Arbejdsmarkedet, som vi kender det, står for fald

I 1983 forudsagde den amerikanske økonom og nobelprismodtager Wassily Leontief, at i fremtiden ville maskiner erstatte menneskelig arbejdskraft omtrent, som da traktoren erstattede hesten. Med de nuværende omkring 200 millioner mennesker i verden uden arbejde – 30 millioner flere end i 2008 – kan der ikke længere herske tvivl om, at moderne teknologier gennemgribende forandrer det globale arbejdsmarked.

Historisk har produktivitetsstigninger sjældent mindsket jobudbuddet. Hver gang maskiner gav effektivitetsgevinster, forsvandt der adskillige gamle job, men nye kom til. Men selv om maskiner ikke erstatter alle job, er der klare tegn på, at arbejdets karakter er under omfattende forvandling. Som MIT-økonom David Autor har påpeget, rammer automatisering nogle jobkategorier mere end andre. F.eks. vil arbejdstagere, der udfører rutineopgaver som databehandling, i stigende grad blive erstattet af maskiner, hvorimod de, som arbejder i mere kreative fag, kan forvente produktivitetsstigninger. For dem, som leverer personlige tjenesteydelser, vil arbejdet måske ikke forandre sig stort. Med andre ord kan robotter drive revisorer ud i arbejdsløshed, øge kirurgers produktivitet og lade frisørjob uændrede.

De omvæltninger i arbejdsmarkedets struktur, som denne udvikling medfører, kan imidlertid blive lige så fundamentale som omvæltningerne for de pågældende job. Økonomer taler om ’beskæftigelsespolarisering’.

En ny klassekamp

Automatiseringen skaber flere servicejob i den nederste ende af lønskalaen, men hæver mængden og rentabiliteten af ​​arbejdspladser i den øverste ende. Midtimellem bliver arbejdsmarkedet imidlertid udhulet. Den polarisering har stået på i USA i årtier og finder også sted i Europa – med store samfundskonsekvenser. I generationer har middelklassen dannet fast rygrad i demokratiet og civilsamfundet til gavn for samfundets stabilitet. De, som ikke hørte til middelklassen, kunne realistisk stræbe efter det, eller endog opleve sig selv som del af den, selv når det ikke var tilfældet. I takt med at ændringer i arbejdsmarkedet i stigende grad nedbryder middelklassen, kan vi være på vej ind i en ny klassekampens æra (hvis vi da ikke allerede er det).

Ud over de ændringer, som automatisering fører med sig, forandres arbejdsmarkedet af digitale platforme som Uber, der letter udveksling mellem forbrugere og individuelle leverandører af tjenester. En kunde, der ringer efter en Uber-chauffør, køber ikke én tjeneste, men to: en fra selskabet (der formidler forbindelsen til en chauffør) – en anden fra chaufføren.

Uber og andre digitale platforme omdefinerer samspillet mellem forbrugere, arbejdstagere og arbejdsgivere. De gør også industriæraens virksomheder overflødige.

I modsætning til et firma behøver Uber ikke at give sine chauffører en traditionel ansættelseskontrakt. I stedet fungerer virksomhedens software som mægler mellem chauffør og kunde mod betaling af et gebyr. Snarere end at være reguleret efter en kontrakt bliver arbejdskraftens værdi nu udsat for de samme markedskræfter, som rammer enhver anden vare, idet tjenesteydelser kommer til at blive udbudt i priser, der varierer efter udbud og efterspørgsel. Arbejdskraften vare- og markedsgøres således i højere grad.

Love vil blive tilpasset

Blandt andre forandringer kan nævnes fremkomsten af menneskelig kapital: Et stigende antal unge kandidater fravælger attraktive arbejdspladser i store virksomheder til fordel for i første omgang mindre vellønnet i nystartede virksomheder eller kreative industrier. Hvis dette kan forklares ved den medfølgende livsstils større appel, kan det samtidig indebære en forøgelse af den samlede levetidsindkomst. I stedet for at sælge kompetencer til en på forhånd fastsat pris, foretrækker disse unge at satse på at maksimere den livstidsindtægt, de kan uddrage af deres menneskelige kapital. Igen kommer en sådan adfærd til at undergrave ansættelseskontrakter som grundlæggende social institution og vanskeliggør i højere grad en række af de hermed sammenknyttede funktioner såsom årlig indkomstbeskatning.

Hvad vi end mener om denne nye ordens opkomst, vil vi sandsynligvis ikke kunne stoppe den. Nogle vil kæmpe imod – det ser vi i sammenstødene mellem traditionelle vognmænd og Uber-taxachauffører i Paris og i retssagerne mod selskabet. Det er muligt, at Ubers praksis strider imod nationale love, men disse love vil blive tilpasset. I sidste ende vil teknologiens forandringskraft slå igennem.

Snarere end at forsøge at bremse noget, der ikke kan bremses, burde vi tænke over, hvordan vi kan udnytte den nye virkelighed til gavn for vores værdier og velfærd. Ud over at nytænke de institutioner og praksisser, der bygger på traditionelle ansættelseskontrakter, må vi opfinde nye institutioner, der kan udnytte den teknologifremdrevne transformation til vores fælles bedste. Rygraden i fremtidens samfund kan trods alt ikke skabes af robotter eller digitale platforme; det må stadig være en sag for medborgere.

Jean Pisani-Ferry er rådgiver for den franske regering og professor ved Hertie School of Governance i Berlin © Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen