Læsetid: 20 min.

Enhver tale, der ikke fører til samtale, er mislykket

I dette sjette Mands Minde-foredrag fortæller journalist og forfatter Ejvind Larsen om Informations forsøg med ligeløn og medarbejdereje. Og erklærer sin store kærlighed til B.S Ingemann
31. juli 2015

Der var engang, da jeg var proletar. Under en grov hoben kapitalister. Vi var kun tre i proletariatet. Som også blev kaldt chefredaktion og direktion, i den første var vi to, i den anden en. Kapitalisterne var ca. 100. Direktøren regnede ud, at vi tre proletarer, der havde den længste arbejdstid af alle, også havde den laveste timeløn af alle – på Information. For det er naturligvis om Nordeuropas bedste avis, jeg taler. For resten sikkert også Sydeuropas bedste. Ja, verdens bedste, i hvert fald den lidt større private virksomhed, som ifølge undersøgelser udgået fra Handelshøjskolen i København, i dag Copenhagen Business School, under ledelse af  arbejdsplads-demokratiekspert Ann Westenholz, er gået længst nogensinde i hele verden i demokrati. På vel at mærke almindelige, benhårde kapitalistiske markedsvilkår. Så ledelsen skulle altså have de dårligste lønninger. Hvad ellers? Den havde jo til gengæld ofte det mest spændende, selvstændige arbejde. Og godt arbejde bærer jo som bekendt lønnen i sig selv. Ikke sandt? Det holdt i 20 år. Det er nok det, jeg – hvis vi ser bort fra børn og børnebørn, hvad vi ikke skal – er mest stolt af at have været med i og til tider mest fortvivlet over ikke holdt.

Det gik således til:

Vi var gået fallit, og så var vi blevet købt af en kapitalist, der ejede og udgav Bo Bedre, og som hed Palle Fogtdal, og det var også i 68. Så viste det sig, et par år efter, i april 1970, at han slet ikke var interesseret i at udgive os, men et ugeblad, NB, som et dansk Newsweek, men det ville vi bare ikke, og på den anden side ville han heller ikke gå over i Danmarkshistorien som morderen af Børge Outzes modstandsblad. »Så kan I fandme også få jer selv,« sagde han. Som sagt så gjort: Han forærede os i realiteten 700.000 kr. (mange, mange penge dengang, selv for en Lars Løkke Rasmussen), altså sin aktiemajoritet på 800.000 kr. til kun kurs 10, det vil sige for 80.000 kr. På én ufravigelig betingelse, at hele A/S Dagbladet Information samlede medarbejderstab, altså ikke blot de hellige og ukrænkelige journalister, overtog ejerskabet. Samtlige medarbejdere fra chefredaktører og direktør til rengøringsdame og kontorbud skulle være ligeværdige medejere af bladet, som det hed.

Den forstod jeg godt, bildte jeg mig ind: I leder efter leder kværnede vi, ikke mindst jeg selv, løs med, at på universiteterne skulle også det teknisk-administrative personale, TAP’erne kaldet, uden hvilke professorerne og studenteroprørerne alligevel ikke kunne fungere i praksis, have samme forholdsvise indflydelse som herrerne og damerne i åndernes rige. Nu kunne vi selv få det, som rektor Mogens Fogh på Københavns Universitet havde det.    

Hvad Fogtdal egentlig havde forestillet sig, véd jeg ikke. I hvert fald erklærede han langt senere i et tilbageblik: »Hvad jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig var, at Information-demokratiet skulle finde sin helt egen specielle afart, så at ejerne, det vil sige medarbejderne, blev fredhellige, mens chefredaktører, direktører og andre såkaldte chefer blev jaget vildt året rundt, hvad der betød et enormt gennemtræk i lederstaben. Man kom næsten til at tænke på rædselsregimet lige efter den franske revolution. Men også det overlevede Information, så jeg må som ældre, bedaget medmenneske konstatere, at avisen Information simpelthen ikke er til at slå ihjel.«

Det sidste har vores frelser i to omgange, først ved at købe os, næst ved at sælge os – til os selv, fuldstændig ret i. Men til opfattelsen af os ledelses-proletarer, som Ludvig den 16. og Marie Antoinette på vej til guillotinen, er til en begyndelse kun at sige, at vi selv havde været varme fortalere for udbetalt lige månedsløn til alle, TAPere som journalister som chefredaktører og direktører, uanset arbejdstidernes længde, og uanset hvor høj journalisters, chefredaktørers og direktørers såkaldte gennemsnitlige, kapitalistiske markedsværdi ville komme til at ligge over, hvad vi selv under ligelønsvilkårene ville komme til at oppebære på vores elskede Information. For det blad skulle ikke bøje sig for kapitalismen, vel? Eller for markedet, vel?

Den franske revolution

Så jeg inviterede Knud Vilby og Torben Krogh og Nils Ufer og vores  direktør Poul Petersen hjem på Randbølvej i Vanløse, hvor det også var lykkedes at lokke landsretssagfører Elvin Petersen med. Han havde i sin tid været Arne Sørensen behjælpelig med Morgenbladet, men han tog en af sine unge juridiske genier med, for selv var han nok blevet for gammel til en ny gang utopi. Men han nød vores utoperen. Ufer trak på de anarkistiske og syndikalistiske og anarkosyndikalistiske minder fra majrevolte i Paris to år forinden. Jeg selv på den grundtvigske andelsbevægelse med evangeliet: Her stemmes ikke efter antallet af høveder med efter antallet af hoveder (én mand, én stemme, uanset arbejdstid, placering i hierarkierne, få eller mange køer i stalden ). Og så gennemgik vi Marx’s gennemgang af Pariserkommunen fra 1871. Bogstaveligt ord for ord: »Paris' proletarer har forstået, midt i nederlaget og den herskende klasses forræderi, at det er blevet tid til, at de må redde situationen, ved at de tager ledelsen af de offentlige anliggender i deres egne hænder. Proletarerne har forstået, at det er deres højeste pligt og deres absolutte ret, at gøre sig til herre over deres egen historie, og at gribe regeringsmagten«. »Det næste mål er Verdensrepublikken«. (Det er det for så vidt stadig for Information).

Alle udlændinge, der var valgt til Kommunen, fik bekræftet deres embeder, fordi kommunen var internationalistisk. Sejrssøjlen, som symbol på militarismen, chauvinisme, folkehetz og Napoleons sejre, blev revet ned. (Som Information rev sig selv ud af NATO-tilbedelsen). Den stående hær blev nedlagt. Altså i Paris! Hvor embedsapparatet i gammeldags forstand blev afskaffet. Fordi stillinger i forvaltningen, retsvæsen og uddannelsesvæsenet blev besat gennem direkte valg. Som de valgte var direkte ansvarlige over for deres vælgere og til enhver tid kunne afsættes. (På Information besluttede vi dog, at hvis de valgte, lederne f.eks., med dags varsel kunne afsættes, skulle det dog ske af to omgange, så folket, det vil sige kapitalejerne i deres ophidselse lige fik lejlighed til at se dyner og overveje, hvem der skulle erstatte de fyrede).

Lønnen for offentlige tjenester måtte ikke overstige 6.000 franc, og nu er vi tilbage i Pariserkommunen igen, og modsvarede nogenlunde en arbejderløn, og nu er vi atter fremme ved Information. Internationales – Rejs jer, fordømte her på jorden – digter, kommunarden Eugéne Pottier, lovede, at efter tyvene og røverne forsvandt, ville solen altid skinne. Skønt mange mænd stadig hellere ville have kvinderne hjem til komfuret, og der til at begynde med i Kommunens råd med 90 pladser ikke sad en eneste kvinde, blev Pariser-kvindernes massive deltagelse i revolutionen et historisk revolutionært skridt: De fuldbyrdede for første gang en politisk handling, de deltog for første gang i det politiske liv, de indtil da altid var blevet udelukket fra. Information gentog det hele 100 år efter og blev rødstrømpernes organ. Eller i hvert fald dér, hvor de stærkest fik udtrykt, hvor undertrykte de var.

Og Informations oplag steg og steg. Sammen med annoncemængden. Solen skinnede virkelig.

Det ingemannske

Her foretages et – tilsyneladende – afbræk. Det kunne kaldes det ingemannske og P. Munch.

»Se her en mand, så lig en kvinde, som uden skam han være kan! Se her den største digterinde, der blomstret har i noget land!

Sådan beskrev hans ven, Grundtvig, ham. Altså ikke Danmarks udenrigsminister i mellemkrigstiden, men Ingemann.

Uden blusel, for er det noget at skamme sig over, at man er kvindelig? Ikke for Grundtvig i hvert fald, der savnede det så stærkt i sin protestantiske kultur og bevidst kæmpede det fri af det katolske afguderi af Jomfru Maria, fordi han havde lidt under kvindelighedens indespærring i sit eget væsen.

I Ingemann skulle det ikke kæmpes fri, for det var hans væsen: »Som elvedronning hun tilhyller med stråhat diademets glans; som hyrdepige hun omtryller til krone sin kærmindekrans.«

Dan Turell fortæller om sit i sandhed ekstatiske møde med den største digterinde, der blomstret har i noget land:

»Jeg var ca. ti år gammel og elev på Bakkegårdsskolen i Vangede. Hver morgen blev der  – som skik var i Folkeskolen dengang – sunget fællessang i aulaen. En morgen havde inspektøren valgt Lysets Engel gaaer med Glands. Da jeg hørte det første vers:

Lysets Engel gaaer med Glands
Gjennem Himmelporte,
For Guds Engels Straalekrands
Flygter alle Nattens Skygger sorte …

Her besvimede jeg, for første gang i mit liv. Jeg faldt sammen og blev båret ind i et klasseværelse, hvor jeg vågnede nogle minutter senere, stadig mumlende – sagde de – om Lysets Engel.«

Min mor, fortsætter jeg så, sang for os, da min søster og jeg var små: Nu titte til hinanden  – Gud ske tak og lov! Vi så dejlig sov – I østen stiger solen op – Nu vågne alle Guds fugle små. Og om aftenen, når vi var kommet i seng: Fred hviler over land og by,/ ej verden larmer mer og Der står et slot i vesterled, tækket med gyldne skjolde.

Grundtvigs Morgenstund har guld i mund var måske nok stærkere, men det kan til tider blive for meget, at vi absolut skal skinne som himmellys, skønt af de små! Hos Ingemann skal vi bare vågne som fuglen frisk, som havets fisk, vi har kærlighedsasylet fundet.

Når det virkelig gjaldt, og vi var mørkeræd, var der dog kun én, der duede: Sov sødt, barnlille, fordi Grundtvig lover, der står engle på vagt, også når lyset i soveværelset bliver slukket. 

De erfaringer deler jeg med mange danskere, tror jeg, at ham Grundtvig måske nok vidste, hvad folkelighed er, men Ingemann er folkelig. Det vidste Grundtvig også, og det var en af grundene til, at han opdagede, at danskerne er et kvindeligt folk, og det er deres dybeste hemmelighed og særkende.

Jeg læste B.S. Ingemanns romaner om Erik Menved og drost Peder og Inger og alle de andre frihedskæmpere fra middelalderen, fra jeg selv var ni, til jeg blev tretten. Da havde jeg læst Erik Menveds barndom tretten gange, og da den dels var faldet fra hinanden i ryggens limning, dels nu kunne huskes næsten udenad, dels pludselig ikke sagde så meget som Martin A. Hansen, stilnede min beruselse omsider noget af.

Men læseglæden, opslugelsen af en roman, er for mig altid forbundet med Ingemanns altopofrende helte og althengivende heltinder, og når en roman igen betager mig, så jeg måtte læse hele natten og slæbe bogen med på arbejde og smuglæse den under folketingsdebatten, var det det ingemannske, der på ny giver genlyd og navnlig genklang. Det var bare ikke noget, jeg pralede med. 

Tre mænd

Tre mænd har gjort, at jeg i dag ikke skammer mig over, at B.S. Ingemann er og bliver romanforfatteren i mit liv, så det vidunderlige ved Dostojevskijs Brødrene Karamassov er, at den i dag kan give mig det samme, hvad Erik Menveds barndom dengang gav.

De tre "ingemannister" er Jørgen Bukdahl, heretikeren Bjørn Poulsen og Det Radikale Venstres egentlige grundlægger P. Munch.

På Askov Højskole i vinteren 1957-58 genfortalte Bukdahl ganske kort Jakob Knudsens. To slægter om den faderlige realisme og historiskhed og den moderlige fantasi og poesi. Begge skulle have, hvad der tilkom dem, men alligevel blev det uforglemmelige øjeblikket, da Bukdahl med 220 volt på ånd og stemme og armbevægelser citerede, hvordan børnene pludselig sprang op af den fodtrådte sti og den tørre bund, der var knopret og ru af bog-skaller, og råbte det ingemannske: »Tumle Dig, Skimmel! Styrt Dig ind i den glødende Himmel!

Og det sidste foredrag af Bukdahl den uendeligt langtrukne vinter, da han under iførelse af sin tykke overfrakke med halstørklædet smældende om hals og hoved forsikrede: »Giv tid! og hvad du drømte skønt, Du skal i sandhed skue. Giv tid! og åndens vinterblund. Skal fly for herlig sommer.«

Få år efter betroede min ungdoms største litterære autoritet, Bjørn Poulsen, mig en sen nat i Vivedehus midt i Vemmetofteskovene i Sydsjælland mig, at det højeste er dog det ingemannske. Det er ganske vist ikke noget uden først Kierkegaard og Grundtvig, men det var jo egentlig det, de to giganter ville: Det ingemannske

Bekræftelsen fik jeg vinteren 1987-88 under forberedelserne af en tale til Det radikale Venstre på deres årlige Nyborg Strand-stævne i januar og da – på Villy Sørensens opfordring – genlæste P. Munchs kæmpe erindringsværk for at opdage, at det allerførste navn i dem, på deres allerførste side er ­– Ingemann:

»Mest optog de historiske romaner mig,« fortæller Munch. »Stærkest af alle Ingemanns. Den Stemning, der bar disse, fæstnede sig dybt hos mig. I et Foredrag, jeg som 26-årig Kandidat holdt om "Skeptisk Ungdom", talte jeg om de Idealer, vi som Børn lærte hos Ingemann, "disse Idealer, (Ridderløftet) der trods alt er groet saa fast i os allesammen, at selv de mest forhærdede Skeptikere blandt os aldrig bliver dem rigtig kvit." Jeg kan i Grunden sige det samme endnu,« tilføjer han.

P. Munch Jeg kan i grunden sige det samme endnu. Her i aften i Vartov. For da jeg som ganske ung skolemedarbejder lærte daværende enestående utrættelige konsulent for Folkeskolen og seminarierne, K. Helveg Petersen, rigtig godt at kende, stak han mig en meget meget tidlig morgen et dårligt A5-tryk udgivet af Det Radikale Venstre i 1936 indeholdende bl.a. en tale af daværende udenrigsminister P. Munch fra 1934 med dette udsagn:

»Demokratiet er gennemført politisk, åndeligt og materielt. Men i det økonomiske liv består endnu en aristokratisk organisation; på dette område har besidderne af produktionsmidlerne nogenlunde bevaret deres mægtige stilling; lønarbejderne er vedblivende uden indflydelse på ledelsen af de bedrifter, af hvilke deres eksistens er afhængig. Der er her en mangel på harmoni, som ikke kan opretholdes. Det økonomiske demokrati (kursiveret af P. Munch) er blevet en nødvendighed. (...) Dette ville kunne lade sig gøre ved at gå over til et system, hvorefter arbejder- og funktionærforeningerne lidt efter lidt kunne erhverve en del af aktierne i industriselskaberne, ved siden af de aktier, kapitalen bevarede.« Ved anden lejlighed sammenfattede Munch sit syn af fremtidens samfund under betegnelsen: En art andelsforeninger. Andelsorganisationer, omfattende både i dag såkaldte private og såkaldte offentlige virksomheder, nationale som internationale .

Som den fremragende politiker P. Munch var, det vil sige en realistisk idealist, (Vær realist, kræv det umulige, lød det under 68-oprøret) tog han sit udgangspunkt i de folkelige fællesskaber, som nu engang var skabt. I modsætning til mange af sine efterfølgere i partiet udviklede han ikke et nærmest sygeligt had til arbejder- og funktionærforeningerne. Men i modsætning til de fleste socialister og socialdemokrater troede han heller ikke på den klassiske modstilling af arbejds-giver og løn-modtager uigennemsigtigt formidlet af en intervenerende stat og en stadig voksende offentlig sektor.

I sine erindringer gennemgår han med bevidst kun dårlig skjult stolthed, hvordan den danske husmand i begyndelsen af det 20. århundrede (også kaldet 1900-tallet) træder frem på den historiske scene med ønsket, ja, kravet: Vi vil være myndige. Selv mener han, at den myndighed, hvormed ellers forkuede, undersåtlige indsidere og småkårsfolk opbyder myndighed til at ville være myndige og ikke tørre ansvaret af på hverken marked eller stat, kapitalejere eller politikere, men selv tage skylden, i det her tilfælde kom af den grundtvigsk påvirkede andelsbevægelse. Som med sin hoveder-ikke-høveder-indstilling forhindrede, at husmanden kunne sidde i andelsmejeriet og fise den af med henvisning til, at han med sine fire køer, hvoraf den ene oven i købet kun var trepattet, jo alligevel ikke havde noget at skulle have sagt. I forhold til gårdejeren med sine 40 køer. Jo, det skulle husmanden. Og til sidst havde han også noget at sige. Han ville hverken være afhængig af markedet eller af staten, han ville være myndig. Fra almue til folk, som det hedder hos Grundtvig.

Tale til samtale

Jeg kom til at tænke på det, da gode folk i administrationen forklarede mig, at de var mere end betænkelige ved ligeløn, for det var jo ikke, fordi de sendte høflige opkrævninger ud, at læserne – forhåbentlig ­– gentegnede abonnementerne, men ­– forhåbentlig – fordi jeg skrev i avisen og hvad så, hvis jeg gik til Politiken, fordi de betalte mig min kapitalistiske markedsværdi? Så er det fordi, jeg ikke fortjener bedre skæbne, svarede jeg, og så finder I en, der er bedre end jeg. Fordi vedkommende da forstår, hvorfor vi på Information må og skal have ligeløn. Selve P. Munchs historie om myndiggørelsen måtte jeg direkte diske op med, da en af deres kolleger kom ind på mit kontor og begyndte at græde, fordi vi havde besluttet, at hun skulle være formand for bestyrelsen, og det duede hun slet ikke til, for hun var kun en almindelig HK’er.

Som så skal forlange den rådgivning, du mener, du som formand har brug for, svarede jeg. Men vi skal ikke have en eller anden forstå-sig-på’er journalist, der bare bliver bekræftet i sin tro på, at han har forstået det hele, som han netop derfor ikke har. For sandheden fremgår af samtalen. Den er altid en replik i en bestemt situation. Enhver tale, der ikke fører til samtale, er mislykket eller det, der er værre, som jeg via Kaj Thaning havde lært af Grundtvig og skrevet en hel bog, Grundtvig – og noget om Marx og siden Det levende ord om og – sammen med Ebbe Kløvedal Reich – et helt teaterstykke, Til kamp mod dødbideriet og siden Hjertets søde morgendrøm om. Sandheden er i hvert fald ifølge naturvidenskaben ikke uden videre altid mere vækst, for naturen i sin materialitet har grænser, og derfor kunne og kan vi ikke satse på kapitalismens fremmedaktionærer, hvis eneste mål med investeringerne er det højest mulige afkast. Vi må kunne tale om tingene, veje for og imod efter de bedst mulige skøn, så alene af økologiske, naturlige grunde, måtte og må en art andelsorganisering til. Vi kunne også kalde det en art samtale-samfund, for i samtalen støder vi uvægerligt på grænsen: Den anden. De andre. Skal også være der. I egen ret. Simpelthen fordi de er. Enerådende kan man aldrig være i en andelsorganisering, et samtale-samfund. En meget god træning, når vi nu skal til at indrette på, at også naturen i sin materialitet sætter grænser. For vores magt, vores forbrug, vores økonomiske vækst.

Enden I sine erindringer bekender Munch sig – bl.a. i kraft af sit barndomshjem og sin sagnomspundne rektor på Viborg Katedralskole Hans Henrik Lefolii – til Grundtvig.  Dog uden dennes kristne tro, for den havde ikke Brandes, men Kierkegaard taget fra Munch. Som i sin ungdom holder et foredrag for sine venstreorienterede meningsfæller, hvori han advarer mod at komme fra asken, kristendommen, i ilden, fremskridtstroen. At mildne smerten i Danmark må være vores mål, men troen på et fremskridt, der overvinder alle grænser for vores magt over og forbrug af naturen, fører til menneskelig hybris, og vi rammes af gudernes, naturens, nemesis. Naturligvis er det overraskende, for nogen sikkert chokerende, ja, forargeligt, at en skikkelse som den tilsyneladende altid så tilknappede, så skeptiske, så rationelle dr. Munch, der, når han ifølge Edvard Brandes var mest ophidset, tog et maltbolche, at denne Munch drives af det ingemannske og som en anden Dan Turell har med Informations verdenshistorisk vanvittige og vilde eksperiment udi det demokratiske at gøre.

Men jeg tror, at det der forener os, det ingemannske, ridderløftet om at kæmpe for de svage, svagheden for de svage, og det svage, som Villy Sørensen genialt udtrykte det, er erfaringen af det tredje, der overhovedet gør en samtale mulig. Når samtalen ellers respekterer grænsen, forskelligheden, fremmedheden, ensomheden, mellem os. Alligevel – eller måske netop derfor – er en sam-tale mulig. Der ikke er en kommando, men heller ikke en gensidig kopiering af hinanden, der ophæver grænsen, forskelligheden, modsætningen, mellem os.

Lysets Engel gaaer med Glands
Gjennem Himmelporte,
For Guds Engels Straalekrands
Flygter alle Nattens Skygger sorte
Og man må besvime.

Det gør vi også. Snart. Hvis jeg ikke snart holder op. Og det gjorde Informations demokratiske eksperiment da også for en meget stor dels vedkommende i 1989-90. Jeg har spurgt tre af mine nærmeste kollegaer fra dengang, hvorfor:

Jeg husker det sådan, lyder et af svarene, at vi i 88 og 89 måtte erkende, at det ikke ville være muligt fortsat at rejse penge nok til at drive avisen ved tilbagevendende læserindsamlinger, og at hvis vi skulle have mulighed for at tiltrække tilstrækkelig kapital, måtte vi organisere os i et traditionelt A/S. Det gjorde vi så, men bibeholdt visse garantier for medarbejderindflydelsen. Vi besluttede at lave en ny aktietegning, vi søgte at få 12 mio kr, hvilket lykkedes, blandt andet fordi nogle enkelte store aktionærer hver købte for 1mio kr..  Medarbejderforeningen og Informations Venner ejer også stadig en pæn beholdning, som øges ved overtagelse/køb af mindre portioner ved dødsfald og gaver, resten er mange mindre aktionærer blandt læsere og venner. Det muliggjorde ansættelse af en professionel ledelse, hvor det dog lykkedes den
første, på få år at formøble en stor del af kapitalen.

Det var simpelthen pga. pengemangel, svarer den anden, evindelige underskud og indsamlinger som måtte gentages med stadig højere frekvens. Det ideologisk og filosofisk interessante er vel ikke, mindst om det var sværere at rejse penge som medarbejderejet virksomhed end som traditionelt A/S. Her tror jeg, svaret må blive et ja. Beslutningsprocessen som fulgte af medarbejderejet egnede sig ikke til at skære ned og prioritere professionelt/objektivt. Fx var der, da jeg blev ansat i 1987, tre flinke fuldtidsansatte folk i budstuen. Men da jeg skulle bruge en rapport fra Slotsholmen, måtte jeg selv hente den. Budene syntes ikke det var deres job! (Og det var ikke et enkelt tilfælde, men den generelle arbejdsfordeling.). Jeg var og er en stærk tilhænger af ligelønsprincippet, og som jeg husker det, var der blandt journalisterne stor opbakning til ligelønsideen. Så der var stadig idealisme på jobbet, ejerforholdene var ændret til a/s, men med stemmeregler som sikrede medarbejderne en særlig indflydelse, ledelsen var "professionaliseret", hvilket så bedre ud i teorien end i praksis.

Det tredje svar lyder bl.a. på: at de tidligere læserindsamlinger allerede på det tidspunkt slet ikke syntes at være en mulighed længere. Hele ideen om kapitaludvidelsen, der var en del af en større relancering af bladet (inklusiv ny ledelse m.v.), kom - som jeg husker det - fra vores daværende bestyrelsesformand Steen Danø. Og muligheden for med de nye penge i ryggen at skabe en ny fremtid for bladet var - lad mig nu bare indrømme det - en meget stor fristelse. Problemet var selvfølgelig demokratiet og kontrollen med bladets udvikling og uafhængighed. Det prøvede vi at sikre ved (mod Danøs vilje) at lave en aktionæroverenskomst, der sikrede, at alle grundlæggende beslutningen kunne blokeres af medarbejderrepræsentanterne i den nye bestyrelse. Hvilket vi f.eks. fik brug for, da Danø m.fl. efter den fejlslagne relancering ville gøre Information til en ugeavis. Når jeg - ud over for pengenes skyld - var parat til at opgive det direkte medarbejderdemokrati, skyldtes det især, at jeg dengang ikke syntes, at det ikke blev taget særlig alvorligt af de to dominerende grupper: typograferne og journalisterne. Typograferne behøver vi ikke at snakke om (de var bundet af deres selvpålagte afhængighed af fagforeningen, hvad jeg kommer ind på næste gang), men, fortsætter min daværende kollega, journalisterne var - når det kom til stykket - heller ikke særlig interesserede, når det da ikke lige drejede sig om valg af chefredaktør og lønnedgang. Dette er en generalisering. Men når journalisterne kom til Information var det ikke pga. demokratiet, men fordi man der ret ubegrænset kunne dyrke sine journalistiske ambitioner - og skrive røven ud af bukserne om det, som man syntes var tidens vigtigste spørgsmål. Det kom der mange gode artikler ud af, men også mange dårlige og uredigerede. Sagt på en anden måde, så var journalisterne på Information - og det er igen en generalisering - først og fremmest individualister. Hvis man skal sige det pænt. Sagt mindre pænt var de en flok store ego'er, hvilket jo også gav sig udslag i et rigtigt dårligt arbejdsklima, hvor man bagtalte hinanden på den mest ubehagelige måde. Vi efterlevede ikke dit ofte fremhævede Karen Blixen-citat om, at vi ikke skal have det godt, men være gode. 

Revolutionens fortrop

En anden årsag var, at selv om jeg anså demokratiet som noget meget dyrebart, så var det svært at se Information som "revolutionens fortrop" i Danmark. Det kan da godt være, at Informations stædige eksempel ad åre kunne have fået andre på samme tanke og gjort økonomisk demokrati til en folkebevægelse, men der var ikke meget, der pegede i den retning. Jeg ved godt, at du så det på en helt anden måde, men du vil have svært ved at løfte bevisbyrden. Og jeg tror faktisk ikke, at der var mange på Information - ud over dig - som så Information som et mønstereksempel på, hvordan Danmark skulle indrettes i fremtiden. Hvilket selvsagt ikke var din fejl - og jo heller ikke nogen underkendelse af en vision om borgeren som et selvberoende og ansvarligt menneske.

Jeg svarede, at når jeg i morgen  aften, og det er altså nu, skal fortælle om. hvordan det hele startede i 1970, vil jeg bl.a. citere Ann Westenholz' Handelshøjskole-konstatering af, at det oprindeligt var de højtlønnede journalister, der gik i spidsen for lønudjævning og ligeløn, skønt det var dem, der derved tabte mest i forhold til deres kapitalistiske markedsværdi. Mens det tyve år senere var dem, der med en delvis uretfærdig generalisering kom til Information, ikke pga. demokratiet og modstandskampen for udbredelsen af det, men fordi man der ret ubegrænset kunne dyrke sine journalistiske ambitioner. Efter at hele kampen for økonomisk demokrati, ØD, i 70’erne og et stykke op i 80’erne blev opgivet, hvad jeg også fortæller om i næste Mands Minde-foredrag, var det ganske rigtigt svært at se Information som "revolutionens fortrop" i Danmark. Men ja, jeg så det på en lidt anden måde, fordi jeg i kraft af Det Lille Tankevækkende Selskab, DLTS, (hvad jeg også fortæller om næste gang) havde en forestilling om, at den kommende regering under ledelse af formentlig Poul Nyrup Rasmussen og Marianne Jelved (begge DLTS-medlemmer) ville demokratisere økonomien via arbejdsmarkedespensionskassereformen/-revolutionen(!), og der tog jeg igen og som bekendt læsterligt fejl... MEN, og det er afgørende, jeg så det dog ikke på en så  helt anden måde end mine kollegaer, at jeg stadig stæsede rundt på redaktionsgangene fra tidlig morgen til tidlig morgen, som i 1970, for at rejse og fastholde Information som "revolutionens fortrop". Jeg overlod i praksis en meget stor del af det virkelige, daglige, afgørende ansvar til mine kollegaer – og måtte ganske enkelt bøje mig uden protest for deres skøn.

De havde jo ret.

Men, som de, havde jeg det ingemannske tilbage. Det har jeg stadig.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Francisca Torrezão
  • Peter Nørgaard
Maria Francisca Torrezão og Peter Nørgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu