Kronik

En ægte Picasso

Vi har været i krig i mange år, mit ansigt og jeg. En blodig krig med talrige ofre: Nervetråde er blevet skåret igennem, muskler er blevet opereret ud, ben er blevet skåret op, væv er blevet smadret, skåret væk, syet ind – og for hvis skyld?
Udseende er ikke alt, siger man, men det er en sandhed med modifikationer: Appearence og look er næsten det hele. Ved første øjekast bliver man målt, vejet og vurderet. Særligt ansigtet – identiteten. Det er den maske, man kendes på. Foto: Sigrid Nygaard

Udseende er ikke alt, siger man, men det er en sandhed med modifikationer: Appearence og look er næsten det hele. Ved første øjekast bliver man målt, vejet og vurderet. Særligt ansigtet – identiteten. Det er den maske, man kendes på. Foto: Sigrid Nygaard

8. juli 2015

Jeg er pigen med det skæve ansigt. En diagonal linje deler mit ansigt i to. På den ene side – på den anden side. Den har ikke altid været der, skævheden. Den kom, da jeg var 11, og skamferede mit ellers symmetriske barneansigt.

Måske var det en uopmærksom gud, der lod sin pegefinger strejfe min venstre del af panden, lod den løbe pandeben, næseben, mundelip, hageflip ned til højre side af hagen. Mit kainsmærke. Mit sabelhug. Mit kløvede jeg.

Jeg kan ikke kende mig selv på fotografier. Sådan er det at være en ægte Picasso med aparte træk og facial hudløshed. De fleste opfatter deres spejlbillede som identisk med det, de ser på fotografier. At se ud, som jeg gør, fremkalder derimod en ret effektiv verfremdungseffekt.

For en pige med et ansigt, der har en skrå linje, bliver det ansigt, hun er vant til at se spejlvendt foran sig, pludselig ansigtet på en anden, når det er gengivet som fotografi. Med andre ord: Jeg synes ikke, jeg ligner mig selv på billeder. Andre synes ikke, jeg ligner mig selv i spejlet.

Jeg har stået ved siden af mennesker, der har kigget på mit spejlbillede og derefter helt alvorligt har udbrudt: »Jamen, sådan dér ser du jo slet ikke ud i virkeligheden!«

Så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. Det her er så virkeligt, som det bliver. Hvem ser du, når du kigger i spejlet?

Du er dit ansigt

Men en dag kom den altså – skillelinjen – en bindevævssygdom med det smukke tilnavn, en coup de sabre, sabelhugget. Den tog mig med hår og hud, med kød og blod, skar mig i to dele, splittede mig mellem at stå ved mit udseende og hade det ansigt, der ikke længere var mit.

Udseende er ikke alt, siger man, men det er en sandhed med modifikationer: Appearence og look er næsten det hele. Ved første øjekast bliver man målt, vejet og vurderet. Særligt ansigtet – identiteten. Det er den maske, man kendes på. Selve ordet ’ansigt’ skulle vist oprindeligt komme af det tyske ansehen; at se an. Dét siger jo alt.

Ansigtet afslører det hele – små træk viser, om man lyver eller taler sandt; nerverne afdækker, hvilke muskler der aktiveres; om det er et ægte eller et falsk smil, der smiles; poserne under øjnene fortæller om natten til i dag; og øjnene viser med al tydelighed, hvor man er henne mentalt. Og så kan man tabe det! Pludselig, midt i en forsamling, hvor alle kigger på én: Den sociale tyngdekraft river en i fjæset – man kan ikke finde en grimasse, der kan passe.

Man taber ansigt. Man taber sig selv. Du er dit ansigt, og dit ansigt er dig. Vil du ikke kendes ved dit ansigt, vil du ikke kendes ved dig selv.

Hvorfor gik jeg i krig?

Med tiden er det blevet bedre. Jeg hader ikke længere hudsygdommen. Vi har været i krig i mange år, blodig krig med talrige ofre: Nervetråde er blevet skåret igennem, muskler er blevet opereret ud, ben er blevet skåret op, væv er blevet smadret, skåret væk, syet ind. Mit ansigt er summen af mange års aktiv krigsdeltagelse, og det er stadig svært at sige, hvem der vandt.

Men hvorfor? Hvorfor gik jeg i krig? Var det for min skyld? Eller var det for andres? Var det fordi, jeg så mig selv gennem andres øjne – og ikke kunne lide det, jeg så? Ja. Det var det.

Var det prisen værd? Jeg ville ønske, jeg kunne svare ja. Men jeg kender ikke svaret.

Everything comes with a price. Some things just cost more than others. Man underkaster sig ikke en operation for sjov. Underkastelse er det rigtige udtryk. Jeg lagde mig under kniven og nikkede til kirurgen, tænkte: »Gør det. Få mig til at ligne … mig selv. Den jeg var. Den, jeg gerne vil være.« J

eg ønskede, at han som en anden skabergud kunne genskabe det perfekte ansigt, jeg havde som lille. At han kunne gøre mit ansigts – og dermed min – skæbne om. Men Skæbnen er en hård forhandler. Der ydes ingen rabat og gives ingen refundering. Kniven i kødet.

Kroppen husker, ansigtet smerter, delvis lammelse, transplantation af væv, levende væv – mit kød og blod, skåret ud, lagt til side, syet fast. En del af mig. Et pund kød. Det er prisen. Ikke kun hos Shakespeare. Et pund kød.

Uvoksne bemærkninger

At jeg lod mig beskære (hug en hæl, klip en tå, skær et ansigt: skalpel, saks, papir) skyldes mine omgivelser – alle de mennesker, der så at sige ser mit ansigt an. For det gør de jo stadig. Det gør vi alle sammen ved ethvert møde, for ansigtet er en signaltavle, vi læser og afkoder, hvorefter vi selv sender koder ud – blinker, nikker og smiler igen. Jeg har funderet over, om jeg ville have ladet mig operere, hvis jeg var blevet mødt med positive tilkendegivelser. Hvis jeg i stedet for hele tiden at få at vide, at jeg så anderledes og forkert ud, havde fået at vide, at jeg så exceptionelt smuk ud. Men sådan gik det ikke. Man skal passe ind. Man skal helst være en størrelse ekstra medium.

Som voksen har jeg tænkt på, hvor utrolig mange voksne der er kommet med utrolig uvoksne bemærkninger til et 11-årigt barn med et skævt ansigt:

»GUD! Nej, hvor ser det ud!? Har du været ude for et trafikuheld?« »Jamen, du er jo helt blå i hovedet!« Eller lægen, der udbrød: »Du er nærmest helt skeletteret i ansigtet, pigebarn!«

Og så fremdeles, kommentatorsporet er cirka 25 år langt. Mine yndlingseksempler er de mennesker, der ikke nøjes med at spørge, men som derimod vover at konkludere på deres egen undren, for eksempel: »Man kan jo tydeligt se, at du ser anderledes ud – men hvor er lægerne dog blevet gode til at operere læbe-ganespaltebørn!«

Luk dog for fanden din egen læbeganespalte! tænker jeg så, mens jeg påfaldende venligt og meget, meget træt undskylder mit udseende og begynder at forklare, at jeg måske nok ligner et uheld, men at jeg ikke har været ude for et, at jeg ikke har hareskår eller spalte i hverken læbe, pande, gane eller næse.

Tag de slag, der kommer

Der findes også den mere joviale type, der trods den venlige fremtoning opfører sig uden nogen form for medmenneskelig pli, empatisk takt eller omsorgsfuld tone. Det er den slags personer, der kan finde på at daske mig på armen (hvilket jeg i øvrigt hader, at folk gør) og nærmest råbe: »AJ, nu MÅ jeg bare vide – HVAD er det, der er sket med dit ansigt???«

Og her er det, at jeg burde stikke dem – om ikke en på skrinet – så i hvert fald en kvik bemærkning og fortælle dem, hvor sårende, ukærligt og uforskammet, de egentlig opfører sig.

Men det gør jeg ikke. Bag det skæve ansigt er jeg nemlig stadig 11 år og bliver beklemt og føler, at jeg skal forklare, når nogen spørger. Jeg skal fortælle, at det ikke er min skyld, at jeg ser ud, som jeg gør. Jeg undskylder mit ansigt, jeg skammer mig over at være forkert, jeg drejer den forkerte side ned mod skulderen, så den ikke ses så tydeligt.

Jeg bliver ked af det.

Vi ser ud, som vi ser ud, og vi ser hinanden an, fordi det er den måde, vi fungerer socialt på – ved at aflæse hinandens ansigter, facader, masker og grimasser. Og det klemmer om hjertet, når jeg ser mennesker pege fingre og grine ad andre på gaden: »Årh hvad!? Se lige ham der!«

Når man ondskabsfuldt kommenterer andres udseende, viser man i virkeligheden sit ’sande ansigt’. Det kan være grimmere end selv det grimmeste fjæs.

Der er kun to måder at bære et aparte ansigt på. Den ene er at gemme det, så godt man kan – for det lader sig ikke så nemt skjule (elefanthue er ikke in for tiden). Den anden er at rette ryggen, se frem og smile: Smil til de mennesker, der glor, de mennesker, der ikke kan holde øjenkontakt, fordi deres hjerner er ved at dechifrere koden til det, der forstyrrer deres opfattelse af Det Normale Åsyn.

Tag de slag, der kommer. Vend den anden kind til. Gør det med oprejst pande. Bid dig selv i læben. Vis, at du har ben i næsen, glimt i øjet, og at du ikke vender det døve øre til, når dit ansigt bliver kommenteret. Face it.

Kat. Sekjær er journalist

Serie

Kronikserie: En kort, en lang

Et billede af en tynd model i et modemagasin kan udløse læserstorm, og tv-serier om folk – eller hele byer – der skal tabe sig, er seermagneter. De afvigende kroppe stemples og dømmes ude. Alligevel bliver en afvigende krop hurtigt et tabubelagt emne, når vi konfronteres med den. Vi lader, som om den tykke veninde ikke er tyk; den lave mand ikke er lav; den magre bare er slank. Tyk eller tynd – en afvigende krop bliver hurtigt elefanten i rummet.

Men hvordan opleves det at leve i en krop, der afviger fra det normale? Det skriver en række kronikører om i denne serie.

Seneste artikler

  • Fed humor

    16. juli 2015
    Hvorfor er overvægtige kroppe primetime tv-underholdning, mens undervægtige kroppe er seriøse temaprogrammer? Jo oftere, der bliver gjort grin med overvægt, desto mere legalt bliver det at råbe ’fede svin’ efter en klassekammerat eller en fremmed – for eksempel mig – på gaden
  • Ingen er blevet smukkere af at få at vide, at de er grimme

    30. juni 2015
    Jeg har haft 39 år til at lære at håndtere mine omgivelsers respons på mit udseende. Faktisk er jeg blevet lidt af en superhelt: altid parat. Altid parat til at afværge en sårende bemærkning med et kæmpe grin eller en verbal øretæve
  • Den handicappede krop er fremtiden

    26. juni 2015
    I behøver ikke slå blikket ned for min skyld, når I går forbi mig med hotdogs eller caffe latte i hånden. Den spastiske, deprimerede, forkrampede, underlige krop bør minde alle om, at vi har brug for hinanden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Møller Jensen
  • Bente Simonsen
  • Anne Eriksen
  • steen ingvard nielsen
Niels Møller Jensen, Bente Simonsen, Anne Eriksen og steen ingvard nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen ingvard nielsen

Jeg kan vist ikke bare lade være med at kommentere denne artikel, Skønhed er et utroligt interessant psykologisk fænomen,
Jeg ser dette smukke ansigt og kan ikke lade være at sætte mig til at skrive,

Jeg havde en lidt speciel oplevelse i søndags, Jeg er sammen med min kæreste ved vandet, hun kommenterer to personer på stedet med handikap, med stor medfølelse og medlidenhed, jeg tænker, måske er det man kunne ønsker sig mest i sådan en situation, at folk bare lod som om de ikke bemærkede det.

Når jeg ser dette ansigt, (artiklen), så ser jeg for det første et usædvanligt smukt ansigt, jeg ser pludselig også noget andet, et ansigt der er perfekt fordi det viser de ar der er på sjælen.

Hvis jeg var kunstner, ville jeg lave et portræt af min kæreste, det gjorde jeg så i søndags. Hendes ansigt er perfekt, det ligner dit, (den smukke kvinde på billedet), Jeg tager nogle billeder ved vandkanten i et lækkert (skagensmaler, diffust, aftenskumrings lys). Jeg går efterfølgende i gang med at bearbejde billederne digitalt, jeg kommer mod min vilje til at bruge en for grov børste, der sønderdeler hendes ansigt.

Hun vil ikke synes om det tænker jeg, men jeg kom til at holde af det, jeg var ubevidst kommet til at afbilde hendes sjæl i hendes ansigt. Mange mennesker går rundt og forsvinder i mængden, deres sjæl er ikke længer i blandt os, eller værre den er sminket til ukendelighed eller gemt godt og grundigt væk. Hvem har mod til at være som de er og intet andet.

Enrico Smith, Bodil Waldstrøm og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er ikke perfektion, men det modsatte, man falder for, når man elsker nogen.
Bortset fra det så er det tydeligvis sværere for nutidens mennesker, der i langt højere grad spejler sig i omverdenen og andres anerkendelse. Hvorfor forstår jeg ikke.

steen ingvard nielsen

Er det fordi det er en Narcissus kultur, vi lever i, hvor vi forelsker os i vores eget spejlbillede eller i tilfredsstillesen i opfyldelsen, af vore egne behov, er altafgørende?
Eller hvor det at operere indenfor en på forhånd besluttet fælleskabsnorm er altafgørende? og afvigelser fra samme, kan have fatale følger? Hvad er skønhed, hvad er mere rigtigt end andet, og hvem afgør det?

steen ingvard nielsen

Er det fordi det er en Narcissus kultur, vi lever i, hvor vi forelsker os i vores eget spejlbillede eller i tilfredsstillesen i opfyldelsen, af vore egne behov, er altafgørende?
Eller hvor det at operere indenfor en på forhånd besluttet fælleskabsnorm er altafgørende? og afvigelser fra samme, kan have fatale følger? Hvad er skønhed, hvad er mere rigtigt end andet, og hvem afgør det?

Bente Simonsen

Mennesker kan være hæmningsløst uempatiske.
Ved, hvad det vil sige at få sit udseende kommenteret flere gange hver dag, og tillagt det negative hensigter, til trods for at det er medfødt og ikke går at ændre på.

peter hunter albrektsen

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne finde ud af at møde folk, der ser anderledes ud (ar, handicap, mærker, todelte ansigter, etc), på en måde som vedkommende havde lyst til at blive mødt. Hvad hvis skribenten blev spurgt, hvordan hun havde det med sit ansigt? Det har hun nok ikke lyst til at forklare alle og enhver, men hvis jeg nu havde chancen for rent faktisk at tale med skribenten, hvordan kunne mødet så skabes, så de negative eksempler og indtryk, skribenten har haft, IKKE manifesterede sig igen? Jeg vil enormt gerne undgå at bidrage til den smerte, som skribenten omtaler og bærer.

Til nogle af de andre kommentarer omkring skønhedens væsen har jeg denne tanke: Skønhed må defineres som det, eller pege hen imod det, der rent faktisk ER, ellers er begrebet en fjende.

Lise Lotte Rahbek

Peter H.A.
Jeg har tænkt i samme retning.
Hvordan er den rigtige måde at møde mennesker, som har et destinkt udseende?
Jeg ved det ikke.
Hvis jeg kigger væk, er det forkert og virker afstandstagende.
Hvis jeg kigger lige på, virker det stirrende.
Hvis jeg ser på og af, som jeg plejer, når jeg taler med relativt ukendte mennesker, så virker det måske osse forkert.

Hvordan er det 'rigtigt' og neutralt at se på et andet menneske?

Må det være tilladt med en "chauvinistisk" bemærkning? Skribenten ser smuk og sexet ud! Det velskrevne, reflekterede og tankevækkende sprog, vidner om en stærk personlighed af høj begavelse.

Som far til en voksen kvinde, der blev født med læbe-ganespalte, er jeg på sin vis vænnet til et asymmetrisk ansigt. Som 19 årig valgte min datter at få korrigeret ansigtet. Jeg syntes, hun var smuk som hun var, men mærkede på hende, at hun håbede på, at få et mere "almindeligt udtryk". Efter operationen, var det svært for hende at se "det nye ansigt" i spejlet. Det var tydeligt forandret, men ikke til det ønskede: et fuldstændigt symmetrisk ansigt.

Her føler hun (og på sin vis også jeg) at kirurgen svigtede hende. Læger og plejepersonale bør indskærpe, at et fuldstændig upåfaldende ansigt IKKE kan opnås. Havde min datter, og vi forældre, fået den information forinden, havde hun aldrig måtte gennemgå den mentale og fysiske smerte.

Hvor smerteligt at se sig i spejlet og fortryde et så drastisk valg. Jeg svigtede hende på sin vis også. Idet jeg ikke markerede min mening tydeligt nok: "du er smuk, som du er. Lav nu ikke om på noget".

Enrico Smith

Et meget smukt skrevet og beskrevet indlæg. Du har tydeligvis gennemgået meget for at ankomme til denne fintfølende indsigt og styrke ved at tage din særlige udfordring op. Jeg har brugt mange år til at skifte identitet fra at være ansigt til at være bevidsthed. Det har løst mange bekymringer. Ansigter forandres, mens bevidsthedens kærlige åbenhed forbliver evigt ung.