Klumme

Donald Trump – enfant terrible og mediernes darling

Byggematadoren med det uregerlige hår, de unge hustruer og de uhyrlige udsagn fører i meningsmålingerne internt blandt republikanerne op til 2016. Det er der gode grunde til – f.eks. at medierne ikke kan få nok af ham
donald trump præsidentvalg usa

Stephen Morton

27. juli 2015

Min veninde Sandra har det ikke nemt. Hun er republikaner, men i 2008 kunne hun ikke få sig selv til at stemme på sit parti på grund af – som hun sagde, »den frygtelige Sarah Palin«, der som bekendt var den republikanske vicepræsidentkandidat. I 2012 var det Mitt Romney, der var bekendt mormon, og det var hun heller ikke vild med. Og så var der alle Romneys fortalelser og fodfejl. Oh My God, sukker hun.

Men nu skulle det så være anderledes, håbede hun. I 2016 kunne hun vende hjem til præsidentvalget. Men netop derfor var hun også oprørt, da jeg fra min ferie i Europa, forleden skypede med hende. »Jeg fatter det ikke, den største nar i New York fører. Jeg holder det ikke ud,« rasede hun.

»Trøst dig med,« sagde jeg, »at det jo er the silly season« – det engelske udtryk for agurketid. Silly er et dejligt ord, en karakteristik, der på en og samme tid dækker over noget dumt, tosset og barnagtigt. Og – hvilket er relevant her – også noget utroværdigt.

Og agurketid er en del af forklaringen på Donald Trumps bratte opadstigen på det republikanske firmament. Den skandaløse byggematador og mangemillionær fører stort i meningsmålingerne over, hvem der skal repræsentere republikanerne ved præsidentvalget til næste år. Visse målinger giver ham over 11 procents forspring.

For Trump er netop både stædig, barnagtig, uhyrlig og urimelig. Perfekt til agurketiden, men The Donald, som han også kaldes i medierne, er andet end en politisk enfant terrible. Trump får mere mediedækning end nogen anden politiker; og det har han gjort lige siden 1980’erne, da han som ung lovende byggemagnat katapulterede ind i offentlighedens søgelys. Han har en næsten magisk star quality; med sine mange milliarder, sine mere eller mindre succesrige kampagner, de skiftende yngre hustruer, den snerrende bevidst nedtonede low-key New York-dialekt, hans ofte omtalte blonde, høje hår og hans populære, nu nedlagte, tv-realityshow, The Apprentice (Lærlingen).

Og tag ikke fejl: Trump har altid opført sig præcis, som han gør nu, stædig, højtråbende, uendeligt selvcentreret og uendelig sikker på, at han altid – som i hver evig eneste gang – har ret.

Trump er med andre ord utålelig, men han er samtidig – og det er vigtigt, hvis man vil forstå hans succes – så langt væk fra ’designer politik’, som man kan komme. Han opfinder ikke nye holdninger. Han brøler dem ud fra den højeste bjergtinde, som han altid har gjort. Han er, på sin egen urimelige måde, den ægte vare.

Og når de ledende figurer i det republikanske parti lige nu er ved at gå til af raseri over ham – alle hans partifæller var ude i den forgangne uge og opfordre ham til at trække sig efter, at Trump frejdigt havde bedyret, at John McCain, tidligere fængslet, torteret og tilfangetaget krigsfange i fem år under Vietnamkrigen, ikke var en krigshelt – så rokker det ikke en tøddel ved det faktum, at meget af det, han igennem tiderne har udspyet af galde, ligger dybt i den republikanske folkesjæl.

Der er bare ikke mange, som siger det højt. F.eks. er John McCain, krigshelten par excellence, ikke elsket i den republikanske base, han er alt for moderat. Og selv om ingen respekteret republikansk politiker kunne drømme om at sige – som Trump – at mexicanere over en bred kam er »voldtægtsforbrydere, narkohandlere og mordere«, så er der rigeligt med vælgere, der intet har imod hårde udmeldinger, når det gælder indvandrere, der ønsker at skabe sig et nyt liv i USA.

Det varer ikke ved, naturligvis. Trump bliver ikke den republikanske kandidat i 2016, den sag er sikker. Men så længe det varer, har Demokraterne en fest. Al kritik af Hillary er forstummet i de amerikanske medier i øjeblikket. Det tager man gerne med i hovedkvarteret i Brooklyn. Og veninde Sandra – hun kan bare vente på bedre tider.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Egholk

Nu er det jo vælgerne, også i USA, der vælger deres Præsident! Vælgerne valgte også en tidligere skuespiller Ronald Reagan. Vældig populær blev han. Dette på trods af "reaganomics" eller oversat "markedet klarer selv alt" (samfundsøkonomi). Aldrig er så mange blevet fattige og hjemløse i USA. Og aldrig er så mange rige blevet endnu rigere. Suk. Hvad D. Trump har i ærmet kan man kun ryste i bukserne over. Men en store politiske evner skal vi nok ikke forvente. Jeg håber at de amerikanske vælgere til højre i spektret vælger mere fornuftigt.

Bernhard Drag

Det bliver næppe hverken D.Trump, Sara Pailin eller andre oddies der nomineres ved republikanernes konvent. Lige nu samles der penge ind til primær valgene på begge sider, hvilket er helt afgørende. Gode gamle Ralf Nader stiller formodentlig op igen igen igen. Herlig fyr.

Liberalismens højdepunkt: "en rig landsbytosse i Amerikansk politik alene på grund af sin rigdom"!