Kronik

Min generation savner et ’vi’

Jeg er barn af voksne, der stræbte efter lykke, men endte i forlis. Når jeg med jævne mellemrum overvældes af depression eller stivner af angst, forstår jeg, hvad der mangler i min tilværelse: Fællesskab
Jeg er barn af voksne, der stræbte efter lykke, men endte i forlis. Når jeg med jævne mellemrum overvældes af depression eller stivner af angst, forstår jeg, hvad der mangler i min tilværelse: Fællesskab

iBureauet/Mia Mottelson

17. juli 2015

»Kan man bære et jeg?« spørger personen på stolen ved siden af mig. Det er en hverdagsaften i februar, jeg sidder i min angstgruppe og lytter. Spørgsmålet er en reaktion på terapeutens krav om, at vi skal sige jeg og ikke man, når vi fortæller om vores problemer, og sætningen runger i det myldrende kaos af tanker i mit hoved.

Selv sidder jeg i lokalet, fordi jeg er bange for hunde, frygter mørket og er skrækslagen, når jeg kører på cykel. Men mest af alt bliver jeg grebet af angst, når jeg tænker på døden – den ultimative ensomhed. Mit liv er ikke anderledes end så mange andres i min generation. Jeg er født i 1991. Mange af mine veninder er skilsmissebørn, og jeg selv er ingen undtagelse.

Min mor har haft forskellige kærester igennem min opvækst, og jeg har følt mig i vejen i min fars familie. Jeg har aldrig kendt til et statisk vi. Mit vi har altid været præget af en trættende dynamik, og mit jeg har været gennemsyret af behovet for at passe ind i det uforudsigelige vi. Siden jeg var barn, har jeg øvet mig i at opfinde et vi, en fortælling om et kollektiv jeg kunne være en del af. For min plads i fællesskabet har aldrig været givet, men har forudsat, at jeg forstod, hvilken rolle jeg skulle spille.

Projekt identitet

Jeg har netop læst Fiskerne af Hans Kirk. En roman om en gruppe vestjyske tilflyttere ved Limfjorden. De har en solid ramme om fællesskabet, fordi de er stærkt troende, og deres gruppedynamik er afhængig af den enkelte familie og trossamfundet som helhed. Det vestjyske æ (jeg) er næsten altid sammenfaldende med det kollektive vi, og fiskerne forhandler sjældent om deres indbyrdes roller, hvem vi’et rummer eller rammerne omkring fællesskabet. Romanen er skrevet i 1928, og siden har vi oplevet både globalisering, sekularisering, ligestilling og teknologisk udvikling.

Fiskernes livsverden og horisont står i kontrast til den accelererende kultur, der findes i dag.

Modsat dengang er vi ikke født til at udfylde en bestemt rolle. Roller er noget, vi opnår efterhånden, og det er både en gave og en byrde. Identitet er blevet et projekt, og vi kan ikke være uden at gøre. Vores eksistens har kun sin berettigelse, når jeg’et har en retning. Vi kan alt – eller rettere – vi fortæller hinanden, at vi har muligheden for at blive til alt. Vi spørger: Hvad vil du være, når du bliver stor? Svaret er uoverskueligt, for mulighederne synes uendelige. Men hvad nu, hvis det vigtige spørgsmål ikke er, hvad vi vil være, men snarere, hvad vi er en del af?

Frygten for afvisning

Jeg har erfaret, at de fleste bruger man i sætninger, hvor det er tydeligt, at de refererer direkte til sig selv. Men hvad er det, der afholder individet fra at sige jeg? Bestræbelserne på at forme et egenrådigt jeg kan ses i kontrast til det kollektive man, der findes, når jeg’et fortæller om sig selv og sine erfaringer. I det senmoderne samfund står individet personificeret gennem jeg’et alene og skal definere sig selv gennem valg og forvaltning af viden, fortællinger og følelser. Frygten for afvisning og manglende anerkendelse er et omdrejningspunkt i individets livs- verden og i jeg’ets projekt.

Identiteten evalueres af andre individer og valideres, når de spejler sig i jeg’ets beretning og kvitterer med kollektiv anerkendelse. Det er senmodernitetens paradoks og individets smerte.

Når individet bruger et man i stedet for et jeg i sin fortælling, kan det retorisk tolkes som et behov for fællesskab. Livet giver mening gennem fortællinger og et nærvær, der kan deles med andre. Italesættelsen af trangen til fællesskab konstitueres, når jeg taler om mig dækket ind i et man. Spørgsmålet: ’Kan man bære et jeg?’ viser dobbeltheden i den vestlige kultur og i det senmoderne samfund, hvor individualisering betyder mere end frihed.

Det indikerer menneskets behov for legitim indlejring i et kollektiv. Mennesket er blevet frigjort og egenrådigt, men det kan ikke løbe fra sin natur, sit behov for at tilhøre en flok.

Vi må genfinde fællesskabet

Selvdyrkelsen udfordrer fællesskabet, fordi det omnipotente jeg giver en idé om en suverænitet hævet over kollektivet. Skilsmissetallene er høje, folk går ned med stress og depression, og lykkepiller bliver langet over disken.

Samfundet accelererer, og vi følger med – løbende og stakåndede med alt for korte ben. Når målstregen er inden for synsvidde, knækker vi sammen, for ingen står klar med flag til at modtage os. Det er i det øjeblik, at sandheden åbenbares; jeg er ikke nogen uden de andre.

Jeg er barn af de voksne, der stræbte efter lykke, men endte i forlis. Jeg har erfaret, at fællesskab er blevet en mangel. Jeg har lært, at helheden er mere end summen af delene. Jeg savnede et statisk vi i min barndom – som voksen bliver jeg fyldt op af selvudviklende propaganda. Jeg skal bade mig i likes på sociale medier og hylde mit eget projekt. Min uddannelse skal være i fremdrift, min person unik, og mine visioner skal iværksættes på innovative weekendkurser. Samfundet fremelsker konkurrence, egoisme og individualisme i en næsten ubærlig grad.

Ungdommen disciplineres ikke mere gennem skam, som før 68’er oprøret, hvor familien var den opdragende institution. Vi disciplineres gennem skyld. Samfundet har internaliseret fiaskofølelsen i individet, der ikke formår at leve op til den accelererende kultur.

Først, når jeg med jævne mellemrum overvældes af depression eller stivner af angst, får jeg lejlighed til at spørge mig selv, hvorfor jeg accelererer så hurtigt? Løber jeg i blinde? Er jeg bange for, at himlen falder, hvis jeg stopper? Sandheden er, at jeg mangler noget væsentligt i min tilværelse.

Mit jeg vil gerne være en del af et vi. Samfundet råber på solidaritet og omsorg for hinanden. Vi må genfinde fællesskabet og den oprigtige deltagelse i den sociale verden – glæden ved, når man bliver til jeg, og jeg bliver til vi.

Tenna Ida Udesen er højskolelærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Nørgaard
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Niels Duus Nielsen
  • Britta Hansen
  • Carsten Mortensen
  • Markus Hornum-Stenz
  • Anker Nielsen
  • Vivi Rindom
  • Heidi Larsen
  • Jørgen Wassmann
  • Mads Østergaard
  • Jørgen M. Mollerup
Peter Nørgaard, Mikael Velschow-Rasmussen, Niels Duus Nielsen, Britta Hansen, Carsten Mortensen, Markus Hornum-Stenz, Anker Nielsen, Vivi Rindom, Heidi Larsen, Jørgen Wassmann, Mads Østergaard og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Annette Hjort Knudsen

Kære Tenna

Tak for en fin kronik. Som – meget mod sædvane – endnu ikke har givet anledning til kommentarer fra Informations læsere. Det skyldes jo nok, at vi bliver dig svar skyldig. Eksistentiel ensomhed, livets meningsløshed og ”tilværelsens ulidelige lethed” har plaget mennesker til alle tider. I hvert fald til alle moderne tider.

Samtidig er der jo ikke nogen, der tvinger dig til at acceptere præmissen og ”bade mig i likes på sociale medier og hylde mit eget projekt. Min uddannelse skal være i fremdrift, min person unik, og mine visioner skal iværksættes på innovative weekendkurser. Samfundet fremelsker konkurrence, egoisme og individualisme i en næsten ubærlig grad.”

Du ved jo godt, at det ikke er det, du har brug for. Hvorfor så beskæftige sig yderligere med det? Drop jagten på anerkendelse. Og tilbyd den i stedet til andre. Betingelsesløs kærlighed og fællesskab kan man ikke forlange – uanset alle selvfølgelig har fortjent det. Men man kan tilbyde den, når lejligheden byder sig.

Som Løgstrup skrev, har vi hinanden i vores hænder (citeret frit efter hukommelsen – og det er mange år siden, jeg læste Løgstrup…). At de andre ikke drager omsorg for dig, kan du ikke gøre noget ved. Men du kan sørge for at drage omsorg for andre. Kærlighed handler om at give – så er der også nogen, der får. Derfor handler den selvfølgelig også om at tage imod – men den skal tilbydes frit først.

Hvis det her lyder som en kristen prædiken, er det næppe nogen tilfældighed, selvom det egentlig ikke var meningen, da jeg begyndte at skrive ...

Med de bedste ønsker for sommeren og livet. Det skal nok gå alt sammen. Du ser ud til at være godt på vej :-)

Tenna Udesen, Carsten Mortensen, lars abildgaard, Steffen Gliese og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar

God artikel. Er der ikke nogen jeg, kommer der heller ikke nogen vi.
I dag er der masser af individuel signalering, men i virkeligheden fordi, at der ikke er noget jeg.

Eksempelvis et (jeg) går ud i ørkenen i 40 dage, herefter bliver jøderne frustreret og tænker måske, hvad han bilder sig ind, at have et jeg, giv os noget progressivt og håndgribeligt, men jeg'et er urokkelig og fortsætter med meditative, tvetydige lignelser, til sidst bliver jøderne så gal og frustreret over den kedsommelig jeg, at de slår jeg'et ihjel:-)

I dag er branchefolk og forretningsmænd/kvinder glade for, at jeg'et er blevet udhulet, for så kommer der ikke noget vi, det er der ganske enkelt ikke penge i. Det vil blive massiv tab af arbejdspladser, hvis et jeg manifesterer sig.

Steffen Gliese

Åh, jeg får knubber af 'jeg, ikke man'- terapeuter. Det er sådan en fejlfortolkning, der skal nok være dem, der ikke kan tage 'jeg' i munden, men det er meget givtigt og gavnligt at kunne opløfte spørgsmål til et generelt niveau.

Steffen Gliese

Det er i øvrigt meget sjovt, det med at mene, at man kan blive alt, for det forekommer mig, at der er meget lille forskel imellem langt de fleste af de ting, man kan blive. Der er også kommet en meget snæver specialisering, som næppe er sund eller inspirerende. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan denne generation har det, det er så langt fra både min egen og mine yngre bekendtes oplevelser.

Anna Sørensen

Kære Tenna.
Godt at læse din kronik, og super du sætter ord på manges problematik i det moderne samfund! Det fællesskab du og mange savner, er det mon også det store fællesskab med resten af naturen? Er vi kommet så lang væk fra resten af naturen, at vi glemmer vi selv er natur og hører hjemme i et stort hjul af evigt kørende liv og fællesskab? Døden er barsk at leve med, i naturen er død 'kun' en overgangs-tilstand, når en form for liv bliver til en anden form for liv. Ingen 'dør' eller 'forsvinder'.
Jeg henter mit basale overskud i naturen, naturoplevelser, små fugles liv i haven, forunderlige insekter, ufattelige småbitte blomster ;o).
Ikke altid bare sådan lige og jeg oplever de samme ting som du nævner, angsten og savnet af fællesskab i vores samfund, MEN overskuddet skal jeg helt sikker hente i naturen. Og da vi mennesker jo også selv er natur, så gælder det overskud også godt socialt samvær med andre mennesker.
Læs evt. mere om fx. dybdeøkologi/økosofi og gå og sid så en masse i nature, så et frø (karse i vindueskarmen eller noget i haven), smid frø-'bomber' på grønne områder og følg deres udvikling. Det er mine bedste råd til 'natur-fremmede' moderne mennesker. Så giver det hele mening en gang i mellem i nogle stærke øjeblikke. ;o)
Derfor husk nu allesammen: Når vi snakker fællesskabet må vi huske på naturens store fællesskab. ;o)

Tenna Udesen, Britta Hansen, linda hansen og Peter Nørgaard anbefalede denne kommentar

Jeg er ikke sikker på at et "Vi" er dit eneste eller vigtigste behov. Og jeg tro slet ikke det er et generationsbehov. Jeg tror aldrig tidligere, der har været så mange vi-grupper i samfundet qua den ny teknologi. Som jeg ser det, så skal du tage dine angstsymptomer én for én og arbejde med dem - selv evt. med rådgivning, evt. beskrive dine fremskridt i en dagbog..

Jeg boede som barn, som 4-5 årig, for enden af en lang lang boligkarré (12 opgange - verden var stor dengang) og når det regnede gik jeg ned gennem den ret skumle og bælgmørke kælder. For hver opgang skulle man trykke en kontaktpumpe ind, og sektionen blev oplyst af en 15 wattpære. Nogle kontakter slukkede næsten øjeblikkeligt, og jeg lærte mig at holde fokus på den næste kontakt, så jeg kunne finde den i mørket. Når jeg kom til min egen kælderopgang, mærkede jeg hårene rejse sig i nakken, og jeg nærmest sprang op ad trappen og ud i dagslyset. Hurtigt lærte jeg at gå gennem kælderen i mørke hele vejen, med den ene hånd på væggen, så jeg ikke gik ind i noget. Der gik faktisk rigtig lang tid før jeg holdt op med at springe op ad trappen. Det var som om jeg ikke helt ville slippe den smule kælderangst jeg havde tilbage.

Tenna Udesen

Tak for jeres kommentarer. Jeg har på min Facebook og andre steder dog fået en del feed back fra min generation, der netop oplevet at have haft de samme tanker. Dog vil min oplevelse og tanker aldrig kunne ramme alle. Til Anette og Bill, så er min kronik ikke skrevet som selvhjælp eller i afmagt. Den er skrevet fordi jeg netop blev opmærksom på den manglende tro på fællesskabet. For ja, samfundet tilbyder mange fællesskaber, men de er oftest midlertidige og flygtige. Det er de evige dynamiske fællesskaber der gør individet ensomt.. Fordi et "vi" alligevel aldrig helt etableres, men blot et flygtigt fællesskab der er i opbrud. Det er mere en kritik af samfundets konsekvente individualisme end en historie om en ung kvinde med angst. Men netop angsten er vigtig at i talesætte, ikke kun på individ-niveau, men i et samfundsperspektiv. Jeg er ikke fan af diagnoser, og kasser. Angsten er et grundvilkår i livet og derfor må vi omgåes den på en mere indsigtsfuld måde, og fællesskab er en mulighed vi ikke bruger nok.

Britta Hansen, linda hansen og Peter Nørgaard anbefalede denne kommentar
Peter Nørgaard

Tak for dine tanker, Tenna. I tråden - eller på torvet - efter artiklen "Hvad er det bedste ved Danmark..? Lønnen..!", drejer samtalen over (den 14. juli kl. 9, efter de første cirka 50 indlæg og kommentarer) i og om en mulig vision.: Er en helt ny andelsbevægelse vejen frem..? Vi - og jeg - håber, at du - og flere unge - også dér har lyst til at give dig til kende. Velkommen /;-)

Tenna Udesen, vi mennesker er forskellige og jeg tror jeg i din situation - som jeg mener jeg kan forstå - hellere ville behandle min angst selv, evt. i samarbejde med eksperter, før end jeg ville søge ind i en "vi-gruppe" (for at få hjælp, anerkendelse?), som trods alt aldrig kan forventes at ville tage ansvar for den enkeltes tilstand - naturligvis kan man i "vi-gruppe" møde empatiske enkeltpersoner, men så er det jo ikke længere "vi-gruppen". Jeg mener ikke man kan bebrejde fællesskabet for egen tilstand. Fællesskabet er resultatet af den kollektive fællesnævner hverken mere eller mindre.

Tenna Udesen

Bill, det er helt sikkert en vigtig pointe du har. Netop at individet ikke skal kigge opgivende på samfundet og pege skylden ud. Jeg er også helt med på at min angst, fordi den allerede er, ikke vil blive mindre "bare fordi" et fællesskab tilbyder sig. Men jeg vil gerne at vi tager skridtet tilbage, og ser bag om adfærden. Ser bag om identitetsprojektet og det ensomme massemenneske. Når så mange unge lider af stress og angst må det også have noget at gøre med det omgivende samfund. Min generation er jo ikke en generation af svæklinge, men en generation der pisker sig selv med individualisme. Men hvis vi nu lige trådte tilbage, og huskede os selv på at vi er en del af noget, et fællesskab, og dyrkede det. Ikke på "mig mig mig"-måden, men fordi et vi faktisk gav mere mening. Ikke fordi et vi skal "redde" mig, men fordi et vi kan give ideen om at der er noget vigtigere her i verden end min egen lille navle.

Tenna Udesen, jeg er meget enig i dine betragtninger om det enkelte fællesskabs betydning for det enkelte individ. Men samfundet, som helhed, er ikke ét fællesskab, det består af mange fællesskaber. Og en generationer består af mange forskellige gruppeopfattelser, af den selv samme tid de lever i.

I livet må vi prioritere, det vigtigste først, og det må være selvet - selvet før kollektivet - at få styr på sig selv i en grad, så man kan indgå i ét fællesskab uden at skille sig ud ved, at skilte med sin "individualisme" - med mindre selvfølgelig, at det pågældende fælleskab netop har den "individualisme" som mål, ... eksv. en trosretning eller en angstgruppe.

Kritikken af samfundet som helhed skal baseres på videnskab, og ikke på følelser, idet magtforholdene i samfundet er af en sådan karakter, at følelser (stress, angst, depression, ensomhed) ikke har samfundsargumentatorisk vægt i sig selv.

Peter Nørgaard

At se på sin egen navle er vel OK indimellem, Tenna - og andre..? Men bliver det til navlepilleri, kan det som bekendt føre til en blødende navle, og sådan en er det jo rart at rende rundt med.

At være sig selv nok kan være ret trættende - også for andre. At kende SIT selv er - som bekendt - en livslang proces, der - hånd i hånd med andres - kan give mulighed for større indsigt i SIG selv. Og i større indsigt i andre menneskers. Og samfunds.

For eksempel hvis jeg lyver overfor mig selv, så kan jeg jo også lyve overfor andre. Er det én af grundene denne skønne Klodes morads, at de politiske ledere lyver overfor befolkningerne, fordi de lyver overfor sig selv..? At de ikke - og ikke vil eller er i stand til det - kender SIT selv..?

Jeg - og vi - ser frem til, Tenna at du - og I - vil ytre dig - og Jer - i vores samtale, nævnt i indlægget ovenfor i går kl. 22:50, om grundtemaet.: Er visionen om en helt ny andelsbevægelse - uden parti indflydelse - en vej frem..?

P. S.

Artiklen "Jeg er stresset, og jeg tror ikke det er min egen skyld", har beslægtede tanker med de der ytres i artiklen her og i denne tråd. Men - og, og - er der brug for ikke-atomiserede samtaler her i Information om brugbare visioner, der rækker ud mod flere fælles menneskelige kvaliteter..? Der fører til nyt indhold og nye former - uafhængige af magtliderlige mennesker - her i landet og world wide. Måske via en helt ny andelsbevægelse, uden parti indflydelse - også world wide..?

God søndag.

Peter Nørgaard

Hø, hø ... kl. 13:53, 1. afsnit, 2. linje "... og sådan en er det jo ikke rart at rende rundt med", skulle der selvsagt stå. Selvom nogle, måske, trives med en blødende navle ...

Og Bill. Vel er videnskaben vigtig for udviklingen af samfundet. Hvis der er fri og uafhængig forskning. Men det er kunsten så sandelig også. Hvis den er fri og uafhængig. Det er den fx ikke i Kina. Og fx uden Holberg & Co. var enevældens diktaturer nok fortsat lidt længere i Norden.

Vil du uddybe hvad du mener med "samfundsargumentatorisk vægt i sig selv"..? Og gerne - også - føre denne samtale over i samtalen efter artiklen "Hvad er det vigtigste ved Danmark..? Lønnen..!"

Måske kan mindre atomiserede samtaler, føre til mere brugbare visioner i Verden - også udenfor den digitale..? Det er da værd at prøve. Det prøvede en stor del af befolkningen under det arabiske forår. Og det gør den stadig.

Peter Nørgaard, med: "Kritikken af samfundet som helhed skal baseres på videnskab" mener jeg, at kritikken skal have basis i sociologi, økonomi, miljø og statistik mere end i den enkeltes følelse af: "stress, angst, depression, ensomhed", som ikke i sig selv peger direkte på nogen politisk samfundsmæssig årsag, og er dermed ikke er en del af den samfundsforandrende debat, ...aller højest som symptom.

Peter, jeg har stor sympati for andelstanken, og mener den skal have al mulig plads. Personlig høre jeg til typen der hellere vil se min merværdi indbtalt til Staten, som så forvalter den med henblik på at skabe det bedst mulige samfund for alle, men jeg ser ingen konflikt mellem en stærk Stat og kollektivtanken.

Peter Nørgaard

Bill, lad os fortsætte samtalen om bl.a stat og kollektiv på torvet - i "tråden" - efter artiklen "Hvad er det bedste ved Danmark..? Lønnen..!". Det er ærgerligt hvis for mange samtaler atomiseres, da mange af indlæggene handler om det samme ...

"Hulebilledet" fra "Staten" af Sokrates, er det også værd at indrage i den forsatte samtale, om det er brugbart at virkeliggøre visionen om en helt ny andelsbevægelse, world wide, som én af mulighederne ud af moradset.

Peter Nørgaard

Sorry, det var Platon (427-347 f.v.t.) og ikke Sokrates (469-399 f.vt.) der skrev "Hulelignelsen" i hans værk "Staten".