KRONIK – Tour de France ruller igen efter søndagens hviledag. Og med denne mageløse begivenhed bliver vi atter mindet om, hvordan vi i stadigt stigende omfang lever i en undertrykt og desperat tilstand under angstens kastrerende moral.
Tour de France var engang et storslået ikon for menneskelig stræben, vildskab, livskraft og vilje. I dag er det et forpjusket monument over pæne skoledrenges korstog. Og på den vis er cykelløbet på endnu et plan blevet et symbol på verdens tilstand i det hele taget.
Vi lever i kontrollens tidsalder. Den sublime fandenivoldskhed er næsten uddød. Hvem husker Bernard Hinault? Tour de Frances absolutte stjernerytter i 1980’erne. Han gik ikke bare efter at vinde. Han gik efter at smadre sine modstandere og opnå de største bedrifter. For ham var cykelsport ’krig på hjul’. Og han kendte og benyttede alle metoder, også de beskidte tricks. Givetvis var han også dopet. Og da en ung, pæn mand fra USA (Greg LeMond) kom til med et kæmpe talent, og Hinault var på vej ind i sin karrieres efterår, afgav han ikke ’nobelt’ cykeltronen. Han gik ikke gentle into that good night (som Dylan Thomas ville have formuleret det). I stedet for gav han det chokerede cykeltalent en lektion i en gammel rævs uudtømmelige og vilde begær efter den store sejr ved at indgå i uhellige alliancer og gå i vilde overraskende udbrud. Det var en kamp imellem to dydsidealer. Hinault stod for manifestationen af den hæmningsløse, dyriske stræben. LeMond stod for den regelrette, sympatiske, velpolerede ambition. Han angreb aldrig. Han tog aldrig initiativ til betingelsesløs jagt efter sejren. Det gjorde Hinault konstant. Og man kan argumentere for, at hans vildskab skabte en større og bedre LeMond.
Fast forward til i dag. Bjarne Riis står som en flov labrador og glor ned i bordet i et TV 2-studie og undskylder, at han har tilladt doping på sit cykelhold. Jesper Skibby kan prale af et CV med en uendelig række TV-programmer, hvor han græder over at have brugt doping. Så fik vi dem! Som jagttrofæer i en ny samfundsordens vendetta. I en bred bølge på samfundsplan såvel som på privatplan er teknologi, medier, administration, institutioner, børnefamilier, nyspirituelle og kost- og motionsfanatikere gået hånd-i-hånd i en tromlende tendens imod total kontrol og undertrykkelse af al livskraftig, menneskelig udfoldelse og drift.
Der var en engang ...
Den kontrollerende samfundsorden er blandt andet manifesteret ved nye aristokratier. Det er i særdeleshed Kong Djøfs æra. Med voksende administrationer, kontrolprocedurer, overvågning, evalueringer, centralisering og sammenlægninger har embedsmænd og kontorfolk taget magten. Og med reformer og new public management er de blevet til rene notabiliteter. De styrer ikke verden med sværd, passion og ideologi. De har underlagt sig verden med regelbøger og korrekthed. Og ud fra deres styre strømmer en ny moral: begrænsningens og kontrollens (eller angstens) moral. Nu handler det om at vise sit værd ved at leve op til administratorernes samfundsstyre og dyrke de dyder, der passer dertil: pænhed, korrekthed, regelbundethed, konformitet, afholdenhed, emotionel kontrol, osv.
Engang var det farverige og vilde typer som Marco Pantani, der styrede cykelsporten. I dag er det alvorlige og ophøjede administratortyper i dopingkomitéer. Og disse administratortyper har også overtaget landevejen. De kommer susende i store felter i ens tøj igennem byen. Alvoren og selvhøjtideligheden stråler blændende ud af dem, og Guds nåde trøste den, der tvinger dem til at lette på pedalen eller trække lidt ind til siden. Næh, dette er ikke bare anmassende, halvfede, midaldrende mænd på motionstur. Det er Djøf-æraens helte på korstog.
Et andet aristokrati i kontroltidsalderen er børnefamiliernes proaktive forældre. Deres notabilitet består i, at de leverer samfundets guld, små vidunderskabninger, der skal nurses og beskyttes omhyggeligt på vej til blandt andet at udfylde og udmærke sig i djøfstyrets kontrolværk: screeninger af enhver art lige fra vuggestuealderen, PISA-tests, læreplaner, en målrettet jagt efter 12-taller, måling af kondital, kostskemaer, osv. Og Guds nåde trøste den, der lægger hindringer i vejen. I dag hærdes børn ikke efter vilddyrets kodeks til at klare sig i samfundet; det er alle omgivelser, der bankes på plads til at kunne modtage børnene. Og der er ikke tale om anmassende, selvoptagede forældre, der realiserer sig selv ud igennem børnene. Næh, det er kontroltidsalderens dronningemyrer, der lægger sig svulstigt i tuens midte.
Tilbage er Jørgen Leth
Og så har vi den ophøjede, selvbestaltede præstestand, de nyspirituelle. De sprøjter gajolpakke-filosofi omkring sig, piller navleuld i mindfulness-sessions og doper sig med ingefær. Den nyspirituelle præstestand prædiker frihed og lykke i det ikke-kontrollerende sind. Men aldrig har man oplevet et mere forløjet, anspændt, begrænsende, fornægtende og undertrykkende folkefærd. Alt hvad der kan gøre ondt, og som ligger naturligt i den menneskelige drift, skal på en eller anden måde tøjles, skilles ud eller flyde væk. Og alt, hvad man ikke kan få, kan man hæve sig over i med neglene fastholdt moralsk ophøjethed. Hvis man finder sin hustru i seng med naboen, knalder man ham ikke én på lampen, som et hvert sundt menneske ville gøre. Nej, med stoisk ro lader man den onde følelse af jalousi flyde bort. Se, dét er sygelig kontrol.
Men findes fandenivoldskheden så ikke mere? Jo, men som et symptom på tingenes tilstand er den kammet over i arrangerede begivenheder af patologisk grænseløshed og anstrengt påtagethed. Tag bare den nyligt overståede årlige Roskilde Festival. Djøffere, nyudsprungne curling-studenter og neo-vikinger mødtes endnu en gang for at dokumentere deres ubalancerede kontakt med dyret i dem selv ved at løbe nøgenløb, slikke tequila af store patter og svinge pikken i takt til bongotrommer.
Kontrolmoralens samfund har masser af iscenesat pseudovildskab. Men når man kradser lidt i vikingetatoveringen, finder man oftest en kastreret konfirmand. Tilbage er næsten kun Jørgen Leth. Så længe han holder fingrene fra kokkens datter.
Anders Hougaard er lektor ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet
Tortour de France bliver selvfølgelig en svag afglans af fordums tider, når doping jagtes hårdere end selv den sejeste spurt i en etappe kan opvise.
Det siger sig selv - og det burde have været selvklart fra første løb (1903) - at ingen klarer de nærmest overmenneskelige strabadser uden stimulanser.
Så finalen er nær: Når alle ryttere er dopingfrie, må løbet foregå i det franske lavland med evt. start i Belgien eller Nederlandene. Danmark er heller ikke et dårligt udgangspunkt - bare det ikke blæser!
drengerøvsromantik fra team: De spidse albuer.
"Embedsmænd og kontorfolk har taget magten. Og med reformer og new public management er de blevet til rene notabiliteter. De styrer ikke verden med sværd, passion og ideologi.
"Anders Hougaard er lektor ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet"
Heh. :)
Prøv at slå lyden fra, når du ser tour, og tænd for noget jazz samtidig. Så hænger det hele lissom bedre sammen, også det at du befinder dig i et liv, hvor du sidder og ser på sådan noget.
Åh, ja. Klagesangen over alle de "kedelige" regelryttere, der ikke kan forstå det poetiske overmenneskes snyderi, selv ikke når det er indpakket i en ordentlig omgang Leth-floskularium.
So er der vist dømt sommer og agurketid igen :-)
Jeg oplever denne artikel som et skriv der har et mål, og som tilfældigvis tager afsæt i TdF. At en sportsbegivenhed så skal stå på mål for alverdens dårligdomme, det vil jeg helt undlade at kommentere på.
Blot det faktum at Anders Hougaard skriver: "Tour de France ruller igen efter søndagens hviledag" vidner om at han end ikke gider sætte sig ind i fakta.
Jeg tror nok de fleste ryttere i gårsdagens holdløb føler der var langt til en MANDAGENS hviledag.
Skriv konkret om det du har på hjerte og inddrag kun det der faktisk er med til at belyse din sag. Ikke nogle enkelte verdensborgere, der helt tilfældigt kørte på cykel.
Noget 'fortænkt' sludder meget af den artikel.
'Stimulanser' har været en integreret del af cyklesport så længe den har eksisteret. Jeg husker tydeligt hvordan nogle ryttere på laveste amatør plan, for over 50 år siden, talte om 'spanske fluer' der kunne fås i håndkøb på Mallorca. Der var overhovedet ingen der tænkte det fjerneste på, om der skulle være noget af undskylde. Hvad der ikke var, efter min mening.
Sådan var det bare, og der er da stadig nogle der går i fælden, fra tid til anden. (Det betyder selvfølgelig ikke, at samtlige ryttere idag er dopede. Enhver kan tænke sit.)
Der er da vist en lektor, som her i sommerferien har forlæst sig på Nietzches 'Moralens Oprindelse'. Ikke nogen ringe måde at stimulere tænkningen på, om end noget kunne tyde på, at lektoren lidt for beredvilligt følger gamle Friedrich ud over kanten.
Et modsvar til dette bitre og foragtfulde (Interessant nok er bitterhed og foragt i Nietzcshes perspektiv uadskillelig fra slavens moral - dens fundament!) anklageskrift rettet mod en degenereret tidsalder. kunne være et par linjer fra teaterstykket 'A man for all seasons' (Robert Bolt):
Roper: So now you'd give the Devil benefit of law!
More: Yes. What would you do? Cut a great road through the law to get after the Devil?
Roper: I'd cut down every law in England to do that!
More: Oh? And when the last law was down, and the Devil turned round on you — where would you hide, Roper, the laws all being flat? This country's planted thick with laws from coast to coast — man's laws, not God's — and if you cut them down — and you're just the man to do it — d'you really think you could stand upright in the winds that would blow then? Yes, I'd give the Devil benefit of law, for my own safety's sake.
Da cykelrytterne er over 18 år, så lad dem tage, hvad de vil.
Som det er nu, er det dem, med de bedste læger, flest penge, der vinder løbene, da de kan skjule deres doping!
Børn pakket i bomuldsvat, evalueringsskemaer på vejen mod 'den perfekte borger' og idealisering af regelrytterne er jo samme 'samfundspest' som vores frygt for en anden adfærd end "det normale". Ingen afstikkere når det kommer til at sidde stille og række hånden op, at kunne afkode alle tænkelige sociale situationer og 'agere rigtigt' og for Guds skyld, gør os nu ikke pinlige eller utålmodige med for høj- eller for megen snak... "Så kom over målstregen på Alpe D'Heuz og vind Touren 'one of the fantastic four', men gør det nu yndefuldt og endeligt ikke for farverigt..."
Giv mig lidt kant på kanten af Alpen, så smiler jeg!
Lige i øjet - desværre. Jeg ser mindre og mindre TdF - kun de vildeste bjergetaper kan efterhånden aflokke en vis interesse. Men også her ligger mange af rytterne og lurpasser. Tænker: "What the fuck - jeg får under alle omstændigheder min løn, så hvorfor skulle jeg slide mig selv op blot for at tilfredsstille en eller anden idiot af en sponsor".
Jeg er sådan set ikke forarget over, at rytterne tager dope. Det der ikke er til at holde ud, det er forstillelsen, hykleriet, og Riis' himmelvendte øjne, når han benægter at han som alle de andre tager dope.
Bedre bliver det så ikke når sønnike rykker ud med en fritstil i Politiken: "jeg er skam ikke ude på at frikende min far" - og det gør han så over de næste 10 spalter.
Så rytterne kan for min skyld tage, hvad de vil, bare vi får nogle flere vilde gladiatorer ind i løbet, i stedet for alle de der vandkæmmede revisorassistenter.
Jeg gider ikke spilde tid på at se en dyst mellem Fuentes og hvem der nu måtte være en konkurrende doping-læge.
Så er den ikke længere.
Wow! Jeg mener … wow!
Ifølge forfatteren lever vi i en 'undertrykt og desperat tilstand under angstens kastrerende moral'?
TdF er 'et forpjusket monument over pæne skoledrenges korstog og er blevet et symbol på verdens tilstand i det hele taget'?
Djøffere karakteriseret som 'anmassende, halvfede, midaldrende mænd på ikke alene motionstur men … korstog'?
Børnefamiliernes proaktive forældre karakteriseret som 'kontroltidsalderens dronningemyrer, der lægger sig svulstigt i tuens midte'?
Osv, osv, osv… Og så afslutningssvadaen! Så megen svulstig, hadefuld retorik fra en lektor i 'Sprog og Kommunikation'! Det er da bekymrende!
Lektoren lider af den udbredte akademikersyge, som jeg også har lært og kan henfalde til:
overfortolkning. Nogle gange er en cigar bare en cigar.
Og angående den noget søgte metaforiske inddragelse af cykelløb i ovenstående, er det jo blevet åh, så politisk korrekt at udtrykke foragt for cykelryttere i almindelighed og Tour de France i særdeleshed. Men, hvis ikke man vil følge løbet, så lad dog være! Det behøver man da ikke – eller gør man? – at udbasunere for 'alverden'.
Hvis man derimod som skribent vil kritisere og fordømme – in casu Tour de France anno 2015 – så kan man som læser vel godt forvente blot et minimum af indsigt i dét, der bliver kritiseret og fordømt, æh?
Tjah... Stofmisbrugere på dyre cykler, som ikke er deres egne....
Det var jo sådan det var, at gå ned ad Istedgade i gamle dage... Man kan jo godt blive lidt rørstrømsk, hvis man glemmer hvordan der egenligt så ud, og hvilke typer som reelt styrede gaden...
Og man møder stadig folk, der synes, at der mangler "pis og lort" i gaden.
Kronikøren kan jo se X-games... Der dør vist et par stykker hvert år.
"Tour de France ruller igen efter søndagens hviledag."
Hvis man ikke engang ved at hviledagen(1.) er i dag, skal man nok ikke gøre sig klog på cykellegender og hvad vi andre husker om dem.
Der vil altid være doping i cykelsporten (og andre sportsgrene), så hvorfor ikke ikke acceptere det?
Det vil endog have den fordel, at man kunne får de forskellige medicinalfirmaer ind som sponsorer eller endog holdejere, hvilket igen ville medføre, at de kunne holdes ansvarlig for de skader de eventuelt påfører rytterne.
Jeg tror, der er den eneste måde, man kan få en lige konkurrence mellem de forskellige ryttere og hold, og det vil gøre op med den hykleriske indstilling til doping, der findes her i landet.
Der vil altid være doping i cykelsporten (og andre sportsgrene), så hvorfor ikke ikke acceptere det?
Det vil endog have den fordel, at man kunne får de forskellige medicinalfirmaer ind som sponsorer eller endog holdejere, hvilket igen ville medføre, at de kunne holdes ansvarlig for de skader de eventuelt påfører rytterne.
Jeg tror, der er den eneste måde, man kan få en lige konkurrence mellem de forskellige ryttere og hold, og det vil gøre op med den hykleriske indstilling til doping, der findes her i landet.
Det er helt uklart, hvad dette drejer sig om. Måske den stærke ener - på stoffer eller ej - helt ligegyldigt. Helt i tidsånden om frisætningen fra socialt ansvar, samfundssind og indsigt i menneskets grundvilkår. Ingen snærende bånd? Frihed for enhver pris?
Hør nu - med så 'store' penge indblandet i professionel sport idag, og muligheden for noget TV berømmelse oveni, så kan man vel ikke forvente andet? I den forbindelse har jeg svært ved at se, hvor snyderi, som nogen taler om, kommer ind i billedet. Ingen ved vel bedre end udøverne hvad der foregår.
Man kan da godt vælge at undre sig, når visse hold, eller nationers ryttere, der historisk ikke har gjort sig specielt bemærkede, pludselig brager frem', og bliver vindere. For i visse tilfælde at 'visne' helt efter et par år.
Hvis nogen får moralske opstød over det, kan de blot lade være at se på det. Gå i Operaen eller Zoo istedet for. Der er mange andre muligheder.
@Mogens Holst
Hvordan vil du legalisere doping? Vil du f.eks. også gøre morfin tilladt? Hvad så med folk der ikke kører på cykel - kan de få morfin efter behag. Hvis alle kan få morfin - kan alle vel også få alle andre lægemidler uden recept? Så bliver det vanskeligt at opretholde markedsføringsrestriktionerne på lægemidler ...... apoteker med lysreklamer overalt?
Nej, for i Zoo slagter de fine giraffer uden grund og traumatiserer hele verden og danske børn med det. For at være sikre på at blive anset for "videnskabelige".
Jeg er hverken enig eller uenig i dette skriv. Men jeg sidder tilbage med et stort spørgsmål. Hvem er denne kronik skrevet for. Jeg føler mig som ganske almindelig borger i dette land. Og taler derfor dansk ( og nej jeg kunne aldrig finde på at stemme på DF af den grund) Men mage til elitært sprogbrug ser jeg gudskelov sjældent. Jeg synes det er synd at bruge et så højtravende sprog. For det hægter rigtig mange "alm" læsere af. Og hvis en kronik som denne blev skrevet på et mere jordnært sprog, ville den også blive accepteret længere ned e af samfundsstigen. Og der ville ikke være så stor tilbøjelighed til, at "arbejder-danskeren" ville involvere sig i debatten. Ikke kun om TdF, men om mange andre (og måske vigtigere) emner.
Nå nu fik jeg hældt lidt "galde" ud. Og hvad angår TdF (hvis denne kronik overhovedet handlede om denne begivenhed) vil jeg bare sig, at kan du lide det, så bliv endelig hængende foran skærmen og nyd det. Hvis du derimod ikke gider se en flok voksne mænd kravle op ad stejle bjergveje, på cykel, så lad være med at tænde for dit tv. Så er du fri for at skulle slukke igen.
Hvis man ingengang skal have lov til at bruge nørdet sprogbrug i Information, hvor i alverden skulle man så have lov at bruge det i det offentlige rum?
Kronikken efterlyser en svunden tid, hvor mænd ikke sagde undskyld. Hinault er sgu ingen helt. Han var dopet og er i dag en del af Touren, hvilket er fint, men viser dobbetlmoralen. Måske fordi han er fransk. Pantani sagde undskyld. Og endte vel ikke ligefrem som en helt i misbrug. Mærkelig kronik. Anvender touren for at sviner djøfferen til. Det er fint, men meget Tour-viden er der ikke tale om.
Problemet med for meget DJØF-tanteri er ikke engang særlig slemt i Touren - se bare på Formel 1 hvor der går år og dag mellem at en kører bliver dræbt. Eller i den almindelige biltrafik hvor der i dag i Danmark omkommer 1000 mennesker færre om året - end da benzinfeberen toppede i 60'erne. Der er langt færre der går til - men for de der overlever er det langt sværere at holde til det sker - fordi de er vænnet fra.
Vi må ha nogle flere mænd,
som tager deres doping,
svinger deres sværd,
er vilde og idealistiske
på cykel.
Eller.. ja, altså, sådan rigtig ukontrollerede og ikke så megen snak, vel.
(undskyld, af en eller anden årsag finder jeg dette debatoplæg meget morsomt.
Måske fordi jeg er i tvivl om, hvad det er for en debat, der bliver lagt op til)
Dagens mest overflødige artikel!
Med hensyn til doping af voksne: Det er sgu da vel noget, de selv kan bestemme. Det er ike sundt at cykle så hårdt, enten du er dopet eller ej.
Jeg er også modstander af tvungen hviletid i tortouren. I åben konkurrence, hvor du selv sætter grænserne og pauserne, er det muligvis slet ikke en fordel at være dopet. Du er jo nødt til at balancere gamblingen imod risikoen for at dø før målstregen.
Med hensyn til doping af børn: Det er vel op til forældrene. Det er fuldct ud lovligt at sende sine børn til boksning eller amerikansk fodbold. Ikke rendyrket gladiatorkamp, men bestemt meget mere farligt end lidt doping.
Selvfølgelig kan disse cyklister, der tjener deres skejser mere med en hudløs røv end med hovedet, og selvfølgelig kan de ikke klare, at få røven slidt i laser uden at bedøve den. Ligesom vi andre ikke kan klare en hel arbejdsdag uden en kop kaffe eller 3. Ingen der har cyklet en tur på over 100 km. Kan sie sig fri for både bananer og chokolader. Doping har været brugt til hårdt arbejde lige siden Adam og Eva. Så hold nu kæft med al denuærlige moralprædiken.
Katho
Hele dopingdebatten er fordrejet: Vi giver doping til vores børn, hvis de ikke "performer" i skolen (ritalin er det samme som amphetamin!), men forarges hvis sportsfolk bruger det til at forbedre deres præstationer! -Og her på Information var der ikke den store modstand mod "hjernedopning", hvis det var for "et godt formål", dvs. at forbedre eksamenspræstationer!
Det er da meget muligt de tendenser der her beskrives er aktuelle. På sin vis vil de kunne ses, som en del af den nypuritanske ånd, som min generation er slaver af. Eksemplet med TdF er dog elendigt på alle leder og kanter.
Jeg synes også det har været bedre.
I 1903 snød de så vandet drev, under den første Tour.
Fauré havde efter et udbrud fået sine tilhængere til at forhindre resten af rytterne i at komme frem, med grene.
Payan fik pace fra en motorcykel og blev diskvalificeret.
Adskillig snød ved enten af tage toget eller køre i bil.
Der blev snydt så meget, at der efter hvert løn blev uddelt bøder eller diskvalificeret ryttere. Kun 21 ud af 60 gennemførte.
Der er ingen tvivl om, at de hårdt pumpede Dopingers krop lider stor skade af det. Hvor mange invalider har vi i Danmark på grund af doping og deraf følgende idrætsskader. 25 gange så mange som ved hårdt fysisk arbejde, og det bl.a lider vores Behandligsvæsen af både økonomisk og medarbejdemæssigt. Men desværre er den hårde form for doping kommet for at blive ligesom sportskapitalismen. Desværre.
Katho
TdF (og meget andet moderne sport) minder usigeligt meget om Romerrigets "brød og skuespil" i Coloseum.
Masser af bling-bling at hæfte sig ved, en god portion drama og wow-effekt, alle har hver sin favorit at heppe på, pøblen sidder klistret til skærmen i ureflekteret tryllebundethed, og buh'er højlydt hvis underholdningen trues med at blive taget fra dem.
Imens foregår der et beskidt spil i kulissen, hvor enkeltpersoners skæbner nemt bliver smadret på grusom vis (helt ærlig, har man andre karrieremuligheder, hvis man bliver afskåret fra pedaltramperiet?), og the fat cats skummer fløden, mens der ikke stilles spørgsmålstegn ved hverken penge eller magtens forvaltning.
Yes, yes ... vi har sandelig udviklet os en hel del i løbet af de sidste par årtusinder ;)
Men hov ... hvad blev der af baron de Coubertin's olympiske ideal om ædel kappestrid og en gentlemans fairness og sportsmanship? "Har de overhovedet noget tøj på længere?" spurgte den lille dreng fra Kejseren Nye Klæder :)
Det er ganske uklart, hvad forfatteren ønsker at viderebringe med sin kommentar og hvor den røde tråd mellem TdF, DJØF'ere, curlingforældre og religiøse folk går. Noget med at være en rigtig mand, det stygge kontrolsamfund og så præster?
Som med de fleste indlæg på Ekstra Bladets Nationen, der dog er kendeteget ved et letforståeligt sprog og nogle klare pointer, havde det ikke været overraskende, om forfatteren havde afsluttet med et ønske om, at Karthago i øvrigt burde ødelægges.
Dog en glimrende lektion fra lektoren om, at formfuldent sprog og popanalogier i sin essens er ren staffage, der ikke redder usammenhængende eller uklare pointer.
Men afslutningen er vel i virkeligheden en – halvperfid – besværgelse à la, 'i øvrigt mener jeg …' ? Her blot i stedet en besværgelse om at Jørgen Leth bør 'ødelægges'? Eller i hvert fald (stadigvæk!) ikke må slippe for let? Eller i hvert fald (stadigvæk!) ikke skal komme og tro, at han er noget? Eller …?
I øvrigt mener jeg … at 'professionelle' skribenter der udtrykker sig offentligt, burde udvise langt større ærefrygt, respekt, omtanke og varsomhed i omgang med … metaforen!