Kommentar

Bedre ældrepleje vil aflaste sundhedsvæsenet

Med bedre sygepleje på plejehjemmene kan vi undgå indlæggelser, som er dyre for samfundet og opslidende for de ældre. Så hvorfor fører den nye V-regering en politik, der med stor sandsynlighed risikerer at forringe ældreplejen?
»Styrker man kvaliteten og sygeplejen på plejehjemmene og i kommunerne generelt, vil mange indlæggelser, som er dyre for samfundet og opslidende for de ældre, kunne undgås.«

»Styrker man kvaliteten og sygeplejen på plejehjemmene og i kommunerne generelt, vil mange indlæggelser, som er dyre for samfundet og opslidende for de ældre, kunne undgås.«

Polfoto

Debat
17. juli 2015

For mange patienter sover på gangene. Det vil et bredt politisk flertal lave om på. Den bedste måde at gøre det på er ved at bruge flere penge på plejehjemmene, men ældreområdet er blevet nedprioriteret i mange år, og nu vil den nye V-regering have kommunerne til at spare en procent på budgetterne. Jeg frygter, at det vil betyde endnu færre penge til plejehjemmene.

Overbelagte hospitalsgange har på den ene side fået regeringen til at love en målrettet indsats for ældre medicinske patienter. Men med kommunernes nye økonomiaftale skal der på den anden side frigøres 10 milliarder kroner fra budgetterne frem til 2019 – midler som skal genudmøntes via årlige økonomiforhandlinger og kommende finanslovsaftaler. Derudover forsvinder den såkaldte ældre- milliard, som tidligere blev hegnet af til bedre forhold for de ældre, hen i et bloktilskud. Der er altså ingen garanti for, at kommunernes borgere ikke vil opleve nedskæringer i ældreplejen, hvis ikke de politiske partier prioriterer det.

Flere plejehjemsbeboere har mange konkurrerende sygdomme, et kæmpe medicinforbrug og et massivt behov for pleje og hjælp hele døgnet. I dag er der ikke langt fra de problematikker, en ældre patient indlægges for på en medicinsk hospitals-afdeling, til de udfordringer, man dagligt bokser med på plejehjemmene. Men fra kommune til kommune er der kæmpe forskel på den kvalitet, man som borger kan forvente. Opgørelser viser, at hvert tredje plejehjem ikke har tilknyttet de nødvendige sygeplejefaglige kompetencer. Ligesom 49 procent af landets sygeplejersker og plejepersonale i kommunerne oplever, at mulighederne for at yde en værdig ældrepleje er blevet dårligere de seneste år.

Genindlæggelser

På hospitalerne, hvor personalet sjældent har tid nok til den plejekrævende ældre, er det ofte gængs praksis, at plejehjemsbeboere udskrives tidligere end andre – da de jo har deres plejepersonale at komme hjem til. Men hvad nytter en hurtig og tidlig udskrivelse, hvis der ikke er nok kompetencer til stede om aftenen, natten og i weekenden til at tage sig af den svækkede udskrevne patient?

Konsekvensen bliver nemt, at den ældre beboer udvikler komplikationer og må genindlægges. En analyse af de medicinske afdelinger for Sundhedsministeriet viser, at 20 procent af de indlagte medicinske patienter kunne have været i et andet behandlingsforløb, for eksempel i et ambulant forløb eller i et plejeforløb i en kommune. Sker det, vil presset lette markant på de ofte overbelagte hospitalsafdelinger. Basale problematikker som for lidt væske, forstoppelse og urinvejsinfektion kan forhindres i at blive til en indlæggelse, men kun hvis sundhedspersonalet i borgerens hjem har mulighed for at handle i tide.

Tiltrængt prioritering

Der er ingen tvivl om, at styrker man kvaliteten og sygeplejen på plejehjemmene og i kommunerne generelt, vil mange indlæggelser, som er dyre for samfundet og opslidende for de ældre, kunne undgås. Men det kræver nok sundhedspersonale til de ældre, flere muligheder for efteruddannelse, sygeplejersker til rådighed hele døgnet, tidssvarende plejeboliger til særligt demente beboer, bedre samarbejde med praktiserende læger og gerne fasttilknyttede læger på plejehjemmene.

Og det er ikke det, som regeringen lægger op til, når den beder kommunerne om at spare på budgetterne.

Øgede medicinudgifter betyder allerede nu besparelser og fyringer på hospitalerne. Flere og flere indlagte ældre presser for nuværende kommunernes økonomi. At regeringen siger, de vil prioritere ældre og sundhed, er tiltrængt. Men glem ikke, at nogle af vores mest svækkede og hjælpeafhængige medborgere bor på et plejehjem. Prioriteres bedre forhold for dem, vil det gøre færre ældre til medicinske patienter og hjælpe på overbelægning på hospitalerne. Plejehjemmene vil være et taknemligt og ambitiøst sted at starte.

Signe Hagel Andersen er kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Hovedstaden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, det er frygteligt at overvære, hvorledes gamle mennesker sparkes frem og tilbage mellem hospital og plejehjem/hjem.

I hjemme-/sygeplejen er der ikke nok kapacitet eller kompetence.

På hospitalet er der overbelægning og den tilgang, at man løser det akutte problem, men ikke er sat til at se på situationen for patienten i sin helhed.

Og som plejehjemmene er sat til at fungere, er der ikke personale med de kvalifikationer, der gør, at man kan sætte ind med ordentlig behandling på stedet fremfor at indlægge den gamle gang på gang. Jeg har hørt, at der i Østrig er læger på plejehjemmene. Hvorfor har vi ikke det i Danmark? Så kunne mangt en indlæggelse afværges.

Er de gamle ikke allerede svage og syge, så skal de nok blive det af at være kastebolde i systemet. I sidste instans overlever de ikke alle dette, og man møder ikke noget personale i systemet, der ikke kan bekræfte, at det er dybt skadeligt for de gamle at blive flyttet frem og tilbage.

Jeg har for ganske nylig oplevet et sådant forløb. Fire hospitalsindlæggelser og tre plejehjem i løbet af knap fem måneder. Så døde min far.

Mads Kjærgård

Kan huske definitionen på bureaukrati: "Du har to køer, staten tager dem begge, skyder den ene, malker den anden, og smider mælken ud!" Minder meget om regeringens fremfærd, der er ingen fornuft eller hoved og hale i det, andet end at vennerne skal belønnes, og så skal pengene hentes et eller andet sted fra! Personligt er jeg nået så vidt, at uanset hvad regeringen finder på, så vil det ikke overraske mig! Om de så finder på, at vi alle sammen skal males blå i ansigtet, og gå med røven bar!

Anne Eriksen

En god ide at prioritere plejehjemmene, desværre er det nok urealistisk - og når både de ansvarlige kommuner og sygehusene skal spare og "effektivisere", mens andre kommuner bygger arkitekttegnede statussymboler for at tiltrække nye skattebetalende borgere, så kan det kun forventes at blive dårligere endnu på ældreområdet.

Alle løfterne fra valgkampen er forsvundet sammen med papskiltene og den nye asociale mindretalsregering synes ikke at møde modstand af væsentlig art, kun med studehandler som resultat.
Der bliver mange flere uheld og dødsfald på denne konto.
Kommer der nye toner fra det politiske eller skal dette her fortsætte sin skæve gang? Hallo!

Michael Kongstad Nielsen

Måske skulle Dansk Sygeplejeråd alliere sig med nogle bedre lobbyistvirksomheder, fremfor dette lettere uforståelige debatindlæg.

Felix Austin

Hvorfor er argumenter om at yde en forbedret indsats overfor udsattegrupper i samfundet, i dette tilfælde de ældre, i øjeblikket kun fremsat, hvis de har et udgangspunkt i det økonomiske område??

Er økonomiske argumenter de eneste der har en chance for at slippe gennem kamelens øje??

Gert Selmer Jensen, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Nu bliver jeg lige grov et øjeblik, men.. der er da ingen politiker som har fremsat nogle ambitioner om, at de gamle skal leve bedre og længere?
Det er såmænd alt for dyrt.

Det skal kunne betale sig at være økonomisk bevidst.

Hans Larsen, uffe hellum og Felix Austin anbefalede denne kommentar

@Felix: Signe Hagels argumentation er naturlig nok.

Vi har i mindst hundrede år haft en højre-venstre akse, der definerer, hvor meget vi ønsker fælles ejerskab. Nogle ønsker fælles regning, selv hvis det er meget dyrere, andre ønsker den billigste løsning, og nogle ønsker rent idealistisk ikke fælles eje, selv i de tilfælde, hvor det er meget billigere end individuelle løsninger.

Nogle privatiseringer er åbenlyst ideologiske og helt ude i det ekstreme, fordi man kan dokumentere, at alle taber penge ved det. Tænk Århusfærgerne, renovation i Århus, privatisering af rengøring på skoler, osv. osv.

Signe Hagel mener at kunne dokumentere, at nogle af nedskæringerne KOSTER FLERE SKATTEKRONER, og dermed er ekstremistiske.

Jeg er helt enig, og jeg synes hendes argumenter burde få såkaldt pragmatiske politikere til at skamme sig. Det er pinligt at smide skattekroner i kloakken med det ene formål at sabotere det fælles system og skabe bedre plads til private aktører. Dette argument burde appellere til alle rationelle fra centrum til venstrefløjen.

Man kunne også (gys) gå så langt ud på venstrefløjen som at ønske bedre behandling, selvom det kostede det samme eller lidt mere... Dette argument er desværre kun gyldigt for Danmarks eneste venstrefløjsparti.

Peter Sterling

Der er efter de 2 sidste valg ingen tvivl om hvad 80 % af politikerne går og laver, hvilken politik de i folketingssalen stemmer for. Hvis I vil have bedre forhold for de ældre, de handikappede og hospitalerne må der kæmpes for sagen udenom/imod politikkerne. Landets sygeplejersker og plejepersonale i kommunerne, lægerne m.m. må op på barikaderne, alle andre muligheder er udtømte. Start med at skriv om hvad i oplever, send det til medier samt alle som er interesserede, kæmp for at det bliver muligt at ytre sig uden represalier. Har hørt at praktiskt talt alle i det offentlige ikke tør kritisere deres arbejdsplads. Hvis ytringsfriheden kun kan overleve gennem annonyme udtalelser, så skab grundlaget for at dette kan ske. Der er et stort flertal blandt befolkningen for bedre forhold, men politikerne kører deres eget løb, de er udenfor demokratisk rækkevidde. Hvis I vil have et bedre land er I selv nødt til at skabe det, politikkerne gør det ikke for jer, tværtimod de er igang med at destruere alt det som var værd at bevare, aner ikke hvorfor.

Anne Eriksen

Nej, politikerne beskæftiger sig ikke med det, de burde - og de skammer sig heller ikke.
De få procentdele, der kan se det - vælger sikkert at holde lav profil, nøjagtigt som de ansatte i behandlingsbranchen, der får nok stress af at holde rytmen og leve op til kravene.

Man påstår, at levealderen skal op for de truede - at den såkaldte "sociale arv" skal reduceres - men i virkelighedens verden tror man, at det er muligt at både blæse og have mel i munden.
Viser det sig, at der tværtimod bliver større udgifter - flere syge -(der skal behandles videre i samme regi) så er det ikke deres fejl - men de ansattes - og politikerlønnen kommer alligevel - vel med et par selvbestaltede stigninger!

Verden er blevet et sted med et stærkt øget legitimt konkurrencesamfund og det fortsætter, indtil oprør og krig sætter en bremse.
Vi har et venstrefløjsparti - eller 2? - hvor er de henne for tiden, hvor nye grove regeringsændringer tonser ned over os?
Pressen har magt - så appellen må også gå den vej.

Gert Selmer Jensen

Nemlig.!! Grrrrr..