Kommentar

Euroen er valutaens svar på floppet New Coke

Eurozonen burde have lært af Coca-Colas fejltagelse: Hvis det ikke er i stykker, så lad være med at reparere det. Og når det er i stykker, så få det fikset i en vis fart
25. juli 2015

Den 23. april 1985 var en skelsættende dag i Coca-Cola-virksomhedens historie. I årevis havde virksomheden brygget på en ny drik, der skulle skyde konkurrenten Pepsi til hjørne en gang for alle. Alle sejl var sat ind på Projekt Kansas.

New Coke (som den blev kaldt) var et kæmpe flop. Virksomheden reagerede prompte. Ikke ved at sige, at forbrugerne tog fejl. Ej heller ved at sige, at New Coke ville blive en succes med tiden. Coca-Cola pløjede ikke bare derudad, alene fordi den havde investeret stort i Projekt Kansas. I stedet indså virksomheden, at der kun var én mulighed: at vende tilbage til den oprindelige opskrift.

Den gamle Coca-Cola var tilbage på hylderne 11. juli 1985, mindre end tre måneder efter lanceringen af New Coke.

Der er en morale i historien, som både forretningsfolk og politikere – i særdeleshed europæiske politikere – bør skrive sig bag øret: 16 år efter lanceringen bør det efterhånden være klart for alle, at euroen er en New Coke.

Europæiske politikere tog en opskrift, der fungerede, og vendte op og ned på den. De udskiftede de ingredienser, der havde gjort EU til en succes, og tænkte at det ville være en forbedring, præcis som Coca-Cola troede, at New Coke ville sætte konkurrenten skakmat. I Europas tilfælde var det udfordringen fra USA, der skulle tackles. EU tog lige så meget fejl som Coca-Cola. Den eneste forskel er, at virksomheden hurtigt fattede et vink med en vognstang, mens Europa stadig kører videre i samme rille.

Videre i samme rille

Det er ikke vanskeligt at indse, hvorfor EU før euroen var et populært projekt. EU blev set som et symbol på fred og fremgang efter en æra, hvor kontinentet havde været hærget af massearbejdsløshed, fattigdom, diktatur og krig. Vækstraterne var spektakulært høje i 1950’erne og 1960’erne, en periode, hvor Europa hurtigt kom op på siden af USA. Den primære årsag til Storbritanniens beslutning om at tilslutte sig, hvad der i 1973 var Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF), var følelsen af, at Tyskland, Frankrig og Italien havde fundet en hemmelig nøgle til økonomisk succes.

Andre lande havde det på samme måde. De troede på, at adgang til et større marked ville forbedre deres økonomiske udsigter. I den sidste fjerdedel af det 20. århundrede steg indkomsten pr. person i Grækenland, Portugal, Spanien og – mest bemærkelsesværdigt – Irland endnu hurtigere end i kernelande som Tyskland og Frankrig. Velstandsforskelle landene imellem blev ikke udjævnet, men de blev i den grad formindskede.

I det lys var det ingen overraskelse, at lande i Østeuropa ønskede at tilslutte sig EU efter kommunismens kollaps. Europa var forbundet med demokrati og fremgang – en vindercocktail.

Det har været en ganske anden historie siden euroens fødsel. Grækenlands krise har understreget de problemer, som en one size fits all-valuta kan skabe for periferilande. I opgangstider er den monetære politik for løs i koderne til disse landes behov, hvilket førte til bobler, inflation og tab i konkurrenceevne. I dårlige tider er der ingen støddæmpere andet end lønnedgang og nedskæringer. Det er ikke muligt at devaluere valutaen, og der er intet system, som kan overføre ressourcer fra rige til fattige dele af Unionen. Uden et sammenhængende socialsystem bliver resultatet stigende arbejdsløshed, fattigdom og politisk utilfredshed. Noget, som er gået mere ubemærket hen, er, at enhedsvalutaen ikke ligefrem har været vidunderlig for almindelige arbejdere i EU’s kernelande. Det gælder ikke blot Italien, der er blandt grundlæggerne, hvor levestandarden i dag ikke er højere end i slutningen af 1990’erne, men også for Tyskland.

Tysk utilfredshed

Tysk industri har ganske vist blomstret i det seneste halvandet årti. Konkurrenceevnen er forbedret, og dette har gjort højkvalitetsprodukter fra Tyskland mere konkurrencedygtige på det globale marked. Eksporten er boomet, og det samme er Tysklands handelsoverskud.

Som Dhaval Joshi fra BCA Research har bemærket, er alt dette muliggjort af, at tyske lønninger er blevet presset ned.

Joshi peger på, at de strukturelle reformer, der blev gennemført i Tyskland i starten af 00’erne, blev begrundet med behovet for at styrke tysk produktivitet, men at den reelt ikke er steget hurtigere, end den er i Frankrig, som ikke har gennemført den slags reformer. Det betyder, at tyske virksomheders profitter er betalt af arbejderne i Tyskland. Dermed er der ikke noget mærkeligt i, siger Joshi, at den offentlige mening i Tyskland ikke er indstillet på at afskrive Grækenlands gæld.

Den slags problemer ville ikke være opstået i tiden før euroen. Tyskland ville ikke have kunnet opbygge sit gigantiske handelsoverskud under et mindre rigidt valutaudvekslingssystem. Og der ville ikke have været behov for, at den tyske skatteborger skulle udskrive checks til den græske regering. I stedet kunne de have udnyttet den svage drakmer og pakket kufferten for at rejse af sted til en græsk ferieø.

Tyskernes utilfredshed tyngede. Dem der, på trods af alle beviserne på det modsatte, fortsat insisterer på, at enhedsvalutaen er et progressivt projekt, siger, at de altid har vidst, at monetære unioner har sine svagheder, og at den eneste måde, hvorpå de kan komme til at fungere, er ved at kombinere enhedsvalutaen med en fælles finanspolitik og et europæisk skattesystem i stil med det i USA eller Storbritannien.

Det ville ganske vidst være en mulig udvej af det nuværende morads, men chancen for at Tyskland – eller nogen af de andre ligesindede lande i Nordeuropa – vil gå med til det, bliver mindre for hver dag, der går.

Virksomheder ved, at hvis et produkt flopper, må de ændre kurs, før de går konkurs. Også politikere har tidligere vist, at de forstod denne nødvendighed. Det er sådan, fremskridt sker. Folk har ideer og prøver dem af. De gode bliver en succes. De dårlige lærer man af.

Larry Elliot er økonomiredaktør ved The Guardian © The Guardian og Information
Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ernst Enevoldsen
Ernst Enevoldsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Bo Jensen

Euroen kører helt efter planen. Selvfølgelig vidste skaberne af Euroen, at den aldrig vil kunne fungere uden en finanspolitisk union. En sådan finanspolitisk union var der ikke flertal for i de europæiske nationer. Nu hvor Euroen er indført, er den finanspolitiske union ikke længere et politisk ønske, men en nødvendighed uden hvilke landenes økonomier ikke kan fungere.

Sådan må man jo omgå demokratiet, når vælgerne er for dumme til at forstå og påskønne de store visioner om én stor europæisk stat.

Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Peter Ole Kvint, Bjarne Andersen, Morten Lind, Flemming Berger og Ernst Enevoldsen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Det er ganske givet 'letbenet' at sammenligne et produkt med en møntunion. Ikke mindst fordi det er ulige nemmere at trække et produkt tilbage fra verdenmarkedet, end det er at opløse en møntunion – endsige ændre den til en egentlig union med fælles finanspolitik, skattepolitik og en eller anden form for udligningsmekanisme mellem landene.

Men det ændrer ikke ved hovedkonklusionen: At møntunionen er et politisk projekt, som er slået fejl.

“Den slags problemer ville ikke være opstået i tiden før euroen. Tyskland ville ikke have kunnet opbygge sit gigantiske handelsoverskud under et mindre rigidt valutaudvekslingssystem. Og der ville ikke have været behov for, at den tyske skatteborger skulle udskrive checks til den græske regering. I stedet kunne de have udnyttet den svage drakmer og pakket kufferten for at rejse af sted til en græsk ferieø.”

Det er præcist derfor, at Torben Lindegaard o.a. ikke kan lide artiklen, men ikke har andet argument end et surt opstød. Torben Lindegaard o.a. ønsker med djævelens vold og magt at placere ansvaret for euroens problemer udelukkende hos det græske folk og deres tidligere korrupte politikere. Hvad motivet er til dette blindfægteri må stå hen i det uvisse. Hvis ikke det bare er ren sadisme?

Konklusionen på Larry Elliot's artikel er helt tydelig: Euroen er i sin struktur et fejlslagen projekt, og de som skaber et fejldslagen projekt er ansvarlige for projektets konsekvenser, lige så vel som de der udnytter projektet kortsigtet og tomhjernet (dvs. tidligere græske politikere, Goldman Sachs o.a.).

Jens Carstensen, Colin Bradley, Anne Eriksen, Flemming Berger, Ole Henriksen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Ivan Breinholt Leth

Du kommer langt omkring i dit indlæg - sågar sexuelle varianter og hva' ved jeg.
Men lad nu det ligge.
Euro'en er et fejlslagent projekt, skriver du - men hva' gør vi så?

I Danmark gør vi vel ikke så meget; men hva' synes du, at de 19 Euro-lande skal stille op?

Vi bliver i hvert fald ikke klogere af at læse Larry Elliotts artikel.
Og det var ligesom dér, vi startede.

Ivan Breinholt Leth

Sadisme er ikke nødvendigvis noget seksuelt. Og straf-refleksionen over nemme syndebukke er ikke forbeholdt ekstremt højreorienterede. Ifølge Politikens undersøgelse mener 68% af danskerne, at grækerne alene har ansvaret for krisen - mens det 'kun' er 62% i Tyskland. En kedelig rekord i snæversynethed.
Larry Elliots artikel handler ikke om, hvordan vi løser problemet, men om hvordan vi forstår det. Det samme gør min kommentar.
Mht. Grækenland vil det højst sandsynligt ende med, at Grækenland går bankerot, og at en del af gælden vil blive afskrevet af den simple grund, at man ikke kan tilbagebetale en gæld ved at optage lån. At sælge ud af græske aktiver, vil næppe løse problemet. Prisen som kan opnås i en krisetid vil være for lav. Men hvis man er parat til at sælge det halve af Grækenland, er det måske alligevel en 'løsning'. Jeg gætter på, at det vil medføre omfattende social uro.
Det seneste tiltag overfor Grækenland handler ligesom alle de andre tiltag de sidste fem-seks år om at udskyde tidspunktet for et kollaps. Det løser intet. Om det betyder, at Grækenland forlader euroen ved jeg ikke. Hvad fremtiden er for euroen, ved jeg heller ikke, men hvis vi bliver ved med at skyde skylden på hinanden befolkningerne imellem på baggrund af primitive nationalistiske holdninger, har euroen ingen fremtid. EU måske heller ikke. Merkel og Co. har med deres propaganda skadet både Grækenland og EU.

Karsten Aaen, Colin Bradley, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Andersen, Morten Lind, Nanna Wulff M., Flemming Berger og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Torben Lindegaard

I Danmark har "vi" siden 1972 gjort, hvad "vi" kunne, for at fremme den gode sag ved hjælp af kunstigt åndedræt til Unionsprojektet og ØMU'en:

1)I 2001 underskrev "vi" på befolkningens vegne Schengen-aftalen om varernes, tjenesteydelsernes og arbejdskraftens fri bevægelighed inden for det siden folkeafstemningen i 1972 stærkt udvidede makro-økonomiske Europiske Fællesskabs geografiske område:

2) I 2011 underskrev "vi" på befolkningens vegne finanspagten.

Hvem "vi" er? Socialdemokraterne & De Radikale såmænd. Kan S og RV ikke blive enige om andet, kan de til hver en tid blive enige om at føre "den nødvendige økonomiske politik" hvad enten de er opposition eller i regering hver for sig og/eller sammen.

Steffen Gliese

Problemet er, at vægten på pengene er for stor! Hvis de blot blev taget for de, de er: et middel til at ombytte værdien af en type arbejde med værdien af en anden type arbejde, selvom de to typer arbejde ikke vedrører den transaktion, pengene indgår i.

Torben Lindegaard

@Ivan Breinholt Leth

Du vil da ikke påstå, at vi forstår "problemet" bedre ved at læse Larry Elliots artikel?
Hvad "problemet" så end måtte være.

Jeg er i øvrigt enig i, at den græske gæld aldrig bliver betalt.
Gælden er uerholdelig.
Grækerne hverken vil eller kan betale.

Tabet kan bogføres på mange måder.
Eksempelvis ved at yde fortsatte låneforlængelser til minimal eller ingen rente kan gælden skubbes ud i evigheden.

Alternativt kunne Grækenland tage en kold tyrker, ensidigt sløjfe gælden, udtræde af Euroen og erklære landet bankerot. Det har virket fint for Argentina og Island.

Selvfølgelig ville kreditorerne reagere; men den ikke-eksisterende EU-hær kunne jo ikke mobiliseres og indsættes på Akropolis. Og eventuelle sanktioner får en ende ret hurtigt.

Grækenland ud af Euro'en uden en gældssanering er totalt håbløst, da den græske statsgæld er i Euro. En halvering af Drachmekursen ville betyde en fordobling af en allerede umulig Eurogæld.