En ægte Picasso

Jeg er pigen med det skæve ansigt. En diagonal linje deler mit ansigt i to. På den ene side – på den anden side. Den har ikke altid været der, skævheden. Den kom, da jeg var 11, og skamferede mit ellers symmetriske barneansigt.

Måske var det en uopmærksom gud, der lod sin pegefinger strejfe min venstre del af panden, lod den løbe pandeben, næseben, mundelip, hageflip ned til højre side af hagen. Mit kainsmærke. Mit sabelhug. Mit kløvede jeg.

Jeg kan ikke kende mig selv på fotografier. Sådan er det at være en ægte Picasso med aparte træk og facial hudløshed. De fleste opfatter deres spejlbillede som identisk med det, de ser på fotografier. At se ud, som jeg gør, fremkalder derimod en ret effektiv verfremdungseffekt.

For en pige med et ansigt, der har en skrå linje, bliver det ansigt, hun er vant til at se spejlvendt foran sig, pludselig ansigtet på en anden, når det er gengivet som fotografi. Med andre ord: Jeg synes ikke, jeg ligner mig selv på billeder. Andre synes ikke, jeg ligner mig selv i spejlet.

Jeg har stået ved siden af mennesker, der har kigget på mit spejlbillede og derefter helt alvorligt har udbrudt: »Jamen, sådan dér ser du jo slet ikke ud i virkeligheden!«

Så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. Det her er så virkeligt, som det bliver. Hvem ser du, når du kigger i spejlet?

Du er dit ansigt

Men en dag kom den altså – skillelinjen – en bindevævssygdom med det smukke tilnavn, en coup de sabre, sabelhugget. Den tog mig med hår og hud, med kød og blod, skar mig i to dele, splittede mig mellem at stå ved mit udseende og hade det ansigt, der ikke længere var mit.

Udseende er ikke alt, siger man, men det er en sandhed med modifikationer: Appearence og look er næsten det hele. Ved første øjekast bliver man målt, vejet og vurderet. Særligt ansigtet – identiteten. Det er den maske, man kendes på. Selve ordet ’ansigt’ skulle vist oprindeligt komme af det tyske ansehen; at se an. Dét siger jo alt.

Ansigtet afslører det hele – små træk viser, om man lyver eller taler sandt; nerverne afdækker, hvilke muskler der aktiveres; om det er et ægte eller et falsk smil, der smiles; poserne under øjnene fortæller om natten til i dag; og øjnene viser med al tydelighed, hvor man er henne mentalt. Og så kan man tabe det! Pludselig, midt i en forsamling, hvor alle kigger på én: Den sociale tyngdekraft river en i fjæset – man kan ikke finde en grimasse, der kan passe.

Man taber ansigt. Man taber sig selv. Du er dit ansigt, og dit ansigt er dig. Vil du ikke kendes ved dit ansigt, vil du ikke kendes ved dig selv.

Hvorfor gik jeg i krig?

Med tiden er det blevet bedre. Jeg hader ikke længere hudsygdommen. Vi har været i krig i mange år, blodig krig med talrige ofre: Nervetråde er blevet skåret igennem, muskler er blevet opereret ud, ben er blevet skåret op, væv er blevet smadret, skåret væk, syet ind. Mit ansigt er summen af mange års aktiv krigsdeltagelse, og det er stadig svært at sige, hvem der vandt.

Men hvorfor? Hvorfor gik jeg i krig? Var det for min skyld? Eller var det for andres? Var det fordi, jeg så mig selv gennem andres øjne – og ikke kunne lide det, jeg så? Ja. Det var det.

Var det prisen værd? Jeg ville ønske, jeg kunne svare ja. Men jeg kender ikke svaret.

Everything comes with a price. Some things just cost more than others. Man underkaster sig ikke en operation for sjov. Underkastelse er det rigtige udtryk. Jeg lagde mig under kniven og nikkede til kirurgen, tænkte: »Gør det. Få mig til at ligne … mig selv. Den jeg var. Den, jeg gerne vil være.« J

eg ønskede, at han som en anden skabergud kunne genskabe det perfekte ansigt, jeg havde som lille. At han kunne gøre mit ansigts – og dermed min – skæbne om. Men Skæbnen er en hård forhandler. Der ydes ingen rabat og gives ingen refundering. Kniven i kødet.

Kroppen husker, ansigtet smerter, delvis lammelse, transplantation af væv, levende væv – mit kød og blod, skåret ud, lagt til side, syet fast. En del af mig. Et pund kød. Det er prisen. Ikke kun hos Shakespeare. Et pund kød.

Uvoksne bemærkninger

At jeg lod mig beskære (hug en hæl, klip en tå, skær et ansigt: skalpel, saks, papir) skyldes mine omgivelser – alle de mennesker, der så at sige ser mit ansigt an. For det gør de jo stadig. Det gør vi alle sammen ved ethvert møde, for ansigtet er en signaltavle, vi læser og afkoder, hvorefter vi selv sender koder ud – blinker, nikker og smiler igen. Jeg har funderet over, om jeg ville have ladet mig operere, hvis jeg var blevet mødt med positive tilkendegivelser. Hvis jeg i stedet for hele tiden at få at vide, at jeg så anderledes og forkert ud, havde fået at vide, at jeg så exceptionelt smuk ud. Men sådan gik det ikke. Man skal passe ind. Man skal helst være en størrelse ekstra medium.

Som voksen har jeg tænkt på, hvor utrolig mange voksne der er kommet med utrolig uvoksne bemærkninger til et 11-årigt barn med et skævt ansigt:

»GUD! Nej, hvor ser det ud!? Har du været ude for et trafikuheld?« »Jamen, du er jo helt blå i hovedet!« Eller lægen, der udbrød: »Du er nærmest helt skeletteret i ansigtet, pigebarn!«

Og så fremdeles, kommentatorsporet er cirka 25 år langt. Mine yndlingseksempler er de mennesker, der ikke nøjes med at spørge, men som derimod vover at konkludere på deres egen undren, for eksempel: »Man kan jo tydeligt se, at du ser anderledes ud – men hvor er lægerne dog blevet gode til at operere læbe-ganespaltebørn!«

Luk dog for fanden din egen læbeganespalte! tænker jeg så, mens jeg påfaldende venligt og meget, meget træt undskylder mit udseende og begynder at forklare, at jeg måske nok ligner et uheld, men at jeg ikke har været ude for et, at jeg ikke har hareskår eller spalte i hverken læbe, pande, gane eller næse.

Tag de slag, der kommer

Der findes også den mere joviale type, der trods den venlige fremtoning opfører sig uden nogen form for medmenneskelig pli, empatisk takt eller omsorgsfuld tone. Det er den slags personer, der kan finde på at daske mig på armen (hvilket jeg i øvrigt hader, at folk gør) og nærmest råbe: »AJ, nu MÅ jeg bare vide – HVAD er det, der er sket med dit ansigt???«

Og her er det, at jeg burde stikke dem – om ikke en på skrinet – så i hvert fald en kvik bemærkning og fortælle dem, hvor sårende, ukærligt og uforskammet, de egentlig opfører sig.

Men det gør jeg ikke. Bag det skæve ansigt er jeg nemlig stadig 11 år og bliver beklemt og føler, at jeg skal forklare, når nogen spørger. Jeg skal fortælle, at det ikke er min skyld, at jeg ser ud, som jeg gør. Jeg undskylder mit ansigt, jeg skammer mig over at være forkert, jeg drejer den forkerte side ned mod skulderen, så den ikke ses så tydeligt.

Jeg bliver ked af det.

Vi ser ud, som vi ser ud, og vi ser hinanden an, fordi det er den måde, vi fungerer socialt på – ved at aflæse hinandens ansigter, facader, masker og grimasser. Og det klemmer om hjertet, når jeg ser mennesker pege fingre og grine ad andre på gaden: »Årh hvad!? Se lige ham der!«

Når man ondskabsfuldt kommenterer andres udseende, viser man i virkeligheden sit ’sande ansigt’. Det kan være grimmere end selv det grimmeste fjæs.

Der er kun to måder at bære et aparte ansigt på. Den ene er at gemme det, så godt man kan – for det lader sig ikke så nemt skjule (elefanthue er ikke in for tiden). Den anden er at rette ryggen, se frem og smile: Smil til de mennesker, der glor, de mennesker, der ikke kan holde øjenkontakt, fordi deres hjerner er ved at dechifrere koden til det, der forstyrrer deres opfattelse af Det Normale Åsyn.

Tag de slag, der kommer. Vend den anden kind til. Gør det med oprejst pande. Bid dig selv i læben. Vis, at du har ben i næsen, glimt i øjet, og at du ikke vender det døve øre til, når dit ansigt bliver kommenteret. Face it.

Kat. Sekjær er journalist