Kommentar

Facebook har endnu ikke dræbt min sjæl

Billeder af folks børn og hunde og hjemmebryggede øl, brok over at være nummer 19 i telefonkøen, madfotos, bare tæer på stranden, artikler om, hvor forfærdeligt det er at leve i den overfladiske og deprimerende digitale tidsalder; flere bare tæer på stranden. Jeg ’liker’ Facebook af hele mit hjerte!
2. juli 2015

De sociale medier får altid skældud. Gang på gang ser jeg en overskrift i mit feed om, hvor elendigt det alt sammen er. Folk bliver deprimerede af at se på andres selfies. Unge mister søvn i jagten på likes. Og her i avisen (den 11. juni) har børnefamilierne fået skældud, fordi de poster alt mellem himmel og jord. Det ødelægger børnene, der kommer til at føle sig som objekter i deres forældres jagt på likes, lyder kritikken.

Men er det virkelig de sociale mediers skyld? Følelsen af misundelse eller utilstrækkelighed, når nogen, man kender, er übersuccesfulde, har vel altid eksisteret. Og der har vel altid været nogen, som brugte timevis på at tænke over, hvordan de kunne tage sig godt ud i andres øjne. Og forældre, som filmede og fotograferede alt, hvad deres øjesten foretog sig. Hvis man ikke reagerer med glæde og begejstring på andres vegne, siger det vel først og fremmest noget om, hvor man er i sit eget liv.

Jeg har ingen antropologisk tilgang til emnet. Jeg er bare en helt almindelig Facebook-bruger, som synes, det er irriterende, at alle de undersøgelser eller udtalelser fra folk, som beskæftiger sig professionelt med adfærdsmønstre og deres konsekvenser, altid har en negativ og nærmest dommedagsagtig fatalistisk klang: Facebook er skyld i, at folk dør indeni!

Lad mig på bedste egotripper-Facebook-måde tage udgangspunkt i mig selv og mit eget forbrug. Jeg er en af de gammeldags typer, der kun er på Facebook og ikke på alle de nymodens alternativer. Det er ca. 10 år siden, jeg åbnede min profil. Jeg blev lokket tidligt med på bølgen, og det har været en fest.

Kan ikke lade være

Jeg har tidligere rejst i længere perioder og mødt mange mennesker, som bor rundt omkring i verden. Mennesker, som jeg højst sandsynligt ville have mistet kontakten med, hvis det ikke var for Facebook, men nu kan vi følge lidt med i hinandens liv, og det hænder, at vi besøger hinanden. E-mail-pennevenskaber har aldrig slået rod i mit liv på samme måde som det måske noget mere overfladiske Facebook-venskab.

Ligesom de fleste andre, er jeg desuden Facebook-ven med gamle klassekammerater, tidligere kolleger og naboer og andre, som måske ikke fylder så meget i mit liv lige nu, og måske ikke engang har gjort så meget tidligere, men alligevel er det hyggeligt, hvis en af dem dukker op i mit feed med et billede af en hundehvalp og teksten ’familieforøgelse’ eller et storsmilende selfie med Eiffeltårnet i baggrunden. Den slags skal da have et like!

Men de Facebook-venner, der hele tiden dukker op i mit feed, og hvis ting jeg liker og kommenterer mest på, er de venner, som jeg også ser mest i virkeligheden.

Og så er der forældrene. Altså, jeg genkender ikke det billede, som Kit Stender Petersen tegner i kronikken »Forældre misbruger deres børn som medieobjekter« den 11. juni af de like-hungrende forældre, der poster alle mulige billeder og videoer af deres grædende børn hele tiden.

Jeg må have nogle exceptionelt fornuftige Facebook-venner. Nogle poster aldrig eller stort set aldrig billeder af deres børn. Andre poster søde og sjove feriebilleder eller ’mmmmm jordbær’-billeder og lignende. Og jeg kan da godt forstå, hvorfor mine Facebook-venner poster disse fotos – de kan ikke lade være.

Lige lovligt like-hungrende

Jeg har netop været i Californien og rejst fra det ene smukke sted til det andet i et par uger. Og jeg gik Facebook-amok i et billedalbum. Det var, fordi jeg var så ovenud imponeret over alt, hvad jeg så. Jeg måtte bare dele det med alle: »Hej verden! Jeg står lige her ved The Hollywood Sign!«

Hvor man tidligere tog fotos, som man viste sine venner – nogle gange fik man dem måske endda lavet om til lysbilleder (hvor like-hungrende var det?!) – så deler man dem i dag på de sociale medier.

Og ja, jeg bliver da glad, når mine venner liker mine billeder og skriver: »Hvor ser det skønt ud«. Det er ikke, fordi jeg ellers vil mangle glæden inde i mig selv – de sociale medier har endnu ikke dræbt min sjæl og min selvforståelse – glæden bliver bare større, når jeg deler den med andre.

Jeg kender få mennesker, som ikke er på sociale medier. Det er lidt pudsigt med dem, for når de kommer hjem fra ferie, så har de et kæmpe behov for at vise billeder og fortælle om alt muligt – nogle gange kan de faktisk virke lige lovligt like-hungrende ... eller i hvert fald lidt anmassende.

Så jeg ’liker’ Facebook! Af hele mit hjerte. I perioder, hvor jeg har travlt, er jeg ikke så meget på. I andre perioder, hvor jeg har travlt, er jeg meget på, fordi det nærmest er mit eneste sociale rum.

I perioder, hvor jeg ikke har lyst til at være social, lader jeg være med at logge på. I andre perioder, hvor jeg ikke har lyst til at være social, logger jeg på, fordi jeg alligevel gerne vil følge med i, hvad der sker. Men for det meste er det bare en ting, jeg gør, logger på og ser og liker, og måske poster jeg noget. Det er en lillebitte og alligevel stor del af min hverdag, hvor jeg nyder kontakt med folk, jeg holder af; folk jeg kun kender lidt; folk, jeg savner; folk jeg lige har set eller snart skal se; folks børn og hunde og hjemmebryggede øl i solen; brokkerier over at være nummer 19 i telefonkøen; spændende madfotos; kedelige madfotos; bare tæer på stranden; flere bare tæer på stranden; artikler om, hvor forfærdeligt det er at leve i den digitale tidsalder; og en masse billeder af traditionelle juleting og bryllupper og alt muligt andet, der er, som det (næsten) altid har været – bare lidt mere fotograferet og mere kommenteret end tidligere.

Dina Amlund er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per-Olof Johanssson

Du har ret i, at medierne elsker de negative historier om facebook. De, der ikke bruger facebook, tager historierne til sig, som den rene skære sandhed. Usande er de vel heller ikke - men de dækker bare ikke feltet, sådan som ikke-brugere tror. Så jeg gjorde som du - skrev om det, lidt længere end jeg plejede. Sendte artiklen som kronik til Politikens kronikredaktør, som kaldte facebook 'old hat' og kun egnet til små læserbreve! En kortere version i længde med din gik til Information, hvor svaret også var nej-tak. Endnu kortere til Frederiksborg Amts Avis, som vist slet ikke svarede. Så er det da godt med nettet. Jeg synes min vinkel på 'Samliv med facebook' er en anden end din - derfor kommer linket her -http://per-olof.dk/samliv_m_facebook.pdf