Kommentar

Europa behøver et eurozoneparlament

På grund af euroens politiske betydning og det usikre geopolitiske miljø, Europa befinder sig i, kan den ikke bare skrinlægges som et produkt med en konstruktionsfejl. Mere og ikke mindre integration er EU’s vej ud af sit nuværende dødvande
Debat
1. august 2015

Hvis Europa virkelig vil finde en vej ud af sit nuværende dødvande, må det søge mere, ikke mindre, integration.

Lyder det som en frase? Muligvis, og fra forskellig hold har indvendingen været, at netop det gamle føderalistiske credo har sin del af skylden for, at vi er havnet i denne kønne redelighed. I lyset af de skarpe angreb mod EU fra både højre og venstre, er det sværere end nogensinde at forsvare et integrationsperspektiv.

Selvfølgelig kan vi i teorien afvikle alt, hvad vi har opnået siden indgåelsen af Rom-traktaten i 1957 ud fra den betragtning, at EU på sit nuværende stade har vist sig ude af stand til at indfri forventningerne. Synspunktet findes på begge fløje (for lidt social beskyttelse for venstre, for meget regulering for højre).

For nylig har både Frankrig og Tyskland tilkendegivet varierende interesse for en sådan vej frem. Storbritannien vil selvsagt stå udenfor – af historiske grunde og på grund af en politisk kultur, der adskiller det fra andre store europæiske lande. Andre store lande såsom Polen vil i sidste ende skulle træffe et strategisk valg. Som så ofte før kan netop frygt for det europæiske projekts kuldsejling blive den vigtigste drivkraft for fremskridt. Den græske krise har givet os alle en rettidig påmindelse om, hvordan forliset kan se ud.

Ufuldstændigt projekt

At tiden er moden til sådanne overvejelser viser sig også ved den forkærlighed, hvormed Jacques Delors nu igen citeres. Når EU stander i våde, bliver det atter opportunt at konsultere grundlæggerne med henblik på at konsolidere projektet.

Delors, en fransk socialist der var leder af Europa-Kommissionen 1985-1995, føler sig da også tydeligt veltilpas i rollen som den ældre vis- og statsmand: For nylig opfordrede han til at gennemføre presserende udbedringer af EU’s arkitektur. Det går simpelthen ikke an at styre Eurozonen som hidtil, sagde han:

»Den økonomiske og monetære union må omstøbes. Vil man gøre det? Der var en fejl i konstruktionen til at begynde med. Siden har vi set mange dumheder og konstateret, at eurozonelandene er ude af stand til at sætte en stopper for disse«.

Nu må tiden være inde til at gøre op med disse fejltagelser. Problemet er ikke den fælles valuta i sig selv, men det forhold, den er forblevet et ufuldstændigt projekt.

For et par uger siden – efter, hvad der vil blive husket som det mest sindsoprivende EU-topmøde i årtier – istemte François Hollande samme konklusion: Frankrigs præsident opfordrede til, at der oprettes en ’avantgardegruppe’ af europæiske stater, der skal søge større integration. Under påberåbelse af Delors opfordrede han endvidere til, at der etableres en ’eurozone-regering’ med eget budget og eget parlament, således at der sikres en demokratisk kontrol. Hans premierminister, Manuel Valls, har siden foreslået, at denne avantgarde bør bestå af tre af de stiftende stater i det europæiske projekt: Frankrig, Tyskland og Italien.

Om disse overvejelser bliver ved spekulationerne er uvist, men det er interessant, at de seneste opslidende hændelser i Europa har åbnet debatten på ny. Ingen tvivl om forhindringerne er talrige. En nøglefaktor bliver selvsagt Tysklands reaktion på det franske forslag. Tyskland, der i dag tilsværtes vanemæssigt som Europas hegemon, vil først skulle kortlægge fordelene – for sig selv og for kontinentet som helhed – hvis eurokrisen skal blive afsæt for en chance for institutionelle reformer.

Tyskland

Der er ingen tvivl om, at Tysklands insisteren på streng finanspolitisk disciplin har været bestemmende for meget af det, som er sket i euroområdet. Men det er værd at huske på, at Merkel tidligere har erklæret sig som tilhænger af en dybere, mere omfattende og politisk integration, hvor ingen europæisk stat er mere lige end de andre.

I en tale i EU-parlamentet i 2012 opfordrede hun til, at der skabes en ’stabilitetsunion’, der ikke blot fører fælles finanspolitik, men også fælles økonomisk politik, der skal være underlagt demokratisk autoritet og kontrol. Planen er at lade forskellige lande bevæge sig med forskellige hastigheder. Nogle ville gå med til et bredere samarbejde, andre ikke.

De mangler, som den nuværende krise har blotlagt i euroområdets konstruktion, har intet overraskende over sig. Som passioneret fortaler for en fælles valuta advarede Delors allerede i 1989 om, at denne ville kræve »en høj grad af konsensus om den økonomiske politik såvel som på en række politikområder«.

Europas valuta blev primært skabt for at overvinde fransk angst for tysk genforening: Tyskland skulle spindes ind i et stadig tættere net af europæiske aftaler, og euroen var tænkt som et vigtigt skridt mod strammere politisk tilnærmelse. Det forekommer derfor passende, at Frankrig nu selv spiller ud med et forslag om at gøre projektet mere komplet.

På grund af euroens politiske betydning og det usikre geopolitiske miljø, Europa befinder sig i, kan den ikke bare skrinlægges som et produkt med en konstruktionsfejl. Avantgarde-muligheden fortjener at blive udforsket. Ingen ville blive tvunget til at deltage, og beslutninger skal ikke tages bag lukkede døre, men af et lovgivende organ. Alene dette perspektiv vil kunne udrette meget for at stække de EU-fjendtlige populister, som næres af den aktuelle krise.

Natalie Nougayrède er tidligere chefredaktør for Le Monde, nu fast udenrigspolitisk kommentator for Guardian og Information. © The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

eurozoneparlament?

Nej, det bliver nok snarere en kommision, hvis det bliver noget.

Denne artikel er efter min mening en gang varm luft, uden det ringeste forsøg på analyse.

Lad mig blot nævne et eksempel: "Storbritannien vil selvsagt stå udenfor – af historiske grunde og på grund af en politisk kultur, der adskiller det fra andre store europæiske lande"

Hvad lærer vi her? -intet.

Et andet eksempel: "På grund af euroens politiske betydning og det usikre geopolitiske miljø, Europa befinder sig i, kan den ikke bare skrinlægges som et produkt med en konstruktionsfejl"

Hvorfor ikke?. Vi får slynget udtrykkende: "euroens politiske betydning" og "det geopolitiske miljø", i hovedet, men ingen forklaring, endsige analyse.

Når man læser en artikel som denne, forstår man til gengæld godt at der findes såkaldte "EU-fjendtlige populister". Måske er mange af dem i virkeligheden skikkelige mennesker, som gerne vil have en forklaring på hvad det hele går ud på.

Espen Bøgh, Bo Carlsen, erik mørk thomsen og Morten Lind anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Skikkelige Nille

Jamen, her er så en forklaring på et af artiklens 'uforståelige' påstande. Storbritannien har (lige som USA) en retstradition (common law), der adskiller sig fra den tradition, der i forskellige former hersker på det europæiske kontinent (civil law). Ganske kort: I common law går private interesser forud for fællesskabet, medens det i civil law er omvendt. Det handler om forholdet mellem individ og samfund.

Anders Klausen

sorry - Nille

Jørgen Mathiasen

Fransk statsræson, men uanset at artiklen holder sig på markant afstand af aktuelle spørgsmål, er den et nødvendigt bidrag til danskernes debat om EU.

Fra Bruxelles forlyder det i dag, at Cameron til have arbejdsmarkedsreglerne re-nationaliseret. Lykkes det, bliver det et mareridt for den engelske venstrefløj. Hvordan skal disse vælgere forholde sig på afstemningsdagen: Stemme for og få re-nationaliseret arbejdsmarkedsreglerne eller stemme imod og få re-nationaliseret arbejdsmarkedsreglerne i et (konservativt) UK, som ikke længere er medlem af EU?

Nougayrède har taget verdensbetragtningen fra Le Monde Diplomatique med til The Guardian: Franskmændene ønsker sig vel nærmest, at UK forlader EU. Sker det ikke, bliver den britiske isolationisme alligevel årsag til et EU i flere hastigheder med Eurogruppens lande som kerne. - Og Polens valg bliver næppe svært: Landet har som en undtagelse et handelsoverskud over for Tyskland.

Eurokrisen viser med al ønskelig tydelighed, at EU er en fejlkonstruktion, der må rives ned, så der kan opbygges et ordentligt, demokratisk samarbejde mellem europæiske lande.

Lars Bo Jensen

Selvfølgelig kan en fælles valuta ikke fungere uden en fælles finanspolitik. Det har alle vidst hele tiden, selv om Euro tilhængerne ihærdigt benægtede det og kaldte det en skræmmekampange.
Nu hvor landene i Eurozonen har en fælles valuta er fælles finanspolitik ikke længere et politisk ønske, som der aldrig har været flertal for i nogen af befolkningerne, men en nødvendighed uden hvilken landenes økonomier ikke kan fungere.

Sådan må man jo omgå demokratiet, når vælgerne er for dumme til at forstå de store visioner om en stor europæisk stat.