De har aldrig rigtig hængt på hinanden

– Hvordan mødte i hinanden?

Inger: »Det var en stor familiefest i Herning.«

Erik: »Det er noget specielt jo (Inger fniser), for Inger var min mors kusine. Jeg var lidt genert, så jeg gik ikke så langt (Erik smiler) …«

I: »Ej, men altså, allerførste gang vi så hinanden, var han otte år, og jeg var seks. Jeg kan ikke huske det, men det kan Erik.«

E: »Det var i 1932. Hun var også en flot pige dengang, lyshåret.«

I: »Faktisk med den samme frisure som nu (hun peger på sin hvide page). Jeg kan ikke huske Erik. Du siger, at du nogle gange har tænkt på mig …«

E: »Jo, det har jeg da …«

– Men hvornår forelskede i Jer?

I: »Flere år senere ... I 1944 kom jeg i huset hos Eriks moster og onkel.«

E: »Jeg hjalp med at vaske op (Inger fniser). Og det har jo hængt på mig siden.«

I: »Det er jo nok dig, der har været mere vild med mig end omvendt. Sådan var det.«

E: »Du var jo også temmelig genert.«

I: »Ja, jeg var også meget skeptisk. Jeg havde sådan et frihedsbegreb, jeg skulle ikke bindes, absolut ikke. Jeg har mange gange ønsket, at jeg ikke var så stiv og kold. Jeg kan huske, at du absolut ville have mig med på café, og det ville jeg også, men jeg var så stejl, at jeg sandelig ville betale. Jeg skulle ikke stå i gæld.«

E: »Hun var så afvisende.«

I: »Det var som om kæresteri ikke interesserede mig. Jeg læste jo dengang, og så var der en anden, der ville have mig.«

E: »Der var nok flere. Jeg kunne nemt være kommet for sent, for der kom jo én i vejen, som prøvede på …«

I: »Ja, det var i sidste øjeblik, for det var jo én, der friede til mig rent ud sagt …«

E: »Det var en bror til en af Ingers veninder ...«

I: » ... men så kom Erik og reddede mig, han sagde, at han ville have mig. Han turde gå ind i løvens hule. Så blev vi kærester.«

E: »Vi havde vel været kærester et års tid, da hun sagde: ’Nu må du være klar over, at jeg skal læse, så er der ikke tid til meget kæresteri’. Så jeg måtte rejse væk. Jeg tog til Sverige et år. Sådan var betingelserne.«

I: »Jeg havde lyst til at være sammen med mine studiekammerater, og så kunne jeg ikke klare, at skulle passe dig også. Det blev tit noget natteroderi, og jeg skulle have min søvn. Og så var det jo også en anden ting, moralen på seminariet var meget striks, hvis en pige blev gravid, var det ud.«

E: »Hendes veninder var jo så nervøse for, at jeg skulle finde en deroppe.«

I: »Du var da omgivet af nogle søde piger …«

E: »Javist så.«

I: »Men det er sjovt, for jeg var ikke nervøs, jeg tænkte, det stoler jeg da på.«

E: »Sådan har det altid været, vi har haft tillid til hinanden.«

I: »Og givet plads, hvis den ene havde lyst til at dyrke noget særligt. Du har interesseret dig umådelig meget for heste og hjemmeværnet, og så havde jeg jo børnene.«

E: »Vi har aldrig hængt på hinanden, ’skal du nu til det, og kan man ikke komme med?’ Vi har altid haft hver vores interesser.«

I: »Vi kunne gå sammen, og vi kunne gå hver for sig. Det tror jeg har været godt, så er der også nyt at fortælle.«

Inden for rammerne

– Vidste I, at det skulle være jer to?

I: »Ja.«

E: »Absolut, det kunne ikke være andre, og det har jo kunnet holde nu i 65 år, selv om man godt kunne tage nogle ture indimellem, det kan ikke undgås, men det har aldrig været derhenne, hvor vi har sagt, nu stopper det, for det her går ikke. Men det snakker vi da også om jævnligt, at det er fantastisk, at vi har fået lov til det. Det er en gave for os.«

I: »Det der med at gå fra hinanden, det eksisterede ikke. Det var ikke almindeligt. Men jeg ved da godt, at havde det været fuldstændig umuligt, og havde man ikke passet sammen, så var det noget andet. Det jeg står for, vil jeg jo ikke have, at der er nogen, som træder på eller ikke forstår, selv om det selvfølgelig skal være inden for de rammer.«

E: »Man kan samle appetit ude og spise hjemme (Inger griner).«

I: »Sådan har han sagt. Så er det jo også meget vigtigt, at man har humor med, det er mest Erik, der kommer med sådan nogen bemærkninger, og det har han altid gjort. Det har været godt.«

– Hvornår har I jeres forhold været mest udfordret?

I: »Du ville jo, at vi skulle giftes, og så skulle vi have en ejendom. Du skulle på landet. Du skulle have en ejendom. Det var svært økonomisk, og det påvirkede os. Man har ikke den glæde og den tryghed, når man ikke ved, om det skal gå, men det handler ikke om kærlighed. Vi har ikke brugt at skændes.«

E: »Nej, det har vi ikke.«

I: »Det ligger ikke til nogen af os. Men det var svært for os. Vi flyttede så mange gange, det var ikke rart, Erik var vant til det fra landbrugslivet, han syntes, det passede ham at flytte enten i maj eller november. Men jeg kan huske første gang. Vi ventede Anne-Marie, og jeg sad på dit skød og græd mine modige tårer, fordi jeg kunne forstå, at vi skulle flytte, og det var foretaget uden, jeg havde sagt ja. Men det måtte jo bare gå.«

E: »Vi har aldrig haft slagsmål af nogen slags.«

I: »Men selvfølgelig kan vi jo godt sige, at vi har lidt, det var hårdt, og i dag var man jo nok rendt for længe siden.«

–Når I siger, I ikke skændes, betyder det så, at I aldrig har gjort hinanden kede af det eller vrede?

I: »Du bryder dig jo nok ikke om, at jeg kommer ind på det, vel? Men han forbød mig at køre bil. Jeg har ikke kørekort.«

E: »Det var der ikke råd til …«

I: »For det første var der ikke råd til det, men da vi fik råd, måtte jeg heller ikke.«

E: »Men det har heller ikke været medvirkende til, at vi havde store slagsmål ...«

I: »Men et kørekort ville jeg gerne have haft. Men jeg tror også, han var noget nervøs for, at jeg ikke kunne lære det.«

E: »Jeg var nervøs, det kan jeg garantere …«

I: »Ja, og det er fuldstændig fjollet. Men sådan noget har vi snakket om uden at blive vrede på hinanden. Men det var tosset.«

E: »Men det har jo også været tænkt som en beskyttelse fra min side …«

I: »Og han havde det lidt med at nedgøre mig der, med at jeg ikke kunne lære at køre …«

E: »Men jeg prøvede jo alle de undskyldninger, jeg kunne …«

I: »Og det synes jeg … Skal du have mere kaffe?«

E: »Ja, tak.«

I: »Det var et problem, synes jeg, jeg var gal.«

E: »Det var ikke sådan noget, der sad dybt …«

I: »Det siger du, men jeg var jo ked af det. Men det kunne jo ikke nytte noget. Jeg har heller ikke været den, der blev ved med at koge suppe på sådan noget. Men det kan godt være, at hvis den ene part ikke vil bøje sig efter sådan nogle tåbelige ting, så kan det da godt blive vanskeligt.«

E: »Hvis ikke vi havde været, som vi er, så kunne det have været en årsag til, at det ikke var gået så godt. Det kunne det.«

I: »Det er ikke sådan, at han har sagt nej til alting. Jeg sagde en gang til ham: ’Når jeg bliver gammel, så vil jeg have en væv, for det kan jeg godt få glæde af’. Og halvanden måned efter stod væven der. Men når et ungt par gifter sig, skal de ikke tro, det er lutter lagkage, det er det jo ikke. Det har vi også sagt til vores børn. Man skal regne med økonomien, man skal regne med sygdom, men det er jo om at løse opgaven, og det har vi hele tiden gjort sammen.«

E: »Javist da.«

God tone

– Hvad kræver det, at have et velfungerende forhold?

I: »Det er meget vigtigt, hvordan man tiltaler hinanden, at man har en god tone. Det er noget af det værste ved de skænderier, man hører i tv, hvordan de bruger forfærdelige ord.«

E: »Det nedværdiger jo folk i høj grad.«

I: »Vi har også været åbne over for hinanden og har kunnet tale ud om problemerne, og så synes jeg også, at vi har vægtet højt, at man føler, man holder af hinanden. Vi har tillid til hinanden Der har ikke været sidespring, ingen udefrakommende, der kom ind og udfordrede forholdet. Det kan ikke undgås, at der blandt de mennesker, man møder, er mange, man synes om. Men man skal bare kunne klare at sige nej.«

– I sidder og holder i hånd, hvad betyder den fysiske nærhed?

E: »Alt faktisk, synes jeg.«

I: »Det, synes jeg, hører med, at man kan mærke hinanden.«

E: »Hver morgen, når vi har spist morgenmad, så har hun to minutter på mit skød.«

I: »Vi har jo hver vores værelse, det har vi haft i mange år, fordi Erik var meget opmærksom på lyde, jeg har altid bare kunne sove, men Erik kunne ikke have mine lyde.«

E: »Nej.«

I: »Man skal huske, at når man er omkring 90 år begge to, så kan man ikke længere så godt rent kropsligt. Men det har vi jo til fælles, vi er lige skravlede begge to. Men det er jo en biting, fordi vi begge er friske i hovedet.«

E: »Det er det da.«

– Når I nu har levet et helt liv sammen, hvordan forholder I Jer så til døden?

I: »Der er det jo også lidt komisk. Som vi både kan snakke om og grine af, synes Erik, at vi skal dø samtidig, hvis det kan lade sig gøre, men det vil jeg ikke. Hvis du dør, vil jeg da godt leve lidt, det ville ikke genere mig, tror jeg. Det bryder han sig ikke om.«

E: »Det kan man ikke undgå at tale om.«

– Hvis I skal give de unge par et råd med på vejen?

I: »Der skal altså vilje til, jeg siger, at det er en viljesakt. Man skal ville, at det går, og i de tilfælde, hvor man er uenige, må man nogen gange se bort fra uenigheden.«

E: »Der er det med tosomhed, at man skal være enige om, at dét her ikke skal vælte.«

Inger og Erik Søgaard har arbejdet som henholdsvis lærerinde og konsulent i landbruget, har fire børn og har lige haft krondiamantbryllup (65 år)