrømpernes første manifest – om ventetiden, før prinsen, ridderen på den hvide hest, dukker op:    

»Derfor tilbringer vi ventetiden med at hækle smarte trøjer og sjaler, som vi ser labre ud i. Nød lærer nøgen kvinde. Derfor snakker vi med højskoleveninderne om, hvordan vi skal få det (os) til at lykkes, hvilken make-up, hvilken frisure, hvilken attrap. Vi stiver hinanden af med gossip om alle vores erfaringer med mænd, vi sidder og prøver sammen at beregne situationen og lægge strategien. Vi udvikler en umådelig psykologisk sans i kærlighedsanliggender – kvinder har nu mere forstand på følelser – vi spinder et psykologisk net, som vi snedigt forsøger at sænke ned over vores stakkels omkringfarende og rænkeløse helt, hovedperson og bedre halvdel. Det plejer oven i købet at lykkes. Vi er frigjorte. Endelig er vi blevet fri for at simulere kyske og kostbare, endelig tør vi tilstå, at vi har lyst til sex. Vi tør faktisk ikke mere tilstå, at vi ind imellem rent undtagelsesvis måske ikke lige har lyst til sex. Hvis vi f.eks. har mere lyst til at snakke med ham end absolut have noget med hans pik at gøre. Men vi vil hellere alt andet end misforstås og opfattes som bornerte, ufrie og (venstrefløjens væmmeligste smædeord) frustrerede. Vi sætter alt ind på at holde positionen som venstrefrontens frigjorte damer, og paneldrengene (de ledende studenteroprørere og de ledende direktører, der altid sidder i panelerne, el) elsker os, fordi vi vil, når de kan.«

Uafsluttet revolution

Men nu ville de altså ikke mere, og vi blev lukket totalt ude fra deres basisgruppe- og sludresøstre-komsammener og det var – en alvorlig sag. Kan jeg godt betro jer, på alle leder og kanter, f.eks. blev Information simpelthen nødt til på grund af nærmest inkvisitorisk læserpres en overgang at praktisere kønskvotering for at kunne opvise en redaktion med flere kvinder. Ellers havde vi kunnet risikere at miste over halvdelen af vores abonnenter. Hvad dog er for intet at regne mod rødstrømpebevægelsens omvæltende, til tider dramatiske, nogle gange tragiske  følger for det, der blev kaldt intimsfærerne, i omfang der i næste omgang rystede og stadig ryster selve samfundsfundamentet: Kernefamilien blev sprængt. Og erstattet af – af hvad? Ja, af hvad?  

Det er den revolution, stadig uafsluttede revolution, 68-oprøret udløste eller i hvert fald blev katalysator for.   Langt ud over hvad der kan aflæses af skilsmissestatistikkerne, kønsrollefordelingerne i hjem og i private såvel som offentlige virksomheder, kvindernes andel af disse virksomheders ledende stillinger, deres andel af beskæftigede i arbejdsmarkedets forskellige fag og af studerende i uddannelsessystemets forskellige studieretninger og deres indkomst-, løn- og indflydelsesniveauer i forhold til mændenes rundt om i samfundet. Langt ud over alt dette indtraf i 68 og årene efter en stadig pågående revolution, for hvordan ser et samfund ud, der ikke bygger på den såkaldte traditionelle kernefamilie? Hvor manden passer, ja, går på arbejde, og kvinden tager sig af hjemmet, børnene, svigermor og –far og sine egne forældre og manden selv, når han er syg eller på anden måde skadet. Nu skulle kvinden også uddannes til andet end de traditionelle kvindesysler og ud arbejdsmarkedet for at  tjene sin egen løn eller profit, så hun kunne klare sig selv og børnene, hvis manden af den ene eller den anden – eller tredje – grund ikke længere – hvad skal vi sige: betød noget. Som socialdemokraten Helle Degn nogle år efter konkluderede: Egentlig kan vi sådan set totalt undvære mændene. Med den moderne teknik kan vi jo bare fryse en bunke sæd ned og ved fosterdiagnostik sikre os, at der i flere århundreder kun fødes pigebørn. Eller som det skete ved et rødstrømpe-basisgruppe-møde, da en af søstrene kommer hvid og skælvende tilbage til stuen efter et besøg på toilettet med skriget til værtinden: – Den er helt gal, din dreng står derude og er ved at skære sin tissemand af. Ganske rigtigt, lille Peter på syv havde deltaget så heftigt i rødstrømpebevægelsen, at han nu stod med en af sin mors neglefile for at få den skåret af, den patriarkalske chauvinist, som kvinder ifølge Freud så brændende misunder os.

Det kunne også anskues noget mere humoristisk, som da Tiderne Skifters og Ebbe Kløvedal Reichs bogforlægger Claus Clausen oprettede sin matadorklub for os marxister til trøst og adspredelse, mens kvinderne var til rødstrømpe-basisgruppe-sammenkomst, og vi så hoverende erklærede, at her havde til gengæld ingen kvinder adgang. Som om de overhovedet var interesseret, hvad vi var, for vi var mænd og marxister, og som marxister vidste vi alt om kapitalismen, og derfor spillede vi matador.

Indtil Ebbe spurgte, om en eneste af os kom fra et hjem, hvor der herskede den mindste tvivl om, hvem der havde bukserne på og bestemte, hvor skabet skulle stå? Og da det viste sig, at det var der ikke en eneste af os, der gjorde, og han så spurgte, om der var en eneste, der kom fra et hjem, hvor det ikke var moderen, der suverænt bestemte alt, og det så viste sig, at vi alle og enhver kom fra hjem, hvor moderen ganske rigtigt havde bestemt alt – af betydning, mens faderen bare var gået på arbejde for at tjene til husholdningspengene, konkluderede han: Se, venner, her står vi over for noget aldrig før sket i verdenshistorien: den undertrykte skal bede sin undertrykker om tilgivelse. Hvad vores elskede rødstrømper forlanger er ikke alene, at vi skal fortrænge og fornægte, at vi og vores fædre sidder og har siddet på træhesten, nu skal vi som en anden livegen bonde oppe på træhesten også bede herremanden og ridefogeden om tilgivelse for al den undertrykkelse, vi og vores køn har forvoldt dem i tusinder af år. Dette er aldrig før sket i verdenshistorien. Og dette øjeblik, da historikeren omsider bragte sandheden for en dag, udløstes et langvarigt jubelskrig fra de marxistiske matadoreksperter, men da det havde lagt sig, var værten, Claus Clausen, forsvundet. Aldeles væk, hverken at finde i stuen, i køkkenet eller på lokummet.  Indtil han langsomt begyndte at vise sig op over bordkanten, for han var blevet svimmel og gledet ned på gulvet. –Dette, Ebbe, kommer aldrig, aldrig nogen sinde uden for disse fire vægge. Langt hovedparten af dine læsere er kvinder. Og rødstrømper!

Søstersolidaritet

Selv begik jeg den 8. februar 71 en leder under overskriften »Søster-solidaritet«, Nu havde vi hørt nok om lighed, frihed og broderskab. Nu gælder det søsterskabet. Det gjorde jeg selvfølgelig af hensyn til oplaget, men jeg gjorde det også, fordi jeg mente det. Jeg mente, at den mandlige åndsform havde hersket så længe og så enerådende i vores, den kristne og efterkristne, verdensdominerende, kapitalistiske og stalinistiske del af verden, at det var på tide, på høje tid, at den kvindelige måde at være og anskue på blev frigjort. Ikke på mandssamfundets vilkår, som den klassiske, traditionelle kvindebevægelse mere eller mindre havde affundet sig med, men på kvindens egne betingelser, sådan som jeg mente rødstrømperne kæmpede for.    

»Søster-solidaritet«, som jeg fik megen anerkendelse og mange hånsord for, I kan selv gætte af hvem og hvem, var foranlediget af, at det omsider var lykkedes at stable en demonstration på benene, der både omfattede 68ere og Kvindeligt Arbejderforbund. Som ellers med nogen undren og til tider megen skepsis havde set på, hvordan disse pigebørn fra læge- og højesteretsadvokathjemmene i Nordsjælland nu rendte rundt og krævede ligeløn for syersker i Herning og rengøringsdamerne på landets hospitaler. »30 kvinder fra forskellige samfundsgrupper,« noterede jeg, »har afsluttet et tre dages debatmøde på Hindsgavl.

Det er karakteristisk, at deltagerne var enige om, citat: ’at det økonomiske grundlag skal laves om for at gennemføre kvindernes befrielse’, citat slut. På trods af – eller måske netop på grund af – rødstrømpernes basisgruppestruktur, der sigter mod at give hver enkelt selvtillid og handlemuligheder, er bevidstheden om det videregående perspektiv ikke blevet ødelagt. I sidste instans kan kvinderne så lidt som andre grupper sikre sig ligestilling før hele samfundets økonomiske grundlag laves om. Men netop fordi man har dette perspektiv, kan man også kæmpe for delmålene: ’Kom alle søstre, vis hvor vi står,/ nu har vi slumret i tre tusind år’. Som der synges ved demonstrationerne i dag.«

Fra feminisme til nyliberalisme

Det var dengang. I dag skriver en af de fremmeste rødstrømpe-pionerer fra dengang, Ninon Schloss, som i 1975 meldte sig ind i Socialdemokratiet: »Markedsideologien er nået til feminismen. Nu hedder argumentet for ligestilling ikke lighed, men at kvinder som ledere giver en bedre bundlinje. På en måde er de regerende kvindelige politikere bevis på, at kvindebevægelsen har sejret, om end ad helvede til. Ikke bare har de selv nået toppen, de driver videre på den hovedstrøm i kvindebevægelsen, der gik ud på, at kvinderne skulle ud i ræset, arbejde lige så meget og tjene lige så meget som mændene. Status og forbrug blev den altdominerende måde at få anerkendelse på – også som kvinde. Markedet skal gennemtrænge alt. For så vidt en nyliberalistisk version af feminismen. Suk.«

Og så er vi fremme ved alt det, der gik galt og stadig går galt.

Det slutter jeg i dag med nogle bemærkninger om. Hvilket ikke betyder, at jeg har glemt EF/EU-afstemningen den 2. november 1972, Vietnamkrigens afslutning(er), USA’s første militære nederlag nogensinde 1973-1975 og kampagnerne for de to supermagters, Sovjets og USA’s, nedrustning af især de uhyggelige kæmpelagre af atomvåben, kollektiv-, BZer-bevægelsernes og rundkredspædagogikkens udbredelse, jordskredsvalget 4. december 73 med de fire gamle partiers forsmædelige nederlag og Glistrups indtog i Danmarkshistorien som formand for – i løbet af et år – landets næststørste parti og største arbejderparti (som i dag Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti er ved at gøre ham og Fremskridtspartiet efter, men denne gang ikke på samme måde som dengang i form af et angreb på Den satans Stat, som min bog i den anledning kom til at hedde), dommerkendelsen af mig som den, der skulle have rejst hele 68-oprøret, og undervisningsminister Helge Larsens på mange måder uretfærdige udhængning som »Onde Helge«, for ikke at tale om OOA’s kampe mod indførelse af civil udnyttelse af atomkraften og OVE’s kampe for – i stedet for atomkraft og andre fossile energikilder som kul, olie og naturgas  – de vedvarende energikilder i nær tilknytning til den stadig stærkere økologi-bevægelse og i 1972 i Stockholm det første globale FN-topmøde om det moderne projekts naturødelæggelser og Romklubbens påvisninger af Grænser for Vækst samme år, der fremkaldte alternative energiplaner og inspirerede til Oprør fra Midten, Grundtvigs indblanding på den socialistiske venstrefløj ved blandt andre Ebbe Kløvedal Reich og undertegnede og sprængningen af Nordens førende højskole, Askov, 1970-71, voldsomt stigende statslig og privat gældsætning fulgt af såkaldt oliekrise med bilfrie søndage 1973, igen efterfulgt af galopperende tocifret inflation og samtidig gigantarbejdsløshed, kaldet stagflation, altså på én gang stagnation og inflation, over hele den vestlige verden i flere år, hvad ifølge lærebøgerne sådan set slet ikke skulle kunne lade sig gøre, Socialdemokratiets og fagbevægelsens/fagforsteningens  bestræbelser for at opnå Økonomisk Demokrati, ØD, og gennemførelsen af vores egen andelsorganisering  på Information, ’det mest vidtgående demokrati i en privat virksomhed på rene markedsvilkår’, som eksperterne på Handelshøjskolen i København, i dag CBS, overhovedet kendte til, og som de beskrev indgående. 

Hvor meget af al denne 70’er-arv vi når næste gang (eller de næste gange), må tiden jo vise. Men hvad angår Grundtvigs indblanding, andelsorganiseringen af Information, LO-formanden Thomas Nielsens forbitrede kampe for Økonomisk Demokrati og miljø- og naturkampene for at redde de sidste og snart helt ødelagte rester af Jordens grundlag for højerestående planter og dyr (herunder menneskearten),  fire begivenheder jeg var og er opslugt af med hud og hår, så lover jeg, at dem når vi i hvert fald. Men i forlængelse af Ninon Schloss’ karakteristik af studenter- og kvindeoprørets, den radikaliserede venstrefløjs, socialismens nederlag til den i dag helt enerådende kapitalisme i den vestlige verden vil jeg imidlertid nu afslutningsvis prøve at skitsere nederlagets årsag eller årsager. Vel vidende, at entydige nederlag er og var det jo ikke: Der kom betydelig mere ligeløn mellem kvinder og mænd på de offentlige og private arbejdsmarkeder, kvinder trængte frem på hidtil totalt mandsdominerede fag- og arbejdsområder, stadig flere kvinder nåede lederposter og, hvad der er allervigtigst, unge mænd tog og tager nu hånd om deres egne børn og bleer i et omfang, der kan få en morfar som jeg til at fryde sig over sine svigersønner. Som aldrig før. Slet og ret.

Men pasningen af hjemmet, børnene, svigermor og –far og ens egne forældre og manden og konen selv, når han eller hun bliver syg eller på anden måde skadet – hvor er det blevet af? Opslugt af markedsideologien, som Ninon Schloss konstaterer. Kvinder som ledere giver en bedre bundlinje, lyder fanfaren nu.  Make love not war? Du må jo være gal, eller rettere  senil. Flygt kammerat, den gamle 68’er er efter dig. De regerende kvindelige politikere driver videre på den hovedstrøm i kvindebevægelsen, der gik ud på, at kvinderne skulle ud i ræset, arbejde lige så meget og tjene lige så meget som mændene. Status og forbrug blev den altdominerende måde at få anerkendelse på – også som kvinde. Markedet skal gennemtrænge alt. For så vidt blev nyliberalismen resultatet af feminismen. Og af studenteroprøret. Hvis arv dog heller ikke er entydig. 

Terror Malerrapporten er den første danske fagkritiske rapport, som studenteroprørerne udarbejde om arbejdsmiljøet i Danmark. Malerne led af det, man kaldte "malersyndromet", men deres arbejdsgivere hævdede, at skaderne skyldtes et stort alkoholforbrug. Men de studerende påpegede, at malerne gik rundt i opløsningsmidler dagen lang. De fik lavet og trykt en rapport på 48 sider, og fagforeningerne stod derefter i kø for at få lavet den slags undersøgelser. Malerrapporten blev oprindeligt trykt på en primitiv spritduplikator på Studenterrådets kontor i Århus i 1971, men blev året efter genoptrykt af Forlaget Modtryk, som forlagets første udgivelse. Som følge af malerrapporten blev Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere dannet i 1975 af arbejdere og fagforeninger samt de studerende, som havde lavet de første fagkritiske rapporter som – foruden Malerrapporten – f.eks. Bryggerirapporten, Skæreolierapporten, Kloakarbejderrapporten, Murerrapporten, Lærlingerapporten og sikkert er par stykker flere. Som alle, der kun er grund til at være stolte af. Alene den indsats er hele ens bidrag til 68-røret værd. Men hvorfor skejede det ud i terror? Og her tænker jeg ikke alene eller specielt på Rothe Armee og lignende, men på, at pædagogstuderende oplevede deres lærer springe op på katederet for at hvæse ud over klassen, at Marx havde ret, uimodsigeligt ret, videnskabeligt ret, naturvidenskabeligt ret, og kapitalens stigende organiske sammensætning ville med en Newtonsk tyngdekrafts determination føre til profitratens tendentielle fald, hvorefter kapitalismen ville styrte samme og op af ruinhobene skyde den rene, ubesmittede socialisme, og det var ikke til diskussion, thi det var Sandheden. Og musikstuderende skulle påvise de kapitalistiske ledetoner i Beethovens værker. Og  Autorenkollektiv Marx-Arbeitsgruppes skidengule  »Introduktion til Kapitalens første bind« med tonsvis af dobbelte ablativer skulle gengives på de første mindst 30 sider af hver eneste skriftlige opgave i masser af fag, hvad enten opgaven sigtede på krokusblomstens farveskalaer eller Shakespeares blankvers. Hvis det da ikke kapitallogikken og Hans-Jørgen Schanz kultbog "Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status", skulle læres udenad.    

Hvorfor ødelagde rødstrømperne og marxisterne det i den grad for sig selv i deres forbrugsræs og magtbegær?    

Fordi de åbenbart ikke anede, da det kom til stykket, hvad Thorkild Bjørnvig erindrer om, når han som optakt til det vigtigste af alt, kampen for at redde selve naturgrundlaget for nogenlunde værdigt liv, skriver: »Deponerer vi hele vor menneskelighed, meningen med livet i magtudøvelsen, den stadig voksende metropol, i videnskab og teknik som midler til magtudøvelse, så alt er godt, blot de fungerer – fungerer så fuldkomment, at de kan fritage os for personlig menneskelig indsats, fritage os for at gøre barnet i os voksent, fritager os for omkostningerne ved en ægte følelse, så er den gal, så bliver disse midler værdiløse, ja, værre end det – og vi bliver kedet ihjel eller grusomme af kedsomhed, naturløshedens sidste konsekvens…«    

Derfor gik det galt. For når det drejer sig om naturløshed, om udelukkelse af tvangfrie kræfter i krop og sind og mellem levende væsener, slår kapitalismen alt, med sin kedsomhed og grusomhed. Oprøret endte i status og forbrug, for hvad er der ellers at sigte efter? Preben Wilhjelm fik i sin replik til Pia Dam ret i frygten for, at forbrugsbehovet nu er blevet så dybtgående internaliseret og indoktrineret, at det er blevet umætteligt. Eller er der stadig en fremtid og et håb?

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Nielsen
  • Peter Nørgaard
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Philip B. Johnsen
Torben Nielsen, Peter Nørgaard, Jens Thaarup Nyberg og Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Jeg tvivler på et oprør, magelighed fra alle sejerne afholder de nyligt vågnede ansvarlige fra, at handle på udfordringerne.

Nok er nok, men nu har de fleste jo alligevel alt, hvad de skal bruge af stort og småt, så hvem gider så en revolution, det må føles som, at smide væk af alt det vundne, selvom de ansvarlige i dag godt ved, at de tabte 68'er oprøret på gulvet.

Jørn Petersen

Vi vel alle nyttige idioter et eller andet sted, men om der sker forandringer i den måde at leve på er tvivlsomt.

Tvivlsomt sålænge det får lov at fortsætte, uden at tæppet bliver revet væk under danskerne, først der vågner de af illusionen, om det evige forbrug.

Forbrugsverdenen som er konstrueret til profitmaksimering, er nødt til at dø og vi må se mere målrettet på en fremtid som indeholder livsværdier der kommer vores nabo tilgode og deres børn.

Når fællesskab kun er hvad der foregår inden for egne fire vægge dør vi som individer i vores egen ensomhed i en misforstået omgang med den fagre digitale verden, anbragt der af behovs skaberne, som holder os alle i et jerngreb i den økonomisk materielle verden som kun er for dig.

Sammenholdet med dine medskabninger forsvinder og ligegyldigheden indtager alles verden, og forsøges fyldt ud med mere forbrug, nytteløst og ikke skabende forbrug.

Det på´tide at forlade pupperne, komme ud og møde de andre skabninger i denne verden uden den digitale hjælper til at vejlede vores skridt i den "rigtige" retning.

Måske kan vi ændre verden så vi igen tør se hinanden i øjnene, og arven til vores børn er glæden ved livet og sprudlende fællesskaber fyldt med levende mennesker.

Egon Maltzon

Venstrefløjen er gået i samme fælde som udkantsborgmestrerne, der har talt deres regioner så meget ned i jagten på tilskud fra resten af landet, at både de selv og resten af landet efterhånden tror på historierne.

Når man skal argumentere for flere penge til overførselsindkomster, er man jo også nødt til at argumentere for at det er en katastrofe ikke at få lige så store fødselsdagsgaver som skolekammaraterne, og at status og lykke i det hele taget er bundet op på evnen til forbrug.

Peter Nørgaard

Har I lyst, er der et indlæg den 30.7. efter den forkortede udgave af dette kapitel. Dér nævnes en god samtale med Informations web.redaktør, Troels Behrendt Jørgensens, hvor vi talte om at plante et muligt ANDELS-TRÆ hér i Informations digitale ikke-muld. Som måske senere kan plantes i rigtig muld ...

Og, en bette tyrk fejl i denne originale takst, eller rettere, det er nok sætter nissen der driller.: Det var den 2. oktober 1972 der var EF-afstemning (7. afsnit, 2. linje fra Nej´en).

God aften.