Læserbrev

Hvad skal der til, før man er dansk?

10. juli 2015

I lang tid har der været en meget aggressiv tone rettet mod unge danskere med et ikke-dansk udseende, og de får ofte spørgsmål om deres ’sande’ identitet. Personligt føler jeg denne aggression som en afvisning. For hvor dansk skal man egentlig være, før man betragtes som en ’rigtig’ dansker?

Identitetsdebatten har ikke formået at understrege de mange forskellige lag, enhver identitet rummer, uanset om man er hvid fuldblodsdansker eller ej. De forskellige lag i ens identitet skabes, fordi vi vokser og modnes i takt med oplevelser og møder med mennesker, der krydser vores vej. Er en danskfødt, hvid dansker, der betegner sig selv som buddhist, mindre dansk end en danskfødt, hvid dansker, som tilhører den protestantiske kirke?

Danskhedsdebatten ekskluderer muligheden for at være ’rigtigt’ dansk. Især når man har en multikulturel baggrund. Men hvorfor er der overhovedet denne fiksering på specifikke terminologier og klassifikationer af mennesker? Vi skulle i stedet tænke lidt mere over konsekvenserne af at påføre mennesker mærkater. Og ikke mindst den effekt, mærkater har på ens sjæl og tilhørsforhold.

Jeg føler mig dansk, hvorfor er det ikke godt nok til jer? Jeg elsker kongefamilien. Jeg kan navnene på dem alle sammen – også deres børn. Jeg skriver sange og digte på dansk, fordi det er mit hjertes sprog. Hvorfor er det ikke alene svært at favne de danskere med et ikke-dansk udseende, men også svært at fortælle dem, hvor godt de egentlig har klaret sig under så fjendtlige forhold?

Jeg drømmer om den dag, hvor vi hører jer sige: »I er vores døtre. I er børn af Danmark, og vi er stolte af jer. Tak fordi I har overlevet fordomme og fremmedgørelse. I er seje. I har sand vikingestyrke.« ’Jeg føler mig jo dansk!’, er det, mange danskere med et ikke-dansk udseende har lyst til at skrige ud i det samfund, der stadig nægter dem den identitet.

Danmark er blevet et samfund, der lader politikere diktere tanker og meninger. Vil I ikke nok snart omfavne danskere med et ikke-dansk udseende? Danmark er det eneste rigtige hjem, mange af os har haft.

Af Sausan Kanaan Berg, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
Malan Helge anbefalede denne artikel

Kommentarer

odd bjertnes

Sausan, problemet du omtaler findes ikke i den danske kultur der er etnisk farveblind bortset fra det almene solidaritetsskabende tryghedsniveau, som er et element i ethvert kulturelt segment stort som småt - og eks. også er årsagen til at aktivister går med badges ^^
Derimod er der - som du utvivlsomt godt kan se selv hvis ikke du har bemærket det før - blandt de mere eller mindre timelige indvandrerkulturer som naturligvis opstår af migration, herhjemme een som giver de fleste andre 'mørke' indvandrere nøgternt set helt utilstedelige 'retfærdiggørelses'-problemer på grund af et - vist ikke altid helt frivilligt men ideologisk uintegrerbart - politisk engagement.
Der er også en mere i-systemet-kriminelt tænkende subkultur af halvillegal 'indvandring' fra ganske hvide lande i Østeuropa
... oveni den kulturelt retningsløse og helt uønskelige afrikanske fattigdoms-flugt.
Der er tale om ganske markant alternative 'sande identiteter' som der ikke bliver færre af lige for tiden. Hvad havde du ventet kunne man spørge ?
Det er ikke noget 'hvide danskere' er tilhængere af, eller kan i særlig grad gøre meget ved heller.
Faktisk vil de fleste af slagsen - stadig - være tryggere ved helt sorte personer end almindeligt mørklødede ? Hvorfor ? ... i nordisk folkelig projicering var ibenholtsorte personer 'negerkonger, sikkert studerende', medens mørklødede var - og er stadig - 'sigøjnere, sikkert hønsetyve'.