Kronik

Fed humor

Hvorfor er overvægtige kroppe primetime tv-underholdning, mens undervægtige kroppe er seriøse temaprogrammer? Jo oftere, der bliver gjort grin med overvægt, desto mere legalt bliver det at råbe ’fede svin’ efter en klassekammerat eller en fremmed – for eksempel mig – på gaden
Hvorfor er overvægtige kroppe primetime tv-underholdning, mens undervægtige kroppe er seriøse temaprogrammer? Jo oftere, der bliver gjort grin med overvægt, desto mere legalt bliver det at råbe ’fede svin’ efter en klassekammerat eller en fremmed – for eksempel mig – på gaden

Ditte Ahlgren/iBureauet

16. juli 2015

KRONIK – Lad mig begynde med et tankeeksperiment: Du sidder og zapper rundt på dit tv. Her støder du på et nyt reality-konkurrenceprogram, hvor 12 anorektikere over tre måneder skal konkurrere om, hvem der kan tage mest på.

Undervejs bliver de – under militaristiske tilråb – tvunget til at nedsvælge flødekager, tandsmør og toliterscolaer, og i hver udsendelse bliver deres udstående hofte- og kindben, flade hængeballer og konkave maver peget ud og målt i et væk. Bliver nogle af deltagerne taget i at brække sig eller i ikke at spise op, får de strafpoint – eller skal spise en hel pakke margarine på under et minut.

Der er naturligvis ingen psykologer tilknyttet programmet, for det handler jo bare om at tage kilo på. Og hver uge bliver den, der har taget mindst på sendt hjem.

Lyder det helt og aldeles vanvittigt? Smagløst? Uansvarligt? Umenneskeligt? Det synes jeg også. Men ikke desto mindre er det, hvad mennesker med spiseforstyrrelser er blevet udsat for i tv-programmer i mange lande over hele verden. Også her i Danmark. Der er bare den forskel, at disse menneskers spiseforstyrrelse ikke manifesterer sig som undervægt, men som overvægt. Og at vinderne her var dem, der tabte sig mest i løbet af programmet.

Uanset navnet på tv-udsendelsen, så er dødeligt overvægtige mennesker angiveligt sjove. Det er primetimeunderholdning at se dem blive pisket gennem en af militærets forhindringsbaner, svede i fitnesscentret eller kaste lange blikke efter en bagerforretning. Fedtet bliver betragtet som noget, der bare skal væk – og så er alt godt. Og muntert.

Dødeligt undervægtige mennesker på tv er derimod seriøse temaaftener og debatudsendelser. Med dæmpede, respektfulde stemmer bliver der talt om behandlingsmetoder og samfundets ansvar for anorektiske teenagepiger, og vi følger med en klump i halsen og tårer i øjenkrogen patienternes knopede vej tilbage til livet. Magasinredaktører skal stå til ansvar for modellerne, og skønhedsidealet bliver vendt endnu en gang.

Nænsom hånd eller løbebånd?

Jeg vil gerne understrege, at jeg er helt med på, at ikke alle undervægtige mennesker har en spiseforstyrrelse – nogle er bare tynde. På samme måde er det ikke alle overvægtige mennesker, der har en spiseforstyrrelse – nogle er bare tykke.

Men hvorfor er det så, at undervægt er et psykisk indviklet problem, der skal behandles med nænsom hånd, mens overvægt blot handler om kalorier ind og kalorier ud og tilpas mange timer på et løbebånd? Når det nu i mange tilfælde er den samme spiseforstyrrelse, der blot manifesterer sig forskelligt; nogle sulter sig ind i følelsesløsheden, andre spiser sig ind i den.

I USA taler man meget om fat-shaming – altså at gøre grin med mennesker, fordi de er tykke. Det være sig med videoer på Youtube, billeder eller nedladende kommentarer om kendte, der har taget på eller bare er overvægtige. Også etablerede sociale netværk, som for eksempel Instagram, har flere gange slettet tykke brugere, fordi de postede billeder af sig selv i badetøj – hvorimod tynde kvinder i samme outfit ikke blev straffet.

Jeg tror, at ’fat-shaming’ er en følge af flere ting. Eksempelvis er komedier den eneste måde for overvægtige skuespillere at slå igennem – hvis ikke de kan gøre grin med deres egen overvægt, er der ingen Hollywood-karriere at komme efter. It’s funny because he’s fat, som Ken Jeong siger om Zach Galifianakis i filmen The Hangover.

Tykke skuespillere er med andre ord oftest dømt til en karriere som ’den mærkelige/kiksede/skægge birolle’. Først når BMI-tallet er i normalspektret, har de gjort sig fortjent til en seriøs hovedrolle. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad vi og vores børn lærer af det?

En anden ’vægtig’ årsag er netop de tv-programmer, hvor overvægt er underholdning, og hvor værterne på hårdhudet B.S. Christiansen-manér råber deltagerne ind i hovedet, og kommanderer dem til virkelig at ville tabe sig.

Det har været med til at cementere, at tykke mennesker er dovne – og dumme – fordi udsendelserne promoverer ideen om, at det udelukkende er et spørgsmål om at spise mindre og bevæge sig mere. Og så kan det vel ikke være så svært at tabe sig, vel? Her kan man så undre sig over, at slankeindustrien er den milliardindustri, den er – for hvis det var let at tabe sig, var der vel ikke så mange penge at tjene på det?

Slanke frem for runde

Forleden så jeg i mit newsfeed på Facebook en video, der blev delt af mange – filmen viste en meget overvægtig kvinde, der blev væltet rundt af bølgerne i en kraftig brænding ved stranden. Ordene ’hval’ og ’den er da meget sjov’ blev nævnt en del gange. Det fik mig til at tænke over, om man kunne forestille sig den samme video med en undervægtig kvinde, der ikke havde kræfter til at modstå strømmen, blive delt i samme grad. Næppe.

Men jeg kom også til at tænke over, om ’fat-shaming’ er noget, vi også skal til at opleve på daglig basis i Danmark? Mine egne møder med begrebet har heldigvis været få, men måske er én gang nok, hvis selvværdet i forvejen er tynget?

Undersøgelser viser, at arbejdsgivere har en tendens til at vælge slanke mennesker frem for runde, når de ansætter. At vi generelt vurderer, at tykke mennesker ikke arbejder nær så hårdt som tynde. At de »bare sidder hjemme foran fjernsynet og spiser chips«, som modedesigneren Karl Lagerfeld udtalte for nogle år siden.

Eller som en direktør fra den danske modebranche sagde i Ditte Okmans debatprogram, Det, vi taler om, på Radio24syv sidste år – da han, i forbindelse med lanceringen af onlinemagasinet Curves Ahead, som jeg var en af initiativtagerne til, skulle forklare det ringe udvalg af tøj i plusstørrelser: »Det er nok fordi, tykke kvinder ikke har nogen penge.« Indforstået, at tykke kvinder ikke arbejder.

Her kan jeg ikke lade være med at se cirkelvirkningen i, at vi ser tykke mennesker som dovne og derfor ikke ansætter dem, og de derfor ikke har nogen penge – hvilket jo er fordi, de ikke arbejder, hvilket jo er fordi, de er dovne ... Kan du se, hvad jeg mener?

Overvægtige mennesker bliver defineret af deres krop. Du er din krop – og ikke andet. Det er din krop der bestemmer, om du kan få et arbejde, om du bliver taget seriøst, om du arbejder hårdt nok, om du kan købe tøj – og ikke dine kvaliteter som menneske. Før noget andet er du din krop.

Summen af det hele er, at vi er med til at markedsføre ideen om, at jo mere du vejer, desto mindre er du værd som menneske.

Og så er der kun meget kort vej til ’fat-shaming’. For en værdiløs krop kan jo ikke stille andre til ansvar for sårende ord. Men jo oftere vores børn og unge ser, at det er okay for Hollywood, medier, annoncører, sociale netværk, familie og venner at gøre grin med overvægt, desto mere legalt bliver det at råbe ’fede svin’ efter en klassekammerat, en fremmed – eller mig – på gaden. Desto mere bliver ’fat-shaming’ bare udtryk for fed humor.

Griner du stadig?

Kristine Høeg er journalist og en af initiativtagerne til Curvesahead.dk

Serie

Kronikserie: En kort, en lang

Et billede af en tynd model i et modemagasin kan udløse læserstorm, og tv-serier om folk – eller hele byer – der skal tabe sig, er seermagneter. De afvigende kroppe stemples og dømmes ude. Alligevel bliver en afvigende krop hurtigt et tabubelagt emne, når vi konfronteres med den. Vi lader, som om den tykke veninde ikke er tyk; den lave mand ikke er lav; den magre bare er slank. Tyk eller tynd – en afvigende krop bliver hurtigt elefanten i rummet.

Men hvordan opleves det at leve i en krop, der afviger fra det normale? Det skriver en række kronikører om i denne serie.

Seneste artikler

  • En ægte Picasso

    8. juli 2015
    Vi har været i krig i mange år, mit ansigt og jeg. En blodig krig med talrige ofre: Nervetråde er blevet skåret igennem, muskler er blevet opereret ud, ben er blevet skåret op, væv er blevet smadret, skåret væk, syet ind – og for hvis skyld?
  • Ingen er blevet smukkere af at få at vide, at de er grimme

    30. juni 2015
    Jeg har haft 39 år til at lære at håndtere mine omgivelsers respons på mit udseende. Faktisk er jeg blevet lidt af en superhelt: altid parat. Altid parat til at afværge en sårende bemærkning med et kæmpe grin eller en verbal øretæve
  • Den handicappede krop er fremtiden

    26. juni 2015
    I behøver ikke slå blikket ned for min skyld, når I går forbi mig med hotdogs eller caffe latte i hånden. Den spastiske, deprimerede, forkrampede, underlige krop bør minde alle om, at vi har brug for hinanden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter fonnesbech
  • Birgitte Hansen
  • Carsten Mortensen
  • Keld Albrektsen
  • Poul Genefke-Thye
  • Mi Phuna
  • Malan Helge
  • Ulla Blok Kristensen
peter fonnesbech, Birgitte Hansen, Carsten Mortensen, Keld Albrektsen, Poul Genefke-Thye, Mi Phuna, Malan Helge og Ulla Blok Kristensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristine, I har altid den inhumane kapitalismes talerør, reklamebranchen, til at kæle for jer, tæppebombe jer med opfordringer til usundt, ikke-økologisk forbrug. Og hele "sygdoms-sektoren står til rådighed med medicin og positive særbehandlinger. For I er elitens yndlinge, forbrugsautomater uden tanker om socialt oprør.
Og jeg deler ikke det danske dumme grin, der iflg. Søren Kierkegaard skulle akkompagnere verdens undergang. Føler derimod mismod.

peter fonnesbech, Peter Wulff, Helge Rasmussen, Mark Strøm og Brennan Young anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Humor - hvor man gør grin med sig selv - kræver et stort talent. Det er det de færreste der har, så der vil altid være nogen der forsøger at tjene lidt penge ved at gøre grin med andre.

peter fonnesbech, John Johansen, Kristian Rikard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Jeg fatter ikke, at tynde, tykke og andre mennesker med et afvigende udseende vil udstille sig selv ved at deltage i underholdningsprogrammer. I gamle dage udstillede man dem på markedspladserne, nu er det flyttet over i TV.

mette holm, John Johansen, Peter Nørgaard og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar

Det er rigtigt at vi i vores kultur ser ned på overvægtige. Men der er også andet på spil:

En pimp eller en superhelt iklæder sig farvestrålende dragter for at signalere at de ikke er bange for noget. Det samme er tilfældet i dyreriget.

Når en person er overvægtig, aflæses dette på samme måde af omgivelserne: Personens larmende fremtræden signalerer at han ikke er bange for noget. Fysisk størrelse udstråler simpelthen autoritet. Hvis man møder en person der er væsentligt større end en selv, føler man sig rent naturligt intimideret. Det er derfor den sorte politichef i actionfilm altid er lettere overvægtig og den klassiske capitalist-karikatur altid er velpolstret - det giver simpelthen mere pondus.

Jeg tror det er derfor har vi sjove programmer med overvægtige, hvorimod det ville være utænkeligt at udstille undervægtige på samme måde.

mette holm, Gert Selmer Jensen, Keld Albrektsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Harald Johansen

Meat Loaf hedder stadig Meat Loaf selv om hans krob nu ser sund ud. Det må skyldes hans fantastiske evne til at synge rockballader.

Gabriel Iglesias er en fantastisk standupper som koketterer med overvægt, sukkersyge og dårlig kondi. Om føje år har han smidt vægten. Men han vil stadig være sjov.

Husker stadig Sundhedsstyrelsens kampagne i 1980'erne, som sagde:

"Det er tankeløsheden der deller..." - det var decideret statsmobning af overvægtige i stor stil....

mette holm, John Johansen og Peter Nørgaard anbefalede denne kommentar
Egon Maltzon

Hov, man må åbenbart ikke sammenligne Informations indhold med Se & Hørs.
Hvorfor er man ikke forbløffet over loftshøjden.

Peter Nørgaard

På curvesahead.dk er der en case, der ender med Oprah Winfreys "O"´s egne tæsk. Små godt nok, men alligevel.

Kvinder med mere mellem ørerne end mellem benene er ofte dejlige. Selvom dét jo ikke behøver være en modsætning. Og som Coco Chanel sådan cirka sagde.: Der findes ingen grimhed, der findes ligegladhed ... m/k (min tilføjelse).

I øvrigt begyndte en god samtale den 14. juli, om en mulig world wide vision her i Information.dk efter featuren, "Hvad er det bedste ved Danmark..? Lønnen..!"

Vibeke Hansen

Jeg har selv været igennem et vægttab på 25 kg. Ca. 1/3 af mit udgangspunkt, så tro mig, jeg ved, hvor svært, det er.
Imidlertid synes jeg ikke artiklen bidrager til andet, end at "skamme folk ud" og beskylde dem for at svælge i underholdningsprogrammernes koncepter. Kritikken bliver rettet det forkerte sted hen.
F.eks synes jeg, det er en form for overspringshandling, at inddrage undervægtige i løsningen. Dels taber ingen sig ved at oppuste et andet problem, og dels er der, hvis man går ud fra normalvægten nogle flere kilo at arbejde med på overvægtssiden, end på den anden ende af skalaen. Omend det er samme industri, der skaber vilkårene.
Vores sundhedssystem virker ikke udpræget interesseret i overvægtsproblemer, på trods af, hvad det koster samfundet. De lader til af følge fedmeindustriens råd og forskellige. "Vidunderløsninger". Alternativt risikable operationer, med meget lav succesrate på sigt. Min opfattelse er sagt kort, at det er i hovedet det foregår! Jeg lukker ikke øjnene for, at der sædvanligvis opstår sygdomme eller gener, når ens krop længe har været forsømt, men motivation kommer ikke af at se BS i TV.
Kun ganske få procent, der har gennemført et vægttab, der holder efter fem år. Det er hos dem, man kan finde viden om slankekurers succes. Jeg selv trak på alle håndtag, der kunne få mig videre, incl at snyde mig selv. Sidstnævnte da jeg erkendte, at både hjernen og kroppen er uvillige samarbejdspartnere, så undskyldningerne, for at træde ved siden af, stod i kø. Jeg opfandt en modstander, der kunne matche med positive tilråb, og det virkede. Når man er overvægtig behøver man ikke at tænke på de små gevinster der ligger i at forbedre forbrændingen med nogle få procent, men det er sjovt at forske i, og man holder fokus på vægten.
Nå, det var ikke meningen, jeg skulle bidrage med en fix og færdig kur, men blot påpege, at disse udsendelser er skabt til underholdning (en pervers form, synes jeg). Desværre er overvægtige alt for tilbøjelige til at tro på mirakelkure eller bruge dem for at legitimere, at de skam gør noget. Manget kunne opnåes, hvis vi som udgangspunkt vidste ligeså meget om vores krop, som vi ved om brugen af internettet og underlødige slankekurer. Om folk kikker skævt til anderledes medborgere, ligger vel blot i tidens accepterede tone, og den er i mine øjne generelt ved at være både ubehagelig og fordømmende.

Birgitte Hansen, Heidi Larsen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Det er blevet en alvorlig samfundssygdom konstant at have grupper at "pukke" på - rygere, de tykke, de som ikke løber, de som ikke arbejder, de som modtager pension....... - fortsæt selv.
Det er vist dét fænomen som er værd at tage fat på.....ikke de tykke etc.

mette holm, lars abildgaard, Vibeke Hansen, John Johansen, Heidi Larsen og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
Lars Hareskov

Det er helt korrekt hvad Kristine Høeg skriver: "Der er bare den forskel, at disse menneskers spiseforstyrrelse ikke manifesterer sig som undervægt, men som overvægt." Det er de færreste overvægtige som spiser for meget. Hovedparten har en ubalance som medfører en forøget optagelse eller en dårlig tarmflora. Vore kroppe styres i høj grad af vore tankemønstre, som igen påvirker hormonsystemet. I daglig tale kaldet psykosomatiske lidelser. Hvis man vil hjælpe de overvægtige skal de behandles på samme måde som anoreksi, nemlig med psykologisk hjælp.

mette holm, Birgitte Hansen og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar

Der har altid været fat-shaming.... i vores kultur. Det har altid været legalt at råbe "fede svin"i klasselokalet og synet af den overvægtige krop har altid tiltvunget sig fokus før mennesket indeni.
Før internettet var fat-shaming begrænset til skole, familie, arbejdsplads og nabokreds. Nu er det bare worldwide, - men holdningerne og mekanismerne i det er inderligt de samme. Det er en vildfarelse at tro, at det primært er et nutidsfænomen.

David Zennaro

Det er ikke korrekt, at der altid har været fat-shaming i vores kultur. Det er først opstået en gang efter anden verdenskrig. Jeg arvede en (i øvrigt ikke særlig morsom) bog af min mor, som hed "Tykke Niels...". Jeg tror, det var små humoristiske historier fra et blad eller en avis. Og her er hans fedme bare et neutralt træk ved hans figur, som bruges til at identificere ham. I lighed med mange andre kæle- og øgenavne, som var almindelige dengang.
Der er i øvrigt et interessant kønsaspekt i det: da jeg tidligere levede som kvinde, har jeg ofte fået kommentarer fra ukendte på gaden, hvorimod det aldrig er sket, siden jeg for 16 år siden begyndte at leve som mand.

Det er en meget kompleks problemstilling, du tager op, og der kan skrives store, tygge bøger om de underliggende årsager til den.

Det er et vestligt fænomen af nyere dato at se ned på mennesker, der er overvægtige og forherlige mennesker, der er tynde (eller sågar undervægtige). I andre kulturer forholder det sig omvendt. Jeg tror, det primært er et spørgsmål om signalværdi. Vi lever i et konkurrencesamfund, hvor evnen til at disciplinere sig selv (og kroppen) er i høj kurs, da det signallerer, at man er i stand til at underkaste sig de stadig skærpede krav, der stilles til det enkelte individ i vores samfund – og at man ikke vil ligge dette samfund til last med udgifter til sundhedsvæsenet pga. “dårlig livsstil” i form af diabetes, dårligt hjerte etc. (jf. hetzen mod rygere).

Omvendt signallerer overvægt manglende disciplin, viden og drivkraft. Alt sammen noget der står i direkte kontrast til det, vores samfund efterspørger. Det er desuden bundet op på klassetilhørsforhold. Overvægt anses for at være en “underklasse sygdom” på linje med rygning og alkoholisme. Det er selvfølgelig en vildfarelse på mange niveauer, da undersøgelser har vist, at det primært er overklassen, der lider af følgesygdomme på baggrund heraf.

Det er legalt at forfølge de overvægtige (og rygerne og alkoholikerne og dem på kontanthjælp osv.) – da de repræsentanter uønskede fænomener i vores samfund. Jeg tror det især er i dette lys, vi skal forstå problemstillingen.